Om Dorthea

En novelle.
Dette er et brev til en psykolog fra en karrierekvinde og enlig mor.

0Likes
0Kommentarer
162Visninger

1. Novelle

Til:
Ph.d. Inger Lauring

Thunstrup Psykiatrisk Afdeling

 

Kære Inger.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive til dig igen. Jeg forventede med glæde, at mit brev for 14 år siden ville blive mit sidste, og at jeg ikke fik brug for at forstyrre dig længere, men i denne tid er jeg meget tvivlende på min egen dømmekræft. Dette handler nemlig ikke om mig. Dette handler desværre om Dorthea. Folk siger, at børn er deres forældres refleksion, og det er jeg så inderligt bange for at tro på.

Jeg er gået hen og blevet journalist. Det ved jeg ikke, om du vidste, men det er jeg altså. Det er hårdt arbejde. Det kræver min fulde opmærksomhed. Specielt efter Johannes ikke længere bor hos os. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvor han opholder sig nu. Jeg sidder for det meste og skriver den ene historie efter den anden på mit kontor derhjemme. Det er værst at arbejde i weekenderne, hvor Dorthea ikke kan passes. Så er hun nødt til at sidde og underholde sig selv. Det er det sædvanlige, men der er en særlig episode, som jeg gerne vil snakke med dig om.

En lørdag formiddag sad jeg på mit kontor. Jeg holdt en lille pause og skuede ud mod plantagen. Det virkede til at være en hel normal dag, men der var stille. Meget stille. Jeg strakte benene og opdagede, at Dorthea ikke var nogen steder at finde. Ikke på værelset. Ikke i stuen. Hun var gået. Hun kom først tilbage hen på eftermiddagen. Da jeg spurgte hende, hvor hun havde været, svarede hun: ”På besøg”. Hos hvem, spurgte jeg. Hos en ven, svarede hun. Dorthea snakkede ikke yderligere om dette. Jeg tænkte, at hun nok havde mødt en jævnaldrende længere hen ad vejen, så vi talte ikke om det resten af dagen.

Søndag havde jeg oprindeligt udsat lidt arbejde til næste dag og ville tilbringe et par timer sammen med Dorthea, indtil hun ikke gav udtryk for interesse. Hun ville hellere ud og lege med hendes nye ven, så til min store overraskelse fik jeg lov til at arbejde. Først sent på eftermiddagen kom hun tilbage til huset. Jeg spurgte hende, hvad hun havde lavet hele dagen. Hun forklarede mig, hvordan den nye ven og hende havde lavet papirflyver og French Toast. Fik I hjælp af en voksen til at lave French Toast, spurgte jeg. Den eneste respons jeg fik, var et skævt smil. Som om jeg havde misforstået situationen.

Den aften bad jeg Dorthea om at vise mig hans hus. På det tidspunkt havde hun fortalt mig, at vennen var af det andet køn. Jeg var klar til at gå hen ad vejen, men Dorthea ville bag huset. Jeg fulgte med hende ud i baghaven og igennem hækken. Hun viste mig en sti, der spredte sig ud over plantagen. Vi stod langt fra huset, da hun endelig sagde, at vi snart var der. Jeg sagde til hende, at vores hus lå langt herfra, og at hun ikke burde gå så langt væk, men det hørte hun nok ikke.

Vores hus var ikke længere i syne. Dorthea stoppede op midt på en bakke og kiggede ned ad dalen. Jeg indhentede hende og så en smuk udsigt, som jeg ikke engang kendte til. Der var ikke en levende sjæl i miles omkreds. Pludselig råbte hun. HARMON! HARMON! HARMON, HVOR ER DU!? Jeg blev forskrækket og bad hende øjeblikkeligt om at stoppe, men hun skreg som aldrig før. Enten af skræk eller bare ren hysteri. Hun begyndte at græde. Hvad er der galt, spurgte jeg. Dorthea hulkede og hulkede. Hun forekom mig fuldstændig knust. Det er væk, hylede hun, huset er væk. Jeg prøvede at forklare hende, at et hus ikke bare kunne forsvinde. Hun kiggede igen ned ad dalen og blev endnu mere ked af det. Jeg måtte nødt til at bære hende hjem. Hun var slået helt ud. Efter jeg lagde hende i seng, sad jeg oppe og spekulerede på, hvad det hele handlede om. Hvem er Harmon, tænkte jeg.

Det var svært at få noget ord ud af Dorthea efter den aften. Den kommende uge havde jeg alt for travlt til at tænke mere over det, men til tider kom spørgsmålene tilbage. Hvem er Harmon? Hvorfor ville Dorthea gå hele den lange vej for at vise mig ingenting? Hvorfor reagerede hun så voldsomt? Jeg ville komme hjem og føle mig så forfærdelig skyldig, selvom jeg ikke anede, hvad jeg havde gjort mod hende.

Weekenden kom forbi igen. Det blev lørdag. Jeg var i gang med at skrive en artikel om en undersøgelse vedrørende danske kernefamilier og deres tilsyneladende endeligt. Den dag opdagede jeg igen, at Dorthea var stukket af. Denne gang kunne jeg forudsige, hvor jeg ville finde hende. Hun nåede at komme tilbage, inden jeg gik ud efter hende. Hun havde et bredt smil på læben. Som altid spurgte jeg, hvad hun havde foretaget sig i al den tid. Huset er tilbage, svarede hun begejstret, og Harmon er også tilbage. Jeg holdt en lettet facade. Hun fortalte, at de havde læst breve fra hele verden, set tegnefilm, leget gemmeleg og lavet isterninger af frugt juice. Om aftenen lagde jeg Dorthea i seng og drog selv ud over plantagen, hen til den samme bakkedal, og som forventet så jeg stadig intet hus. Her begyndte mine bekymringer for alvor.

Det var her, at jeg tænkte på dig, Inger. Da jeg engang havde brug for at snakke med nogen, vandrede jeg ikke ud i intetheden. Det nåede jeg ikke. Folk mente, at du var den rette at komme i kontakt med.

Jeg ville prøve at komme ind til Dorthea. Jeg var nødt til at snakke med hende om, hvad der foregik. Hun sad en eftermiddag i stuen og tegnede. Jeg satte mig ved hendes side i et forsøg på at få opmærksomheden.

Hvad har dig og Harmon haft gang i på det seneste, spurgte jeg.

Hun tav lidt og rakte ud efter en farveblyant. I går, svarede hun, ringede vi til Harmons venner på billedtelefonen, og derefter tegnede vi hinanden og hang dem op på køkkenvæggene. Jeg spidsede ører. Desværre fik vi ikke læst nogle breve fra nogle af hans pennevenner, fortsatte hun, og det var han ked af, så jeg skrev et brev til ham i hemmelighed og gav det til ham, så blev han glad igen.

Kan du tegne Harmon for mig, spurgte jeg.

Dorthea fandt et blankt stykke papir og begyndte selvsikkert.

Hvordan er Harmon, spurgte jeg.

Han er meget fuld af energi, svarede hun, og han er rigtig flink.

Hvor gammel er han, spurgte jeg.

Dorthea trak på skuldrene.

Er han yngre end dig, spurgte jeg.

Hun tegnede og rystede på hovedet. Han er høj, svarede hun.

Så er han voksen, spurgte jeg.

Det tror jeg ikke, svarede hun, han virker ikke til at være voksen.

Hvad mener du, spurgte jeg.

Han griner altid, svarede Dorthea, han er altid rigtig glad, han elsker tegnefilm, han fjoller rundt og lave grimasser, han elsker at få besøg og at være sammen med hans venner.

Hvem er ’hans venner’, spurgte jeg.

Alle er hans venner, svarede hun, hans stol, vinduerne, gulvet, dukkerne, dyrene, blomsterne, alt i hans legehus er levende, mor.

Dortheas tegning forestillede en mand i jakkesæt og butterfly. Umiddelbart var det svært for mig at se noget barnligt over sådan en påklædning. Lige indtil hun begyndte at lægge farver på. Kombinationen af farver var nogle specielle valg.

Har Harmon rød butterfly på med dét jakkesæt, spurgte jeg forundret.

Ja, nikkede Dorthea, det har han altid.

Hun blev ved med at farve jakkesættet, mens jeg måtte vænne mig til Harmons udklædning.

Han har brune øjne, sagde hun, og røde kinder.

Hvorom alting er, Dorthea tegnede Harmon færdig og gav mig resultatet. Som jeg har forstået det, er Harmon en mand af barnlig karakter. Han bor i et legehus, hvor han ejer levende møbler, dukker, en billedtelefon og tonsvis af legesager.

Grunden til, at jeg skriver til dig, Inger, er som sagt, fordi min egen dømmekræft svigter mig for tiden. Jeg har rigtig nok ikke altid været så normal selv. Det ved du også godt. Jeg bekymre mig om, hvor grænsen går. Hvornår skal jeg betragte det som unormalt, at Dorthea snakker om fantasivenner? Skal jeg gøre grænsen krystal klar for hende, så hun kan blive ligeså kedelig som mig? Hvor længe kan hun blive ved med at leve lykkeligt i Harmons løjerlige verden? Som sagt er jeg bange for, at hun blot er en refleksion af mig selv. Jeg ved, at det lyder fuldstændig sindssygt, men sommetider er jeg mere trygt ved tanken om en virkelig mand ved navn Harmon, end tanken om en datter med hallucinationer.

På det seneste har jeg tilladt Dortheas besøg hos Harmon. Hver aften kommer hun hjem med nye ting at fortælle. Nye oplevelser som stråler ud af øjnene på hende. Nogle gange er det nye finurlige gæster i legehuset. Andre gange er de bare dem to. Jeg tænker ofte på, hvordan hun fandt Harmon. Der er den del af mig, der tænker, at Harmon kunne have haft noget med Johannes at gøre. Jeg tænker også ofte på den måde, hun beskrev ham på. Som ikke særlig voksen. Når min datter sidder og mener, at voksne ikke griner, leger og fjoller rundt, kan jeg tro, at der i virkeligheden måske bare er noget galt med mig.

 

Mange hilsner Louise Gunnarsen

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...