Tears of Tomorrow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Da jordens undergang synes at ses, bliver den unge Hazerael slynget ud i en hård kamp. Hun må hurtigt indse, at hun ikke helt er, hvad hun troede, hun var. En stor del af verdens fremtid. Ikke kun Jorden. Men mange mange flere planeter, end dem hun kender. Hun må selv træffe de beslutninger, der kan ændre alt. For hun kan ikke stole på nogen. Alle vil pludselig gerne være hende, og hun ønsker sig bare hjem til Jorden. Det hjem, der er blevet tilintetgjort.
*** Dette er del 1 af min kommende trilogi "Willkarrin"

13Likes
29Kommentarer
1874Visninger
AA

20. En fremtidig velkendt lyd

 

Om natten fortrød Hazerael sine manglende ord den aften. Hun savnede Ravn. Hun savnede hans øje, hans krop mod hendes, kærlige ord og et lille grin. Hun lå en tid uden at lukke et øjne. Der var for mange tanker. De måtte ud, før hun kunne finde ro. Kampen var uafbrudt i gang i hendes hoved. Hun ville ikke se flere af hendes kære dø!

Næste dag gik det allerede galt igen. Fuldstændig galt. Hun prøvede så godt, hun nu kunne, ikke at se på ham - men det var svært. Det var som om hendes øjne blev ført blidt af en ukendt kraft. Alligevel var det ikke der, det gik galt. Det skete faktisk på det mest uventede tidspunkt.

Hazerael åbnede stille døren ind til spisekammeret. Hun hoppede forskrækket tilbage, da hun så Ravn stå der inde og se på hende. ”Gazelle?” Hun så ned. Det var som om han gerne ville sige noget andet, men endte blot med; ”Jeg regnede ikke med at se dig her… Gazelle, jeg…” Hazerael så op og mødte han øjne. Hans hånd strejfede hendes. Ikke tilfældigt. Hun stivnede.

”Jeg… jeg må gå nu!” Hun prøvede fortabt at lade som ingenting og gå igen, men han lagde hurtigt en hånd på døren, så den ikke kunne gå op.

”Gazelle hør lige...”

Hazerael dunkede svagt hovedet mod den og blev stående sådanne med ryggen til Ravn. Hun sank, for at hendes stemme ikke skulle ryste. ”Hvorfor mig Ravn?” Hun vendte sig ikke, da hun skælvende opdagede, at hun fik tårer i øjnene. Der var stille lidt før Ravn svarede. Hazerael nåede faktisk at tro, at han ikke kendte sit eget svar.

”Det er fordi… Du varmer mit hjerte, når du smiler, og piner det, når dine øjne smertes” Hans stemme føltes blød og omsluttende. Det gjorde inderlig ondt sådan som det bankede i hendes bryst, som om nogle eller noget panisk ville ud, men hun havde bestemt sig for at låse det inde og knække nøglen i al hendes afmagtelse. Det måtte ikke komme ud. Det ville ikke komme ud.

Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hvis hun sagde noget, ville hun uden tvivl afsløre tanker – både overfor Ravner, men også for sig selv. I den dybe stilhed bevægede han sin varme hånd ned oven på Hazeraels. Hendes indvolde krympede sig sammen, og brækfornemmelsen blev stærkere. Hun kæmpede imod. Alligevel vidste hun ikke, hvor hendes vilje inderst inde lå. Tydeligt ved siden af frygten lå ønsket for ham. Ønsket for at omsluttes af hans arme. Efterhånden var det kun hendes underbevidsthed der kæmpede.

”Gazelle, jeg…”

”Hvorfor gør du så dette? Ravn! Dette gør ondt!” Hun havde hævet stemmen, og lød vred, hvilket hun i bund og grund også var.

Ravner slog blikket ned i stor skam. ”Undskyld…” Hans stemme var også grødet nu. Hånden gled ned af døren.

Hun skyndte sig tavs ud.

 

Dagene gentog sig selv, og tid var egentlig fuldkommen lige meget. Solen skinnede, men hun lagde aldrig mærke til det. Ravner undgik hende. Han skammede sig mere, end hun troede. Først havde han set hende på marken – ligge der ubeskyttet, omgivet af forfærdelige ting, han hverken kunne se og høre – og bagefter kunne han få sig selv til at såre hende. Han følte sig ond. Usandsynlig ond. I den anden ende, følte Hazerael det samme. Hun havde såret ham. Ham, der altid smilte og lo, han græd nu for hende, det vidste hun. Deres verden var blevet grå igen.

Først efter mange utalte dage skete der noget, der ændrede denne ensformige tid. En fremmedartede lyd. Alligevel ville Hazerael aldrig glemme første gang, hun hørte lyden af rigtig krig. En bankende lyd af en stor stor motorer blev ført af vinden ind over markerne. På få sekunder var himlen dækket af store fartøjer. Mennesker og andre lignede eller mindre lignende væsner sprang ud af store åbninger og firede sig hurtigt ned på den faste sandjord. Hazeraels rutineret arm var stoppet, og kniven hang slapt ned langs hendes side. Panikken havde spredt sig omkring, langt før den kom til hende. Hun satte kniven i skeden, denne gang mere som et våben end et værktøj. Hun styrtede hen mod husene, frem og tilbage mellem slaver og planter. Hjertet bankede i hendes bryst, men ingen tanker besøgte hendes klare sind. Det føltes hvidt og gennemsigtigt. Hun måtte finde Mevi og Ravn, men den handling kom mere som et overlevelsesinstinkt. Jo nærmere hun kom på hovedbygningerne, jo tættere blev folkeskaren. Menneskene løb forvirrede og bange rundt og råbte på deres kære, men kun få blev genforenet. Hun så ingen kendte ansigter. Nye råb blandede sig med vinden og blev ført til Hazeraels opmærksomme ører. De var yderst genkendelige, og gav Hazerael et koldt billede af røde lig i bunkevis. Hun satte tempoet op og styrede mod lyden. De fremmede krigere var landet på pladsen foran husene. En vild kamp var i ren brutalitet brudt ud mellem dem og ørnemændene. Hazerael stoppede. Hun så livene sive ud af de såredes øjne. Sjælen blev tvunget ud af munden og steg til vejrs. Hun kæmpede mod synerne.

Hun stod tættest på af alle dem, der turde se på.

En klar kvindestemme lød højt og tydeligt. ”Se at få indfanget slaverne!” Hazerael fik på ingen tid øje på hende. Hun stod stolt midt i det hele, og lignede mest af alt en skinnende dronning. Det var som at se sig selv i spejlet. Sort, dog kort, hår, men samme ansigtsform og næse. De fik øjenkontakt. Hazerael blev fanget i de matte grønne øjne, og kvinden i hendes.

En hånd greb om hendes skulder og tvang hende tilbage i dækning.

”Kom! Der er ingen tid at spilde” Det slog gnistre i hendes krop, da Ravner tog om hende og løb afsted.

”Nej stop! Hvor er Mevi?”

”Jeg har hende Gazelle, jeg har hende.” Hazerael blev utrolig lettet, selvom at hun ikke kunne følge med i alt, hvad der skete. Det ene øjeblik stod hun ubeskyttet på slagmarken, det andet fór hun afsted med både Ravn og Mevi. De løb hurtigt. Hun snublede et par gange i sin egen forvirring, men hun holdt sig altid oppe. Lydene bag dem forsvandt, men den ensformige mark blev bare ved og ved, uanset hvor hurtigt de løb. Solen stod højt på himlen, og sveden drev ned ad hendes ryg. Hun havde sidestik, og vejrtrækningen var skarp og vild. En blodsmag rørte forsigtigt hendes tunge. Hun havde ikke overskud og kræfter til at lægge mærke til, at Ravn rent faktisk løb lige ved siden af.

Der var gået et godt stykke tid, og de havde ligget megen mark bag sig, da de hørte den lyd, det hele var startet med. En brummende dunkende lyd af et fartøj. Ravn trak dem ned på jorden, og de klemte sig ind mod Killinanerne i håb om ikke at blive set. Et fartøj stod stille et øjeblik oppe over dem. Langsomt blev en stor låge i bunden åbnet og ned gled tre menneskelignende væsner. Den første greb fat om Mevis arm og trak hende op. Hun skreg og sparkede ustyrligt til alle tider. Navne fyldte luften, da de alle tres stemmer blandende sig i forvirringen. Hazeraels kastede sig frem, og prøvede at få fat i Mevis ben, men hendes hænder gled om stoffet og huden. Hazerael ville løbe, men faldt i mudderet. Før hun landede greb en stærk arm om hendes talje. Jorden forsvandt hurtigt under hende. Hun prøvede at få fat om en af Killianerne, men det resultere blot i afrevede frugter og blade. Lyden af motoren blev om muligt højere og mere gennemtrængende. Hun kunne nu mærke de rykkende drøn i de inderste knogler. Skyggen fra fartøjet slugte om hende, og hun så lemmen lukkes, da hun selv fik grund under fødderne igen. Mevi og Ravn lå lige ved siden af hende. De kravlede lyn hurtigt sammen op ad væggen, og sad helt stille. Nogle få andre slaver lå i samme ende af det store rum, mens mange soldater stod i klynger og talt sagte, næsten uhørligt, eller tav helt. Tiden stod stille på hele turen. Måske tog det langtid, måske tog det korttid. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...