Tears of Tomorrow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Da jordens undergang synes at ses, bliver den unge Hazerael slynget ud i en hård kamp. Hun må hurtigt indse, at hun ikke helt er, hvad hun troede, hun var. En stor del af verdens fremtid. Ikke kun Jorden. Men mange mange flere planeter, end dem hun kender. Hun må selv træffe de beslutninger, der kan ændre alt. For hun kan ikke stole på nogen. Alle vil pludselig gerne være hende, og hun ønsker sig bare hjem til Jorden. Det hjem, der er blevet tilintetgjort.
*** Dette er del 1 af min kommende trilogi "Willkarrin"

13Likes
29Kommentarer
1887Visninger
AA

4. Mor

 

Efter det, der føltes som en evighed, sænkede raketten farten. ”Alle passere må gerne forlade deres senge. Vi er nu i den rette flyvebane og vil ankomme til månen Eukelade om 18 dage, 7 timer og 49 minutter” Hazerael ænsede knap nok stemmen. Hun sprang bare op. Straks var hun henne ved Mor. Hun lagde det kolde hoved på hendes knæ. Moderens matte øjne kiggede på hende.

”Mor? Mor! MOR!” Hendes stemme knækkede, og en klump samlede sig i hendes hals. ”Så hjælp dog en eller anden!”

Kazma styrtede hen til døren. Hun prøvede at åbne den. Den var låst. Hun ruskede i håndtaget, men det gav sig ikke. Hazerael kunne se frygten i hendes øjne. Den tog overhånd. De små barnehænder slog mod metal døren. ”Hjælp. Hjælp! Jeg beder jer. Hjælp os! Det er min mor” Hun sank sammen op ad døren og græd. Firenze gik hen og lagde sin arm om søsteren. Traou havde gennem hele scenen ligget stille i sengen. Han havde nu sat sig op. Han sad bare og så på Mor. Hazerael kunne ikke se nogle følelser i hans voksne øjne. Der var stille i et par forfærdelige minutter. Man kunne kun høre Kazmas stille gråd. Så gik døren op. En ung mand i uniform kom ind. Han gik direkte hen til Mor. Han så på hende, med bløde brune øjne. Hazerael lod ham tage moderens puls. Hun så afventende på ham, men han viste ingen følelser i øjnene eller ansigtet. Manden tog hænderne ind under Mor og løftede hende op.

”Bliv her!” Beordrede Haz med en robotagtig stemme. Selv gik hun med manden…

 

De gik ned ad den stærkt oplyste gang. Hazerael kunne ikke lade være med at tænke, at der var mennesker på den anden side af dørene. Mon de var overlevet? Det vidste hun ikke. Forenden af gangen åbnede en skydedør ind til den lille kapsel. De gik ind. Det gav et sug i hendes mave, da kapslen lettede. Det lignede næsten, at det var væggene, der bevægede sig nedad. ”Anden sal” sagde den irriterende damestemme. Døren åbnede, og de stod i et meget stort og hvidt rum. Det mindede mest Hazerael om et hospital. Der var en række af senge ned langs den venstre væg. Opad den anden var der døre, borde med lægeudstyr og håndvaske. Rundt i rummet gik både læger og robotter. Der var kun patient til stede. Det var en ung mand. Nogle maskiner var ved at lægge gips på hans to ben. Manden gik hen mod sengen ved siden af. Der kom straks to robotter og en kvindelig læge hen til dem. Hazerael satte sig på en stol, ved siden af den kridhvide seng og så, hvordan de arbejdede. Lægen tog Mors puls og gav hende nogle indsprøjtninger. Så ventede de…

Det var en pinefuld tid for Hazerael. Hun kunne ikke tænke på andet, end hendes mors liv. Hun var kommet over chokket. Nu var hun bare tom indeni. Hun kunne ikke græde. Hun kunne kun sidde stille, og stirrer på hendes mors lukkede øjne. Moderen havde lukket dem efter, at de var ankommet til ’anden sal’. Hazerael var ikke sikker, men troede ikke, at hun var død. For så ville lægerne sige det. Ikke?

Der var nok gået lidt under en time, da lægen kom ind igen. Hun tog igen Mors puls. Stilhed. Hazerael kunne kun høre sin egen puls, der bankede hurtigt. Hun kunne næsten ikke sidde stille. Endelig åbnede den lærde munden. ”Da vi fik hende her op, var hun allerede døende. Det var næsten for sent. Vi gav hende nogle indsprøjtninger, og måtte håbe på, at det hjalp. Men der var aldrig nogen stor chance, for at hun ville leve igen, og hvis, så ville hun være skadet i hjerne resten af livet.”

Det overraskede ikke Hazerael. Hun var ikke vred. Var det ikke også det bedste for hendes mor? Hun havde haft et godt og halvlangt liv. Andre dør meget, meget tideligere. Hun vidste på en måde godt, at Mor ikke ville overleve, men på den anden side havde der bare været Håbet. Hun kunne mærke smerten flænse i sit hjerte, men hun havde ikke lyst til at skrige eller græde. Hun var for overvældet af sorg til at gøre noget.

Hun blev siddende flere timer derefter…

Tre betjente var kommet ind i hospitalet. To af dem havde taget Mor, og den sidste havde fulgt Hazerael hjem til det lille rum. Hun var kommet ind. Hun havde ikke sagt noget, men de tre søskende kunne se svaret i hendes øjne. Død.

Døden går hjemløs rundt fra dør til dør. Nogle er kloge nok til at lukke den ind. Døden sover hos dem, og rejser igen næste morgen. Men hos dem, der ikke var godmodige, dér kommer den og hærger om natten.

Mor var faldet i sin egen fælde. Hun havde lukket døden ude første dag.

 

De sidste par dage vandrede Hazerael bare rundt i sin egen ensomhed. Hun måtte ikke gå uden for deres lille rum og gik derfor bare rastløst frem og tilbage, eller sad stille og stirrede ud i luften. Firenze prøvede så vidt muligt at underholde Kazma og Traou, ved at læse højt for dem. Men Traou var helt stille. Sagde intet. Kazma græd hver nat. Så kravlede hun ned af køjesengen og lagde sig hos Hazerael. Dog ænsede Haz det ikke. 

***

”Alle passergere bedes finde plads på deres senge og madrasser. Der er i begge dele indbygget seler, som i skal tage på. Vi lander om fem minutter”

Hazerael ignorerede den irriterende stemme. Hun spændte først Firenze og Traou i nederste køje, så Kazma. Til sidst lå hun også selv på sin madras. Hendes hænder hvilede på selen. Ville hendes liv ikke bare blive nemmere, hvis hun ikke spændte den? Lige præcis dét havde hun tænkte meget over de sidste par dage. ”Haz, vil du ikke synge en sang for os?” Kazmas lille barnestemme trængte igennem det lag af tanker, der havde hvilet på Hazeraels skuldre i langtid. Kazma havde brug for hende. Det samme havde Traou og Firenze. Ingen af dem ville klare sig længe på månen uden hende. Mor ville ønske, at hun blev og passede på dem.

Hazerael åbnede munden. Det var svært at skille læberne fra hinanden. Tungen måtte hjælpe. Hun rømmede sig kort, for at få gang i stemmen.

 

”Jeg så døden i øjnene.

Sort med dødens kærte,

Bære alle menneskernes smerte,

Med fryde, der tyde

Sirenernes glædessang…”

 

En buldren, en bragen. De ramte månen. Rakettens dør blev åbnet. Skridt. Skrig. Skud…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...