Nine Track Mind - The Stories

Den 29. Januar 2016 udgav Charlie Puth albummet Nine Track Mind. I den forbindelse vil jeg skrive én historie til hver sang på albummet.
Historierne er skrevet på den måde, jeg opfatter sangene på. Du kan være fuldstændig uenig med mig, men det er sådan jeg opfatter Charlie Puth' sange.

2Likes
12Kommentarer
564Visninger
AA

5. We Don't Talk Anymore (feat. Selena Gomez)

We Don't Talk Anymore (feat. Selena Gomez)

We don't talk anymore

Like we used to do

We don't talk anymore

What was all of that for?

Oh, we don't talk anymore

Like we used to do

***

Hvad lavede hun stadig inde i hovedet på mig? Vi var ikke sammen længere. Det var forbi. Men jeg tænkte stadig på hende, på vores gamle forhold, på vores gode stunde, ja, endda de dårlige stunder kørte forbi inde i mit hoved. Som var alle disse episoder i vores forhold en film, så kørte de non-stop. Og efter alt denne tid spekulerede jeg stadigvæk. Hvorfor kunne jeg komme over dig, på den måde du gjorde så nemt? Du slog op, pakkede dine ting og gik. Og så var dette kapitel slut for dig og du var allerede igang med et helt nyt et. Men for mig. Jeg var stadig igang med det kapitel. Jeg kunne ikke finde ud af at vende siderne. 

Men det værste af vores nye 'forhold' var, at vi stadigvæk snakkede sammen. Der dukkede jo nogle gange ting, der tilhørte hende, op i lejligheden. Så var jeg jo den som ringede og fortalte, at jeg havde genstanden. Så kom hun og hentede det. For det meste fik vi en lille snak, måske endda et stykke kage og kaffe sammen ved bordet, hvor vi havde tilbragt så mange måltider sammen. Og mens hun snakkede, som om jeg var en rigtig ven, følte jeg det hele tiden, hun stadig var min pige og vi stadig var sammen. Men så slog realiteten mig i hovedet og hun forlod lejligheden. Så stod jeg der med et knust hjerte endnu en gang. 

Og nu havde jeg samme følelse, som jeg kunne have hele tiden. Trangen til at gå ud, køre hjem til dig og fortælle dig mine følelser. Men et eller andet holdte mig tilbage. Måske vidste jeg det inderst inde. Ville bare ikke indse det. Og det var det, som hver gang kunne holde mig tilbage. 

Jeg burde egentlig også flytte, måske. Vores gamle fælles lejlighed. Den var både for stor til én og den bragte for mange gamle minder frem. Alle vores minder. Som da vi stod i køkkenet og lavede mad sammen. Nogen gange smagte det godt, men for det meste endte det i take-away. Eller når vi var trætte, men der var en god film på fjernsynet. Så lå vi begge i sofaen, klemt op mod hinanden og prøvede og holde os vågne. Men vi faldt altid i søvn og så vågnede vi morgenen efter med et fjernsyn tændt. Det var alle de hverdags minder, som jeg virkelig savnede. Men igen var der noget, som havde holdt mig tilbage efter alt denne tid. Bare ikke samme følelsen. Det var mere følelsen af, at hun måske kom tilbage og ville prøve igen. Så kunne vi bare fortsætte fra, hvor vi sluttede. Samme lejlighed og alt det andet. 

Nu var trangen over mig igen. Men denne gang anderledes, stærkere. Jeg rejste mig op fra sofaen og kig rundt i lejligheden. Nu havde mit hoved diskussionerne igen: Skulle jeg virkelig tage ud til hende eller skulle jeg lade være, lade hende helt være? Spørgsmålet gnavede virkeligt inde i mig. Og lige nu var der ulig vægt på de to valgmuligheden. Og vægten var mest placeret på det første. Men hvad skulle jeg gøre, når jeg havde banket på døren? Jeg ville stå helt stille og ende med at gå. Og hvad havde jeg så opnået? Absolut ingenting. Det ville jo være værre end før. Men lige nu kunne jeg heller ikke bare lave ingenting. Jeg skulle snakke med hende.

Og så kom der pludselig et lyspære med en ide. Jeg kunne da ringe til hende. Og hvis jeg fuckede noget op i samtalen, kunne jeg bare lægge på. Det var perfekt. Jeg gik målrettet hen til fastnettelefonen, som var i køkkenet. Hvorfor der var en fastnet, skulle man ikke spørge mig om. Men den var da praktisk. Lige nu ville jeg heller ringe over den end min egen mobiltelefon. Jeg tastede hendes telefonnummer ind på de gamle taster på fastnetten. Så tog jeg selve telefonen op til mig øre og kunne høre den bippe. Bip, bip, bip, bip. Der var ingen, der tog den. Jeg bed mig langsomt selv i læben. Og så gik den på telefonsvare. Jeg havde lige bevæget telefonen hen mod væggen, da jeg stoppede den. Hvorfor ikke efterlade en besked bare? Så kunne hun høre mine følelser uden at have chancen for at destruere dem. 

"Hej, det er mig. Undskyld, jeg ringer, men jeg har noget, som jeg bare skal sige til dig," startede jeg. Men jeg gik ligesom i stå. Jeg vidste jo ikke rigtigt, hvad jeg ville sige. Så jeg slyngede bare noget ud. "Jeg har hørt, du har fundet den ene, som du har ledt efter. Jeg ønsker, at jeg havde vidst, det ikke var mig," Dumt, dumt, dumt. "Men det jeg nok egentlig bare vil fortælle dig er, at jeg stadig har følelser for dig. Og jeg kan ikke bare lade dig gå." Jeg lagde på lige bagefter. Jeg følte mig pinlig dum. Hvad havde jeg sagt? Noget dumt. 

 

Der var gået lidt tid, siden jeg efterlod den besked til hende. Lige da jeg havde lagt på, var jeg gået ind på mit værelse og lagt mig på sengen. Ikke for at sove, men jeg kunne bare ikke være i andre rum. Underligt nok var dette rummet, hvor jeg mindst huskede hende. Selvom vi havde nogle gode minder herinde, var de fleste i de andre rum.

Ring-ring-ring-ring-ring!
Jeg rejste mig op og gik ud i køkkenet. Hvem ringede lige nu? Og så til fastnettelefonen. Ingen ringede til den. Kun telefonsælgere. Jeg tog hårdt telefonen uden at sige noget. Det blev heller ikke sagt noget i den anden ende. Men efter lidt tid sagde jeg endelig: "Hallo?" Men personen bag den anden telefon havde også sagt hallo samme tid som mig. Der blev grint i telefonen, men jeg grinte ikke. Men på grinet kunne jeg høre, hvem det var. Det var hende.

"Jeg har lige hørt din besked," startede hun med at sige, men holdte en lille pause. Og lige da jeg skulle til at snakke, begyndte hun igen. "Og du har ret. Jeg har fundet en anden. Så du burde egentlig vide, at vi ikke vil komme sammen igen. Jeg er ked af det, men vi er færdige." Der blev en akavet stilhed i telefonen. Men hun lagde ikke på. Men gjorde det nok snart. 

"Men, men..." stammede jeg, men hun afbrudte mig. "Intet men. Og jeg har faktisk lidt travlt. Jeg skal ud." 

"Skal du ud? Med ham? Ham din nye og forbedret kæreste. Det lyder godt," sagde jeg og smilte i telefonen. "Du lyder glad. Jeg håber bare du ligger ved nogen som ved, hvordan man elske dig, som mig. Der er må jo være en god grund til, at du er væk. Men her og nu så tror jeg, at du vil have mig til at dukke op ved din dør. Men jeg er bange for, at jeg er forkert."

"Du er forkert. Jeg vil ikke have dig ved min dør. Nogensinde. Kan du virkelig ikke se, at du bare gøre det hele værre? At du pludselig ringer til mig og fortæller mig dette?" Jeg kunne høre hende bruste i telefonen. Var hun vred på mig? Sikkert.

"Undskyld, det var ikke min mening," sagde jeg. "Men det en skam, at vi ikke længere snakke sammen på samme måde som før. Vi elsker ikke hinanden længere. Hvad var det hele for?" Der opstod et halvt minuts stilhed, men så lagde hun på. Jeg satte telefonen tilbage på sin plads og satte mig på sofaen igen. 

Det havde været hårdt at snakke med hende, men det var også godt. For nu har jeg endeligt indset det. Jeg var bare dum. Jeg burde have vidst, at dit kærlighed var et spil. Det var kun et spil og hun vandt det. Og jeg var desværre taberen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...