Tears of Tomorrow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Da jordens undergang synes at ses, bliver den unge Hazerael slynget ud i en hård kamp. Hun må hurtigt indse, at hun ikke helt er, hvad hun troede, hun var. En stor del af verdens fremtid. Ikke kun Jorden. Men mange mange flere planeter, end dem hun kender. Hun må selv træffe de beslutninger, der kan ændre alt. For hun kan ikke stole på nogen. Alle vil pludselig gerne være hende, og hun ønsker sig bare hjem til Jorden. Det hjem, der er blevet tilintetgjort.
*** Dette er del 1 af min kommende trilogi "Willkarrin"

13Likes
29Kommentarer
1911Visninger
AA

12. Frygtens mareridt

 

Hazerael havde siddet og kigget længe på den sovende Mevi. Faktisk så længe, at det var blevet skumring uden for. Mor sad og førte fingrende gennem det krøllede røde hår. Hendes bevægelser blev snart langsommere og langsommere, og til sidst sov hun med. Hazerael ønskede ikke at lukke et øje. Hun ville bare se på det sovende barn. Se hvordan hun smilede i søvne. Men uanset, hvor meget hun kæmpede imod, gled også hendes øjne i.

 

***

 

”Willwarind! Willwarind!”

Stemmen nåede hende fra en fjern egn. Hazerael øjne flakkede hen over den øde klippe. Nedenfor slog bølgerne brutalt og hårdt mod stenene, og skumsprøjt fløj op, båret af vinden. Blæsten peb hende om ørene og satte håret i vilde bevægelser. Gennem regnes tætte mur, så hun et lille barn blive slæbt afsted af en høj skikkelse. Hazerael satte i løb.

”Jeg er her!” Jo tættere på hun kom, jo mere blev hun i tvivl. Hvem var det?

Få meter fra dem stoppede hun. ”Willwarind?” Det lille barn så op på hende. Da var det, som om hele billedet omkring dem var størknet. De store regndråber hang bevægelsesløs ned fra den mørke himmel, og skumsprøjt sov på den stillestående vind. Hendes hjerte stoppede med at slå for en stund.

”Kazma” Hendes stemme var næsten lydløs. Skulle hun gennemleve dette smertende øjeblik igen? Væsnet holdt hende fast i et jerngreb. Hazeraels fingere ledte uvilkårligt efter halskæden. Den var der ikke. Panik. ”Kazma?” Et kraftigt vindstød tog fat i hende, som kom dette fra Hazeraels hjerte. Med en sidste uhørlig mundbevægelse blev hun opløst, og de støvede rester fløj hvirvlende med vinden.

 

”Hun er her” Hazerael snurrede rundt. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte slog et ekstra slag. Der, på knæ, sad lille Mevi med røde øjne og kiggede ned i klippegrunden. En pistol var sat for hendes pande. Tynde spinkle fingere snoede sig elegant rundt om det skinnende metal. Et Væsen, og alligevel ikke. En mørkeblå hætte dækkede ansigtet, så man kun svagt kunne skimte de grønne øjne i skyggen. Det der fangede hendes opmærksomhed mest, var halskæden der hang og dinglede ovenpå metal brynjen. Det var en stjerne.

”Du kom – dumt nok. Det havde hele tiden været min plan, det vidste du udmærket godt. Og alligevel skulle selvfølgelig spille helt igen. Men. Den går ikke denne gang. Hører du? Ikke denne gang! Kan du se, Hazerael. Hun dør! Dør!” Han skød. Latter. ”Du taber Hazerael…”  En sidste tårer løb ned ad Mevis blege kind, lige før hun fortabt faldt sammen på den kolde klippe. Tusinde ting ramlede sammen inden i Hazerael, og hun smed sig ned på knæ. Hun græd. Store salte tårer, der blev skyllet væk af den piskende regn.

 

***

 

”Willwarind. Willwarind.” Det ruskede i hende, men det var tydeligvis ikke den kraftige vind. Hendes ansigt var vådt, men det skyldes ikke regnen. Da hun åbnede øjnene, så hun ind i de klarer tindrende øjne. ”Du græder” Det havde nok ikke været nødvendigt for Mevi at nævne det.

”Det var bare minder. Frygt. Det skal du ikke tænke på.” Hazerael kiggede ned i jorden, som var det skamfuldt.

”Jeg er også bange, Willwarind … Det er vi alle”

 

Først var lyset så blændende, at Hazeraels syn blev fuldkommen formørket. Efter de mange timer i skyggen – hvor det eneste lys hun så, var det hun selv forstillede sig – var hendes øjne blevet tratte og udmattet.

”Op!” En hånd greb fat om Mevis lænke. Det gjorde ondt kunne Hazerael se, og hun bedte for hendes skæbne. Manden tvang hende ud af vognen.

”Op sagde jeg!” Hazerael kom hurtigt på benene og skyndte sig ud. Hun ville ikke lade Mevi være alene. Da solenes lys for første gang i langtid ramte hende direkte, sved og stak det, så øjnene løb i vand. Et par slaver var stillet op på rad og række uden nogen betydelig orden. Efterhånden havde Hazerael vendt sig til det ord. Slaver. Men det lå stadig ikke helt roligt i hendes hoved. Et højt og truende uhyre gik frem og tilbage, tydeligvis for at vurdere dem. Selvom at hans hoved mest lignede en ørns, med et krumt næb og skællet hud mellem de små sorte øjne, var resten af den dunkelrøde krop ganske menneskelig. På siden af hans hoved flagrede to store vinge-lignede stykker hud med drabelige klør ved de tre ender. Hen over hans muskelløse bryst var der smertefuldt plantet et langt drabeligt ar. Han bar stramme sorte busker, og i hans bælte havde han både pistol og pisk.

Da han kom forbi Hazerael, stoppede han skeptisk op og trak hendes hænder til sig. Skarpe klør borede sig ind i hendes håndflade. Ensomme ildrøde dråber faldt ned på jorden mellem dem. De dannede en kreds. Hazerael måtte bide sig selv i læben for ikke at få tåre i øjnene. Deres øjenkontakt var intenst. Næsten aggressiv. Endelig lod han hånden falde slapt ned langs Hazerael hofter og trådte nogle skridt væk.

”Jeg tager dem alle sammen. Undtagen ham!” Den blodige klo pegede på en lav forkrøblet mand. Hazerael syntes ikke, han så synderlig gammel ud, trods det hvide hår. Slavesælgeren nikkede blot kort, og fandt sin pistol frem. Skud. Det gav genlyd omkring dem. Ekkoet blev smertefuldt ved og ved. Manden fladt slapt sammen på gruspladsen.

 

”Døden går hjemløs rundt fra dør til dør. Nogle er kloge nok til at lukke den ind. Døden sover hos dem, og rejser igen næste morgen. Men hos dem, der ikke var godmodige, dér kommer den og hærger om natten.”

Da gik det op for Hazerael. Mor havde taget fejl. Hendes far havde aldrig lukket den ude – det havde andre gjort for ham. Nogle havde forladt døden ensom og alene på hans dørtærskel. Præcis ligesom denne slave. Ikke alle havde et valg. Ikke alle ville få et valg. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...