Messias

Forestil jer et samfund uden ytringsfrihed.... VELKOMMEN! Du er her allerede! Surprised? Nok ikke. Og hvis du er, og hvis du finder tanken direkte verdensnedbrydende, så ignorer den, og lad som om vi er i en Samuel Beckett bog i stedet for. Det er ikke værd at ødelægge sit liv på grund af definitionsspørgsmål.

0Likes
2Kommentarer
212Visninger
AA

1. Epilog

”Hvem er du?”

”Er rygterne pålidelige?”

”Hvad?”

”Passer det!?”

”At min hukommelse har været gennem et sort hul? Altså jeg har ikke været fucking stiv. Men smadret i freaking subatomere dele, du kun kan finde, hvis du selv bliver lige så freaking smadret? Det er nok meget plet. Selvom jeg er for spinkel til at være astronaut.”

”Ja, må man vel konkluderer.”

”Genau.”

”Værsågod. Regn.”

”Rend mig! Det er allerede blevet gjort i stor stil.”

”Løs det!”

”Jeg ved ikke hvorfor det fucking virker sådan! Jeg kan også tale, okay! Jeg kan freaking tale, alle fucking andre mennesker kan også freaking tale, lige meget hvor meget deres fucking hjerne er blevet smadret til fucking døde!”

”Det er usammenligneligt.”

”Alle de andre ved også hvad fucking matematik betyder. Jeg ved hvad differentialligning betyder. Der er ingen fucking forskel. Det er bare sprog.”

”Sprog eksisterer udelukkende mennesker imellem. Din hjerne må have lagret personer.”

”Nope, privat sprog er ikke just en populær ide. Men 100P på, at du ikke kan huske, da du lærte ordet hus.”

”Det der er direkte umuligt… Du har ikke den information.”

”Tydeligvis, jo.”

 

En lang stirren.

 

”Hvor går grænsen?”

”For?”

”Din hukommelse.”

”Det personlige er væk. Ideerne er der, aber keine Kontext.”

”Ved du, hvem Hitler var?”

”Nope.”

”En mand der likviderede en masse jøder.”

”Og det følte du for at fortælle mig, fordi?”

”Du har højlydt beklaget, at dine forældre lod dig i uvidenhed om netop det. Informationen kom som et chok i 6. klasse.”

”Forældre… De burde være her. Hvorfor er de her ikke?”

”Du erindrer dine forældre?”

”Nope.”

”Hvoraf kommer så dit ønske om at se dem?”

”Stop med at være misfattende. MED VILJE. Jeg ved hvad ordet forælder betyder, og hvis ikke det er at være hos sit barn der har været ved at fucking dø, så kan jeg alligevel ikke tale.”

”Hvad har lægerne oplyst?”

”Er de døde?”

”Jeg…”

”Hvorfor er min hjerne egentlig så fucking most?”

”Spørgsmålet er nærmere, hvorfor den ikke er et vakuum.”

”Nej, for helvede. Jeg mener: Har den været en tur i rummet eller under en fucking fårehammer? Hvad er der sket?.”

”Har lægerne intet oplyst?”

”Nej, for helvede. Er det dig der har hukommelsestab eller er du bare fucking fatsvag?”

”Jeg tror ikke jeg er den rette til at formidler.”

”Hvem er du overhovedet?”

”Navn”

”Det der hjælper ikke noget.”

”Ønsker du en dyb spekulation over jeg’ets natur.”

”Haha, den må vi tage senere. Hvad er din relation til mig?”

”Ven.”

”Jamen, så kan du sgu bare se at fortælle løs.”

”Hvorfor?”

”1: Hvis du havde et følelsesgærdet forhold til mine forældre, er det altså for jævnt creepy. Og du er for intellektuel til det adjektiv. Ergo slipper jeg for usammenhængenhed og tårer. 2: Du kender mig tydeligvis - ellers havde jeg skræmt dig væk. Og sorry, by the way, jeg er ikke just høflig. Men det lader jeg altså som om, jeg har glemt, hvad betyder. Men altså: Du fortæller mig, hvad der skete. Så er du den eneste person jeg har et forhold til. Det ville altså være jævnt sørgeligt om min tættest bekendte blev en fucking hjernevrider. Fuck, man bliver hurtigt træt af dem! Hellere en ven. Det ordvalg havde du næppe brugt, hvis du ønsker at distancere dig fra mig. Med mindre du var min kæreste…”

”De er afdøde, ja.”

”Hvordan?”

”Det… det er en lang historie.”

”Det er MIT fucking liv. Du kan godt stoppe den der ”det kommer ikke dig ved”-klichévending et vist sted hen.”

”Nej… jeg ved end ikke, hvor starten befinder sig. Jeg er ikke pålidelig, har udelukkende 2.håndsberetninger…”

”Kom nu bare i gang!”

”Lad må først anmode om et svar.”

”En. Jeg er vist ikke et tålmodigt menneske.”

”Er du stadig holdningsløs?”

”Uddyb.”

”Afvisning af samfundets helt basale normer ses som holdningstagen. Men når man ligeledes afviser det modsatte standpunkt, er det ikke tilfældet, om end det for den ikkefunderende synes sådan. Det er ren skepticisme. Er det stadig din holdning til verden?”

”Var jeg allerede sådan før? Troede det var det sorte huls skyld, du ved. Moral er tydeligvis ikke så natutligt medfødt, som alle prøver at bilde os ind.”

”I så fald skal du få den bramfri version. Ville nødig forarge dig over dig selv.”

”Haha… kan mærke dette alligevel går mod en diskussion af jeg’ets natur.”

”Det er hele essensen af determinisme. For at citere dig.”

”Det tror jeg gerne. For jeg har ikke misfattet det. Hvilket de dersens ”ikkefunderende” typer - alle andre - ville. Men det er ikke det almene jeg, du skal fortælle om. Det er MIT jeg. Eller rettere – hvordan det blev most.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...