Sjælens hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Blue er en unge pige som er blevet født med særlig evne, hun lever i det gamle Egypten med sin mor og far. Efter hendes 7 åres fødelsdag, vågner disse evner op og Blues liv ændres. Hun får nu venner og fjender i denne rejse til at lære og styre sine nu evner, men der er ting der lurer i skyggerne.

dette er historien om Blue og hvad der sker i hendes liv, alt hvad du kommer til at læse er opdigtet, altså ikke ægte.

1Likes
2Kommentarer
436Visninger
AA

4. Stormen

 Blues far kom ind for at hængte Blue da det var at de skulle hjem, fik både Amun og faraoen et chok, men det var ikke på grund af hvordan der så ud, men mere at begge børn sad og grinte ved siden af hinanden "APIS" både Blue og Apis fik et chok og sprang op fra puderne de sad i. De kunne tydeligt se faraoens vred over det, fra hvor de nu stod. Blue begyndte at stå og fnise lidt for sig selv. Før alt begyndte at snurrer rundt og hun mærkede trøsten komme, hun vendte sig om. Greb skålen med frugtsaft som var blevet vammelt efter at stå i varmen i så lang tid, Blue tog en stor slurk uden at ændre sit ansigtsudtryk. Apis stod stadig det samme sted, men meget flov over Blue. Amun undskylder meget for sin datters opførelse, og forklarer at hun kun lige var blevet rask da de tog afsted, han bukkede flere gange for at vise det. Da Blue vendte tilbage gik hun som om intet var sket over til sin far, hun bukkede pænt for faraoen og uden at sige noget, kunne han læse fra hendes øjne at hun var meget taknemmelig over sit møde med hans søn. Før hun gik feminint videre i sin korte kjole, den normale hverdags mængde af guld og masken af makeup på. Apis hjerte hoppede et par slag, mens Blue gik væk før hun drejede om et hjørne og var væk. Amun sagde pænt farvel før han gik samme vej, stadig meget flov over sin datters opførelse. Blue ventede pænt lige på den anden side af hjørnet som hun havde drejet om før "skal vi hjem nu? far" Blue kiggede på ham. Som om det mente hele verden at han svarede lige nu og her "ja Blue, men du skal med din mor ud et andet sted bagefter" han gjorde hvad han kunne for ikke at se trist ud, de gik videre ud til stalden hvor deres heste stod klar.

 

De sagde ikke et ord hele vejen hjem og Blue følte sig meget utilpas med at alt det der skete og uden at høre hendes mening på tingene. Først møde med Apis som hun så var meget glad for, men en tur med sin mor ud til et ukendt sted. Blue havde mest lyst til at protestere mod det valg selvom at diskuter om det ville være som at snakke med sandet som de red hen over. De tanker var hurtige væk igen "far, hvordan har Femi det, jeg husker ikke så meget" Amun kiggede ikke på hende, da han vidste hvor meget hun mente til Blue "hun er stadig ved at komme sig, så hun kan ikke arbejde lige for tiden" han vendte ikke hovedet for at kigge på Blue "men jeg rider ikke med mor ud til et andet sted far" hun lød sin mund løbe uden videre. Amun han sukkede "jeg er ikke ligesom hende, mine mærker er allerede væk se selv, far" Amun stoppede hesten og kiggede på sin datters arm, hun havde ret de var væk "men din mor har heller ikke sine mærker længere vel" Blue kunne både se og høre at den her havde hun allerede tabt. Men hun gave ikke så hurtigt op "men ved du overhoved hvad det er jeg skal" Amun, han kiggede hende i øjne og kom med sandheden "nej, det ved jeg ikke Blue, men din mor vil dig kun det bedste, okay" Blue drejet sig væk fra ham og drejede hesten med sig, hun begyndte at ride i en anden retning, vel viden om hvor hun ville ende henne. 

 

Amun red efter sin datter som var stædig nu igen og han ville helst slippe for at skulle diskuter med hende. Sandet begyndte at flyve om ørene på dem og luften blev tyk. Blue så den stor væg af sand som tårnede sig op foran hende, hun lænende sig tætter mod Starloks hoved, hun havde lært af sin bedstefar at man skulle gemme hovedet væk i en sandstorm og da hun ikke havde andet end sin hest Starlok gemte hun sig i manken på hende. Starlok kunne ikke rigtig lide ideen hendes mester fik og ville gør oprør, men Blue holdte hoppen på kursen, hun havde valgt stramt holdende i tømmeret. Hun kunne høre Amun bagved råbende efter hende "Blue vend om" men hun vendte ikke om, hun fortsatte i fuld galop ind i sandstormens hvidt åbne gab. Der gik ikke længe før Blue, blev nødt til at hoppe af og trække Starlok i tømmeret, mens hun gemte sit ansigt med sin frie arm. Dette satte hendes fart dristigt ned og gå var ikke nemt med den meget hårde vind piskende mod hende fra alle sider. Starlok holdte hovedet bøjet, hun kunne tydeligt mørke at Blues skridt blev tungere med hvert eneste hun tog. Starlok lagde sig ned i sandet i forsøg på at stoppe Blue, som krøb ind til hende som et lille føl, ville til sin mor for at finde tryghed. Blue rev et stykke stof af sin kjole som hun bandt stramt om hovedet på sig selv og et mindre stykke om øjne på Starlok.

 

Blue lå i den samme stilling i lang tid, uvidende om tiden, til sidst faldt hendes krop i søvn og hun fik meget slemme kramper over det hele, med en stigende vægt over sig. I virkeligheden var det eneste Blue, hun virkelig vidste var at Starlok var lige ved siden af hende og i live. Uvidende om tiden der var gået, begyndte frygten at over tag Blues hoved, som en pil i brystet. Hun begyndte at hyper vind tag ler, i den allerede hård tid med vejrtrækningen. Lukkede hun øjnene med vidende om at hendes liv snart ville være omme.

 

Hvor der skulle være mørkt var der lyst, bagved hendes øjenlåg, en stemme som hun ikke genkendte kaldte hendes navn, Blue rettede sit indre øje mod stemmen og en mørk skikkelse blev synlig i lyset. Den blev større med hvert skridt den tog imod hende, stadig kaldende hendes navn, dens omrids tog en umenneskelig form "Blue, hør på mig" selvom den var uigenkendelig lyttede hun "du må ikke give op, sol står stadig højt" Blue hun stirrede kun mens skikkelse blev mere tydelig og et ansigt kom til syne "kom mit barn, tag min hånd og lade mig hjælpe dig" hun var så smuk.

 

Amun var reddet væk fra sandstormen og havde slået lejre, han ventede kun på at stormen lade sig så han kunne ride ind og find sin datter. Død eller i live var lige meget lige nu. Amun sad på den sædvanlige plads i sandet stirrede ind i stormen som han havde gjort de sidste mange dage. Han blev revet ud af sine tanker da hans mænd råbte og pegede op mod himlen, Amun kiggede op i samme retning og så et kæmpe lysglimt flyve op mod solen. Da lyset var forsvundet, kiggede han igen på væggen af sand, som var begyndt at falde sammen. Amun løb over til sin hingst som stod tøjlet fast, men han nåede ikke langt før Starlok kom til syne med noget på ryggen. Amun vendte rundt og løb mod hoppen som var kommet ud fra stormen. Da den stoppede var Amun helt henne ved dens side, han kiggede op på hvad hun havde på ryggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...