Sjælens hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Blue er en unge pige som er blevet født med særlig evne, hun lever i det gamle Egypten med sin mor og far. Efter hendes 7 åres fødelsdag, vågner disse evner op og Blues liv ændres. Hun får nu venner og fjender i denne rejse til at lære og styre sine nu evner, men der er ting der lurer i skyggerne.

dette er historien om Blue og hvad der sker i hendes liv, alt hvad du kommer til at læse er opdigtet, altså ikke ægte.

1Likes
2Kommentarer
437Visninger
AA

1. Når Musikken Spiller

Det var en meget smuk solopgang her til morgen, eller det synes Blue i hvert fald, hun vågner altid før med tid nok til at kunne gøre sig klar og se den, selvom mor og far sover så er hun vågen. Blues værelse er meget stort og tomt, men hun var også kun lige fyldt 7 år, så mente hendes far altså at hun godt kunne sove selv på sit værelse. Da det gjorde alle 7-årige piger. Blue hun glæder sig aldrig til efter morgenmaden, fordi så skal hun sidde og lærer alt muligt læreren synes at man bør vide om Egypten, og det er så kedeligt at man ikke kan hjælpe det, så man falde altså i søvne af det, men Blue hun vil altså heller ikke være skriver, hun vil meget heller være soldat, ligesom hendes bedstefar.

 Blue hun fik et chok da hun hørte musik som ikke blev spillet og hun var helt sikker på at hun var alene på sit værelse, hun får altid et chok selv om det altid har været der, også fordi når hun spørger nogle ind til musikken kiggede de på hende som om hun er skør, derfor er hun stoppet med at spørge, men hun snakker stadig med sin mor om det, for hun vil altid gerne vide mere. Hun er også gudesmuk med sit lange lyse hår eller det mente Blues far i hvert fald, men han er også meget venlig til alle der ikke er hans fjende. Blue er det eneste barn der bor i huset så hun er for det meste alene, men lige så længe mor eller far har lidt tid så går det.

 

Blue kom tilbage fra alle de tanker hun altid får når hun har hørt musikken, fordi hendes dør åbnede indtil værelset hvor hun sad på den ene sofa med udsigt over ørken, det var Femi en tjenestepige som arbejde for Blues far. Femi skal for det meste bare sørger for at Blue hun er klar til dagen. Hun står også Blue meget nær, når man sammenligner med alle de andre tjenestefolk som arbejder der. Hun holder også meget af Blue som om hun var hendes egen datter.

Men da Blue altid er klar når Femi kommer, og igen ikke helt "mmmm hvad mangler, jeg ved det" Femi siger det være dag, da Blue aldrig har nogen eyeliner på, men den bliver også helt udtværet når hun selv skal gøre det "sådan, så er du klar til at spise morgenmad" Blue så som altid op på Femi med de normale tikkende hundehvalps øjne, selvom hun godt ved at det ikke hjælper. Femi ved jo godt at hun hader de timer om dagen hvor hun sidder og lytter til alt muligt ubrugeligt eller det mener Blue i hvert fald. Men det nytter ikke noget Femi kan ingenting gøre, da hun ikke kan gå imod sin herre uden konsekvenser, og det ved Blue godt alligevel giver hun det et forsøg, da hun ved at hendes far er umulige når han først har bestemt sig, han er også bare så stædig.

 

Når det bliver aften og før sengetid snakker Blue altid med sine forældre "3 fugle, sang uden en stemme i haven her i eftermiddags mor og far"

" mor jeg er bange så bange, jeg hører noget der ikke er der" Blue var begyndt at ryste

"ting der bevæger sig uden nogen rør dem, jeg er åh så bange, far"

"hvorfor, hvordan, hvad sker der er jeg skør" Blues stemme ryster sammen med hendes krop" Men min kære datter, vi kan ikke svare på alle dine spørgsmål, da vi ikke selv ved det" kom der stille og roligt fra Blus mor, mens hun holdte sit barn tæt til sig " din mor har ret Blue, vi ved ikke hvad det er, men vi støtter vil dig så godt som muligt i disse svære tider" det er det samme være aften fra hendes far. Om så hun har store tårer i øjne eller skræmt for livet altid så bestemmende og hård i stemmen, men en smule bløder end på andre tidspunkter.

 

Blue hun snakker altid med Femi når hun skal sove, om musikken og om de mærkelige ting hun ser være dag, nogle gange tikker hun ligefrem for at få Femi til at blive hos hende.

"Fuglene synger stadig Femi, det er en smuk sang men" Femi sidder altid på sengekanten og lytte når Blue snakker, som om hun skal til at fortælle om fremtiden "også skræmmende da de synger kun når nogen dør" når Blue er færdig med at fortælle, så rejser Femi sig og ånder lettet op, før hun lægger dynen over Blue

"ja, men nu synger de ikke længer, da du skal sove nu Blue" siger Femi mens hun kysser godnat og ligger skriftrullerne væk, slukket lyset og lukkede døren bag sig. Blue hun lå og vendt og drejede sig, men lige meget hvad hun gjorde så kunne hun ikke finde en passene position at sove i med alle de tanker hun havde oppe i sit lille hoved. Hun stod op igen da solen var helt væk uden for. Hun listede ud ad døren og ud på gangen i håb om at finde et mere stille og roligt sted og sove for natten, da ud over hendes tanker, var der alt for meget musik på hendes værelse. Hun begyndte at gå hen mod sit yndlingssted, det lå i den anden ende af huset. Men der er meget smukt om natten i månelyset da det er som om at guderne kigger ned og velsigner rummet. Blue nåede ikke længer end til sine forældres værelse før hun næste skreg af rent chok, men det var bare hendes far som af en eller anden grund havde råbt meget højt. Ud af ren nysgerrighed stillede Blue sig tæt ved døren, så hun kunne høre hvad de snakke om " Acenath, hvad kan vi gøre? hun bliver ældre og ældre med tiden og mere urolig" hendes far var faldet ned, så han talte meget seriøst " jeg har fortalt dig, Amun at hun er endnu for ung" som altid var Blues mor stille og rolig da det er bare Acenath " orrhhhmm, i gudernes navn du har sagt det i 7 år n…" men før han fik gjort sin sætning færdig afbrød Acenath " hun vokser så hurtig ik, du må forstå, Amun, at jeg VED hvad jeg laver, fordi måske sker det ikke engang" Blue trådte et par skidt væk fra døren da hun hørte sin egene mor snakke sådan, da det var første gang hendes mor var grov og seriøs i stemmen. Blue hun skyndte sig om bag en stor krukke da hendes far gik hen mod døren, vel vidende om at hvis han fangede hende, så ville Femi være i store problemer. Da han havde lukket døren, blev Blue stående i et kort stykke tid gemt bag krukken, og da hun var helt sikker på at de var gået i seng, så skyndte Blue sig forbi og videre ned af gangen mod rummet med månen i. Da hun nået rummet stod månen allerede højt på, den åh så smykke nattehimmel, det var næste som om at rummet kaldte på hende. Blue kiggede rundt i rummet for at finde et godt sted og sove, der stod mange stole og sofaer rundt i rummet, men hvad hun virkeligt kiggede efter var månesengen som hun kaldte den. Da den var formet ligesom månen og havde samme farve, og på den måde som de fine, tynde og næsten gennemsigtige silkesjal hang ned fra loftet og glittede i månen lyset, var det som om de var lavet ud af stjerner i stedet for stof. Blue kravlede op på den bløde madras og kiggede op på nattehimmelen, med sine smykke safir farvet øjne, mens vinden bevægede sig igennem hendes kulsorte hår med en bild, men meget rolig melodi. Blue sad der i stilheden, det eneste der brød denne stilhed var musikken men denne gang sprang hun ikke rundt, i stedet for nynnede den hende roligt i søvn på månesengen, med et roligt sind og sjæl.​

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...