blue jeans • j.b.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Igang
Angelina på atten, der normalt aldrig får stærke følelser for fyre, finder hurtigt sig selv i et stort indre dilemma, da hun møder den to år ældre, Justin Bieber. Han er nemlig anderledes, end de fleste hun kender. Og selvom hun bilder sig selv ind, at hun ikke ønsker at interessere sig for ham, kan hun ikke lade være.

123Likes
284Kommentarer
59118Visninger
AA

8. • kapitel 7

i could watch you for a lifetime

you're my favorite movie

- Skrillex

 

Det var en underligt mavefornemmelse, jeg vågnede op med til morgen. For det første fordi jeg fik et kæmpe chok over, at der lå en tatoveret arm rundt om min krop. Et eller andet i løbet af natten måtte have fået mig til at glemme, at Justin havde bestemt sig for, at han skulle overnatte her. Men det tog mig dog ikke mere end to sekunder at huske det hele.

Den underlige mavefornemmelse skyldtes også, at jeg aldrig var vågnet op ved siden af en fyr før. Ikke en gang Alexander, som jeg ellers havde været i seng med ret mange gange. Det var bare alt for intimt og på en måde for personligt for mig, det der med at sove sammen. Der var alt for meget nærhed, som jeg slet ikke kunne holde ud.

Når det så var sagt, så var det måske ikke helt så slemt igen at sove ved siden af Justin. Den største årsag til det var nok, at vi ligesom bare sov, så jeg bemærkede ham ikke rigtig. Eller jo det gjorde jeg vel egentlig nok, for jeg havde mærket en form for tryghed i den måde, han havde holdt om mig på. Og selvom det her nok kom til at lyde alt for "aw hvor sødt og kært" - agtigt, så var det faktisk en dejlig følelse at sove sådan med ham.

Men nok om det. Klokken var tyve minutter i otte, og jeg havde lige været i bad og fået tøj på. Justin lå stadig og sov inde i min seng, og det irriterede mig faktisk lidt. Det betød jo ligesom, at jeg var tvunget til at gå ind og vække ham om lidt, for han kunne ikke ligge der hele dagen. Han skulle væk inden min bror opdagede, at han havde sovet her.

Jeg gik hen til sengen og stillede mig med mine hænder over kors, imens jeg kiggede ned på sovetrynen. Hvorfor fandtes der seriøst ikke en måde, man kunne kommunikere med folk på uden rent faktisk at snakke med dem? Så havde jeg sluppet for at skulle vække ham, og så var han vågnet helt af sig selv.

"Justin," sagde jeg hårdt i håb om, at det var nok til at vække ham. Men det var det selvfølgelige ikke. Han blev ved med at sove tungt.

"Justin." Denne gang blev hans navn sagt endnu højere, men heller ikke af det vågnede han.

"Justin!"

Han måtte være en af de der mennesker, der sov som en sten og ikke blev vækket af noget som helst, for han rørte slet ikke på sig. Det begyndte at blive ret irriterende.

Jeg sukkede tungt og begyndte at samle hans tøj op fra gulvet, så jeg til sidst havde det hele i min favn. Derefter gik jeg hen til sengen og kastede det hele i hovedet på ham, så han vågnet i et voldsomt spjæt. Han blev forskrækket, det var der ingen som helst tvivl om.

"Op!" Udbrød jeg højt og lagde mine arme over kors og kiggede stift ned på ham.

"Hvad fanden sker der!?" Spurgte han uforstående om og fjernede panisk sit tøj fra sit ansigt, imens han satte sig op i sengen. Han kiggede på mig med sine trætte brune øjne, som så ud til kun havde styrke til at åbne sig et par få millimeter.

"Du skal hjem nu, inden Zac opdager, at du har sovet her," svarede jeg bestemt og forblev i samme position.

Han sukkede i et svagt gab og gned sig efterfølgende i øjnene med sine håndflader. Hans hår var en smule pjusket og strittede lidt ud til siderne, så det egentligt så ret sødt ud. Okay jeg lød alt for glad for ham, når jeg tænkte sådan - hvilket jeg bestemt ikke var - men altså, jeg kunne vel ikke blive ved med at lyve for mig selv. Hans udseende tændte mig, selvom hans personlighed, eller i hvert det jeg kendte af den, irriterede mig grænseløst.

Imens jeg blev stående og betragtede ham, begyndte han at rode i bunken med sit tøj, der var endt i sengen ved siden af ham. Han fandt sine boxershorts i bunken, rejste sig fra sengen og fik dem på sig selv. I et øjeblik tog jeg mig selv i at stirre op og ned af hans krop, men det var udelukkende fordi, at jeg ikke forstod, hvordan man kunne se så godt ud om morgenen. Han så ufattelig god ud, og det burde man ikke, når man lige var stået op. Jeg misundte ham næsten.

"Du har blod på trøjen." Hans stemme afbrød min stirren på ham, og jeg kiggede ned af mig selv efterfølgende og opdagede en stor blodplet ved mit håndled.

Fucking typisk!

"Great," mumlede jeg sarkastisk for mig selv. Hvorfor havde jeg også valgt at tage en helt hvid bluse på i dag? Hvis den havde været sort, havde han ikke bemærket det. Og nu begyndte han sikkert at stille en masse spørgsmål, som jeg ikke havde overskud til at svare på.

"Hvor kommer det fra?". Ganske rigtigt spurgte han ind til det, men jeg havde selvfølgelig ikke tænkt mig at svare. Jeg vendte mig i stedet 180 grader og gik hen til mit skab, hvor jeg fandt mig en ny bluse. Sort bluse for at være helt præcis.

"Gider du glo den anden vej, imens jeg skifter?" Spurgte jeg spydigt om, for han stod næsten og stirrede på mig, som han forventede, han fik lov til at se mig skifte bluse. Men det kunne han godt glemme, for det kom aldrig til at ske, at han så så meget af min krop.

Med et provokerende smil på læben, drejede han sig rundt, så han stod med ryggen til mig. Jeg blev stående stille i et par sekunder, fordi jeg ville sikre mig, at han ikke kiggede bagud. Og det gjorde han heller ikke. Lidt respekt havde han åbenbart. Overraskende.

"Skal du nogen steder". Hans pludselige spørgsmål kom lidt bag på mig, men jeg forstod hurtigt, at grunden til han spurgte var på grund af den pakkede sportstaske, der lå på den anden side af sengen.

Jeg tog min hvide bluse af og smed den på gulvet.

"Ja."

"Hvorhen?"

"Kan du ikke være ligeglad?"

"Tjo."

Den sorte bluse fik jeg over mit hoved og rettede efterfølgende på mit hår.

"Skal du på skovtur, eller hvad sker der?" Stillede han undrende som et spørgsmål, så der gik op for mig, at han havde lænet sig indover sengen og var begyndt at rode i tasken. Så meget respekt havde han måske ikke alligevel.

Jeg gik om på den anden side af sengen og hev tasken væk fra ham, samt rev tæppet ud af hans hænder, han åbentbart havde valgt at tage op fra tasken. Tæppet lagde jeg i tasken igen uden at kigge på ham, der stod og så mærkeligt på mig.

"Seriøst, hvor skal du hen?" Spurgte han forvirret om.

"West Wind, hvis du virkelig er så interesseret i at vide det!" Snerrede jeg, da jeg på ingen måde forstod hans interesse. Kunne han ikke være fuldkommen ligeglad? Han skulle hellere se at få resten af sit tøj på, så han kunne tage hjem og passe sig selv.

"Udendørsbiografen West Wind? Som i Las Vegas?" Han lød helt uforstående i sin hæse stemme, da han stillede det spørgsmål. Lidt lige som om, han troede, han havde hørt forkert.

"Præcis."

"Du er godt klar over, at det er over 400 kilometer, ikke?"

"Det er jeg udmærket klar over, ja." Troede han, at jeg var blank eller sådan noget? Jeg tog da ikke et sted hen, uden at vide hvor langt der var derhen.

"Wow!" Han var overrasket.

"Hvem skal du derhen med?"

"Mig selv."

"Har du tænkt dig at køre alene til Las Vegas?!"

"Og du siger, at jeg stiller dumme spørgsmål?" Kommenterede jeg, da hans spørgsmål ligesom gav sig selv. Når jeg skulle alene derhen, så havde jeg nok også tænkt mig at køre alene.

"Hvordan har du tænkt dig at komme derhen?"

"Med busser."

"Er det ikke en drive in biograf?"

"Jo."

"Skal man så ikke ligesom være udstyret med en bil?"

"Man kan sagtens komme ind alligevel"

"Du har gjort det før?"

"Et par gange."

"Hold da op."

"Hvad?"

"Jeg forstår bare ikke, hvorfor du gider at køre alene i bus i næsten syv timer bare for at se en fucking film."

"Der er meget, du ikke forstår, er der ikke?"

Han svarede mig ikke på mit lidt flabede spørgsmål, så jeg strakte min overkrop til siden og tog fat i en hår-elastik, der lå på natbordet. Den fik jeg hurtigt i mit hår, så det blev sat op i en høj hestehale.

"Hvad for en film skal du overhovedet se?" Valgte han at spørge om, så jeg lod mine øjne møde hans brune.

"Rebel Without a Cause.. og eftersom du ikke aner, hvem James Dean er, så kan jeg næsten regne ud, at du ikke kender den," svarede jeg, hvorefter jeg lynede sportstaske. Mit blik mødte hans stirrende igen.

"Vil du have selskab?" Hans spørgsmål kom ikke bare bag på mig, det chokerede mig dybt. Spurgte han lige indirekte, om han måtte tage med mig til Las Vegas? Hentydede han til, at han gerne ville bruge flere timer i mit selskab? Eller var jeg bare helt væk? Var det en joke?

Jeg rømmede mig akavet "Ellers tak, jeg klarer mig," var mit svar.

"Jeg har bil.. det vil spare dig for i hvert fald to timers kørsel." Okay han var seriøs omkring det her og havde ovenikøbet en pointe. Han ville i ramme alvor gerne med mig. Men havde jeg overhovedet lyst til at have ham med? Måske ville det egentlig være lidt sjovere at have en person med sig, men på den anden side så havde jeg jo været derhenne alene et par gange, og det havde også været fedt. Det var ikke fordi, jeg behøvede han overhovedet.

"Har du ikke andet, du skal?" Spurgte jeg undrende om og prøvede at lyde lidt ligeglad i min toneleje.

"Næ," svarede han, imens han trak på sine skuldre.

Jeg åndende opgivende ud. "Fint. Så tag hjem og hent din bil og mød mig uden for, så hurtigt du kan."

Jeg overgav mig. Det var jo også meget lettere at komme derhen i bil end at skulle skifte busser hele tiden. Så slemt kunne det vel heller ikke være at sidde i en bil med ham i fem timer, vel?

"Det behøver jeg slet ikke." Mine bryn trak sig sammen i forvirring over hans udtalelse.

"Min bil holder lige ude foran jeres hus," svarede han helt roligt, som om der ingen problemer var ved det. Men det var der jo. Der var faktisk op til flere problemer ved det.

"Er du idiot?!" Vrissede jeg og slog frustreret ud med mine arme. Han sendte mig et forvirret blik, så det var klart for mig, han ikke forstod mit udbrud.

"Hvad hvis min bror ser den?"

Af det valgte han blot at grine, og det provokerede mig helt vildt.

"Vi må vel bare se at komme af sted, inden han ser os så," sagde han helt afslappet.

"Altså det er ikke mig, der kun står i undertøj!" Svarede jeg skarpt, så han endnu en gang begyndte at grine. Han kunne dog heldigvis godt multitaske, så han tog imens resten af sit tøj på, så han hurtig var fuld påklædt.

Jeg tog min sportstaske på skulderen, og vi forlod efterfølgende huset i stilhed og begyndte at køre mod Las Vegas.

På cirka halvvejen stoppede vi for at tanke bilen, samt for at spise noget morgenmad. Derefter kørte vi videre.

Bilturen var ret afslappet og rolig. Nogen gange snakkede vi om mærkelige ting, mens der andre gange var musestille. Begge ting var helt i orden for mig, for faktisk var han fin nok at tale med, når det foregik sådan her. Der kom selvfølgelig et par flabede kommentarer undervejs, men det kunne man vel heller ikke komme uden om, når det handlede om Justin.

"Hvor har du tænkt dig, at vi skal sove i nat?"

Hans pludselige spørgsmål, der afbrød stilheden overraskede mig. Hvad mente han med vi? Jeg havde tænkt mig at sove hjemme i min egen seng. Hvor han havde tænkt sig at sove, var hans eget problem, og det havde intet at gøre med mig.

"Hvad mener du?" Stillede jeg i forvirring som et spørgsmål.

"Jeg skal sove i min egen seng. Du må da selv ligge og rode med, hvor du sover," fortsatte jeg.

Han begyndte at grine og det forvirrede mig endnu mere. Hvad var der sjovt, ved det jeg sagde?

"Du havde ikke helt seriøst regnet med, at jeg havde tænkt mig at køre helt tilbage til L.A igen i aften, vel?" Spurgte han om i sit grin, men da han opdagede, at det var præcis det, jeg havde tænkt, stoppede han grinet.

"Come on, Angie. Det tager fem timer. Vi finder et hotel," konstaterede han, så jeg følte, jeg intet havde at sige. Min mund forblev derfor lukket, hvilket betød jeg et eller andet sted gav ham ret. Det var måske smartest at finde et hotel at sove på. Jeg havde trods alt mit kreditkort med, og der var massere af penge på.

Da vi endelig efter et par timer kom til Las Vegas, fandt vi et hotel, som vi bookede os ind på. Der var stadig en halv time til, at filmen startede, så tid havde vi da, for der var ikke særlig langt til drive-in biografen fra hotellet.

Hotelværelset var fint og ret stort. Derfor undrede det mig, at der kun var en enkelt seng herinde. Skulle jeg seriøst sove ved siden af Justin igen i nat? Det underlige var, at jeg ikke kunne finde ud af med mig selv, om jeg egentlig syntes, det var en god eller dårlig ting. Måske var det nok en blanding?

Jeg satte mig ned på sengekanten og tog en dyb indånding igennem næsen. Man blev altså lidt træt af at køre så længe i bil.

"Det ser ud som om, vi skal ligge i ske igen i nat," lød det flabet fra Justin, som han satte sig ned ved siden af mig.

"Sengen er ret bred, så det der med at ligge i ske behøver ikke at ske."

"Drop din kostbare attitude, jeg ved, at du godt kan lide at ligge tæt med mig," svarede han selvsikkert, så jeg himlede med øjnene af ham. Han havde ret, men det behøvede han ligesom ikke at få at vide.

"Forresten.." Begyndte han og rykkede sit hoved tættere på mig, så hans læber pludselig var i kontakt med min hals.

"Jeg har helt glemt at sige tak for i går." Jeg fik kuldegysninger på hele kroppen over hans hviskende ord, for jeg vidste naturligvis, at han hentydede til det sex, vi havde. Hans læber kyssede mig op ad halsen, så de til sidst var endt oppe ved min kind. Mit hoved drejede sig næsten automatisk mod hans, fordi jeg havde en underlig trang til at mærke hans læber i bevægelse med mine.

Jeg nåede lige at skimte et skævt smil på hans læber, før jeg lukkede mine øjne i og mærkede hans bløde læber lægge sig på mine. Det begyndte at krible i min mave, hvilket var noget, jeg ikke brød mig særlig meget om. Ikke fordi jeg ikke kunne lide følelsen, men mere fordi jeg var bange for, hvad det betød.

"Mm Justin," mumlede jeg mod hans mund og trak mig derefter brat fra hans uimodståelige lyserøde læber. Han åbnede sine øjne og kiggede mig seriøst i øjnene.

"Vi må se at komme afsted. Jeg vil gerne se filmen fra start af." Det var vel egenlig nok en form for dårlig undskyldning, jeg kom med, for der var stadig et lille stykke tid til, at filmen begyndte. Jeg havde bare ikke lyst til at kysse ham mere, for jeg vidste, at jeg med garanti ikke ville kunne sige fra lige nu, hvis han prøvede at udvikle det yderligere. Derfor stoppede jeg det nu, inden det nåede at komme så vidt.

Jeg rejste mig fra sengen, og Justin fulgte hurtigt mit eksempel. Vi satte os ned i bilen og kørte i omkring ti minutters tid, så var vi ved drive-in bioen. Der holdt allerede en del biler inde på pladsen, så det var nok alligevel smart af os at komme nu, så vi fik en ordentlig plads.

Vi fik købt vores billetter, hvorefter Justin kørte bilen ind på selve pladsen og parkerede den et nogenlunde fint sted. Der gik et stykke tid før filmen begyndte, og den tid brugte vi på at udforske hinandens kroppe lidt, samt holde vores munde beskæftiget med hinandens.

Hvad kunne jeg sige? Det ene øjeblik havde taget det andet, og nu sad jeg altså oven på Justins skød på førersædet. Vi havde ikke sex eller noget i den dur. Men der blev rørt ved forskellige kropsdele af os begge to, og det fik i hvert fald tiden til at gå stærkere.

"Shit du er dejlig," stønnede ham nydende mod min hals, da jeg begyndte at rokke mit underliv i blide bevægelser frem og tilbage mod hans. Jeg måtte indrømme, at dét jeg gjorde også havde en skøn effekt på mig selv. Det var måske lidt dumt at skabe den stemning mellem os nu, for jeg vidste, at filmen begyndte om lidt, og den havde jeg selvfølgelig tænkt mig at se. Også selvom jeg havde set den over halvtreds gange. Der var bare et eller andet ved at se film under åben himmel, som jeg virkelig elskede. Det gav en helt anden stemningen end at sidde og se den derhjemme.

Der kom pludselig et stort lysskær bag ved mig, så jeg straks stoppede mine bevægelser og kiggede mig over skulderen. Filmen var ved at begynde, kunne jeg se, så jeg skulle til at gøre mig klar til at se den.

Jeg drejede derfor hovedet igen strakte mig mod bagsædet, hvor jeg fik fat i min sportstaske. Da jeg lænede mig tilbage, opdagede jeg Justins undrende blik på mig, men det tog jeg mig ikke så meget af.

I stedet åbnede jeg bildøren.

"Hvad skal du?" Spurgte han hurtigt om, imens jeg trådte ned fra hans skød og ud af bilen.

"Udenfor."

Jeg gik op til fronten af bilen, hvor jeg satte mig op på kølerhjelmen. Justin trådte selv ud af bilen og gik hen til mig.

"Men her er jo pisse koldt?"

Jeg åbnede for sportstasken og trak tæppet op fra tasken, så han hurtigt forstod meningen. Han satte sig derefter op på bilen ved siden af mig, og jeg lagde tæppet om os begge to.

"Du er seriøst så mærkelig," grinede han, og jeg gav ham ret ved at nikke. Jeg havde efterhånden hørt de ord om mig alt for mange gange, så det rørte mig overhovedet ikke.

"Men du kan lide det." Jeg vendte mit blik mod det store lærred foran os og holdt mit blik fast der, imens jeg ud af øjenkrogen fornemmede Justins blik på mig. Han kommenterede ikke på min udtalelse, så jeg fik fornemmelsen af, at jeg havde ret.

Filmen havde kørt i omkring 40 minutter nu, og jeg havde flere gange taget Justin i at stirre på mig. Jeg var faktisk ret sikker på, at han havde brugt mere tid på at kigge på mig end den fantastiske film foran os, og jeg fandt det vildt irriterende. De andre tyve gange, kommenterede jeg det ikke, men nu kunne jeg simpelthen ikke lade være. Havde jeg noget i hovedet eller hvad?

Jeg vendte irriteret mit blik mod ham, så vores øjne mødtes. "Hvad er der?" Mit spørgmål kunne godt lyde temmelig spydigt, men det var da også utrolig ubehageligt at blive nedstirret på den måde.

"Der er meget, hvad hentyder du til?" Flabet svar som næsten altid. Han vidste jo godt udmærket godt, hvad jeg mente.

"Hvorfor sidder du og glor sådan på mig?"

"Det ved jeg ikke." Han trak på sine skuldre og sendte mig et charmerende smil, jeg inderligt ønskede ikke at finde charmerende.

"Fordi du er smuk," fortsatte han, så jeg spilede mine øjne op. Jeg kunne umuligt have hørt rigtigt. Han sagde ikke lige til mig, at jeg var smuk. Nu var det da ham, der var virkelig mærkelig og ikke mig.

"Og du er meget mere spændende at se på end filmen." Og han fortsatte med de alt for kvalmende og sukkersødt replikker. Dog kunne jeg ikke holde mit grin inde ved den sidste, for det var så underligt og alt for pladderromantisk sagt.

"Det er da det klammeste, jeg nogensinde har hørt," udbrød jeg grinende, så et skævt smil kom frem på hans perfektformede læber.

"Hvad nu hvis jeg rent faktisk mente det?" Spurgte han om, så mit grin stoppede.

"Det gør du ikke," konstaterede jeg med en lav stemme og vendte blikket mod filmen igen. Han fyrede kun de der latterlige ting af, fordi han troede, at jeg ville falde for hans charme på den måde. Men det gjorde jeg langt fra. Jeg havde gennemskuet ham.

Da filmen var færdig, kørte vi tilbage til hotellet, og nu lå vi her i sengen. Vi lå begge på ryggen og kiggede op i loftet. Jeg reflekterede lidt over dagen som helhed og måtte konkludere, at den havde været ret god. Faktisk havde det været en af de bedste dage, jeg længe havde haft, for jeg havde ikke haft en af mine nedture, som jeg ellers plejede at få. Justin havde formået at holde mig rolig til trods for, han også havde irriteret mig lidt indimellem. Og det havde jeg godt nok ikke regnet med.

Der dukkede pludselig et spørgsmål op i mit hoved, som jeg lå her og tænkte på Justin. Et spørgsmål, jeg havde undret mig over en del.

"Justin?" Jeg drejede mit hoved mod ham og så, at han lå med lukkede øjne.

"Ja?"

"Hvorfor har jeg aldrig set dig før den lørdag, vi snakkede sammen første gang?" Spurgte jeg ham lavt om.

"I don't know."

Jeg kiggede skeptisk hen på ham. Havde han slet ikke undret sig over ikke at have set mig før?

"Undrer du dig ikke over, hvorfor du ikke har set mig før den aften? Vi har jo tydeligvis været til mange af de samme fester før det," uddybede jeg spørgende. Han åbnede øjnene efter lyden af min stemme og drejede sit hoved, så hans ansigt var mod mig.

"Hvem siger, jeg ikke har lagt mærke til dig lang tid før, du lagde mærke til mig," sagde han med et smørret smil på læben, så jeg udbrød et falskt fnis.

"Shut up." Jeg drejede mit hoved igen, så jeg så op på det mørkebrune loft.

"Så du tror ikke på mig, når jeg siger, at jeg har lagt mærke til dig i over et halvt år?" Okay havde han tænkt sig at køre den joke længere ud? Selvfølgelig havde han ikke vidst, hvem jeg var, for så havde han kommenteret på det noget før.

Jeg rystede derfor på hovedet. "Du ville have vidst, at jeg var Zacs lillesøster så," svarede jeg overbevisende, så der blev stille i et par sekunder efterfølgende. Jeg valgte at lægge mig om på siden, så jeg kom til at være med ryggen til Justin. Jeg slukkede natlampen på mit bord og lukkede efterfølgende mine øjne i.

"Det har jeg måske også altid vidst, at du var, Angie." Hans stemme var meget lav men lød samtidig helt seriøs i tonen.

Mit hjerte slog et ekstra slag og jeg åbnede hurtigt mine øjne igen. "Hvad?!"

Jeg satte mig hastigt op i sengen og kiggede helt uforstående ned på ham. "Vidste du, at Zac var min storebror, den aften vi snakkede sammen første gang?"

Han nikkede og mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Vreden begyndte pludselig at hobe sig op i min krop, af en grund jeg ikke helt forstod. Måske fordi jeg hadede når folk løj for mig eller holdt ting hemmeligt? Det var virkelig det værste, jeg vidste.

Justin satte sig op i sengen også, så jeg ikke kunne lade være med at skubbe hårdt til hans overkrop. "What the fuck, Justin! Hvorfor har du så ladet mig tro, at du ikke vidste det?"

"For ikke at gøre dig sur."

"Gøre mig sur? Det er du ellers så dygtig til!" Snerrede jeg provokerende tilbage.

"Slap nu af, ikke? Det er jo fuldkommen ligegyldigt."

Hans ord var vildt provokerende i mine ører lige nu. Det var overhovedet ikke ligegyldigt. Han havde decideret løjet mig direkte op i ansigtet.

Der blev stille i omkring et minut.

"Så du har altså vidst hvem jeg var, før vi snakkede sammen første gang?" Afbrød jeg stilheden med for at få det bekræftet ordentligt.

Han nikkede.

"Du er fandme for lang ude! Jeg skulle aldrig have taget dig med hertil!" Vrissede jeg surt, da min vrede overtog min krop. Måske overreagerede jeg lidt, men jeg følte virkelig, jeg havde ret til at være vred på ham.

Jeg rejste mig fra sengen og tog den ene dyne med mig, hvorefter jeg gik ud af soveværelset og ind i en form for ministue.

"Angelina!" Kaldte han efter mig, men jeg valgte at lade være med at svare.

Jeg lagde mig i sofaen, for jeg havde bestemt ikke lyst til at være i nærheden af Justin. Og slet ikke sove ved siden af ham.

••••••••••••••••••

Undskyld ventetiden. Er der overhovedet nogen, der stadig vil læse med, eller er alle sprunget fra?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...