Sirius

Manden med tophatten er tilbage, hundestjernen blinker i natten, og spøgelserne dukker frem af fortidens skygger.

Imens Cecilie kæmper for at få lov til at leve livet på sine egne præmisser, skubber skæbnen på for at få hende tilbage på den vej, der følger med hendes ophav.

Hvad sker der, når fremmede lukker sig selv ind i hendes liv, og gamle venskaber må stå deres test?

5Likes
8Kommentarer
666Visninger
AA

1. Manden i parken

 

”Er du sikker på, jeg ikke skal give dig et lift hjem?” spurgte Adam.

”Helt sikker.” Hun smilede varmt til ham.

”Okay. Kom godt hjem. Ses i morgen, Cecilie” sagde han og vinkede hen over skulderen, da de splittede op på biografens parkeringsplads.

Mørket lå hen over det asfalterede område som et tæppe, og selvom kalenderen fortalte, det snart ville være forår, så hang kulden stadigvæk tungt i luften.

Cecilie skuttede sig og viklede halstørklædet en ekstra gang rundt om halsen, hev ærmerne ned over fingrene og stak hænderne i lommerne. Bag hende døde lyden af Adams fodtrin ud, og få sekunder senere passerede billygternes lyskegler hen over hende, inden Adam svang ud på vejen og forsvandt imellem den resterende trafik.

Et øjeblik havde hendes skygge været lang og ranglet, men nu, da kun lyset fra gadelygter og blinkende reklameskilte fik hendes skygge til at flakke, kunne hun ikke forhindre sig selv i at føle sig let om hjertet.

Et par blokke endnu måtte hun døje med den sene trafik, men derefter kunne hun skyde genvej gennem parken. Så snart hun trådte ind på de snoede grusstier, ville klaustrofobien lette, og følelsen af at være fanget midt i byens larm og jag ville forsvinde – om end for en stund. Og så ville hun endelig kunne skimte stjernerne gennem byens lysforurening.

Vinterstøvlernes hæle smældede mod fortovsfliserne, og den kolde luft fik hende til at skutte sig, omens hun gik. Hun elskede det. Hun elskede, når vinden legede med hendes hår. Hun elskede, hvordan mørket opslugte hende, ligeså snart hun drejede af ind i parken. Og lyden af grus under sålerne.

Et dybt suk undslap hende, da hun lod sig glide ned på en bænk med benene strakt ud foran sig. Cecilie trak hænderne op af lommerne og lagde armene over kors, så fingrene forsvandt i stoffets folder. Håret svævede lige over jorden, da hun lagde hovedet tilbage og indtog synet af de gammelkendte konstellationer.

I sit stille sind genfortalte hun stjernebilledernes fortællinger. Nogle stammede fra ældgamle civilisationer, andre havde hun selv opdigtet hen ad vejen. Hundestjernen havde hendes forældre peget ud for hende engang for længe siden, dengang livet stadigvæk var simpelt.

”Godaften, Celine.”

En ældre herre satte sig ned på bænken ved siden af hende.

”Der er ikke nogen, der kalder mig det mere,” sagde Cecilie fraværende.

”Det er en smuk aften at fortabe sig i stjernerne, synes du ikke?” spurgte den ældre herre og lagde nakken tilbage, så også han betragtede nattehimlen.

Langsomt rettede hun nakken ud og rystede på hovedet, så det lyse hår dansede frem og tilbage over hendes ryg. Hun betragtede den ældre herre, uden at han lod sig mærke med noget. Så drejede han hovedet og sendte hende et mildt smil.

”Hvorfor er du her?” spurgte Cecilie og lod blikket hænge ved den høje, sorte hat og vandrestokken med sølvknap, han altid lod til at have med sig. Første gang han var dukket op, havde hun taget de langfingrede læderhandsker og den tykke uldjakke som et udtryk for hans excentriske væremåde. Det holdt hun hurtigt op med.

”Sirius,” funderede manden og rejste sig op. ”Et misvisende navn, hvis du spørger mig.”

Uden at sige mere spadserede han hen ad grusstien, inden han forsvandt i de mørke skygger, der indhyllede parken. Cecilie stirrede forundret efter ham, indtil den klikkende lyd af hans stok forsvandt. Hun havde for længst opgivet at gøre sig klog på de samtaler, hun havde med den ældre herre, men lod alligevel blikket finde Store Hund.

Et øjeblik betragtede hun stjernebilledet, inden hun med et dybt suk og en hovedrysten lod armene falde ned langs siderne. Hun gjorde sig klar til at rejse sig. De små hår i nakken rejste sig. Hun stivnede. Håndfladerne blev svedige, selvom fingrene var røde af kulde, og hendes øjne stirrede forgæves ind i mørket.

”Fryser du ikke?” spurgte en dyb stemme.

Cecilies blik sprang i retning af stemme, og hele hendes krop stivnede. Foran hende stod en kortklippet, bleg mand og betragtede hende med hænderne begravet i forlommerne.

Efter noget, der formentligt føltes længere, end det varede, skubbede hun sig op at stå. Manden trådte smilende et skridt frem og holdt hænderne op foran sig i en afværgende gestus. Alligevel sprang Cecilies hjerte et slag over og uden et ord drejede hun om på hælen og skyndte sig væk fra manden bag sig.

Hun følte sig lidt trykkere, da hun ikke hørte lyden af mandens fodtrin bag sig, men først da hun havde lagt parkens mørke bag sig, havde krydset fodgængerovergangen og låst sig ind i sin lejlighed, mærkede hun, hvordan hjertet atter satte farten ned.

Hun smed overtøjet fra sig i gangen og faldt rystende sammen på den slidte sofa med hovedet begravet i hænderne. Håret hang ned foran hendes ansigt som et gyldent slør. Efter nogle minutter kravlede hun ind i sin seng og rullede sig sammen under dynen uden at skifte til nattøj.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...