Messias

Forestil jer et samfund uden ytringsfrihed.... VELKOMMEN! Du er her allerede! Surprised? Nok ikke. Og hvis du er, og hvis du finder tanken direkte verdensnedbrydende, så ignorer den, og lad som om vi er i en Samuel Beckett bog i stedet for. Det er ikke værd at ødelægge sit liv på grund af definitionsspørgsmål.

0Likes
2Kommentarer
275Visninger
AA

3. Blå regn og orange ænder

Altså en prolog. Før det hele sådan, du ved, startede. For det skete først med min freaking 7. dansklærer i 9. klasse (JEG HADER FUCKING BARSLER! Fucking børn. Tanken om at have et sådant fremmedlegeme installeret i maven til fucking at begrænse min fysisk aktivitet. Fucking parasit - det er den videnskabelige definiton - og parasitter er FUCKING ulækre.). Okay, at definere starten er dumt. Det har nok altid ligget i mig. Et eller andet sted. Min forbandede evne til distancering. Fra normer. Fra mennesker. Fra følelser. Jeg kunne blive ved. Men vi har nu engang brug for en begyndelse. Der er for mange argumenter mod uendelighed. Som alle nok kommer af intet andet end den menneskelige hjerne. Min hjerne. Tilbage, fokuser: Min dansklærer.

Det første jeg sagde til ham var, at han skulle lade være med at være forudindtaget. Tag ikke andres ord for min klogskab, men dan dig dit eget billede. Efter en joke om at jeg nok behøvede rigtig meget hjælp. Rend mig.

Jeg var et rygte. Et symbol. En joke. Den der skørkugle, der fuckede op i undervisningen, fordi jeg vidste diktator var freaking lort. Stavning. Er. Dybt. Irrelevant. Når. Man. Har. Autocorrect. Ja, og bøgerne var også lort. Stereotypiserende, propaganderende, intetindholdende… kort sagt mere fordummende end fucking Paradise. Der forstår folk i det mindste at leve. Hvilket jeg påpegede. Altid. Når jeg mødte op. Der var sgu ingen der klagede når jeg ikke kom. En lettelse. Så kunne man faktisk undervise med kanon. BANG, du ved - skyde hovederne af freaking folk, med store, sorte kugler, til de er freaking hjernedøde, og ved ALT om rationeringsmærker, mens Djengis Khan er ikkeeksisterende. To fucking historielærere…. havde end ikke hørt navnet!!!! TO, ikke bare en, hele TO, og ikke bare i 0.klasse, i fucking 789!!!!! Målløs? Med god grund. Jeg var holdt op med at være det. Jeg var bare træt og livsharm. Forudtindtagethed er noget pis, siger jeg jer. Rent og skært.

 

Men tilbage, fo-ku-ser (fuck, jeg er god til den der grammatiktak!!!): Min dansklærer. HAN KENDTE DJENGIS KHAAAAANNNN!!!!!!!!!!!!!!!!! Og var flabbergastingly (sorry, det kan ikke oversættes) nok meget human. (SE SØDE FORÆLDRE, det er hermed bevist, at man godt kan lærer folk om HITLER før fucking 6. klasse, uden at de lider hjerneskade!)  Han var også lettere tilbedende. Og ret fremstillende. Af mig altså. Men, ja, kristen også. Men på en human måde. Ikke fordi lærere skal være humane. De skal lære en noget. Det kunne de så bare heller ikke. Det ypperste var lærere der gav mig mulighed for selv at lære noget. Altså lod mig være i freaking fred. Og gad diskutere med mig. Diskussion har altid været en kilde til lykke. Adrenalin der suser gennem kroppen og frihed fra den trykkende magt, der altid siger, jeg bør tale om kjoler. Og så en udfordring. For dælen da - det er udfordringen der gør mig glad. Så glad at jeg holdt en forsvarstale for Hitler. Uheldigvis havde ingen modargumenter. Jeg var vitterlig respekteret, hva’?

Men altså: Tilbage, fokuser: Min dansklærer. Selvom han troede jeg vidste alt, troede han ikke jeg var en robot. Og han troede heller ikke jeg var usårlig eller havde et perfekt liv. Han så nok ikke min utilfredsheds dybe bund, men selv kanten er fremskridt. Det er sgu mere end jeg selv formåede. Alt er relativt, og kun ulykke er ligegyldigt med kun lykke. Indtil lykken kommer. Ligegyldighed. Prøv at dele det, hvis du er forvirret. Smukt ord, må man sige. Lidt alla absurditet.

Tilbage, fokuser: Min dansklærer. Lærere skal nok alligevel være lidt humane. Humane, human=menneske. Menneske er det samme som næstekærlig! HahahahahHAHAHAHAH!!!!!!!!!!!! Hvilken formidabel joke.

Okay, tilbage, fokuser!: Min dansklærer. Da jeg var ked af det en hel dag, så ingen andre det. Men han så det. Ingen andre. Det siger lidt. For jeg gjorde intet andet end få øjenkontakt med ham en gang, da han tilfældigt passerede - jeg gentager: EN fucking gang, og han havde aflæst mig.

Nej, jeg har faktisk fokus endnu! Ingen overfortolkninger og sidespor, hvad går der af mig? Kan jeg faktisk skrive to linjers halvfølsom tekst uden intellektualisering. Noget så dybt kedelig? Det er rent ned af bakke, hva’? Hov vent engang, tæller dette som sidespor? I så fald er jeg lykkelig. Jeg er forholdsvis irriterende på det område - så opsat på originalitet og selvstændighed at det er på tværs. Ja, selv kan jeg ikke fordrage sådanne mennesker - med mindre de gør det godt. Det er nemlig dybt arrogant, og hvis ikke arrogancen har bund i virkeligheden er det blot et patetisk luftkastel, jeg med en enkelt spidsfindig bemærkning kan blæse i grus.

Okay, tilbage, fokuser: Min dansklærer. Han forsvandt. Han var syg, muligvis stresset, men disse grunde kom ikke frem. Kun klamme, onde rygter. Nej, nej, nej nejnejnejnejNEJ! Bruger jeg nogensinde - og jeg mener NOGENSINDE - det ord: Ondskab - så smadder mit hoved med en fucking fårehammer og udråb mig til kongen af moste, hjernedøde hjerner.

Okay, tilbage, fokuser: Min dansklærer. Han forsvandt. Og vi fik kun rygter. Og jeg gik ud af skolen. Og jeg blev lykkelig. Og jeg tænkte næsten aldrig på ham. Kun i små, bitte glimt. I den svimlende ensomhed minderne udgjorde, der hev mig nedad, nedad, nedad til en sort bund af tårer, var han en gylden solstråle, der viste mig vej til den stige, mine venner er. Hahaha, fuck, hvor er man da bare poetisk. Faktum er dette: Vedvarende lys på bunden af et meget, meget, meget dybt hul er fucking mystisk, grundet basic trigonometri. Og er I gale jeg HADER mystik. Sufister…. Irrationalitet, Husserl, Grrrrrrr….. Tanken om noget trandenscalt slår mig fuldstændig død i hovedet, hvis ikke det er logisk. Giver mig lyst til at slå freaking andre i hovedet, grrrrrrrrr….. Det er alt for FREAKING UTILBAGEVISELIGT!!!!! Hold dig til Camus’ ide (altså ikke ham selv, der desværre var lige så freaking religiøs som alle andre) - så er du på den freaking sikre side! Ingen forklaringskrav, tak! Men når det ikke gælder guder men mennesker - ja selv kristne mennesker - så er der ALTID forklaringer, viden - i hvert tilfælde menneskeligt betinget viden, der giver freakting logisk mening. Nej, følelsesmæssig mening, what bloody ever. DER ER ET SVAR, SOM JEG IKKE FUCKING HAR!!!!!!! (Det rimer! fuck, den der poesi, virkelig, jeg er god hva?). (okay, ekstra parentes: Lige lidt mere selvpraleri - så I bare der, hvordan jeg ganske let og elegant sneg mig ud i et filosofisk sidespor og BANG: Så var man da bare back on track. Freaking godt gået, et rent mesterværk i retorikkens kunst! (Håber I har forståelse for sarkasme, for jeg er bare overhovedet ikke arrogant (en parentes i en parentes, det der med sidespor…. Åhhh, mit liv (en parentes i en parentes i en parentes, hver gang jeg ser det skriver jeg en ny parentes, ikke godt, fucking godt, metalitteratur, smukt! Tilbage, fokuser (åh fuck, hvor mange paranteser har jeg egentligtalt lavet)))))))))))))))))))))))))))))) (så fik I da nok!)

Okay, okay, okay, HAHAHAHAHHhahahahhaHAHHAHAH, Okay, okay, puha: Tilbage, fokuser! Kan I fornemme frustrationen… ja… det der med at jeg ikke forstår noget, så er det meget, meget, meget bedre, jeg bare ikke tænker på ham. Hmmmm… god taktik - indtil man så freaking møder ham!

 

- Hej!

- ….. hej.

- Jamen… hvordan går det?

- Okay…

- Jeg ved godt det ikke rager mig… men hvor helvede blev du af?

- Jeg… fyret… hulk hulk.

- Please! Stop det der! Undskyld… men du var helt fantastisk. Jeg fatter bare ikke hvordan. Hvorfor?

- Jeg må ikke tale med dig. Hulk hulk…

- Hvorfor?

- Har de ikke sagt det… de burde… hulk, hulk.

- Nej, de har holdt fucking kæft. Ikke et ord…. Er nogen død?

- Død! Nej… for Guds skyld ikke det…

- Jamen, i sammenligning kan det jo så kun være gode nyheder?

- Det er meget værre.

- Det mener du ikke seriøst… nå jo. Du er kristen… sorry.

- HULK, HULK… HULK Hulk… hulk hulk hulk hulk….

- Stop nu med at tude!.... NEJ! Lad være med at gå! Undskyld. Undskyld. Hvad har jeg sagt. Nej! For helvede, så stop dog! Gå væk fra skinnerne! Du ødelægger mit fucking liv, hvis du gør det der!

- For helvede… helvede… hulk…

- Kom med herover…

- Jeg kan ikke, hulk, hulk. Jeg har mit eget liv, det siger du selv….

- Ja, men du er altså selv for at man hjælper sindsforvirrede. Kom så!

- Jeg er ikke forvirret. Jeg er forfærdelig…

- Selvmord hedder enkeltbillet til fucking helvede.

- Du tror ikke engang selv på det.

- Du gør, så det er dybt irrelevant. Er du bebrejdende?

- Nej, det kan jeg slet ikke tillade mig… Det kan resten af verden, dig.

- Tro mig, JEG er ikke bebrejdende.

- Haha, nej, ikke engang over for Hitler… Men det bør du være. Ikke Hitler, mig… Du ved ikke engang… noget… hulk, hulk.

- Nej, men så sig det dog!

- Der kommer intet godt ud af det… kan du ikke bare huske mig som jeg var… som du syntes jeg var.

- Umuligt! Hvis du holder kæft nu er du et fucking mysterium. Elendig pine til evig tid.

- Ikke værre end sandheden.

- Ha! Tro mig. Du ved ikke hvor meget jeg hader uløselige mysterier… desuden kan sandheden ikke nå min fantasi til fucking storetåen.

- … du tænker slet ikke sådan…

- Nååååhh, joooo En pige der moralsk frikender Hitler… Sådan en lille ENGEL vi har med at gøre. Seriøst - jeg er syg i hovedet. Så du min fantasi ville du løbe skrigende væk og elske dig selv.

- Du har egentlig ret til at vide det… du har ret til det… jeg… det er ren egoisme ikke at fortælle det. Ren egoisme, over at der endnu er et menneske der synes jeg er god.

- God er et fucking idiotisk ord. Men du er moralsk. Overdrevent moralsk bevidst og næstekærlig. Nærmest selvnegerende…Altså, hvis nu man var sådan en idiot faktisk at udtale ord, så er du… ja, det er hårdt end at sige det, se hvor jeg ofrer mig for det: GOD.

- Hulk, hulk… du har ikke været i mit hoved.

- Nej. Men det er altså fucking ligegyldigt. Man kan ikke dømme folk på tanker, kun på handlinger. Ellers var jeg blevet fucking dødsdømt. Og langt fra alene.

- Jo, nogle tanker. Hvis man ytre dem.

- Er du racist?

- Nej!

- Det kunne jeg vel sige mig selv… højst nationalistisk… havde jeg ikke kendt din politiske baggrund havde jeg aldrig spurgt. Hvad så?

- Jeg… er forelsket.

- Det var godt nok slemt!

- Hold op!

- Tro mig, jeg er meget politisk avant garde, hvad forelskelse angår. En af mine venner fik mig her den anden dag overtalt til at kosex var moralsk i orden.

- Hvad!?!... det… det…

- Haha, ja det er nogle skægge venner jeg har fået mig.

- Børn.

- Børn?

- Ikke køer. Børn.

- På den måde… Hvorfor er du ikke i fængsel?

- Jeg har intet gjort! Jeg ved hvor sygt det er! Du voldtager heller ikke bare folk du synes er lækre! Folk du er forelsket i…

- Nope. Pointe.

- Alle hader mig! De vil ikke se på mig. Jeg må ikke se nogen! Isolation, de kommer om lidt. De ved jeg er her. Overvågning. Isolation. Ensomhed. Alle hader mig. Jeg vil bare væk. Jeg er ligeglad!

- Stop. Du fucking vrøvler.

- Jeg vil bare væk…. Bare væk…. Væk…

- Tag dig fucking sammen: Alle kan ikke hade dig. Det er slet ikke muligt. Kun i freaking teenagepigehjerner. Og i fulde hjerner. Det er vel i bund og grund det samme…

- Du forstår det ikke… folk hader mig. De har grund til at hade mig. Jeg er modbydelig…

- Haha, du er modbydelig! Det sige DU? Dig i en fucking nøddeskal. At hade dig selv, fordi det er moralsk korrekt... Du elsker næsten så meget, at der ikke er plads til selvkærlighed… Det er klart du har et lorteliv.

- Der er intet næstekærligt i det her… det er… ondskab. Ulækkert!

- Åh, hold nu KÆFT med det ord! Det er ikke din skyld, at samfundet er sådan indrettet. Du er simpelthen født på et forkert tidspunkt - rejs 2000 år tilbage til Grækenland og en fin lille protege var blevet tilbudt til fuld udnyttelse i bytte for moralsk oplæring. Du havde været en STJERNE! Selvfølgelig kan det næppe hjælpe dig nu, men du må fatte det ikke er dig der er noget galt med - ikke i dig selv. Kun relativt - til samfundet. Dit ønske om at please alle harmonerer bare ikke med dig selv… den næstekærliges evige problem.

- Stop! Det der er ikke sundt! Du må ikke ødelægge dig selv på den måde. Hvad jeg tænker er ikke næstekærligt, jeg er ikke næstekærlig - jeg vil bare være det! Du prøver at hjælpe mig - det er næstekærlighed! Jeg vil ikke ødelægge dig…

- Haha, ingen grund til frygt på det område. Normnedbrydelse klarer jeg ganske fint selv. Jeg har ingen empati, overhovedet. Ingen næstekærlighed. Blot skarp logik… som ikke fucking findes…. ÅH JEG HADER DET!

- Det passer ikke. Du kan være logisk, men du hjælper mig. Bruger din logik til at spinde argumenter for mit selvværds skyld…

- Forkert. Jeg er her ikke for din skyld. Jeg NYDER det her. Ikke din elendighed - sadist kan jeg alligevel ikke prale med at være - men muligheden fucke op i din moral. Argumentation er min yndlingsbeskæftigelse. Jeg er i grunden pisse ligeglad med dig. Så jeg kan lave fucking nøgterne bedømmelser - der altid ender i ondskabsnihilisme.

- Jeg forstår dig ikke…

- Lad mig finde kniven frem. Skære det ud i PAP: Når nu jeg er pisseligeglad med andre, så er folk der fucker op i andres liv sådan jævnt frikendte. Du er derimod ALT for empatisk. Alle skal være lykkelige. Men der er ingen i hele fucking universet og uden for, der kan blive enige om en skid, og du tager det bedste alternativ - accept af flertallets holdninger, aka normer. Men det virker sjovt nok ikke, når ingen er normale.

- Næstekærlighed er godt, og når det jeg føler er i konflikt med det, så er jeg ond.

- Du kan IKKE styre dine fucking følelser. Folk råber det sgu da konstance. Du bestemmer ikke selv. Men gæt engang, god nyhed: DU KAN STYRE DINE HANDLINGER. HURRA!!!!! Selvom… ja… det må være så forbandet svært…

- En eller anden dag… jeg er en tikkende bombe, til fare for alle.. hulk, hulk… Det var derfor jeg sagde det, jeg skal væk. Bare fucking væk…

- Hold nu op, for helvede. Du gør det fucking godt. Du betyder SÅ meget for SÅ mange mennesker. Seriøst. Alle kunne lide dig. Du er individualiserende på et plan, jeg næsten ikke troede muligt i næstekærlige normacceptorer. Det gør ondt, fair… og jeg har så meget respekt for dig, fordi du ofre så meget for andres skyld… det kunne jeg ikke. Havde jeg haft andre lyster end fourieranalyser, var jeg endt som massemorder.

- Det gør ondt… Så ondt… Jeg kan ikke holde det ud længere…….

- Det er ulovligt for dig at elske. Det er fucking hårdt, men at fucking dø på grund af det? Selvmedlidenhed er altså patetisk - Du er ikke det første menneske der har overlevet cølibat. Du skal bare finde alt det andet der betyder noget.

- Jeg er ligeglad… hulk.. jeg er lige glad…

- Åh… altså… ………Det skal nok gå…

- NEJ! Lad være med at fucking røre mig!!!

- Tag dig sammen! - det er ikke på nogen måde ubehageligt for mig. Du skader mig ikke - og jeg er forbandet ligeglad med, hvad du tænker. Hvor mange af mine venner tror du ikke har haft samme associationer.

- Jeg vil ikke tænke sådan!

- Accepter det! Der er ikke andet at gøre - du kan ikke slippe af med det, men fat dog at det ikke er grund til at hade dig selv. Du kan stadig betyde noget for mennesker, hjælpe mennesker - det kræver bare lidt fucking selvkontrol!

-Jamen…

- Ja! Du skal åbenbart have det råbt ind i hovedet. ALLE HADER DIG IKKE!

- Jamen… min kone, mine børn… jeg ville aldrig røre dem. De er familie, der er forskel…

- Jep - det må du bare få dem til at fatte. Pædofili og incest har ikke noget med hinanden at gøre.

- Det er for sent… jeg burde ikke have sagt det… for sent…

- Du har ret - jeg skulle have mødt dig noget før. Det her bliver forbandet svært at rode bod på… En af mine venner kommer nu. Derovre. Vi ses, okay?

- Næppe. Jeg… skal nok klare det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...