blue jeans • j.b.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Igang
Angelina på atten, der normalt aldrig får stærke følelser for fyre, finder hurtigt sig selv i et stort indre dilemma, da hun møder den to år ældre, Justin Bieber. Han er nemlig anderledes, end de fleste hun kender. Og selvom hun bilder sig selv ind, at hun ikke ønsker at interessere sig for ham, kan hun ikke lade være.

123Likes
284Kommentarer
59101Visninger
AA

2. • kapitel 1

 

Blue jeans, white shirt.

You walked into the room you know you made my eyes burn.

- Lana Del Rey

 

Det var en kold vinteraften i midten af december måned. Jeg gik hen ad fortovet i mørket med en smøg i min ene hånd, og en pose fyldt med spiritus i den anden. Det eneste, der lyste gaden op, var de få lygtepæle, der var på en lang linje ved siden af fortorvet. Stemningen var dyster. Min skygge på asfalten, der fulgte mig, hver gang jeg tog et skridt, var mere en tydelig at se. Måden lygterne lyste gaden op på, fik gaderne til at ligne en location i en gammel klassisk film noir film.

Mange ville nok finde dette scenarie uhyggeligt, men jeg elskede det. Jeg elskede at gå alene i mørket og mærke kulden mod mine nøgne kinder, imens jeg sugede røgen ind fra smøgen. Den måde, røgen vandrede fra min mund, ned igennem min hals og videre ned i mine lunger, elskede jeg. Specielt fordi jeg nærmest kunne høre min mors skingre stemme flippe ud over det, og høre hende fortælle hvor uduelig og oprørsk jeg var i forhold til min perfekte storebror, der aldrig gjorde noget forkert.

Han var perfekt, det var jeg ikke.

Jeg var ikke som de andre. I hvert fald ikke i følge mine familie. Det eneste, jeg var i deres øjne, var en forpulet og forkælet teenager, der ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv. Men hvad, de ikke så ud til at kunne se, var, at jeg var præcis lige som størstedelen af andre teenagere på min alder. Det var min overintelligente storebror, der ikke var som de andre.

Han skillede sig ud fra mængden, det gjorde jeg ikke.

Men det forstod vores forældre ikke. Jeg elskede derfor at spille med på deres opdigtede idé om mig. Jeg elskede at "lege", at jeg var oprørsk, så jeg gjorde altid det modsatte af, hvad de ville have udelukkende for at provokere dem. For jeg ville ikke være som min perfekte storebror eller som resten af min fucking perfekte familie. Så på en måde kunne man faktisk godt sige, at jeg var en oprørsk teenager, men det var udelukkende deres egen skyld. De havde skabt mig.

Nynnende i min egen lille fredelige verden fortsatte jeg igennem mørket, indtil jeg kom til den larmende strand, hvor bålet allerede var blevet tændt af de andre. Mange sad og drak rundt om det, i mens Lucas spillede guitar, som han typisk altid gjorde til disse "fester". Jeg orkede ikke lige at sige hej til dem alle nu, så jeg startede med at gå ind i sommerhuset, som tilhørte Ashley, eller rettere sagt Ashleys forældre.

Men de vidste ikke, vi var her, og det måtte de heller ikke vide.

Jeg smed min færdigrøget smøg i en krukke på terrassen og trykkede ned i sommerhusdørens håndtag.

"Hej musser," lød det fra Celia, som jeg næsten gik ind i på min vej ind af døren. Hun var overgearet og tydeligvis allerede påvirket af en stor mængde alkohol. Hun overfaldte mig i et stramt kram, hvorefter hun trak sig væk. Hendes tøj lugtede allerede stærkt af alkohol, og det gav mig surt opstød.

"Er det alkohol, du kommer med der?" Hun pegede på posen i min hånd, i mens hun kiggede på mig med et smilende blik.

"Mmm," mumlede jeg.

Celia flåede fluks posen ud af mine hænder og bevægede sig hen til et bord, hvor der allerede stod en del sprutflasker. Hun tog en efter en flaskerne op af posen og stillede det blandt alt det andet sprut.

"Hvor har du fået alt det her fra?"

"Min storebror har købt det til mig"

"Okay. Kommer du ikke og blander en drink til dig selv? Du er rimelig meget bagud," grinede hun og så hen på mig, der ikke havde rykket mig en centimeter, siden jeg kom ind af døren.

Jeg nikkede og gik hen til min bedste veninde, der var i gang med at blande en drink selv. Og snart stod vi begge med en blandet drink i vores hænder, som vi klingede mod hinanden og tog en tår af. Min var stærk, men det gjorde mig intet. Jeg elskede stærkt. Specielt i dag.

"Angelina?"

"Ja?," svarede jeg hurtigt og kiggede afventende hen på hende.

"Kommer din bror i dag?"

"Nej, han havde andre planer. Hvorfor?"

Vores ultra korte samtale uden nogen dybere mening, blev afbrud af døren, der gik op nogle meter væk fra os. Vi kiggede fluks derhen begge to og så to fyre træde ind. Den bagerste fyr, fik lynhurtigt min opmærksomhed. Jeg havde aldrig set ham før. Han havde blå, løse jeans på med et par enkelte huller i, og på overkroppen havde han en hvid, halvløs t-shirt. Jeg stirrede på ham i et godt stykke tid, ind til jeg opdagede, at de to fyre pludselig stod foran Celia og jeg.

"Hey, smukke. Endelig dukkede du op," sagde den anden fyr, Alexander, som jeg udemærket godt kendte. Han tog mig ind i et kram, som jeg gengældte med det samme ved at lægge mine spinkle arme rundt om hans talje. Et kys blev placeret på min ene kind fra hans flotte, fyldige læber som jeg altid ville have en lille svaghed for.

Vi havde altid haft et specielt forhold til hinanden, Alexander og jeg. Selv om han var en af min storebrors bedste venner, så havde det ikke stoppet os i at hygge os hemmeligt bag hans ryg op til flere gange. Han havde altid haft et godt øje til mig, det var jeg klar over. Men selv havde jeg ikke rigtig de følelser for ham, som han havde for mig. Generelt var jeg bare ikke typen, der forelskede mig, og det havde jeg også gentagende informeret ham om. Han sagde altid, at han havde det fint med det, selv om jeg godt kunne fornemme, at det gik ham på, at vi ikke kunne være "rigtigt" sammen.

Alexander trak sig ud af krammet og jeg fik pludselig en rimelig intens øjenkontakt med hans fremmede ven. Der var et eller andet smukt og anderledes over hans blik. Hans brune øjne skinnede og smilede kærligt til mig, hvilket jeg fandt utrolig rart og beroligende. Sådan en følelse havde jeg aldrig oplevet at få før ved at kigge ind i et andet menneskes øjne. Det var en sjældenhed, at jeg kaldte fyre smukke, men det var han. Han var næsten helt fejlfri og nærmest som taget ud fra en gamle 50'er film, som jeg elskede så inderligt højt.

"Angie, det her er Justin," kom det fra Alexander, der valgte at introducere fyren og jeg ordentligt for hinanden.

Justin smilede skævt til mig, da hans navn blev nævnt, og vi fjernede ikke vores blikke fra hinanden et enkelt sekund. Jeg kunne ikke få mig selv til at droppe vores øjenkontakt, for jeg kunne godt lide den følelse hans charmerende karamelbrune øjne gav mig. Det var som om, de havde tryllebundet mig fuldstændig. Jeg vidste ikke, hvorfor han valgte at holde øjenkontakten med mig, men det gjorde mig heller ikke spor.

"Hej Angie." Hans måde at sige mit kælenavn på, fik mig nærmest til at smelte sammen lige på stedet. En fuldstændig uvant følelse som jeg slet ikke forstod.

"Hej," svarede jeg helt lamslået over ham. Jeg tog en tår af min drink uden at stoppe kontakten til hans øjne.

Han smilede fortsat til mig, mens jeg selv stod helt tomt og stirrede på ham uden at trække på smilebåndet. Jeg var alt for optaget af hans skønhed, og den måde han så helt strålende ud. Da han førte en hånd igennem sit lysebrune hår med et skævt og flabet smil på læben for derefter at bide sig selv i underlæben, mærkede jeg en uvant underligt varme i mine kinder, og jeg droppede straks øjenkontakten med ham og kiggede på Alexander i stedet.

Jeg fik en lille fornemmelse af, at Justin kunne mærke, hvilken påvirkning han havde på mig, og at han derfor "drillede" mig helt bevidst. Tanken om, at han måske var sådan en type fyr, der charmerede sig ind på piger bare for at score dem og senere få dem med hjem, dukkede op inden i mit hoved. Og sådan var jeg slet ikke. Man kunne ikke lege rundt med mig på den måde, og normalt var jeg godt til at spotte sådan en fyr. Men for første gang nogen sinde havde jeg min tvivl om en drengs egentlig intention.

"Angelina, kan vi lige snakke alene i fem minutter?" Spurgte Alexander om med et sødt smil på læben, der i den grad fortalte mig, at "snakke" ikke ligefrem var det, han havde i tankerne. Alligevel nikkede jeg til ham, for jeg ville gerne slippe væk fra den her sitation. Jeg havde i den grad ikke brug for en type som Justin i mit liv, hvis han bare var ude på at udnytte mig. Jeg havde slet ikke brug for andre i mit liv, end dem jeg havde i forvejen.

Alexander greb fat om mit håndled og trak mig med sig. Jeg nåede lige at få øjenkontakt med Justin igen i få sekunder, inden jeg var trukket helt væk fra rummet, og pludselig stoppede op uden for på terrassen til sommerhuset sammen med Alexander. Han stod lidt og betragtede mit ansigt med et vis nedtrykt ansigtsudtryk, jeg bestemt ikke brød mig om at se.

"Jeg savner dig," sagde Alexander lavt og placerede sine hænder på mine hofter, og pressede mig derefter blidt op af sommerhusets mur. Det var nemt for mig at se, at han havde drukket meget. Og dette betød, at han var ekstra følsom over for mig, for han altid blev meget kærlig, når han var fuld.

Han lukkede øjnene og lænede sig frem for at kysse mig, men jeg undveg hans kys, ved at vende min kolde kind til. Jeg havde fortalt ham, at jeg ikke syntes, vi skulle fortsætte med det, vi havde gang i, på det grundlag at jeg ikke ville såre ham. Selv om jeg ikke havde de følelser for ham, så betød han stadig meget for mig, og jeg ønskede på ingen måde at gøre ham ked af det. Men han havde stadig lidt svært ved at holde fingrene fra mig, det havde jeg erfaret.

"Kom nu, smukke. Jeg har brug for at mærke dine læber," hviskede han bedende få centimeter fra mit ansigt og lød meget desperat og trist. Som han stod der og kiggede på mig med sine funklende krystalblå øjne, havde jeg svært ved at sige nej til ham. Jeg var vild med følelsen af hans nærvær og hans læber mod mine. Han var god til at tænde en seksuel lyst inden i mig, som andre ikke kunne. Men jeg vidste, det var forkert af mig at kysse ham for fornøjelsens skyld, når han havde følelser for mig.

"Det går ikke, Alex."

"Please. Bare et lille kys," hviskede han og var stadig desperat efter at mærke mine læbers bevægelse mod hans. Jeg måtte da også indrømme over for mig selv, at jeg savnede hans kys lidt, eftersom vi ikke havde kysset hinanden i lidt over to uger.

"Okay," sukkede jeg overgivende, så et af hans søde smil fandt vej til hans tynde læber. "Men kun et hurtigt ét."

Han nikkede ivrigt til mig, hvorefter han lænede sig lidt frem, så vores læber til sidst mødte hinanden. Jeg hørte ham trække vejret dybt ind igennem næsen og mærkede at hans læber holdt stramt fast om mine, som om han aldrig havde lyst til at fjerne sig fra mig.

Nogengange ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne gengælde hans følelser, for han var en af de skønneste fyre, jeg kendte. Men samtidig så havde jeg heller ikke lyst til at binde mig til en fyr. Jeg elskede at være fri til at gøre, hvad jeg selv havde lyst til, uden at en jaloux kæreste skulle blande sig og blive sur over det.

Som han prøvede at udvikle kysset, lagde jeg blidt min frie hånd hans skulder og skubbede ham væk.

"Forhelvede Alex," hviskede jeg opgivende, da han udemærket godt vidste, at han ikke burde have forsøgt på at udvikle vores uskyldige og blide kys.

"Undskyld." Han så på mig med triste øjne og lignede en, der var ved at fælde en tåre. Det var sjældent for mig at opleve ham skrøbelig, for han var ligesom en af byens populære og smarte fyre i andres øjne. Normalt plejede han at være en smule kold, hård og skulle altid virke smart og uovervindelig over for alle andre. Men ikke altid over for mig. Jeg var den eneste, der fik oplevelsen af at se ham være ked af det, det vidste jeg. Og jeg hadede synet, specielt fordi det oftets var på grund af mig.

I et opgivende suk skød jeg mig væk fra muren og gik stille forbi ham men stoppede hurtigt op, da jeg så den fyr med de tryllebindende brune øjne stå lige foran mig. Vi blev begge lidt forskrækket, men et skævt smil, som jeg næsten fandt uimodståeligt, dukkede op på hans fyldige læber. Uden at sige et eneste ord til ham, drejede jeg min krop og begyndte at gå ned fra terrassen og videre mod menneskerne, der sad rundt om bålet og sang. Han skulle ikke have lov til at lade sin charme påvirke mig.

Jeg satte mig på en tilfældig plads og kom til at side imellem Ashley, med sommerhuset, og Lucas, med guitaren. Imens jeg betragtede flammerne foran mig og lyttede til sangen fra de andre, tog jeg en tår af min stærke drink. Tåren var så stor, at jeg efter få sekunder havde et tomt glas i hånden.

"Der er en der er tørstig, hva, Angie?" Lød det grinende fra Ashley, der lige som alle de andre, jeg havde snakket med ind til videre, lød utrolig påvirket. Jeg kiggede ned på mit tomme plastikkrus og nikkede mig bare enig i Ashleys ord uden at sende hende et smil tilbage.

"Jeg skal ind og hente noget mere at drikke, skal jeg tage noget med til dig?" Fortsatte hun spørgende.

I et kort sekund overvejede jeg mit svar til det spørgsmål, men nikkede dog hurtigt til hende. Jeg havde brug for alkohol i dag. Det var en af de dage, hvor jeg ikke ønskede at føle mig andet end beruset og påvirket af alkohol. Det var en af de dage, jeg ville glemme og ønske jeg kunne slette. Men sådan var mange af mine dage efterhånden, så faktisk var den her dag ikke meget anderledes i forhold til mange andre dage i mit liv.

Ashley gav mig et vådt kys på kinden og forsvandt derefter væk, så pladsen ved siden af mig nu var tom. Jeg kiggede igen ind i den orange varmekilde foran mig. Der havde altid været et eller andet specielt over den måde ild bevægede sig på og hvilken effekt, det havde på folk, når de satte sig omkring det. Det syntes jeg i hvert fald. Ilden var som et samlingssted, som bragte alle sammen.

Jeg tog min marlboro-pakke op af jakkelommen og placerede derefter en smøg mellem mine læber. Lige som jeg skulle til at fiske min lighter op fra min lomme også, tændte en flamme sig foran min smøg. Forvirret vendte jeg blikket til siden og så, at Justin, fyren med de brune øjne, havde sat sig på Ashleys plads, og holdt lighteren foran mig. Samtidig med at jeg kiggede dybt ind i de smukke øjne, sugede jeg dybt ind, så jeg stille mærkede lidt røg fandt vej ned igennem min hals.

Uden at fjerne sit blik fra mit blik, fik han selv en smøg ind i mellem sine læber og tændte den, som om at det var det letteste i hele verden. Først da han fjernede smøgen fra sin mund for at puste røgen ud, flyttede han sit blik væk fra mine øjne, og med ét vågnede jeg op fra min trancetilstand over ham. Jeg forstod virkelig ikke, hvordan jeg kunne være så betaget af hans udseende, som jeg var. Det var mærkelig for mig, at mærke denne her specielle følelse i maven over hans blik, for vi havde jo ikke udvekslet mere end tre ord.

"Angie," sagde han lavt.

"Justin."

Nu fem ord.

Han smilede skævt til mig og kørte hånden, der ikke holdt smøgen, igennem sit flotte hår. Jeg betragtede ham bare afventende, da jeg forventede, at han ville sige noget til mig, siden han nævnte mit kælenavn. I et kort sekund kiggede han ind i ilden, og det første jeg lagde mærke til, var, at hans øjne blev lyst op og funklede på en helt anderledes måde. Det lignede, at de brændte i ilden, selv om han ikke så ud til at være påvirket af varmen. De blev nærmest endnu smukkere, selv om det ikke burde være muligt.

"Så dig og Alexander ser ud til at kende hinanden godt." Hans blik fandt mit igen og jeg kunne tydeligt høre en dømmende tone i hans stemme, hvilket jeg ikke brød mig specielt meget om. Det var som om, han vidste, hvad mig og Alexander havde lavet førhen, men samtidig vidste jeg, at Alexander ikke kunne have sagt det til ham. Det havde han nemlig lovet mig, og jeg stolede på ham, da han altid gjorde alt for at gøre mig glad.

"Mmm," mumlede jeg nikkende, bevidst på en lidt hård måde, så han ikke skulle se, at jeg blev påvirket over hans dømmende tone.

"Jeg har kendt ham hele mit liv. Vi er vokset op sammen og han har altid være en af mine bedste venner," forklarede jeg.

"Knepper du dine bedste venner?" Spurgte han mig om lige ud og tog efterfølgende et sug af sin smøg, i mens han kiggede på mig med et seriøst blik. Ordene, der forlod hans mund, chokerede mig meget. Sådan noget kunne han da ikke tillade sig at sige bare sådan uden videre. Han kendte mig slet ikke.

"Undskyld mig?" Sagde jeg fornærmet og løftede mit ene øjenbryn mod ham.

"Come on. Det er rimelig nemt at se," svarede han med en dybt seriøs stemme.

Han fugtede derefter sine læber med sin tungespids, imens jeg rømmede mig på en fornærmet og utilpas måde. Det irriterede mig, at han syntes det var okay, at anklage mig for sådan noget, når han slet ikke kendte mig.

"Jeg ved ikke, hvad du snakker om. Alexander er en af min storebrors bedste venner, og han er også bare min ven!". Jeg fjernede koldt mine øjne fra hans og kiggede vredt ind i flammerne foran mig.

"Det så ellers ikke sådan ud oppe på terrassen."

Mit hjerte begyndte at banke stærkere på grund af hans lille flabede kommentar. Jeg nåede kun lige at vende mit vrede blik mod ham, før vi blev afbrudt af Ashley, der stillede sig i mellem os. Selv kiggede han også koldt på mig, noget jeg slet ikke kunne forstå. Vi havde intet med hinanden at gøre, og han havde desuden slet ikke ret til at snage eller blande sig i mit privatliv.

"Undskyld, jeg forstyrrer jer, men du har taget min plads, Justin," grinede Ashley. Hvodan kunne det være han hun også kendte ham, når jeg slet ikke anede hvem fyren var?

Jeg rejste mig op fra min plads og kiggede irriteret ned på Justin.

"Du kan bare tage min plads, Ashley. Jeg gider ikke sidde her mere," vrissede jeg og tog den drink, hun lige havde blandet til mig, ud af hendes hånd. Alt i mens jeg fortsat kiggede ned på fyren, der havde formået at gå over min grænse på bare få sekunder.

"Fuck dig, Justin." Måske overdrev jeg ved at komme med det udbrud, men han havde pisset mig godt og grundigt af.

Jeg gik væk fra bålet og de andre mennesker, i mens jeg bundede min drink. Da plastikkoppen var tom, smed jeg den fra mig og fortsatte med at gå irriteret hen ad stranden.

Min dag i dag havde været den største omgang lort, så at en fremmede fyr pludselig sad og sagde de ting til mig, fik mig næsten til at flippe ud. Og jeg vidste, at hvis jeg ikke gik væk nu, ville jeg eksplodere, og det ville bestemt ikke blive kønt. Også selv om han jo i bund og grund havde fuldstændig ret i sine anklager. Jeg vidste ikke lige, hvorfor det irriterede mig, men det gjorde det bare.

Efter at have gået meget langt hen ad stranden, kom jeg til en badebro, som jeg gik hen ad helt ud til enden. Der stod jeg lidt i stilhed og kiggede på vandet neden under mig. Vand havde altid haft en afslappende og rolig effekt på mig, ligemeget om jeg så eller hørte det. Så hver gang jeg blev virkelig frustreret eller vred, tog jeg ned til den her strand og stod her på badebroen og kiggede ud over det smukke vand i ro og fred.

Jeg lukkede øjnene, så jeg kunne fokusere på lyden af vandet, der lavede små bølger på grund af den svage vind, der var i luften. Min krop blev helt afslappet og vandet havde heldigvis stadig den ønskede effekt på mig og mit humør. Jeg tog en dyb indånding igennem næsen og strakte mine arme en lille smule ud til siden, i mens jeg fokuserede på vinden, der fik mit hår til at flagre lidt. Tungt åndede jeg ud igen og spredte mine fingre så meget jeg kunne, så jeg kunne mærke vindens luft løbe igennem.

"Hvad laver du?"

En undrende stemme afbrød pludselig stilheden, så et stort chokeret sæt gik igennem min krop. Jeg fjernede mig fra min position og vendte mig hurtigt om, og så Justin stå med sine hænder i hans slidte blå jeans' lommer. Hans hår flagrede også lidt på grund af vinden.

"Ikke noget," svarede jeg hurtigt og vendte mig rundt igen, så jeg kiggede ud mod mørket og vandet. Jeg kunne fornemme, at han pludselig stod lige bag mig.

"Angående det før.."

"Det er fint. Det var mig, der overreagerede," afbrød jeg ham, da jeg kunne regne ud, han ville undskylde.

"Måske, men det jeg sagde, var måske heller ikke ligefrem okay."

"Næ."

Jeg satte mig ned på kanten af badebroen og lagde mig derefter helt ned på den med lukkede øjne. Et lille svagt grin kunne høres over mig, hvilket fik mig til at åbne mine øjne, så jeg kiggede op på Justin, der stod og kiggede grinende ned på mig.

"Du er rimelig speciel, er du ikke?" Stillede han grinende som et spørgsmål.

"Nope," svarede jeg hurtigt og rystede mit hoved fra side til side.

"Jeg er præcis lige som alle andre," påpegede jeg.

Han begyndte at grine endnu mere, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hans grin ikke var enormt tiltrækkende. Faktisk var det ret kært, når hans perfekte hvide tænder kom til syne, og hans øjne klemte sig næsten helt sammen.

"Det synes jeg ikke. Du er anderledes," svarede han, efter han var holdt op med at grine.

En smule undrende satte jeg mig op og kiggede bag ud, så jeg kunne se ham i øjnene.

"Okay? Jeg ved ikke lige, om jeg skal sige tak for det?" Jeg skød mit ene øjenbryn i vejret og kiggede spørgende på ham, da jeg på ingen måde vidste, om hans ord var ment positivt eller negativt.

"Det var et kompliment," sagde han smilende og tog sin ene hånd op ad lommen og kørte den igennem sit hår.

"Jeg kan godt lide folk, der er anderledes," fortsatte han, imens jeg rejste mig op fra badebroen og stillede mig med fronten til ham med krydsede arme.

".. og det er du," var hans afsluttende bemærkning.

Af en eller anden mærkelig grund kunne jeg ikke lade være med at smile svagt, over det han sagde. Jeg begyndte at gå med forsigtige skridt hen mod ham.

"Så du kan lide mig?" Spurgte jeg om med et lille skævt smil gemt i min mundvig og med et løftet øjenbryn, og stoppede så lige foran ham, så vi stod rimelig tæt på hinanden.

"Jeg kan lide, at du er anderledes," svarede han med en ret seriøs stemme, samtidig med han kiggede mig dybt i øjnene.

Hans blik gjorde mig stadig helt blød kroppen og det skræmte mig meget, at han kunne have sådan en effekt på mig, når vi ikke kendte hinanden.

"Jeg må lige advare dig i tide så. Jeg er ikke typen, man skal forelske sig i," udbrød jeg en smule flabet, for at få den seriøse og intense stemning mellem os til at forsvinde.

Han skulle ikke tro, at han kunne få mig så let, som han sikkert plejede at kunne med andre piger. Godt nok var jeg ikke noget specielt eller anderledes i forhold til andre piger, men lige med hensyn til fyre, der var jeg. Jeg faldt normalt ikke for fyres charme, for jeg vidste, hvordan de fleste fyre var. Men jeg måtte indrømme, at med Justin var det en smule anderledes. Han havde en påvirkning på mig, som ingen andre fyre nogensinde havde haft. Hvad det betød, vidste jeg ikke, og jeg vidste heller ikke, om jeg havde lyst til at vide det.

Justin udbrød endnu et grin over min konstatering og løftede begge sine øjenbryn i vejret. Derefter trådte han et lille skridt tættere på mig, så vores kroppe kom til at stå næsten helt op af hinanden. At have ham så tæt på mig fik nærmest alt min luft til at forsvinde. Jeg kunne pludselig ikke finde ud af at trække vejret ordentligt og mit hjerte bankede så voldsomt, at jeg næsten var hundred procent sikker på, at han kunne mærke det.

"Og hvorfor så ikke det?" Han strøg en af hans hænder igennem mit hår, og jeg mærkede en kuldegysning gå igennem min krop, da han efterfølgende lagde hånden på min kolde kind. Selvom her var utrolig koldt herude, var hans hånd nærmest brandvarm. Jeg forstod ikke, hvad der skete med mig, men jeg brød mig ikke om det. Det føltes som om, jeg ikke selv havde kontrol over mine egen følelser, som jeg plejede at have.

Jeg rømmede mig svagt og prøvede at få mig selv tilbage til mit normale selv. Men det lykkedes mig ikke specielt godt, for det eneste jeg blev ved med at fokusere på, var hans varme hånd mod min kind og hans brune øjne, der brændte sig ind i mine.

"Fordi jeg ikke forelsker mig i folk," svarede jeg med en dirrende stemme.

"Det gør jeg heller ikke."

Han bukkede sit hoved langsomt ned, imens han nussede min kind på en vidunderlig måde. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og intensiteten, kunne ikke næsten ikke være større imellem os. Lige nu ønskede jeg inderligt, at han ville lægge sin læber på mine, for det var nærmest tortur for mig, at han nærmede sig så langsomt. Og jeg var sikker på at mit blik strålede af desperation. Han stoppede, da vores læber akkurat strejfede hinandens, hvilket fik blikket i mine øjne til at forme sig til et forvirret et. Et flabet smil dukkede frem på hans læber, og han stoppede sin nussen på min kind.

"Desværre, baby. Ikke i dag".

Jeg kiggede forvirret ind i hans flabede blik, hvorefter jeg så, at han gik et skridt tilbage, så vi ikke længere stod tæt. Imens han bed sig i underlæben, begyndte han at gå baglæns og valgte til sidst at vende sig om, og efterlade mig helt målløs og forvirret over, hvad der lige var sket. Han vidste, hvordan han kunne kontrollere mine følelser, og jeg gav ham uden at vide hvordan lov til det. Det var den mest mærkelige og pinlige oplevelse, jeg nogensinde havde haft.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...