Casino

Frihed. Ingen tårer. Frihed.

Det er alt det, TAYLOR kender til som singlepige. Taylor er gruppens get-around. Da søde, dejlige Julia, bliver single tager hun det ikke for givet, at bruge muligheden til at lære hendes veninde lidt om livets goder. MONIQUE er den bedste veninde, som altid er der for sine veninder i nød. Begge piger, Taylor og Monique, går på jagt for at give Julia smag for livet - et liv der ikke kræver at være fængslet i et forhold, men at feste og leve livet vildt om natten. Indtil Taylor bliver væk.

CASPER har lige slået op med hans kæreste. Han kan ikke finde ud af noget, men gemmer sorgerne i alkohol. Masser. Af. Alkohol. Sammen med hans ven, ADAM, vil de sammen gemme sorgerne i klubbens hede varme. Indtil de møder WILL, der ændrer deres synsvinkel helt. Nørdede, rige, duksedreng; Will. Will hjælper drengene med at indse at der er andet i livet end alkohol og at livet er værd at leve, men kan bare leves på andre måder.

x med i Single konkurrence x

0Likes
1Kommentarer
273Visninger
AA

4. Adam

Verden var anderledes. Sådan var det altid. I dag var det anderledes. I morgen vil det være anderledes. I går var det anderledes. Sådan er det for alle.

Sådan var det for Casper.

Som hans bedste ven, forstod Adam meget, men ikke alt. Der var meget han ikke forstod sig på, såsom menneskelige følelser, som forelskelse. Kærlighed, forstod han godt. Forelskelse til musik og forelskelse til hans ynglingsbands -som er utællelige- var stor. Men til et andet menneske, et han kunne lære at elske, var noget sværere. 

Han var som en bog, der var svær at komme i gang med. Man skulle dykke dybere ind, for at forstå handlingen; for at forstå ham. Hans liv var noget lort. Hans far var væk og hans mor drak og drak. Og selv havde han en sygdom, det var i hvert fald, hvad han selv påstod; han sad fast i 80´erne. Det var svært at forklare, men han kunne ikke lade det være. Det var som om nutidens musik eller verden i det hele taget, var en fjern idé, kaldet fremtid. Som om det ikke var ægte. 

Ja, han var ganske enkel svær at forstå sig på.

Men han gjorde ikke noget som enkle forskelligheder, stå i vejen for et venskab. Det havde han hellere aldrig gjort med Casper, hans troværdige, søde, kloge ven. 

For de to var meget forskellige. Adam, en slank og spinkel fyr, med store, brune krøller. Havde en svær baggrund og har altid været drengen, der sad i hjørnet med høretelefonerne og en lille bog, der fik ham til en anden verden end den han så hver dag.

Casper, som boede overfor ham, og flyttede  ind som otte årig, havde to rige forældre, der gav ham alt hvad han ønskede. De enda tilbød Adam at spise med, så meget han ønskede. De havde ondt af den stakkels dreng, og tilbød ham et hjem, som han kunne komme til, når han nu ønskede. Casper var mere muskuløs og havde altid været vild med noget, som ingen andre forstod sig på. Shakespeare var den første bog, hans mor læste for ham, påstod han. 

Sammen var de uadskillelige. De var de to drenge ingen forstod og ingen vil være venner med. 

Og den gang, da Casper stod i sin indkørsel og Adam i sin, det var venskab ved første blik. De to outsidere, der havde intet tilfælles ud over at bo på samme gade.

 

Adam forstod ikke kærlighed, og kærlighed forstod ikke Adam. Det var virkelig forskelligheder, som ikke førte til noget venskab. Af nogen slags. 

Men han havde aldrig ikke været støttende, når det galt hans ven, som oplevede det og selvom han ikke forstod det, vil han ikke ikke være en ven. Og så var det også bedre at høre på end hvor meget Romeo virkelig elskede Juliet og hvor meget han græd for hundredesyttende gang til bogen. 

 

I det hele taget var Adam meget ligeglad med alle andre, som ikke var hans bedste ven. De var ligegyldige. Alle andre end Casper Nielson og øl. 

Øl havde altid været der for ham og vil forhåbentlig blive der længe efter. Det var nok, hvad han blev serveret som lille, men det holdte så længe som til dagen i dag. Øl, øl, øl. 

 

Det var også derfor, han havde taget imod sin ven, da han stod i døren en aften og hans ansigt var helt oppustet og hans øjne var blanke og han hev efter vejret. Han lod ham ind og han trøstedede ham og citerede adskillelige sange, i håb om at hjælpe sin ven. Han havde ikke oplevet noget lignende og han vidste at Casper ikke havde mange andre venner. Ikke at han ønskede, at hans ven skulle gå til andre. Han kunne godt lide, at han var den han gik til og stolede på. Så han prøvede alt hvad han kunne. 

 

Da han havde snakket næsten hele natten, lod han ham sove i sin seng. Men Casper insisterede og tog sofaen. Adam havde kæmpet og insisteret, men Casper insisterede mere. Og han var god til at insistere. Så Casper sov på sofaen. 

Næste dag havde han insisteret på at tage ham med ud og denne gang lod Casper sig overtale. Selvom han godt vidste, at hvis han insisterede hårdt nok, så vil han  vinde. 

 

De var lige ankommet til klubben, havde sat sig, fået drinks, da en mand, omkring samme alder som de, begyndte at snakke til dem. Han vil ikke misforstås, men mennesker møder man først efter en eller to drinks. Og sådan han var klædt, manden, var det tydeligt at Adam skulle op på mindst den tredje drink, før han havde overskud til at høre på ham. 

 

“Will,” sagde han og rakte hånden frem. Og nu havde den fremmede mand et navn. Dejligt. 

 

Casper, høflige Casper, sad og hørte på Wills livshistorie. Adam, der var ligeglad, tog slurk efter slurk og flaske efter flaske. Han orkede ikke at høre på Will. Will var kedelig. Will snakkede om romantik og om hans syv koner og barn. Eller var det omvendt? 

Adam mærkede hvordan effekten af de (nummer?) øl, han havde drukket pludselig slog til.  Han mumlede til Casper at han vil finde et toilet og mærkede, hvordan de pressede mod hans blære. Han skulle virkelig meget på toilettet- og snart! 

 

Han løb ud på toilettet, som desværre var låst. Ved siden af herretoilettet fandt han dametoilettet, hvor køen var uendelig. God dag ikke at være pige, tænkte han. Og grinte af hans egen tankegang. Hvilken dag var ikke god, ikke at være pige? Eller ikke ikke god ikke at være pige? 

Han rynkede panden og rystede derefter på hovedet. 

 

Han stod der i et godt stykke tid, før han indså, at det tog meget lang tid og muligvis var en god idé at finde et nyt toilet. For man vidste aldrig, hvad der skete der inde. Enten noget der stank eller noget der vil tage lang tid. Eller begge. Eller forhåbentlig ikke… begge.

 

Han kiggede rundt og prøvede at finde en toilet. Han var lidt svimmel, lidt beruset. Han ledte rundt og kiggede også de steder, hvor der nok ikke var et toilet.

Han prøvede i lang tid at finde et toilet, i så lang tid at han til sidst glemte hvorfor. Han prøvede  så, at finde tilbage til baren. Og Casper. 

 

Han begyndte at gå, men en hånd tog fast om hans arm. Han vendte sig om og så et sødt ansigt smile tilbage. Brune øjne, brunt hår og lyserøde læber. Hun råbte noget til ham og han nikkede. Hun førte hendes hånd fra hans arm til hans hånd og de holdt nu i hånden, mens hun førte ham til dansegulvet. De dansede og grinede. Han kiggede på hendes brunt glatte hår og tænkte hvor heldig hun var, at det ikke var krøllet. Men han synes hun var smuk med glat hår. Det fik ham til at koncentrere om hendes ansigt og ikke hendes hår, som hvis hun havde krøller. Han kunne godt lide piger med krøller. Det var ikke det. 

Pigen så flot ud. Ret flot. 

De dansede og for hvert dansetrin, for hver sang kom de tættere og tættere på hinanden. 

Det gik stærkt. Og hvad der skete næst, gik også stærkt. 

 

Han så et bekendt ansigt bane sig vej igennem flokken længere henne. Han stod nærmest og stirrede, før pigen han dansede med, måtte vække ham til live. Han var mundland.

Det kunne ikke være…

Han undskyldte til pigen og så begyndte han at gå hurtige skridt mod hvor han så hende. 

Det kunne ikke…

Han så hendes hår forsvinde med de lette lokker, han havde hørt så meget om. Han fulgte hende og frygtede at han havde ret.
For Guds skyld ikke hav ret. 

Han gik stærkere og stærkere. 

Da hun vendte om hjørnet, begyndte han at genkende, hvor hun vil gå hen. Han rystede på hovedet for sig selv.

Nej.
Nej.

Nej.

Da han så hende i fuld person, stod hun foran baren. Hun så så yndig ud i rød kjole, ligesom første gang. Han rystede på hovedet.

Det kunne…

Han prøvede at benægte det. Men her stod hun. Og der sad Casper. Hvis han bare vendte sig om, for at finde Adam, vil han få øje på hende. Han kunne ikke tro det. Hun råbte til tjeneren, da Adam skyndte sig hen til hende. 

Hun prøvede at kommunikere til ham over larmen. Han vidste ikke, hvad hun prøvede at sige. Selv hendes håndtegn var umulige. 

Han stod ved siden af hende, da hun fik øje på ham. Hendes øjne blev store og hun så frygten i hendes øjne. Hendes mund stod åben, som om hun prøvede at sige: er han her?
Men hun kendte nok allerede svaret. 

For her var hans bedste ven. 

Og her var hun. Hans bedste vens ekskæreste.

Det var hende.

 

Julia.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...