Ikke sådan her

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2016
  • Opdateret: 8 feb. 2016
  • Status: Færdig
Det er egentlig bare en lille historie som jeg skrev på en skrive workshop i sommers. Det er aldrig sjovt at være den der er skyld i noget. Men det skulle jo ikke nede sådan her.

2Likes
0Kommentarer
57Visninger

1. Fin

Jeg havde ikke troet det ville være sådan. Jeg havde aldrig forestillet mig at du ville løbe ud af døren, det røde hår flagrende efter dig og tåre løbende ned af dine kinder. Det var ikke det jeg ville. Det var ikke meningen at du skulle blive ramt. Jeg var bare vred og jaloux over at det altid gik så godt for dig. Dig, som havde alt. Penge, venner, forældre og glæde. Det lyse barn. Den glade pige. Og jeg? Pigen som gør folk for træd. Hende der sidder ovre i hjørnet af klassen, alene og med en afvisende skulen. Pigen uden forældre, uden manere, uden penge og pigen der afviser alle. Men det er jo ikke det jeg vil. Jeg vil jo bare passe på mig selv. Jeg kan ikke gøre for at jeg altid er blevet såret af alle der er kommet tæt på. Jeg afviser alle der prøver at tale med mig? De vil jo ikke engang tale med mig til at starte med! De lader bare som om de vil mig det godt. Men jeg kender dem. De er ligesom ulve, de er søde så længe de er små men lige så snart de kender smage af blod bliver de nådesløse dræbere, angriber alle der ikke er en del af deres egen flok.

Vandet var en dum ide. Jeg kan godt se det nu. Men jeg kunne ikke holde ud at blive ved med at såre dig med mine ord. Og du kunne ikke forstå at holde dig væk fra mig. Jeg ved godt du har gode intentioner men lige så snart du ser hvem jeg er løber du væk. Ligesom alle de andre. Da du igen kom hen og spurgte hvordan jeg havde det kunne jeg ikke holde til mere. Hvordan kan du være så god? Hvorfor passer du ikke på dig selv og lader være med at snakke til mig? Hvorfor kan du ikke lade være med at hjælpe andre? Vi har jo kun os selv her i livet, ingen andre til at redde os. Er det ikke sådan det er?

Jeg bliver i tvivl nu. Da du løb ud, driv våd og tøjet klistrende til kroppen, hvorfor blev du så ikke sur på mig? Der det ikke sådan man reagere? Du råbte ingen ord af mig, ikke nogle af de sædvanlige ”psykopat” eller ”dæmon spasser”. Du stod bare der og så på mig. Mig, med en tom vandflaske i hånden og et stivnet ansigtsudtryk, min udgave af frygt. Frygt for endnu en gang at havde ødelagt en andens glæde. Det som jeg selv så inderligt ønskede. Glæde over at være fri for lektier. Gælde over at få det man ønsker sig. Glæden ved venner. Men mest af alt glæden ved at der er nogle der forstår.

Nogle der vil forstå. Hvem vil dog overhoved prøvet at forstå mig. Ingen af mine tidligere venner ville snakke med mig, end da se på mig da jeg kom tilbage i skolen, ansigtet glattet ud for enhver følelse. De havde måske troet at jeg ville være den samme som før. Jeg mistede mine forældre i en brand og de ville have mig til at hoppe og springe rundet som et lille glad lam. Aldrig i livet. Alle så at jeg var blevet kold, men alligevel ville du snakke med mig. Prøve at forstå mig. Måske skulle jeg give dig en chance? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...