Afsværgelse

Et lille oneshot som handler om vampyren Elizabeth Cruor, som har afsværget at drikke blod. Det løfte bliver hun kraftigt holdt op på, da hendes kollega, en elver ved navn Lucy, ender med at flytte ind i hendes hus. En kollega som hun i flere år har været vanvittigt forelsket i. // Deltager i TVD-konkurrencen, mulighed 2. Jeg er 18+ // - vinder af The Vampire Diaries

5Likes
24Kommentarer
347Visninger

1. ...

 

AFSVÆRGELSE

Amanda Juhl

Det var sent, omkring tolv, da fastnetten ringede inde fra stuen af. Jeg satte mig i den bløde, rødpolstrede sofa og lænede mig tilbage i den, da jeg løftede røret.

”Elizabeth Cruor.” sagde jeg spørgende.

”Hej Eli, det er Lucy. Lucy fra EOV.” lød det fra den anden ende af røret. Hvad pokker vil hun?, tænkte jeg og fejede en sort lok hår fra ansigtet om bag øret.

”Hvad vil du?” sagde jeg meget lidt indbydende, og man kunne høre Lucy rømme sig, tydeligt besværet. Hun var nervøs, men hvorfor?

”Eehm jeg…” Man kunne høre, at hun trak vejret dybt, inden hun forsatte ”Ville høre, om jeg kunne få lov til at overnatte hos dig et par dage. Ser du, min roomie har smidt mig ud, sådan cirka for to sekunder siden.” Jeg tabte underkæben. Havde hun ikke andre venner, siden hun ringede til mig af alle mennesker, undskyld personer? Jeg rystede tankerne af mig. Nu måtte jeg være den gode kollega, også selvom det ikke just var praktisk. Det var svært nok at holde blodlysten, nej begæret, fra livet uden der var nogen i lejligheden. Med Lucy ville det blive næsten umuligt!

”Ja selvfølgelig,” hørte jeg mig selv sige med en sød stemme, som heller ikke rigtig lignede min. Jeg ved, ærligt, ikke hvor den kom fra. Den havde det bare med at dukke op, når Lucy var der.

”Åh tak!” Hun lød overrasket, men skubbede det hurtigt ud af systemet. Hun havde nok ikke regnet med, at jeg ville sige ja, for jeg var ikke ligefrem øhm… imødekommende på arbejdet. Jeg sagde farvel, hun sagde farvel og så lagde jeg på. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?


Jeg sad i stuen i en af de røde sofaer, nippede til rødvin, imens jeg overvejede mit næste træk. Det var svært at have nogen i huset, svære end jeg havde forestillet mig, men denne person var selvfølgelig også Lucy. Klokken var lidt i tolv, lyden af fodtrin på trapperne fik det til at gibbe i mig. Jeg lukkede kortvarigt øjnene, med glasset i højre hånd, og overvejede hvad jeg skulle sige og gøre. At fange mig på den her tid af døgnet var ikke just klogt. Specielt ikke af hende.

Nogen rømmede sig, og jeg slog øjnene op. Foran mig stod Lucy i en kort silkenatkjole, som gjorde det muligt at nyde synet af hendes lange, lyse ben. Tag dig sammen Elizabeth! Det kan du ikke tænke på nu!, sagde jeg til mig selv og rystede samtidig let på hovedet, som for at ryste mig mere klar i hovedet. Da hun stadigvæk ikke sagde noget, slog jeg ud med hånden mod den røde lænestol ved siden af sofaen og åbnede munden. Kun et enkelt ord fløj ud.

”Ja?” Lucy satte sig i stedet for i sofaen ved siden af mig, dog helt ovre i den anden ende. Det rykkede ufrivilligt i mig og jeg undgik øjenkontakt. Væmmelse skyllede kortvarigt hen over det fine ansigt, og fik mig til at lægge hovedet på skrå.

”Hvad?” spurgte jeg, måske lidt vrissent, nu jeg tænker over det.

”Er det der… blod?” Lucy pegede på glasset i min hånd, stadigvæk med afsky lysende fra de klare, blå øjne. Hun trak benene op under sig i sofaen, og tyggede sig let i den ene kind

”Nej nej,” lo jeg hovedrystende, satte glasset fra mig og undgik forsat øjenkontakt ”Det er bare vin.”

Jeg hørte et suk, og noget nyt gled hen over hendes ansigt, lettelse måske? Jeg ved det ikke. Hvorom alting er, så så hun i hvert fald betydeligt mere rolig ud nu. Musklen i hendes arm, som var slynget rundt om hendes knæ, slappedes og hun stoppede tyggebevægelsen, som var ved at skamfere hendes kind indefra.

”Godt nok,” sagde hun med et undskyldende smil og en lille, nervøs latter. Jep, afgjort lettet. Hvad havde hun mon gjort, hvis det rent faktisk havde været blod? Det havde hun nok ikke brudt sig om, hendes foregående reaktion taget i betragtning.

”Jeg…” Jeg tøvede kort, men forsatte så ”Jeg drikker slet ikke blod… længere.” Nu var det min tur til at se nervøs ud med nervøst flakkende øjne og tyggen i kinden. Det var ikke noget jeg normalt talte om, men af en eller anden grund var det vigtigt for mig at få det her afklaret og blotlagt. Måske var det bare fordi det var Lucy. Hun… hun var på en eller anden måde vigtig for mig. Eller… ikke vigtig på den måde, men det var vigtigt for mig, at hun forstod mig og ikke væmmedes ved mit nærvær, accepterede mig. Også selvom jeg ikke rigtig vidste hvorfor jeg havde det sådan.

Mine ord fik Lucys ene øjenbryn til at skyde i vejret, og som prikken over i’et lagde hun hovedet på skrå som en forvirret hundehvalp. Mit ansigt flækkede i et skævt grin, indvendigt, for selvfølgelig gjorde jeg aldrig sådan noget udadtil. Det var jeg for alvorlig og seriøs til. Ja.

”Du er da vampyr, er du ikke? Og vampyrer drikker da blod?” sagde hun i et eftertænksomt tonefald, og så på mig med, nu, nysgerrige øjne stadigvæk med hovedet på skrå. Jeg nikkede let, lige så eftertænksomt som hun, for hvordan kunne det her forklares, så hun forstod det? Det var svært at finde måden at forklare det på til en som ikke var inde i det sådan som jeg var.

”Ikke os alle sammen,” jeg sukkede og forsøgte at finde ud af, hvordan den her samtale kunne forsætte. Jeg strøg en tot hår om bag øret og lukkede kort øjnene, for at finde den bedst mulige og mest forståelige forklaring frem. ”Jeg mener… de fleste gør, men jeg - og sikkert også andre - gør ikke.” sagde jeg lidt tamt.

”Okay så,” sagde hun og smilede fåret. Bevares hvad skulle man ellers sige til det? Det var ikke ligefrem en uddybende forklaring jeg var kommet med. Der gik nogle minutter, hvor vi bare sad stille og sagde ingenting.

Klokken slog så tolv, og da rejste Lucy sig op. Hun gik hen til en af de mørktræede bogreoler. Silkenatkjolen, som hun havde lånt af mig, flagrede let, selvom der var vindstille i rummet. Jeg betragtede hende, dog kun ud af øjenkrogen, for jeg ville ikke have, at hun skulle føle sig overvåget.

Jeg så væk et øjeblik, og glippede med de mørkebrune øjne, mens jeg betragtede hvad der nu end var ude foran vinduet, uden egentlig at se det. Det var ikke det jeg var interesseret i.

Pludselig hørte jeg et forskrækket ’åh’, og lyden af noget, der faldt på gulvet. I løbet af mindre end et sekund, havde jeg sat vinglasset fra mig, og stod ovre ved siden af Lucy. Hun havde tabt en bog på gulvet, og nu stod hun og holdt om sin hånd.

”Hvad skete der?” spurgte jeg lavmælt, men vidste det udmærket godt. Jeg kunne lugte blodet fra hendes hånd. Hun måtte have skåret sig på en af siderne i bogen. De varogså ret skarpe, nogen af dem. Jeg snuste, ubevidst, dybt ind og mine øjne blev mørkere.

”Jeg skar mig vidst. Dine bøger er forbavsende… skarpe?” lød det fra Lucy, som trådte et skridt frem af, væk fra mig. Hun havde stadigvæk ryggen til, så hun kunne ikke se, at mine øjne var blevet mørkere. De var nærmest sorte nu.

Jeg stod nu bag hende, og åndede hende i nakken.

”Elizabeth hvad..?” mere nåede hun ikke at sige, før jeg havde skubbet hende op af reolen, med ansigtet mod mig, og holdt hendes sårede hånd i min. Det fristede. Så meget. Der var så svært ikke at gøre det. Mit ansigt bevægede sig tættere på hendes.

”Elizabeth hvad gør du?” sagde Lucy åndeløst.

”Jeg… jeg ved det ikke,” svarede jeg, lige så forvirret som hende. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig eller hvorfor jeg ikke kunne styre mig. Men på den anden side. Klokken var over 12, der var blod i nærheden og den person der blødte, var Lucy. Pludselig var det hele ikke så underligt alligevel. Min mund bevægede sig tættere på hendes hals, tænderne var fremme.

”Lad… lad vær Elizebeth,” åndede hun ud med store, bange øjne. Jeg lod tungen løbe hen over min underlæbe, men tog mig i det og forsøgte at trække mig væk.

”Jeg prøver,” hviskede jeg, der var ikke behov for, at jeg talte højere end det, når vi var så tæt ”Stå helt stille. Træk dig ikke væk. Og prøv at lade vær med at være bange” Det at hun blev stående og ikke virkede bange, ville måske hjælpe. Eller i hvert fald en smule.

En lille klynke-lyd forlod hendes læber, da en dråbe af mit savl landede på hendes skulder. Jeg lukkede øjnene, og trak mig væk fra hende millimeter efter millimeter. Afstanden blev langsomt større imellem os, og da jeg var omkring en halv meter fra hende, vendte jeg om på hælen og styrede op mod mit værelse.

Jeg stoppede på trappen, og kunne høre hende græde lavmælt af angst dernede. Jeg gik ned af trappen igen. Hun havde fundet førstehjælpskassen, og havde viklet bandage rundt om den lange rift i håndfladen. Jeg bevægede mig nærmere.

"Det må du undskylde, Lucy. Det skulle ikke være sket. Jeg..." Mere nåede jeg ikke at sige, før hun slog armene om min nakke og hulkede ind i min skulder. Jeg lagde forsigtigt armene om hende, og holdt hende ind til mig. Al blodtørst var nu forsvundet til fordel for omsorg over for kvinden i mine arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...