Tears of Tomorrow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Da jordens undergang synes at ses, bliver den unge Hazerael slynget ud i en hård kamp. Hun må hurtigt indse, at hun ikke helt er, hvad hun troede, hun var. En stor del af verdens fremtid. Ikke kun Jorden. Men mange mange flere planeter, end dem hun kender. Hun må selv træffe de beslutninger, der kan ændre alt. For hun kan ikke stole på nogen. Alle vil pludselig gerne være hende, og hun ønsker sig bare hjem til Jorden. Det hjem, der er blevet tilintetgjort.
*** Dette er del 1 af min kommende trilogi "Willkarrin"

13Likes
29Kommentarer
2176Visninger
AA

17. På trods

 

De næste dage foregik i total tavshed fra Mevis side, trods at da Hazerael først var kommet sig over chokket, snakkede hun altid, selv om Mevi slet ikke svarede hende. Bare for at holde tankerne lidt væk og humøret oppe. Selv i arbejdstiden lod de andre børn Mevi være, thi de vidste, at det var hende, hvis mor var blevet skudt. Hazeraels indre blødninger var gået over. Lappet. Hun havde aldrig været følelsesladet eller særlig kærlig mod Mor, og alligevel vidste hun, at der havde været et spinkelt usynligt bånd mellem dem. De havde elsket hinanden. Bare på deres egen måde. Hun havde kaldt hende Mor. Om det var en flugt fra fortiden eller et håb om fremtiden, vidste hun ikke engang selv. Nu vidste hun bare, at de begge var døde.

 

En nat, da parret prøvede at sove, hørte Hazerael for første gang siden Mors død, Mevi græde. Hun troede velsagtens, at Hazerael sov roligt. Hazerael, der før havde ligget med ryggen til hende, vendte sig. Mevi lå også og kiggede væk, men stoppede brat med at græde, da hun hørte Hazerael røre på sig.

”Willwarind?” Mevi spurgte, for at vide om hun virkelig var vågen. Det var en velsignelse at høre hendes stemme, selvom den nu var trist og grødet.

”Græd bare, Mevi. Det er sundt at græde over en så stor ulykke” Med disse ord lagde hun armen om barnets skuldre og lod hende græde helt ud.

Hun vidste ikke, om der var gået timer eller minutter, om hun havde blundet eller ej. I hvert tilfælde åbnede Mevi munden og hviskede i mørket.

”Jeg elsker dig, Willwarind”

Hazerael var lammet af tusinde følelser og anede ikke, hvad hun skulle sige. I stedet tog hun langsomt halskæden af for første gang, siden den dag hun havde stålet den. Mevi vendte sig, da hun hørte hende rumstere rundt. Hazerael kunne næsten se hendes ansigt i tusmørket. Øjnene lå i dybe folder og glitrede som blå krystal i skæret fra de mange måner udenfor på nattehimlen.

”Her” Hun rakte halskæden frem mod Mevi. Hun så forfærdet på Hazerael.

”Nej. Det… det kan jeg virkelig ikke tage imod”

”Jo Mevi! Det er en gave. Lige nu har du mere brug for dens hemmelighed end jeg” Hazerael tænkte på det, Mor havde sagt på sit dødsleje. ”Hazerael, hun… Hun er meget mere vigtig for hele galaksen, end du kan forestille dig.” Derfor lagde Hazerael smertefuldt kæden om hendes hals. Hun sukkede dybt, da hun ikke mere kunne mærke smykkets tyngde på hendes fingerspidser. Den lykkelige livsenergi, der trods alt havde fulgt hende, forlod hende med ét, og hun sank sammen igen. Alligevel fik hun fremstillet et ordentligt smil på Mevis vegne.

”Kan du mærke det?” Mevi smilede også og nikkede. ”Du for brug for den”

”Tak, Willwarind. Det føltes godt.”

”Jeg kender følelsen. Jeg kender det.” Så vendte Mevi sig om – ikke afvisende, men for at ære Hazeraels gerning med tavshed – og faldt hurtigt i en dyb drømmesøvn ved halskædens hjælp. Det vidste Hazerael, selvom hun ikke kunne se, hvordan hun smilede i søvne. Selv lå hun søvnløs det meste af natten. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...