Mit savn

denne novelle handler om Emily, som lige har mistede hendes bedste ven, vil hun leve i hendes sorg eller vil hun komme ud af den og få muligheden for, at få hendes største drøm opfyldte

0Likes
0Kommentarer
102Visninger
AA

1. Hvorfor skulle jeg miste ham

 

Jeg sad på den smukke gule strand, tæt på hvor jeg bor, sidder jeg og kigger ud over det blå hav, med stille bølger, hvor der er den smukkeste solnedgang, en kold vind tager fat i mit lange lyse hår, som løftere sig fra mine skuler og giver mig kuldegysninger, så jeg trækker den tynde jakke ind til mig, selvom der er sommer, så er der lidt koldt, endnu en tåre triller ned af min kind, efterfuldt af mange flere, jeg prøver at tørre dem væk, men gav til sidst op.

Hvorfor.... hvorfor skulle han forlade mig, vi havde det jo så godt sammen, hvorfor lige nu, hvor jeg har allermest brug for ham, han var min klippe, han hjalp mig altid, selv hvis jeg ringede grædende klokken tre om natten fordi jeg havde haft marridt så kom han over og trøstede mig eller hvis han var på Tour, fik han mig til at falde ned og sang min ynglings sang for mig med hans smukke stemme, som altid gjorde mig blød i knæene.

Jeg kan huske engang for et par år tilbage, hvor vi havde siddet på denne strand og snakkede om alt og intet, med hans arm beskyttende omkring mig, som han altid havde, som fik min hud til at føle som om den brændet, kigge i smug ind i hans smukke grønne øjne, som man kunne drømme sig væk i, i timevis og hans efterhånden lange brune krøllede hår, som gik ham til lidt over skuldrene og hans perfekte ansigt, som ikke havde den mindste fejl.

Og jeg kan høre hans lidt hæse, men charmerende stemme, som sagde

"Emily, hører du efter" jeg kiggede genert ned i sandet og kunne mærke varmen stige i mine kinder og grinede genert og nikkede så, han lå to fingere under min hage og gjorde så vi havde øjenkontakt og smilede stort

"Du er så sød, når du rødmer" sagde han og kyssede mig på håret, smilede stort og tog fat i min hånd og flettede vores fingere sammen.

"Du har de smukkeste øjne, jeg nogen sinde har set" sagde han og kyssede min kind.

Efter lang tid rejser jeg mig og går stille hjem, langs den lille sti, med mange blomster i forskelige farver, som dufter rigtig godt, hen til vejen med de mange boder hvor man kan købe ting, som de lokale sælger, med nogle små træer med røde smukke blomster, hvor man svagt kan høre bilerne fra den store vej, og ind af den lille sti ind i lejlighed komplekset, imens jeg tænker på flere minder som jeg har sammen med ham. Da jeg kommer ind ad døren til min dejlige lejlighed, som jeg har haft de sidste par år, kommer alle minderne om ham flyvende ind over mig, og tårerne løber ned af mine kinder igen, som dengang vi havde madkamp ude i køkkenet, eller alle de gange vi har haft grineflip over de mest underlige ting, alle de gange vi drillede hinanden og den anden ikke blev sur, fordi jeg havde den samme underlige humor, tårnene trillede stadig ned af mine kinder, så jeg intet kan se, jeg glider ned at min hoveddør og trække mine ben under mig og lader alt komme ud.

Efter lidt tid går jeg ind på min soveværelse og finder en af hans t-shirts som han har glemt herovre, tager den på, hans dejlig duft sidder stadig i den, jeg går ud på toilettet og kigger mig i spejlet, jeg ser forfærdelig ud, mine øjne er helt røde og hævet, alt det make-up jeg havde på tidligere på dagen sidder nu nede på mine kinder. Jeg ignorerer det og får børstet tænder og går ind i seng, jeg kryber under dynen og krøller mig sammen og knuger T-shirten ind til mig og græder mig selv i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...