Sirius

Hun flyttede til byen for syv måneder siden, og i et forsøg på at starte på en frisk efterlod hun alt, hun kendte, bag sig. Men noget af hendes fortid følger efter hende: Den ældre herre med den høje, sorte hat og stokken med sølvhåndtag, hendes skræmmende drømme og stjernehimlen. Og nye ting dukker op, såsom den blege mand med det intense blik. Men er det virkelig muligt at flygte fra fortiden, når mystiske væsner og kryptiske udtaleser bliver ved med at dukke op?

3Likes
4Kommentarer
283Visninger

3. 3

 

Om muligt opførte Cecilie sig endnu mere søvngængeragtigt, da hun mødte på arbejde dagen efter, end hun havde gjort dagen før. Hun kæmpede ikke for at undertrykke sine gab, hver gang hun vendte ryggen til kunderne, men hendes øjne var dækket af den samme tågehinde, som havde ligget hen over dem dagen før. Og Adam lagde mærke til det. Det bekymrede ham, at blå rende begyndte at blive synlige under øjne på den lyshårede kvinde. Adam vågede over Cecilie som en høg hele dagen, men ud over de blå rende under hendes øjne, så hun ud til at være mere eller mindre sig selv.

”Hvordan har du det?” spurgte han. Han havde inviteret Cecilie til aftensmad hjemme hos sig selv bare for at være sikker på, at der ikke var noget galt.

”Fint,” sagde Cecilie og skar et stykke af en kartoffel, inden hun løftede den op til munden og begyndte at tygge, men hun undgik bevidst hans blik.

Selvom Cecilie og Adam først havde lært hinanden at kende for syv måneder siden, da Cecilie var flyttet ind i sin nye lejlighed og var gået ud for at købe ind og ved et uheld stødte ind i Adam, der siden skulle vise sig ikke blot at blive en god ven, men også skaffe hende et job på caféen, så mente den brunhårede mand nok, at han kunne se, når Cecilie løj.

”Okay da,” sukkede Cecilie efter et løftet øjenbryn fra Adam. ”Ikke helt så fint.”

”Og…?”

”Jeg har ikke kunnet sove de sidste par dage, og så har… de her tanker kørt rundt i mit hoved non-stop, og så mødte jeg den her fyr på vej hjem i forgårs.” Cecilie rystede på hovedet; ikke helt sikker på om den ældre herre eller den blege mand, der gik hende mest på nerverne.

”En fyr-fyr? Eller bare en fyr?” spurgte Adam og lænede sig frem på albuerne.

Cecilie skubbede frustreret tallerkenen fra sig og lænede sig tilbage med armene krydset over maven. Hun tiltede hovedet lidt til den ene side og spidsede munden. ”Seriøst?”

Adam og Cecilie spiste færdigt og hjalp hinanden med at tage ud af bordet, selvom Adam insisterede på, at Cecilie ikke behøvede hjælpe, da hun jo var gæst. Da bordet var blevet ryddet af – med Cecilies hjælp – snakkede de to sammen en time eller to længere, inden den blonde kvinde insisterede på, at hun skulle hjem, og Adam insisterede på, at han nok skulle køre hende.

Da Adam trak ind til kantstenen foran hendes lejlighed, stod den ældre herre med den høje, sorte hat og stokken med sølvhåndtaget og ventede på hende ved siden af hendes opgang. Uden at lade sig mærke med noget trådte hun ud af bilen og vinkede efter den, imens Adam kørte væk.

”Vejret bliver lunere, synes du ikke, Celine?” spurgte den ældre herre og fulgte efter Cecilie, idet hun låste sig ind i sin opgang.

”Det er Cecilie, ikke Celine, og nej; vejret er stadigvæk forbandet koldt. Hvis du vil have mig undskyldt, så vil jeg prøve at få noget søvn,” hvæsede Cecilie og strøg en løssluppen, gylden hårlok om bag øret.

”Som du vil, Celine,” sagde den ældre herre, bukkede let og forsvandt på stedet.

”Cecilie,” mumlede Cecilie og sukkede lettet, da hun lukkede og låste sin lejlighedsdør efter sig.

”Hvem snakkede du med?” spurgte en stemme inde fra lejligheden.

Cecilie stivnede med den ene sko på og den anden i hånden. Der var kun en, der uindbudt dukkede op i hendes, og det var den ældre herre, som lige var forsvundet i den blå luft, men stemmen var både for dyb og for ung til at tilhøre den ældre herre med den høje hat. Meget langsomt løftede Cecilie hovedet. Hendes hænder var svedige, og hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende.

”Jeg hørte ikke andre end dig,” sagde manden, der havde taget plads i hendes sofa.

Cecilie spærrede øjnene op ved synet af den blege mand med det intense blik. Hendes åndedræt sattes sig fast i halsen på hende. Skoen landede på gulvet med et bump. Hun snublede baglæns, åbnede munden og skreg. Og skreg og… en hånd lukkede sig over hendes mund bagfra. Hendes blik, som ellers havde været låst fast på den blege mand, stirrede på ingenting, og hele hendes krop stivnede.

”Lad være med at skrige, kære,” hviskede den blege mand med sin dybe stemme ind i Cecilies øre og snoede en arm rundt om livet på hende. Cecilie sank en klump, da lugten af rust sneg sig op i hendes næsebor fra mandens kolde fingre. Manden løftede hende op så let, som vejede hun ingenting, og bar hende hen til sofaen.

”Nu sætter jeg dig ned og flytter min hånd,” fortalte manden. Overraskende varsomt satte den blege mand Cecilie fra sig på sofaen, så de sad ansigt til ansigt. Ligeså snart mandens hånd forlod Cecilies ansigt, pressede hun sig så langt ind i sofaen, som hun kunne, for at komme længst muligt væk fra den blege mand.

”Mit navn er Sirius. Jeg er her ikke for at skade dig, min kære,” forsikrede den blege mand og holdt Cecilies blanke øjne fast et øjeblik. Han strøg hende forsigtigt over knæet, men holdt op, da han så, hvordan hun veg væk fra hans berøring.

”Prøv at slappe af, så laver jeg en kop te til dig, og så skal du prøve at få noget søvn,” sagde Sirius og skubbede sig selv op at stå. ”Forstår du det?”

Cecilie nikkede hektisk med hovedet. Sirius rakte ud og hev jakken af hende, hvilket ikke var en hel nem opgave, da Cecilie forsøgte at krybe væk fra ham, men til sidst lykkedes det. Da den blege mand trådte væk fra hende, fik hun lidt nemmere ved at trække vejret, men ikke meget. Den lyshårede kvinde trak benene helt op under hagen og stirrede skræmt på den blege mands ryg, imens han åbnede og lukkede skabslågerne i det lille køkken. Hun mærkede, sit hjerte spurte af sted i sin brystkasse, og sine håndflader dækkes af et tyndt lag fugt.

Imens Cecilie stirrede på Sirius’ ryg, slog en ide ned i hende. Sirius havde ikke hængt hendes jakke ud på plads efter at have lirket hende ud af den, men bare smidt den hen over det af sofaens armlæn, hun ikke sad presset op ad. Et sekund fór den lyshåredes blik bare frem og tilbage imellem manden og jakken, men så lod hun benene glide ud over sofakanten, lænede sig frem mod jakken og strakte en hånd ud. For at lave så lidt lyd som muligt brugte hun kun ringe- og pegefinger til at fiske mobilen op af jakkelomme. Hvis hun bare kunne få den hen til sig, uden den blege mand opdagede det, så kunne hun…

En kølig hånd klemte hendes fingre sammen nok til, at hun tabte telefonen midt på sofaen, men ikke nok til at gøre ondt. ”Hvad laver du, kære?” spurgte Sirius.

Cecilie peb og krøb væk fra den blege mand med de kolde hænder, men han holdt stadigvæk fast om hendes fingre. Hele hendes krop rystede, hendes blik flakkede imellem Sirius og telefonen.

”Oh," sagde Sirius, da det gik op for ham, hvad Cecilie havde forsøgt at gøre. "Jeg sagde jo, at jeg ikke er her for at gøre dig noget,” fortsatte han. Et øjeblik søgte hans blik den blonde kvindes, men hendes øjne borede sig ind i en plet på væggen bag ham. Han gav kvindens fingre et forsigtigt klem, der var ment beroligende, men bare fik kvindens ånderag til at sætte sig fast i halsen på hende. Sirus slap de slanke fingre, og straks blev både hånden og armen trukket så langt væk fra ham, som det var fysisk muligt.

Cecilie fulgte hver eneste af mandens bevægelse, da han vendte sig om imod sofabordet og løftede tekanden fra en bakke, hun ikke engang havde opdaget stod på det vakkelvorne bord. Teen faldt fra tuden ned i koppen i en elegant dampende, gylden strøm. Tekoppen blev rakt frem imod hende, men hun stirrede bare på den med opspilede øjne. Med et suk satte Sirius koppen tilbage på bordet og trådte nogle skridt væk fra sofaen, hvor han lod sig glide ned på gulvet i skrædderstilling.

”Hvad hedder du?” spurgte han, placerede en hånd i gulvet bag sig og lænede en del af sin vægt over på den.

”Ce-Cecilie,” stammede Cecilie og sank en klump.

”Så det er dit navn,” mumlede Sirius så lavt, at han egentlig ikke havde forventet, at den lyshårede kvinden skulle høre ham, men hans ord fik hendes ansigt til at blegne. Han lagde hovedet på skrå og betragtede den unge kvinde, imens hun undergik en finurlig forvandling. Fra at være skræmt gik hendes kropssprog til at være mere afslappet.

”Ikke også dig. I det mindste har du et navn,” hviskede Cecilie og strøg hænderne opgivende hen over ansigtet og igennem det lange hår.

”Hvad?” spurgte Sirius oprigtigt forvirret over Cecilies pludselige humørskift og løftede et øjenbryn.

”Men det ligger vel til jer at være kryptiske og forvirrende, går jeg ud fra,” fortsatte Cecilie; nu fuldstændig overbevist om at den blege mand, der befandt sig i hendes lejlighed, bare var endnu en ligesom den ældre herre om end i en lidt mere fysisk form. Han havde trods alt lavet te til hende.

”Hvad?” gentog Sirius bange for, at Cecilie i løbet af de sidste tredive sekunder på en eller anden måde midlertidigt havde mistet forstanden.

Cecilie lænede sig frem og lod blikket glide rundt i den lille stue, inden hun hviskede: ”Jeres slags.”

”Hvad?” spurgte Sirius bange for, at han efterhånden begyndte at lyde en anelse dum.

Cecilie nikkede og smilede opmuntrende til den forvirrede Sirius.

”Så du har mødt andre som mig,” konstaterede han og rejste sig op.

”Altså, de var ikke helt så fysiske, som du er, men ja.” Cecilie så ned på sine hænder med et skuldertræk, som om det var hverdagskost for hende at føre forvirrende samtaler med fremmede personer, der på det grovest invaderede hendes privatliv.

Og det kunne meget vel være tilfældet, gik det op for Sirius, da han hørte, hvordan Cecilie formulerede sit svar. Med et gav den pludselige ændring i Cecilies holdning mening: Hun kunne se om bag sløret, og det lød ikke til, at den lyshårede kvinde vidste det selv. Med et føltes hans hjerte meget tungt.

”Klokken er mange, du burde gå i seng, min kære,” sagde Sirius og tilbød den lyshårde kvinde en hånd til at komme på benene, men hun rystede bare på hovedet og ignorerede hans tilbud.

Den lyshårede kvinde vimsede rundt i den lille lejlighed og gjorde forberedelser til at gå i seng. Sirius fulgte hende, imens hun smuttede ind og ud af stuen først med nattøjet i armene og siden med snavsetøjet i armene. Hans blik var ligeså tungt som hans hjerte, imens han fulgte den lyshårede kvinde med øjnene. Allerede fra første gang han så hende og vidste, hvad hun var for ham, havde han vidst, at det ville blive svært at forklare hende, hvad han var, og nu skulle han også forklare hende, hvad hun var.

Sirius fulgte efter Cecilie, da hun smuttede ind i soveværelset og krøb ned under sin dyne. Et øjeblik stirrede de bare på hinanden, men så rakte Cecilie armen ud og slukkede for sin natbordslampe. Sirius skulle lige til at træde ud af soveværelset og lukke døren bag sig, men blev stoppet ved lyden af Cecilies søvnige stemme.

”Jeg hedder Cecilie,” mumlede den lyshårede kvinde ned i sin hovedpude og drejede, så hun kom til at ligge på den ene side.

”Det sagde du, min kære. Sov nu,” hviskede Sirius, trådte ud af soveværelset, hev døren i bag sig og lod sig glide ned på sofaen med hovedet hvilende i hænderne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...