Casino

Frihed. Ingen tårer. Frihed.

Det er alt det, TAYLOR kender til som singlepige. Taylor er gruppens get-around. Da søde, dejlige Julia, bliver single tager hun det ikke for givet, at bruge muligheden til at lære hendes veninde lidt om livets goder. MONIQUE er den bedste veninde, som altid er der for sine veninder i nød. Begge piger, Taylor og Monique, går på jagt for at give Julia smag for livet - et liv der ikke kræver at være fængslet i et forhold, men at feste og leve livet vildt om natten. Indtil Taylor bliver væk.

CASPER har lige slået op med hans kæreste. Han kan ikke finde ud af noget, men gemmer sorgerne i alkohol. Masser. Af. Alkohol. Sammen med hans ven, ADAM, vil de sammen gemme sorgerne i klubbens hede varme. Indtil de møder WILL, der ændrer deres synsvinkel helt. Nørdede, rige, duksedreng; Will. Will hjælper drengene med at indse at der er andet i livet end alkohol og at livet er værd at leve, men kan bare leves på andre måder.

x med i Single konkurrence x

0Likes
1Kommentarer
242Visninger
AA

1. Julia

Det var ikke hvilken som helst dag, da Julia vågnede klokken 6.OO, mange timer før vækkeuret var sat til at vække hende. Det var en af de dage, du ikke ønskede at vække op til. Den var ikke kun så dårlig, den var så unødvendig. Det vil ikke skade nogen, hvis denne dag blev sprunget over. Hvis der blev sprunget frem i tiden på denne dag. Intet var, som det skulle være. Intet var normalt eller godt eller dårligt; det var simpelthent dårligere end dårligt. 

Det var dagen efter Julia og hendes kæreste -nu ekskæreste- havde slået op.

 

Hun lå i sengen med kinden mod den røde og sorte hovedpude, der ellers var hvid, men på grund af manglen af kræfter fra aften før, for at fjerne make-up, havde make-up´en gjort sit kunstnerværk på puden nu. Den var ej køn eller lugtede godt. 

Det gjorde værelset generelt hellere ikke. Eller var det hendes egen ånde, hun lugtede til?

Gamle pizza bokse lå på gulvet, en knust tom vodka flaske lå på gulvet- med lidt af indholdet ude på gulvet og ellers tøj, puder og hvad ellers var revet ud på gulvet af vreden den forrige nat, som ellers var årsag til hele værelset nuværende udseende. Og lugt.

Det  var ikke en god morgen, og det vidste Julia allerede fra starten. For ikke at nævne at værelset selv var dagens hovedopgave at få gjort (som hun også allerede vidste, hun ikke vil få gjort, hvor meget hun end udskød det og sagde til sig selv, hvor vigtigt det var at få gjort…). 

Intet kunne viske dagen forinden´s scenarier væk. De kørte, sammen med alle minderne fra de sidste år, som en film inde i Julia, en evig film, som var det døden, der ventede for døren, og gav hende et pust af hendes liv som det så ud indtil nu og alt det, hun vil gå glip af, når hun forsvandt. 

Og det var også det, det føltes som; døden. Døden, der havde taget hendes elskede kærlighed fra hende, døden der havde sneget sig ind på hende på hendes lykkeligeste tid og havde taget alt fra hende, som så var hendes store kærlighed; Casper. 

Casper med de bløde læber, der kyssede hende, som var det for første og sidste gang, de vil ses. Casper, med en stor kærlighed for Shakespeare, der var den romantiske fyr. I. Hele. Verden. 

Casper, Casper, Casper…

Og hvad var der sket?

De havde slået op.

Åh, hvorfor havde de også det?

Nå ja, fordi at de “ønskede noget forskelligt for fremtiden”. Som om. Hun vidste godt, hvad det var. Det var ikke noget med hende at gøre. Det var ham. Han var bare bange for at sige det.

Men han havde fundet en ny. 

For selvfølgelig havde han det. 

Pigerne stod i rad og række og ventede på det øjeblik Casper blev single og de kunne tage ham og blive sin. Og hvilken overraskelse, hvis der i blandt flokken, lå en utålmodig pige, der var ligeglad med om han havde en kæreste. Han skulle være hendes. Og om han var i et forhold, var da ligemeget, ingen tålmodig er a lig med at være den første i rækken. Hvilket hun så blev.

Hvem end hun var. 

Julia, var ikke en pige, der tog meget initiativ, men han havde fortalt hende, at det var noget hun beundrede. Andre drenge forstod ikke Julia. De ønskede en pige, der var udadvendt og sagde det, som det var, flirtede og kunne det der med håret og det med øjnene og det med kroppen. Det Julia ikke kunne. Hun havde altid ønsket at være som de andre, Julia altså. Men da hun mødte Casper ved baren, blev det anderledes. Taylor, hendes bedste veninde, der var den type, der kunne det med håret og det med øjnene og det med kroppen, havde taget hende i byen og sammen skulle de finde den perfekte fyr til Julia. 

Det varede ikke længe, før Taylor var på dansegulvet og dansede mellem to-tre drenge, der helt sikkert ikke var på hendes alder. Imens sad Julia i baren og kedede sig. Hun tænkte over hvor længe, hun kunne sidde der, før hun kunne komme med en undskyldning for at gå. Taylor vil aldrig acceptere et, “jeg keder mig”, men hun vil hellere ikke gøre noget ved det i mere end 10 minutter. Så vil Julia ikke kunne finde hende i blandt de mange mennesker på dansegulvet og efter en halv times tid, vil hun se hende have tungen langt ned i (sikkert) den første fyr, hun fik øje på, som havde øje for hende. 

Og så tog hun hjem. 

Taylor var ikke en dårlig veninde. Hun var bare festlig. Og når der var fest, var hun lettere forvirret. Det forstod Julia godt. Ligesom Taylor forstod, at hvis Julia var i gang med at læse en bog, en rigtig god bog, kunne hun godt glemme tiden, og komme lidt for sent.

Bare lidt. 

Men den dag, da Julia sad i baren på Casino og tænkte over gode undskyldninger, for at gå, var der pludselig en, der prikkede hende på skulderen. Hun vendte sig om, og der så hun drengen med læberne og de brune øjne og det bløde brune hår og lidt blege hud og drengen, der havde en stor kærlighed for Shakespeare.

Ligesom hun. 

Han smilte til hende og hun vidste at det var et smil, hun følte sig hjemme i. Et smil, hun og sikkert en masse andre piger, kunne forsvinde langt væk i. Han var ligesom naboens søn. En sød, charmerende, høflig, sjov, drillende og nørdet dreng. Ja, han var alt det. 

Julia tøvede ikke med at besvare smilet. Og det var starten på det hele.

De snakkede i timevis og grinte og til sidst udvekslede de facebook-profiler. 

Casper. Casper Nielson. 

Da Taylor spurgte, da de var på vej hjem, om hun havde mødt nogen speciel, rystede Julia på hovedet. Taylor var for svimmel til at spørge mere ind til det. 

Julia sagde intet, fordi hun vil have ham for sig selv. Casper, var drømmedrengen. Han var alt for speciel. Han skulle ikke deles, ikke allerede. Hun havde svært ved at holde det hele inde; tankerne, følelserne, den måde han forstod hende på. De havde snakket om alt og intet. Enda bøger, selvom de sad på den fineste bar i byen (Taylor elskede godt nok at flirte, men hun var ikke billig, hun var ligeså billig som klubberne). Men de var ligeglade. De fik tiden til at gå og det føltes ikke som lang tid, da Taylor kom snublende hen og sagde, at hun havde det dårligt. Hun var ked af at gå, Julia. Og forlade ham. Forlade hvad de havde.

 

Det føltes nu, som virkelig lang tid siden. Alt for lang tid siden. Julia overvejdede om hun nogensinde vil finde nogen, så speciel og som havde så meget tilfælles med hende selv. Hun vil have en Casper. Hvis hun kunne finde en.

Nej.

Hun vil have Casper. Kun Casper. Originalen. 

 

I det øjeblik lød en støj fra entréen. Julia tænkte, om det var en, der vil stjæle fra hende. Det var ikke umuligt, det var midt i byen. Men hun vil hellere ikke stoppe ham. Eller hende, hvis det var en hende. Hendes krop var for tung og det hele var for hårdt. Hun havde ikke mere tilbage at miste. Hun havde mistet alt, der betød noget. 

Hun lå længe der og overvejede, hvad tyven vil gøre. Hvilken slags tyv det var. Smykkestjæler? Synd, for hende smykker var ikke dyre. Det havde hun ikke råd til. Mad tyv? Hun boede næsten ved siden af en købmand. En morder?

Det kunne være.

Det kunne være derfor, der pludselig var så stille. Han/hun prøvede at finde hende. Men hvis det var tilfældet, behøvede personen ikke gøre sig umage. Julia følte sig, som et let offer, som hun lå der i sengen, hel sammenkrøbet og stinkende og alt for svag til overhovedet at rejse sig, for ikke at nævne, at vende hovedet og se, om hun kunne se noget igennem sprækken, der var fordi hun ikke havde orket at lukke døren helt. Hun vil helt klart kunne se morderen, hvis den befandt sig i stuen, hvilket også var den eneste vej, for at komme til værelset. Men måske var personen i fuld gang med at berøve hende.

Lige meget hvad, blev hun liggende. Hun var ikke skræmt. Hun var for træt til at være skræmt.

Indtil hun høre noget rumstere i køkkenet. Hun overvejede et øjeblik, hvad det kunne være. Køkkentyv? Madtyv? Fandtes det? Hun vidste det ikke, men det kunne være en moderne tyv.
Der blev rumsteret noget mere og Julia mærkede, at hun begyndte at blive nervøs. Det var ikke noget, at gøre ved. Hun tænkte bare til sig selv, få det overstået. Tag hvad du vil. Tag chokoladen, hvis det så er. Bare gå. Ud. Væk. Hun mærkede angsten komme krybende, som en lille mus, der kom ud fra sit lille hul i væggen. Den mus, hun ikke troede, hun havde, kom overraskende. Mus er a lig med frygt. 

 

Hun sank længere ned i sin varme dyne og mærkede varmen opsluge hende og følte sig lidt mindre bange. Intet kunne nå hende her. I hendes lille hule under hendes dyne. Der stank lidt, men om det var hendes ånde eller hende, der bare ikke havde været i bad, vidste hun ikke helt. 

 

Hun lå der et stykke tid. Hørte alt hvad der skete i køkkenet. Det var underligt. Hvem end det var. Hvad end det var… den var sulten.

For første gang tænkte Julia rigtig på mad. Hun tænkte på, at klokken sikkert var over eftermiddag, og hun burde have spist for længe siden. Men hun havde ikke følt sig sulten. Hun følte sig kun træt, hvilket nok var lidt på grund af, at hun intet havde spist. 

Hun følte sig hellere ikke sulten, når hun tænkte på mad. Pokkers. 

 Sådan gik tankerne, på det ene og det andet, prøvede at undgå det rigtig vigtige emne: hvem var i lejligheden!?

 

Hun måtte have faldet i søvn, for ved lyden af en meget bekendt stemme, der råbte og noget tungt, der hoppede ned i hendes seng, åbnede hun øjnene med et sæt og tænkte på, hvem hun lige havde drømt om. Igen. 

 

Det havde ikke føltes, som en drøm. Men det var det. For hvis det var virkeligheden. Med hendes bedste veninde ved siden af sig og lugten, den stærke klamme lugt af kaffe, var en drøm, var det en dårlig drøm. Ikke på grund af personen, ved siden af hende, men på grund af alt det andet lort, hun havde om ørerne. 

 

Hun sukkede og kiggede tomt ind i væggen. 

 

“VÅGN OP!!! Ud af fjererne, min skat,” sang hun, “så skal du have ordentlig tøj på, et bad, tak, og så skal vi nok få dig i bedre humør! Drengene venter ved Casino! Og de venter ikke for evigt, ved du nok.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...