Tears of Tomorrow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Da jordens undergang synes at ses, bliver den unge Hazerael slynget ud i en hård kamp. Hun må hurtigt indse, at hun ikke helt er, hvad hun troede, hun var. En stor del af verdens fremtid. Ikke kun Jorden. Men mange mange flere planeter, end dem hun kender. Hun må selv træffe de beslutninger, der kan ændre alt. For hun kan ikke stole på nogen. Alle vil pludselig gerne være hende, og hun ønsker sig bare hjem til Jorden. Det hjem, der er blevet tilintetgjort.
*** Dette er del 1 af min kommende trilogi "Willkarrin"

13Likes
29Kommentarer
1898Visninger
AA

3. Hazerael

 

Haz maste sig gennem den store folkemængde. Det føltes, som om hun ikke havde nok luft. Der var så mange mennesker på den store plads foran Affyringsrampen. Der var mindst 10.000. Det stressede hende. Hvilke slags folk var der mon? Rige? Fattige? Slynger? Der skete så meget på denne plads. Alle havde deres egen historie at fortælle. Alle havde det svært. Selv røvere kan være bange for døden. Det mindede Hazerael, om noget hendes mor havde sagt dengang, da Faderen døde: Døden går hjemløs rundt fra dør til dør. Nogle er kloge nok til at lukke den ind. Døden sover hos dem, og rejser igen næste morgen. Men hos dem, der ikke var godmodige, dér kommer den og hærger om natten.

Rebet om hendes mave stammedes. Hun vendte sig lynhurtigt. Tovets ende forsvandt bare mellem to mænd. Var der sket de andre noget? Tankerne begyndte at rumstere rundt oppe i Hazeraels hoved. De sekunder, hvor hun ikke kunne få øje på sine mindre søskende, var et helvede. Endelig dukkede Kazma op. ”Jeg er lige her” Smilte hun, men Hazerael kunne mærke hendes uro. Se det i øjnene. Hun trak videre med de andre på sleb. De maste og skubbede sig gennem mængden. Det var svært. Alle ville gerne overleve. Alle ville gerne have, at deres kære skulle dø som gammel. Hun huskede, hvordan Kazma altid gjorde som hende, fordi hun respekterede Haz. Hvordan Firanze altid lavede sjov. Hvordan Traou elskede den grimme robot. Hvordan Moderen altid flettede Hazeraels hår, før hun tog af sted i skole. Hvordan Far var… Hun havde aldrig kendt ham. Han døde kort før hendes fødsel, af en eksplosion i sit laboratorium. Hun kunne ikke huske, hvordan han så ud, men hun kunne føle hans glæde. Hun kunne se ham i Traou.

Det var dem, hun kæmpede for. Det var dem, der skulle overleve.

Hazerael var kun få rækker fra det første rumskib, da hun hørte skud. Hun snurrede rundt på hælen. Det var kun et advarselsskud fra politiet, men det var et skud, og det betyder død. Hun fik et glimt af betjentene, der prøvede at stoppe den store mængde. Der var ikke mere plads i den første raket. Hun måtte søge videre. De nåede endnu en raket. Der stod et par politimænd foran den. Haz var ikke bange, men hun kunne mærke Kazmas angst. ”Det skal nok gå Kaz” Hendes stemme var rolig, men ikke kold. Nærmere blød og medlidende. Deres hænder mødes. De skulle gøre dette sammen. Hazerael kom hen til betjentene. Den ene tog fat i hendes hånd, den hun holdt Kazma med. Et lille apparat stak i hendes pegefinger med en spids nål. De tog prøver af hendes blod, og lod hende passere. Hun sænkede farten, for at vente på de andre. Hun så på lille Kazma. Kaz havde altid været bange for nåle. Det stak i hendes hjerte, da mændene, uden nåde, tog fat i den lille barnehånd. Hun måtte være så utrolig bange. ’Du må være modig nu’, tænkte Hazerael, selvom søsteren ikke kunne høre det. Betjentene fik Kaz’ prøver, og hun løb over i Hazeraels favn. Haz greb hende i luften, og knugede hende ind til sig. Hun kunne mærke, hvordan den lille begyndte at græde. Firenze, Mor og lille Traou kom også igennem scanningen. Haz åndede lettet op, mens hun vuggede Kazma frem og tilbage i sine varme arme.

 

Før de vidste af det, stod de inde i en af de kæmpe store raketter. To mænd førte dem ned ad en gang. På hver side af dem var der døre, med små mellemrum imellem. Den ene af betjentene åbnede en af dørene for dem. Hazerael gik ind. Rummet var ikke særlig stort. Der var en køjeseng, et bord, en ovn og en blinkende lampe oppe i loftet. Over bordet var der et lille vindue, Hazerael kunne ikke se andet end den store folkeskarer og Londons bygninger i baggrunden. Tænk, at hun aldrig ville se dette sted igen. Det var ikke til at forestille sig. Det var det samme, da de sagde farvel til deres hus. Traou havde grædt.

Døren bag dem blev smækket i.

***

”Alle passergere bedes finde plads på deres senge og madraser. Der er i begge dele indbygget seler som i skal tage på. Vi letter om tre minutter” Den bløde damestemme irriterede Hazerael, men hun gjorde alligevel, som der blev sagt. Hvilket hun ellers aldrig gjorde. De skulle skynde sig meget. Kazma lagde sig i den øverste køje, efter Hazerael havde overtalt hende.

”Må jeg ikke ligge ved Haz?” Mor kunne ikke stå for Traous små hundeøjne. Hazerael lagde sig i den nederste køje sammen med broderen, der krammede Gizmo hårdt. Mor spændte først Kazma fast, så kom Haz og Traou i samme sele.

 

Da Mor var ved at spænde Firanze fast til madrassen, på gulvet, lettede raketten. Det hele gik så hurtigt. Den høje lyd var uudholdelig. Den overtog alle deres tanker. Hazerael mærkede, hvordan hendes hoved blev slynget tilbage. Mor blev kastet gennem det lille rum, og landede op af væggen lige under vinduet. Helt stille. Hazerael var lammet af chok. Barnegråd. Trods stødet og chokket sprang hun op. Selen tvang hende til at blive. Hun skulle til at spænde den op, da Traou så på hende. Øjnene var modne og alvorlige, som en voksens. De borede sig ind i hendes krop og sjæl. Det gjorde ondt. ”Lad være, Hazerael” Det var første gang Traou kaldte hende for ægte navn. Da han var helt lille, kunne han ikke udtale hendes navn, han sagde bare ’Haz’, også begyndte alle andre også på det. Haz. Det stak i hendes hjerte, og hun følte en smerte, hun aldrig havde følt før. Haz. Den var så overvældende kraftig og magtfuld. Haz. Derfor blev hun. Hazerael…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...