blue jeans • j.b.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Igang
Angelina på atten, der normalt aldrig får stærke følelser for fyre, finder hurtigt sig selv i et stort indre dilemma, da hun møder den to år ældre, Justin Bieber. Han er nemlig anderledes, end de fleste hun kender. Og selvom hun bilder sig selv ind, at hun ikke ønsker at interessere sig for ham, kan hun ikke lade være.

123Likes
284Kommentarer
59131Visninger
AA

7. • kapitel 6

Det var en mærkværdig følelse, jeg havde haft i kroppen i løbet af dagen. Der var sket så mange mærkelige ting i går, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle have det med det hele. Jeg havde mistet min bedste veninde, fordi hun var sammen med min bror bag min ryg. Min storebror blev så vred, at han slog Justin, fordi jeg havde kysset ham. Og Alexander var blevet monster ked af det og jaloux over det kys, jeg udvekslede med Justin.

Men da jeg kyssede Justin i går, måtte jeg i øjeblikket ikke have tænkt over, at Alexander stod sammen med min bror og kunne se det hele også. Det skal jeg dog lige love for, at jeg blev mindet om, da jeg vågnede i morges. Alexander havde nemlig spammet - og jeg mente virkelig spammet - mig med beskeder i løbet af natten om, hvor såret han var. Det lignede ikke ham at være sådan dagligt, men han havde helt sikkert ikke været ædru, da han havde skrevet beskederne, for der var enormt mange stavefejl. Han blev altid så skide følsom overfor mig, når han havde drukket, og det var begyndt at gå mig på nerverne.

Og selvom jeg godt vidste, at jeg egentlig burde være ligeglad med, hvordan Alexander havde det med det skide kys, så kunne jeg ikke. For problemet var, at jeg hadede at såre ham, så jeg fik det vildt dårligt over at læse de beskeder. Hvorfor jeg gik så meget op i ikke at såre ham, vidste jeg ikke, men det var underligt, for normalt var jeg ret ligeglad med, hvad andre syntes, om de ting jeg lavede. Han havde bare en form for styring over min hjerne, når det kom til det med at gøre ham ked af det. Måske var det, fordi jeg havde såret ham alt alt alt for mange gange i den tid, han havde været forelsket i mig?

"Er du sød at lade være med at ryge herinde," lød det irriteret fra min mor, der dermed fik mig ud af mine tanker. Hun sad ovre på den anden side af køkkenbordet og kiggede på mig med et vredt blik i sine mørkeblå øjne. Men fordi jeg havde høretelefoner i ørerne, lod jeg blot som om, jeg ikke hørte, hvad hun sagde og tog et sug af smøgen, der var imellem mine fingre.

Hun vidste selvfølgelig udmærket godt, at jeg kunne høre, at hun snakkede til mig, for vi sad og havde øjenkontakt. Men jeg var pt inde i min rolle som den uduelige teenager, hun havde stemplet mig som, så jeg ignorerede hende udelukkende for at være provokerende.

"Angelina!" Råbte hun med en stor frustration og slog samtidig ned i bordet med sin ene håndflade, så min lillebror, der sad ved siden af hende, begyndte at grine. Han var den eneste grund til, at jeg overhovedet havde sat mig ved bordet sammen med de to. For selv om han var den største larmende pestilens i hele verden, så var han samtidig mit et og alt. Jeg ville gøre stort set alt for den lille møgunge, så da han for ca et kvarter siden stoppede mig i at gå ud af hoveddøren for at spørge, om jeg ikke nok ville spise frokost med ham og min mor, kunne jeg ikke sige nej.

"Jeg opgiver," udbrød min mor i et stort suk og lænede sig tilbage i stolen.

"Lina? Vil du se et nyt trick, jeg har lært i FIFA, når jeg har spist færdig?" Spurgte min lillebror om med et stor entusiasme i sin stemme, som om han var helt spændt på at vise mig det.

"Du skal ikke spille mere PlayStation i dag, Benjamin." Inden jeg nåede at svare, kom min mor mig i forkøbet med sit forbud. Hans ansigtsudtryk blev med det samme utrolig skuffet, og han kiggede trist til siden hen på hende.

"Jamen, jeg har slet ikke spillet mere end en halv time," svarede han opgivende og fik det til at lyde som det mest uretfærdige i hele verden, at han ikke måtte spille mere.

"Det er også rigeligt," kommenterede hun.

"Ej." Han lagde sine arme over kors og lænede sig surmulende tilbage i sin stol og var tydeligt utilfreds. Hans kropssprog indikerede også, at han var nede over det, for hans hoved var foroverbøjet, og hans blik var rettet mod hans lår.

"Ved du hvad, Benji?" Sagde jeg højt, så både han og min mor straks kiggede hen på mig. Jeg slukkede min smøg på det stykke papir, jeg havde lagt foran mig og asket på.

"Næh?"

"Jeg vil med glæde se dit nye trick. Du kan bare vise mig det på PlayStationen oppe på mit værelse," svarede jeg og sendte samtidig min mor et flabet blik, fordi jeg kunne se, hun ikke brød sig om min udtalelse. Hun forstod slet ikke, hvor meget jeg nød at se hendes sådan der. Det gjorde mig altid glad, når hun var sur, for det fortalte mig, at jeg spillede min rolle perfekt.

"Yes!" Råbte han glædeligt i et oplysende smil og strakte begge sine arme i vejret.

Vores enormt "hyggelige" familiefrokost blev pludselig afbrudt af Zac, der trådte ind i spisestuen. Jeg var den eneste, der kunne se ham, for de to andre sad med ryggen til. Han stoppede op midt på gulvet og kiggede stift og vredt på mig uden at sige et eneste ord. I et øjeblik betragtede jeg hans ansigt og synet overraskede mig meget. Godt nok havde Justin i går lavet en kort "joke" omkring, hvordan min bror så ud. Men at det rent faktisk var slemmere, end hvordan Justin så ud i går, havde jeg slet ikke regnet med. Siden af hans overlæbe var helt hævet, og under det ene øje var han en smule blå og rød.

Min mor måtte have opfanget, at jeg stirrede på noget bag hende, for hun vendte sig om på stolen og så selv på ham.

"Du godeste. Hvad er der dog sket med dit ansigt?" Udbrød hun chokeret, hvorefter hun rejste sig og gik hen og stillede sig foran ham.

Zac sendte mig et hurtigt koldt blik og kiggede efterfølgende på min mor. "Jeg faldt i går."

"Min skat dog." Måden, hvorpå hun sagde de ord, fik et surt opstød til at gå igennem min hals. Hun talte til ham som om, han var fem år gammel og var væltet på sin cykel. Det var så kvalmende at høre på, og det skete bare hver gang, den mindste skade var skete med ham.

"Hvor er det synd for dig," fortsatte hun med den samme klamme putte-nutte stemme, så jeg ikke kunne lade være med at himle stort med øjnene af hende. Jeg kiggede hen på min lillebror derefter, og han kiggede seriøst på mig samtidig med, han stak en finger ind i sin mund, som om han brækkede sig. Et fnis kunne ikke lade være med at komme ud fra min side af, for han tænkte præcis det samme som mig.

Han var elleve år gammel, så han var heldigvis kommet i den alder, hvor han også kunne se, at Zac var vores forældres englebarn. Jeg var faktisk sikker på, at det var derfor, jeg var tættere med Benjamin end nogen af de andre i der her hus. Han forstod mig, og jeg forstod ham. Og han var begyndt at ligne mig mere personlighedsmæssigt, end han lignede dem, og jeg elskede det. Mine forældre lagde ikke skjul på, at de hadede det, men det fik mig blot til at elske det endnu højere. Jeg var næsten sikker på, at der kun gik et par år, før at de også omtalt Benjamin som en "uduelig teenager". Og når den dag kom, ville jeg være en stolt storesøster.

"Det ser så voldsomt ud. Åh skat altså". I mens min mor fortsatte med at være pylrende over for Zac, valgte jeg at tage mine høretelefoner ud af ørene, rejse mig op og lægge dem i min baglomme.

"Skal vi gå op?" Spurgte jeg lavt Benjamin om, og han nikkede hurtigt til det forslag. Vi gik derfor ud af spisestuen og videre hen mod trappen.

"Angelina!" Zacs råben fik både mig og Benjamin til at stoppe op foran trappen og dreje os rundt. Jeg så hurtigt, at Zac gik mod os, i mens han kiggede køligt på mig.

"Du kan bare løbe op og starte PlayStationen," sagde jeg hurtigt til Benjamin, fordi jeg ikke ville have, han skulle lytte til denne samtale. Og han gjorde heldigvis hurtigt, som jeg sagde.

"Hvad vil du?" Jeg lagde koldt mine arme over kors, da han var stoppet foran mig, og jeg kiggede samtidig på ham med et ligegyldigt blik. Han skulle have fornemmelsen af, at jeg ikke gad snakke med ham, for det havde jeg ikke lyst til.

"Du holder dig langt væk fra Justin!" Vrissede han vredt med en semi lav stemme, sikkert fordi han ikke ville vække opsigt i forhold til de andre i huset.

Af en eller anden årsag kunne jeg ikke lade være med at rulle med øjnene af ham. Troede han selv, at det var hans beslutning at tage? Troede han, at jeg havde tænkt mig at lytte til ham? Jeg havde godt nok ikke lyst til at være sammen med Justin, men det var overhovedet ikke, fordi min bror sagde, jeg ikke "måtte".

"Det skal jeg da nok helt selv styre!" Svarede jeg bestemt og skulle til at vende mig om og gå. Men han valgte at gribe vildt hårdt og stramt fat om mit håndled og hive mig tilbage igen. Jeg kiggede chokeret på ham, for sådan han havde aldrig gjort over for mig før. Hans adfærd virkede næsten truende, og han var helt tydeligt vred.

Han gik helt tæt på mig og kiggede mig skræmmende alvorligt i øjnene, så jeg kunne se i dem, hvor meget foragt og vrede, der var. Der var ingen tvivl om, at han mente sine ord et hundred procent.

"Du skal holde dig væk fra ham, Angelina! Forstår du det!?" Sagde han seriøst og borede sine ubehagelige øjne ind i mine. Jeg brød mig på ingen måde om den her situation, og jeg syntes, det var en utrolig mærkelig opførsel, han havde. Det var en helt ny side, jeg så af ham, og jeg brød mig ikke om den. Ikke at jeg brød mig om nogle af hans andre sider, men den her var bare vildt skræmmende.

Jeg prøvede at komme fri fra hans greb, men det var som om, han strammede sit greb, jo mere jeg kæmpede for at komme fri.

"Giv slip, Zac," udbrød jeg i frustration og kiggede surt på ham, samtidig med jeg med min anden hånd prøvede at fjerne hans hånd fra mit håndled.

"Jeg giver slip, når du har fortalt mig, at du forstår, hvad jeg siger!" Fastslog han bestemt og lød til at være besluttet på, at det var tilfældet.

Han førte sin hånd lidt længere op ad min underarm og kom ved et tilfælde til at hive ærmet med. Jeg så ned på min fremviste hud og begyndte med ét at gå fuldstændig i panik og rystede kraftigt med min arm. Det lykkedes mig heldigvis at komme fri fra hans greb efter et par sekunder, hvor jeg havde kæmpet for det. Jeg skyndte mig hurtigt at dække min arm til med ærmet igen, inden han opdagede noget.

"Jeg sagde, du skulle give slip!" Råbte jeg højt med en totalt ukontrolleret vejrtækning.

"Og du bestemmer på ingen måde, hvem jeg skal være i nærheden af!" Indskød jeg også råbende.

"Du har ingen idé om, hvem han i virkeligheden er! Trust me!" Han valgte også at råbe nu, og det var sikkert kun for at matche mit toneleje. Men var hans ord et forsøg på at gøre mig bange eller hvad? Han fik det næsten til at lyde som om, Justin var en eller anden psykopat, og det vidste jeg lige som godt, at han ikke var.

"Åhh nej, jeg tisser næsten i bukserne af skræk," udbrød jeg sarkastisk med en flabet stemme, for at illustrere hvor latterligt hans ord havde lydt.

"Jeg lover dig, at hvis jeg nogensinde ser dig sammen med ham på den måde, jeg så i går, så kommer han ikke til at kunne gå igen!"

Af den udtalelse kunne jeg ikke lade være med at grine falsk og provokerende, for det var da komplet latterligt at sige. Hvorfor var han overhovedet så opsat på, jeg skulle holde mig væk fra ham? Kunne han ikke være ligeglad, præcis som han altid plejede at være, når jeg foretog mig noget?

"Måske skulle du tjekke dit eget ansigt, inden du spiller så hård. Du er meget mere forslået, end Justin er," kommenterede jeg med et kold og flabet attitude.

"Hvor ved du det fra?"

Heldigvis nåede jeg ikke at svare på hans spørgsmål, før det ringede på døren. Jeg så det som den perfekte mulighed for at komme ud af den her dybt underlige samtale. Derfor smilede jeg flabet til Zac og gik derefter ud i gangen og åbnede døren. Og selvfølgelig skulle det absolut være det mest provokerende menneske på hele jorden, der stod udenfor. Justin.

"Hey smukke." Han smilede smørret til mig og gav min krop elevatorblikket med et sultent blik.

"Min bror står inde ved trappen," valgte jeg at sige irriteret for at få ham til at stoppe med at tjekke mig ud. Jeg trådte et skridt tilbage, idet Justin trådte et skridt frem mod mig.

"Hvem siger, at det er ham, jeg er kommet for at se?" Spurgte han flabet om og førte sine hænder om på min røv. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke valgte at stoppe ham i at gøre det, for jeg havde jo ikke lyst til, at han skulle røre ved mig. Eller måske ønskede jeg lidt, at han skulle røre ved mig? Jeg kunne jo godt lide hans berøring, så måske havde jeg faktisk lyst til det?

Zac kunne heldigvis ikke se os, og hvis han kunne, var han nok flippet ud. Specielt efter hans truende ord til mig før omhandlende Justin.

Justin nærmede sig mit ansigt med hans og gav mig et lille kys på min kæbe, i mens hans gramsede godt på min røv. Det irriterede mig grænseløst, at jeg nød det så meget, så jeg ikke kunne få mig selv til at skubbe ham væk fra mig. Han kunne bare gøre min krop fuldstændig skør efter ham, og det gjorde mig vanvittig.

"Men det er det selvfølgelig," hviskede han i et irriterende grin ved mit øre og gav mit røv et klap med sin ene hånd. Jeg skubbede ham straks væk fra mig i et irriteret suk og blev endnu mere sur på mig selv over at give ham lov til at røre ved mig. Det var så fandens frustrerende, at han kontrollerede mig på den måde, uden jeg selv var klar over, hvordan det lykkedes ham.

Jeg gik ud af gangen og videre hen forbi Zac, som stod det samme sted som før. "Din boksemodstander er her," sagde jeg med en irriteret stemme, idet jeg gik forbi ham og lavede en fin hentydning til episoden i går. Jeg fortsatte videre op ad trappen og gik ind på mit værelse, hvor Benjamin allerede var i gang med en FIFA kamp.

Benjamin endte med at være sammen med mig inde på mit værelse resten dagen, uden min mor kom op og forbød ham at spille. Det vidste hun efterhånden også godt, ikke ville fungere, for jeg hver gang hun var herinde, bad jeg hende om at skride ud med det samme. Og da det var mit værelse, havde hun ikke noget at skulle have sagt. Det var det eneste sted i hele huset, hvor jeg ikke blev dømt, så det skulle ikke ødelægges.

Lige nu var klokken blevet halv ni om aftnen, og jeg sad på min seng alene. Jeg overvejede, om jeg skulle ringe til Alexander for at rense luften imellem os, så der ikke var akavet stemning, når vi så hinanden igen. Han var trods alt en af mine nærmeste venner, så jeg havde ikke lyst til at være uvenner med ham. Jeg valgte derfor at ringe ham op.

"Angie." Han svarede allerede efter den første tone, og det lød nærmest som om, han havde siddet og ventet på mit opkald hele dagen. Det vidste jeg godt, ikke var tilfældet, men jeg fandt det alligevel en smule besynderligt.

"Er du stadig sur på mig?" Valgte jeg hurtigt at spørge ham om.

"Jeg har aldrig været sur. Det var bare ikke det fedeste at se dig sammen med Justin."

"Undskyld." Selvom det overhovedet ikke var min pligt at sige undskyld til ham, kunne jeg ikke lade være. Han var et af de eneste mennesker, der kunne få mig til at få dårlig samvittighed, og jeg vidste ikke helt, hvad grunden var.

"Er I sammen?"

"Nej! For Guds skyld, nej," svarede jeg millisekundet efter, for bare tanken om det gav mig myrekryb. Det var nok det sidste, der nogensinde ville komme til at ske. Jeg forelskede mig ikke i folk, og det gjorde Justin heller ikke. Og hvis det nogensinde skulle ske, at jeg faldt for en fyr - hvilket aldrig ville ske - så var det bestemt ikke Justin på nogen som helst måde. Han var nok den sidste, jeg kunne falde for.

"Jeg ville bare gøre Zac sur," forklarede jeg.

"Det lykkedes dig ret fint," indskød Alexander, for han havde været vidne til slagsmålet mellem Zac og Justin i går.

"I know. Der var ikke lige den reaktion, jeg havde forventet fra ham."

"Hvorfor ikke?"

"Det ved jeg ikke," svarede jeg med en falsk tænkende tone i stemmen.

"Måske fordi han hader mig."

"Hader dig? What the fuck, tror du virkelig det?"

"Øh nej, jeg ved det"

"Det," Jeg nåede ikke at høre resten af, hvad Alexander sagde, for det blev pludselig trukket ned i dørhåndtaget til mit værelse. Og gæt én gang hvem der trådte ind af døren? Justin.

Jeg lukkede opgivende mine øjne i og sukkede dybt. Hvorfor var han her overhovedet stadigvæk? Var ham og Zac ikke uvenner eller hvad? Noget kunne tyde godt nok på, at de havde fundet ud af det igen, siden han havde været her så længe, men kunne han så ikke holde sig fra mit værelse.

"Jeg bliver nødt til at ringe tilbage senere, Alex. Hej." Jeg lagde på direkte efter uden at høre, om han svarede noget.

"Alex.. ser man det." Justins irriterende stemme fik mig til at åbne øjnene og kiggede opgivende over på ham.

"Græd han?" Spurgte han provokerende om og gjorde tydeligvis grin med, at Alexander havde et ømt punkt over for mig. Jeg rullede med øjnene og lagde min telefon i min seng.

"Hvorfor er du på mit værelse, Justin?" Stillede jeg stille som et spørgsmål uden at besvare hans og prøvede samtidig at give udtryk for, at jeg ville have han skulle gå igen.

"Mmm godt spørgsmål," svarede han med et skævt smil og nærmede sig sengen, jeg sad i.

"Ved min bror godt, at du er herinde?"

"Næ." Han smed nærmest sig selv ned i sengen, så han endte med at ligge ved siden af mig. Hvorfor han havde en idé om, at han var velkommen til at gøre det, forstod jeg ikke. Han gjorde vel bare ting uden at tænke på, hvad andre syntes om dem. Lidt lige som jeg selv gjorde.

"Jeg har fået besked på at holde mig væk fra dig," sagde jeg, så Justin straks begyndte at grine hånligt. Han lagde sig om på sin ene side og kiggede mig grinende i øjnene.

"Aw, har du fået forbud mod at se mig." Enormt provokerede valgte han at kærtegne min kind med ydresiden af sin pegefinger, som om jeg var et lille barn.

"Styr dig!" Udbrød jeg irriteret, fordi jeg følte, det var utrolig nedladende at gøre. Af mine ord grinede han bare stille videre og nærmede sig mit ansigt. Men da han var lige ved at lægge sine læber hen over mine, stoppede jeg ham ved at placere min ene hånd mod hans brystkasse for at give modstand.

"Hvad laver du?" Spurgte jeg om med en undrende tone i stemmen, selvom jeg godt vidste, hvad han prøvede på. Men han skulle ikke få lov til at kysse mig. Jeg nægtede det denne gang. Jeg ville bevise over for mig selv, at jeg sagtens kunne afvise ham ordentligt.

"Hvad ligner det, jeg laver?" Hviskede han med en forførende stemme og et skævt smil, så hans ånde ramte mine læber, hvilket jeg fandt ubeskrivelig pirrende. Jeg prøvede selvfølgelig at skjule for ham, at der påvirkede mig på nogen som helst måde, for den glæde ville jeg stadig ikke give ham.

"Det ligner, at du skal til at kysse mig, hvilket jeg ikke er interesseret i," svarede jeg koldt og kiggede ham seriøst i øjnene. Endnu en gang begyndte han at grine, hvorefter han bed sig selv i underlæben på en bevidst fræk måde.

"Drop det der. Du vil gerne," sagde han med den samme selvsikkerhed i stemmen, som han en eller anden grund altid havde. Den irriterende selvsikkerhed, som var en af de mest provokerende ting ved ham efter min mening. Det var en af de mange grunde til, jeg ville afvise ham. Han skulle ikke tro, han bare kunne få mig uden videre, som han normalt kunne med andre piger.

"Og hvad får dig så lige til at tro det?"

"Jeg så, hvor vild du var med den måde, jeg rørte dig på i går," hviskede han og lod sine læber strejfe mine en enkelt gang. I mens førte han sine brandvarme hånd ind mellem mine lår, så vores hud havde kontakt. Jeg havde kun underbukser og en stor og løs langærmet bluse på, for jeg havde ligesom ikke regnet med at skulle være i selskab med flere mennesker i dag.

Hans berøring påvirkede mig selvfølgelig som fucking altid, og jeg sank en klump i min hals, fordi det gjorde mig utryg. Det var så svært ikke at give mig hen til ham, men jeg fortsatte med at kæmpe en brag kamp for det.

"Det husker jeg ikke," svarede jeg svagt stammende. Det skæve og flabede smil på hans læber blev endnu større

"Og den måde du helt ekstatisk skreg mit navn på i mellem dine støn," hviskede han fortsat, og jeg kunne fornemme, han skulle til at rykke sig det sidste stykke, så vi kyssede igen. Men jeg nåede heldigvis for min egen værdigheds skyld at vende kinden til og rulle mig om på siden, så jeg lå med ryggen til ham.

"Spiller du lidt kostbar nu?" Hørte jeg, at han flabet spurgte om, og det fik mig til at sætte mig op på kanten af sengen.

"Eller lytter du måske til, hvad storebror siger?"

Den provokerende bemærkning han kom med, gjorde at jeg rejste mig fra sengen og gik hen til min vindueskarm, hvor jeg tændte en smøg. Jeg vendte mig efterfølgende, så jeg kunne se på ham, som havde sat sig i sengen op ad gæret bag ham.

"Hvad er det, du vil herinde, Justin?"

"Afslutte dét, du ikke gjorde i går," svarede han hurtigt og kiggede seriøst på mig. Jeg vidste udmærket godt, at han snakkede om episoden i køkkenet, hvor vi blev afbrudt af min mor i, ja, hvad det nu end var, vi havde gang i.

"Det var ret dårlig stil at efterlade mig sådan."

"Sådan er livet. Fyldt med skuffelser," svarede jeg provokerende og tog et hvæs af min smøg efterfølgende. En falsk grinelyd kom ud af ham, og han kiggede efterfølgende rundt i mit værelse. Mit hjerte begyndte dog at banke utrolig hurtigt, da han valgte at kigge på min natbordsskuffe. Det lignede, at han skulle til at åbne den, og det fik mig til at bevæge mig om på den anden side af sengen.

Han nåede kun lige at åbne skuffen på klem, før jeg stoppede ham, ved at blokere med mit ene ben. Forvirret kiggede han op på mig, og jeg forstod godt, hvorfor han ikke forstod min handling. Jeg ville bare ikke have, han skulle kigge i den og opdage ting, som han helt sikkert ville stille alvorlige spørgsmål til.

"Der må være noget interessant i den skuffe, siden jeg ikke må åbne den." Hans stemme var lav, og han lød helt spændt og nysgerrig efter at vide, hvad den gemte på. Men det fik han ikke at vide.

"Nej, jeg vil bare ikke have, du skal rode rundt i mine ting," prøvede jeg at forsvare mig med. Det gav meget god mening for mig at fyre den undskyldning af, for den var egentligt i bund og grund også sand. Jeg kunne slet ikke se, hvorfor han skulle kigge i min skuffe.

"Du er vildt dårlig til at lyve, smukke," sagde han og blinkede flabet med det ene øje. Han prøvede at åbne skuffen igen, så jeg pludselig følte mig nødsaget til at handle hurtigt for at få ham til at glemme skuffen. Jeg slukkede derfor i en høj fart min smøg på mit natbord, smed skoddet på det og tog fat i hans hånd og fjernede den fra hanken.

Han kiggede op på mig, og jeg bukkede mig hurtigt ned for at kysse ham. Det var den eneste mulighed, jeg så, for at få ham på andre tanker. Og det så heldigvis ud til at hjælpe, for han var hurtigt til at gengælde kysset og trække mig ned at sidde på hans skød.

Kysset blev hurtigt forvandlet til et meget heftigt og lidenskabeligt snav, som vi begge lagde lidt for mange kræfter i. Jeg åbnede øjnene og stoppede brat kysset, og det fik ham til at smile flabet og åbne sine øjne.

"Jeg vidste, du havde lyst." Selvfølgelig skulle den kommentar komme fra ham, hvad havde jeg ellers regnet med? I et irriteret suk tog jeg fat i bunden af hans bluse og løftede den over hans hoved.

"Luk røven og kys mig," hviskede jeg hårdt i min dybe vejrtrækning, der var kommet på grund af det hede snav, vi lige havde udvekslet. Han gjorde, som jeg sagde, så vi genoptog, hvad jeg stoppede før.

"Mmm," mumlede han i nydelse, så hans læber vibrerede mod mine. Han lod sine hænder blive ført op under mine bluse, så bunden af blusen fulgte med. Men da han tog fat i bunden af den for at hive den af min overkrop, stoppede jeg ham, ved at gribe fat i hans hænder med mine egne. Han trak sig fra kysset og kiggede forvirret på mig.

"Er man pludselig blufærdig?" Stillede han lavt som et spørgsmål med et kæphøjt smil.

"Jeg vil ikke have min bluse af," svarede jeg hviskende og førte ivrigt vores læber sammen igen, for jeg kunne i det her øjeblik åbenbart ikke få nok af hans kys. Jeg havde lyst til så meget mere af ham.

Han spurgte ikke yderligere ind til, hvorfor jeg ikke ville smide blusen, hvilket var meget rart. Havde han stillet spørgsmål ved det, havde jeg alligevel ikke givet ham svaret, så heldigvis slap vi for det tidsspilde.

Med et stramt greb om min talje lagde han os ned på tværs af sengen med mig nederst. Han afbrød kysset og rykkede sig lidt bag ud, i mens han trak lidt op i min bluse, så mine bryster ikke længere var skjulte af stoffet.

Derfra begyndte tingene at løbe løbsk og en masse berøringer, slik, kys og andre ting blev udvekslet på begge vores kroppe. Jeg blev revet fuldstændig med og følte mig i en helt anden verden igennem hele den ophedede situation.

Og omkring en halv times tid efter lå Justin helt forpustet og nøgen i min seng, og det samme gjorde jeg, bort set fra jeg stadig havde min langærmet bluse på. Hvordan jeg havde ladet det komme så vidt, at vi endte med at have sex, kunne jeg ikke fortælle. Om jeg kunne heller ikke forklare, hvorfor jeg ikke havde fortrudt et eneste sekund af det. Det havde været så fantastisk godt, at jeg med garanti kunne sige, at det var det bedste sex, jeg nogensinde havde haft. Han havde vidst, præcis hvad han skulle gøre for at få mig til at nyde det allermest, det måtte jeg virkelig give ham.

"Shit, du har styr på det," udbrød han næsten stønnende og hev samtidig tungt efter vejret.

"I lige måde," svarede jeg lavt og lukkede afslappet mine øjne i. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg valgte at fortælle ham det, men det fløj bare ud af mig. Det var måske lidt dumt af mig at sige, for med nærmere eftertanke var jeg ikke sikker på, at hans ego kunne holde til det.

Men jeg var fuldstændig smadret nu og havde mest bare lyst til at sove. Så fordi Justin og jeg nu lå på langs i sengen, valgte jeg at trække dynen over min krop og lægge mig på siden med ryggen til ham.

"Du kan bare lukke døren, når du går. Jeg lægger mig til at sove," mumlede jeg med en langsom samt søvnig stemme og overvejede ikke et eneste sekund at åbne mine øjne. Der blev ikke svaret et ord fra Justin, så jeg regnede blot med, at han var meget lydløs, når han tog tøj på.

Men der blev jeg godt overrasket, for det var ikke lige det, han havde gang i. Det opdagede jeg ved, at jeg fornemmede, han lagde sig under dynen næsten helt op ad mig, og et par sekunder efter var hans ene arm om min talje. Jeg spilede med det samme mine øjne op og drejede hurtigt hovedet lidt til siden. Hvad foregik der lige?

"Hvad laver du?" Spurgte jeg uforstående om, selvom jeg havde en lille idé om, at han havde tænkt sig at sove her.

"Lad nu vær med at stille de der dumme spørgsmål," svarede han med en træt stemme og lød til at være på nippet til at falde i søvn. Men det kunne han godt glemme. Han skulle ikke sove her. Jeg havde aldrig sovet sammen med en fyr før, og det havde jeg heller ikke tænkt mig at gøre i nat.

"Du kan ikke sove her!" Fastslog jeg bestemt, men han reagerede ikke på det. Det eneste jeg kunne høre var hans vejrtrækning, og det bekymrede mig. Hvis han var faldet i søvn, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Justin!" Sagde jeg i en smule panik, så jeg hørte, at han trak vejret dybt ind igennem sin næse, som om jeg irriterede ham.

"Ti nu stille og sov!" Hans stemme var bestemt men lød på samme tid opgivende. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, for jeg orkede ikke rigtigt at diskutere med ham. Det var jeg simpelthen for træt til. Måske skete der heller ikke noget ved, at han sov her. Vi skulle jo bare sove, og så kunne jeg smide ham ud, når jeg var vågnet.

Jeg opgav derfor kampen, drejede hovedet igen og lukkede øjnene. Det var alligvel ikke så slemt at skulle falde i søvn i hans arme, som jeg havde regnet med, det ville være.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...