Sirius

Hun flyttede til byen for syv måneder siden, og i et forsøg på at starte på en frisk efterlod hun alt, hun kendte, bag sig. Men noget af hendes fortid følger efter hende: Den ældre herre med den høje, sorte hat og stokken med sølvhåndtag, hendes skræmmende drømme og stjernehimlen. Og nye ting dukker op, såsom den blege mand med det intense blik. Men er det virkelig muligt at flygte fra fortiden, når mystiske væsner og kryptiske udtaleser bliver ved med at dukke op?

3Likes
4Kommentarer
286Visninger

2. 2

 

”Du ser herrens ud!” udbrød Adam og slog ud med hænderne for at understrege sin pointe.

”Jeg kunne ikke sove,” mumlede Cecilie og vadede om bag disken, bandt forklædet om livet og satte håret op i en høj hestehale, så de lyse lokker faldt ned langs hendes nakke som et vandfald.

”Det er godt, du har en kort vagt så,” sagde Adam og strøg en hånd igennem sit strittende hår og rystede på hovedet af Cecilie, der undertrykte er gab, imens hun gik rundt og gjorde den lille café klar til at modtage dagens første gæster.

Snart fyldtes caféen af en lind strøm af gæster, og den ene kunde afløste den anden. Adam lagde godt mærke til, hvordan Cecilie gik igennem dagen som en søvngænger. Hun smilede venligt til de folk, hun betjente, og small talkede med dem, der syntes om den slags, men hendes øjne virkede tågede, og hver gang hun vendte ryggen til kunderne, kæmpede hun for at holde sine gab tilbage.

For Cecilie sneglede tiden sig af sted, men endelig nåede hun enden af sin arbejdsdag og kunne tillade sig at tage hjem. Med vante fingre løsnede hun sløjfen og foldede det sorte forklæde pænt sammen, inden hun lagde det ind på en hylde i baglokalet sammen med alle de andre brugte forklæder. Hun greb sine ting og stillede sig med armene lagt overkors, imens hun ventede på, at Adam skulle få taget sig sammen og slutte sig til hende.

Da Adam endelig trådte ud af caféen, stod Cecilie lænet op ad en lygtepæl nogle meter fra indgangen med lukkede øjne. Hårene i hendes nakke rejste sig, i det en kold brise suste forbi. Hun førte hånden op og gned nakken, hvor en kriblende fornemmelse langsomt lod sine fingre liste ned ad hendes rygrad. Et hastigt blik over skulderen afslørede ikke kilden til hendes ubehag.

”Du klarede dig rent faktisk igennem dagen,” sagde Adam og tilbød den blonde kvinde sin arm. Hun rullede øjne af den mørkhårede mand, inden hun med et lille smil tog hans arm, og de sammen begyndte at gå hen ad gaden. De fulgtes ad, indtil de nåede det punkt, hvor Adam skulle dreje til venstre, og hun skulle fortsætte fremad. Med et lille smil og et vink skiltes de to.


”Jeg havde ikke forventet at se dig indendørs på denne tid af døgnet, Celine.”

Cecilie rejste sig brat op og tabte næsten tallerkenen på gulvet, da hun snurrede rundt på hælen bare for at stå ansigt til ansigt med den ældre herre med det hvide hår. I dagens anledning var hatten anbragt på det vakkelvorne sofabord i stedet for hans hoved.

”Jeg hedder Cecilie,” sagde Cecilie og vendte tilbage til at sætte sin tallerken i opvaskemaskinen. ”Der er ikke nogen, der kalder mig Celine mere.”

”Men Celine er stadigvæk dit navn,” kommenterede den ældre herre og lænede sig frem, så en del af hans vægt kom til at hvile på den sorte stok.

”Mit navn er det, jeg hedder,” sagde Cecilie og lod sig dumpe ned på sofaen med et lille suk.

”Nej, Celine, de to er forskellige,” sagde den ældre herre og smilede drilsk til den unge kvinde, der havde trukket benene op under sig og nu hvilede hagen i den ene hånd. Med et let buk i Cecilies retning samlede den ældre herre den høje, sorte hat op og placerede den oven på sit hvide hår, inden han med et nik til Cecilie trådte ud i gangen, og lyden af hans fodtrin forsvandt i den blå luft.

Med en hovedrysten samlede Cecilie en bog op, fiskede fjernbetjeningen til sin radio op og tændte for den, inden hun satte sig bedre til rette og slog op på den side, hun var nået til, sidste gang hun læste.


Stjernerne blinker imod den kulsorte nattehimmel. Nogle af stjernerne ser hvide ud, imens andre blinker med et næsten blåt skær. Under stjernerne strækker træerne sig, så langt øjet rækker, men lige under den store, gyldne måne åbner de op og danner en lysning.

En lyshåret kvinde iført en kridhvid kjole står med hovedet lagt bagover og nyder synet af den stjerneklare nattehimmel. Hun smiler sageligt op til stjernerne, der vinker muntert ned til hende fra det store himmelhvælv.

Pludselig spreder hun armene ud til siden og begynder at snurrer hurtigere og hurtigere rundt om sig selv. Den eneste lyd i lysningen er kvindens klare latter, der løfter sig klokkeklart i den milde natteluft. Kvinden stopper brat, og den klare latter forstummer. Hun stirrer forundret ned på sine fødder.

Klukkende vand snor sig rundt om hendes ankler og gør kjolesømmen helt våd. Forsigtigt træder den lyshårede kvinde op ad elven og lader sig glide ned på hug på bredden. Med kuplede hænder løfter hun en håndfuld vand op, og klare dråber dypper ned i den livlige vandstrøm.

Forundret lægger hun hovedet tilbage og stirrer op på himlen, men hun ser ingen stjerner. Sorte uvejrsskyer trækker sig sammen over hende. Et lyn skærer sig hen over himlen, og et tordenbrag får jorden til at ryste.

Hun tvinges til at tage fra med hænderne for ikke at miste balancen, og da hun ser ned på sine fingre, er de dækket af noget mørkt. Endnu et lyn lyser himlen op, og den røde væske, der drypper fra hendes hænder står et øjeblik ulideligt klart. Hun skriger.

Gispende rettede Cecilie sig op. Hivende efter vejret knækkede hun midt over. Hendes hår hang ned foran hendes ansigt og blev trukket med ind, hver gang hun trak vejret. Med den ene hånd strøg hun det om bag skulderen, og drejede hovedet lidt, så det ikke faldt tilbage ned i hendes ansigt.

I det øjeblik lagde hun mærke til tre ting, der ikke var, som de burde være. Ved siden af hende på det vakkelvorne sofabord lå hendes bog nydeligt lukket med bogmærket stikkende halvt ud. Et tæppe var faldet halvt ned på gulvet, da hun satte sig op, og lå halvt hen over hendes ben. Lyset i lejligheden var slukket. Alle tre ting fuldstændigt forkerte, for hun vidste ved sig selv, at hun var faldet i søvn uden tæppe på, imens hun læste med lyset tændt.

Hun slog tæppet væk og svang benene ned på gulvet. Med opspilede øjne lod hun blikket glide rundt i det lille rum, men intet uvelkomment var at se i mørket. Skramlende kom hun på benene, og snublede hen imod stikkontakten. Med rystende fingre trykkede hun på den lille, grå kontakt, og loftlampen kom blinkende til live. Med hjertet bankende i helt oppe i halsen snurrede Cecilie rundt på hælen, men lejligheden var tom.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...