At Gå Efter Himlen

Dette er bare en novelle som jeg skrev til en dansk opgave. :]

1Likes
1Kommentarer
256Visninger
AA

1. ~ At Gå Efter Himlen ~

   ''Hvil i fred.'' Sagde vi alle tre stille i kor, med tårer i øjnene. Far's kiste blev stille sunket ned i graven, og vi begyndte at græde lidt højere. Efter en time med at trøste og berolige hinanden, satte vi os ind i bilen og kørte hjemad. Vi havde besluttet at holde en lille begravelse bare for os, da vi syntes det ville være mindre trist. Far døde i en bilulykke som vi alle var med i, men vi var uskadte.

 

   ''Kristof og Christian, der er mad!'' kaldte mor. ''Kommer, mor!'' svarede jeg. ''Kommer Christian ikke ned?'' ''Han er ikke hjemme.'' ''Hvor er han?'' ''På kirkegården, hos far.'' ''Hvorfor det?'' ''Det ved jeg ikke, men han tager der hen hver dag, når vi får fri.'' ''Nåh. Hvornår kommer han hjem?'' ''Han plejer at komme hjem efter 2 timer, så nok om et kvarter.'' ''Han er virkelig begyndt at opføre sig underligt, siden fars begravelse.'' ''Ja, Christian har nok fået depression...''

 

   ''Hvorfor er han stadig ikke hjemme?'' ''Det ved jeg ikke, han har været der i 4 timer nu. Jeg cykler hen og tjekker om han er ok.'' ''God ide.'' Jeg gik ud og tog min cykel og styrtede af sted. 3 minutter senere var jeg der. Og det var Christian også. ''Christian?'' spurgte jeg. ''Jaer?'' svarede han stille. ''Hvorfor er du her stadig?'' ''Jeg havde brug for at tænke.'' ''Over hvad?'' ''Alting...'' ''Ok... Men mor og jeg har ventet på dig i 2 timer, så du må hellere komme med hjem nu.'' ''Okay.''

 

   Mens vi sad til middag spurgte vi Christian ''Er du ok?'' ''Jeg har det fint.''. ''Ok'' svarede mor. Efter aftensmad gik Christian direkte op på sit værelse, så jeg var nød til at gøre rent selv, som jeg havde skulle gøre hver dag den sidste uge da han altid bare gik ovenpå.

 

   Det var endelig weekend og jeg havde løst til at tage på stranden, så jeg spurgte Christian om han ville med. Men det ville han ikke, han ville aldrig noget! Han sad altid bare og sad i hans seng eller sad ved fars grav. ''HVORFOR ER DU HER OVERHOVEDET?'' ''Du vil ikke svømme, og du vil ikke engang ned på stranden! Hvis du hader livet så meget, burde det være DIG, der endte i graven!'' råbte jeg i raseri. ''Det passer ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne forklare...'' svarede Christian stille, med tårer i øjnene. Jeg løb ind på mit værelse og kunne ikke fatte hvad jeg lige havde sagt. Og jeg fortrød det med det samme.

 

   Næste dag var Christian inde i badeværelset og gad ikke svare når mig eller mor kaldte på ham. Efter en time blev vi bekymrede og jeg bestemte mig for at kravle gennem vinduet udefra for at kigge til ham. Da jeg kom derind så jeg det værste syn jeg nogensinde har set. Han lå med hovedet nede i badekaret og så bevidstløs ud. Jeg hev min mobil op af lommen og ringede til ambulancen med det samme, sagde vores adresse og forklarede hvad der var sket. Jeg begyndte at græde og mor kom op til mig.

 

   Vi var begge blevet helt lamme i kroppen. Ambulancen kom 2 minutter senere og de fik Christian ind i den. Mens vi sad ved hans side på vej til hospitalet, trøstede mor og jeg hinanden. Da vi nåede hospitalet blev vi bedt om at sidde i venterummet. Efter cirka en time kom en sygeplejerske hen til os og fortalte os at følge med. Der inde lå Christian med en masse tuber rundt på hele kroppen. Lægen fortalte os at han var kommet i koma, og at hans lunger havde kollapset af alt vandet som han indtog da han prøvede at drukne sig selv i badekarret.

 

   Der hjemme sad jeg oppe i hans værelse i et par timer og lagde pludselig mærke til en seddel på hans skrivebord. Der stod: ''Jeg gør det her for far, han er ensom. Men det vil I ikke være selvom jeg ikke er her.'' Jeg fortalte mor at jeg havde fundet en seddel, og da hun havde læst den spurgte hun hvad han mente med det. ''Jeg tror han mener at han elsker far så meget at han håbede på at hvis han døde ville han komme op i himlen sammen med far.'' sagde jeg. Mor begyndte at græde og jeg græd med. Vi besøgte Christian hver dag og ventede bare på at han en dag ville vågne.

 

   Men jeg venter stadig, 3 år senere. De fleste ville miste al håb efter så lang tid, men jeg bliver ved med at håbe. Fordi jeg vil sige undskyld til ham, og jeg vil ikke kunne tilgive mig selv før jeg får sagt det. Jeg elsker ham nemlig, og det vil jeg gøre for evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...