Tears of Tomorrow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 13 nov. 2016
  • Status: Igang
Da jordens undergang synes at ses, bliver den unge Hazerael slynget ud i en hård kamp. Hun må hurtigt indse, at hun ikke helt er, hvad hun troede, hun var. En stor del af verdens fremtid. Ikke kun Jorden. Men mange mange flere planeter, end dem hun kender. Hun må selv træffe de beslutninger, der kan ændre alt. For hun kan ikke stole på nogen. Alle vil pludselig gerne være hende, og hun ønsker sig bare hjem til Jorden. Det hjem, der er blevet tilintetgjort.
*** Dette er del 1 af min kommende trilogi "Willkarrin"

13Likes
29Kommentarer
1882Visninger
AA

13. Det at være en slave

 

Sveden løb bogstaveligtalt ned ad Hazeraels solbrændte kinder. Hendes ben var ømme, og musklerne vred sig i hendes arme. Den store kniv gled rundt i hendes hånd og var derfor umulig at styre. Alligevel faldt de røde planter en efter en, for Hazeraels arbejde. De modne frugter hang i klaser ned fra menneskehøje blågrønne stængler med store torne på. Frugterne var på størrelse med hænder og formet som sekstakket stjerner. Bag sig kunne Hazerael høre en anden slave gå forover bøjet og samle de af skårede frugter op i en stor sivkurv.

Hazerael havde været på plantagen i fire døgn nu – hun talte selv i et naivt håb om at slippe ud igen inden længe. Det plagede hende, at for hver dag der gik, blev Mevi svagere og mere udsultet. Det var kun de få timer omkring midnat, hvor Hazerael burde sove, at hun så Mevi – og så til de to måltider ved skumring og midt på formiddagen. De fik kold grød og indtørret gamle boller hver eneste dag, uden undtagelse. Mevi der aldrig have været den tykkeste, var nu så tynd, at det gjorde ondt i hjertet at se på. Straks efter det nye hold slaver var ankommet, blev Mevi placeret sammen med alle de andre børn. Da hun kom hjem den første dag, var Mor og Hazerael blevet meget bange. Thi hendes hænder var store åbne kødsår, der blødte og sved på grund af saften fra de skarpe frugter. Disse frugter, kaldet Killínan, var én tyk skal med en lille hvid nød indeni. For at få den ud måtte man flække skorpen og få hånden ind ad et lille hul. Dette kunne kun barnehænder. Små uskyldige barnehænder. Både Mor og Hazerael blev sat til at hugge Killínanerne af, mens andre kvinder og unge drenge smertefuldt samlede dem op og bar dem i store kurve til børnene. Mændene fældede de overflødige stængler til sidst, og fragtede dem på store slæder for at brænde dem.

Hazerael var bestemt ikke en af dem, der led mest.

 

Det var midt på formiddagen. De flere hundrede slaver havde arbejdet et par timer efter de stod op og var nu samlet under spisepladsens teltdug. Hazerael kørte stille sin ske rundt i grøden, uden rigtigt at have smagt på den, mens hun kiggede tomt derned, som om den slet ikke var der. Overfor hende var Mevi allerede færdig med sin position. Hazerael rakte hende fraværende sin egen lerskål.

”Nej… det kan jeg ikke” Begyndte Mevi beskedent, men Hazerael kunne mærke, hvor sulten hun var.

”Jo, tag den nu. Vær sød” Mevi tog modvilligt imod skålen med sine blodige hænder, og alligevel gled den slimede masse hurtigt ned.

 

Smerte og sved var det eneste Hazerael havde oplevet i de få dage, de havde været der. Hun syntes efterhånden, at hun havde været der nok, men andre slaver havde været der i flere år. Folk sagde, at den mand der havde været der længst, var en mand ved navn Marlin. Han havde ifølge rygterne været der i omtrent 30 år. Hazerael vidste ikke helt, om hun skulle tro på det eller ej, desuden havde hun heller aldrig selv set denne omtalte Marlin.

Hazeraels eneste trøst var halskæden. Før havde Mevi også hjulpet, men hun havde forandret sig noget så drastisk. Hun smilede aldrig mere, grinede eller fortalte sine opdigtede historier. Hun blev ubarmhjertigt tyndere og tyndere, og det pinte Hazerael. På femte dagen besluttede hun at gøre noget ved det.

Det var lidt over midnat. Alle prøvede at sove, men de fleste kunne aldrig, thi man var en gud, hvis man ligefrem kunne drømme. I denne omsluttende stilhed blev et gardin i en døråbning trukket fra, og en slank silhuet gled gennem åbningen. Den styrede mod spisepladsens forrådskammer, der lå forenden af de mange rækker af borde under den store teltdug. Det var Hazerael, der frøs i den kølige natteluft. Hun listede smidigt uden om alle de områder, som nattevagterne kunne se. Snart var hun ved spisepladsen, og nærmede sig det lille træhus bagerst. Derinde kom kun slavepiskerne og de slaver, der i nattens truende mørke dristigt vovede sig derind. Ærligtalt anede hun ikke, hvad der var der inde – ud over mad. Hun skubbede den knirkende dør op og så ind. Store kasser stod stablet oven på hinanden, så kun meget lidt plads var frit til at gå på. Hun åbnede en tilfældig kiste, og et vidunderligt syn mødte hende. Brød. Godt nok tørt brød, men der var så overdådig meget. Faktisk havde hun ikke set så meget mad på en gang siden hendes tid på jorden. For en kort stund lod hun tankerne vandre og mindes hendes fødeplanet, men hun tvang dem hurtigt tilbage. Hun skulle ikke nyde noget af at blive opdaget. Hun greb om et brød og måtte tage sig selv i at spise det. I stedet tog hun nogle flere og listede tilbage til huset.

 

Dagen efter skete der noget nyt for Hazerael. En mand havde gjort noget, ørnemændene tydeligvis ikke kunne lide. Folkemængden blev tiltrukket af en kvindes skrig om barmhjertighed og nåde. Nogle slavepiskere havde slæbt manden ind i et stort lerhus. Derinde boede ejeren af plantagen, det vidste alle, selvom at ikke mange havde været der inde. De fleste slaver fra marken havde forladt deres arbejde og var stimlet sammen rundt om huset, uden at ørnemændene havde gjort noget ved det. Det hele kørte tydeligvis på rutine. Hazerael havde stået som en af de bagerste uden mulighed for at se noget. Kort tid efter var døren gået op, og to ørnemænd kom ud, bærende på den stakkels mand. Der kom uro blandt flokken. Ikke panik – snare en blanding af overfladisk nysgerrighed, og glæden for at det ikke var dem, fælden var klappet om. Et stort trækors blev sat op på en lille forhøjning bag alle slavehusene. Der maste folk om muligt endnu mere, og Hazerael blev skubbet frem og tilbage mellem dem. Den skrigende kvinde fik banet sig vej hele vejen op til sin kære, og lå nu og græd og bad for ham. Ørnemændene bandt ham op på korset med ryggen til, uden at bide mærke i kvindens paniske opførsel. Da det første slag slog genlyd i gården, fór Hazerael sammen som havde nogle slået hende. Manden bed smerterne i sig, mens kvinden skreg højlydt og flåede i en ørnemands ben, men han skubbede hende blot væk. Hun faldt klynkende sammen på jorden. De næste slag gjorde intet ved hende, hun lå bare stille for sig selv og stirrede tomt ud over folkemængden, væk fra mandens blodige ryg, der så værre ud end Mevis hænder. Til sidst bandt en af slavepiskerne ham af korset og lod ham blot falde trøstesløs ned på jorden som en død. Kvinden vågende straks op som fra en lang vintersøvn. Hun fik kæmpet sig hen ved siden af sin mand og sagde noget, Hazerael ikke kunne høre. Da bevægede han sig en smule, og straks brød folkemængden op på en ligeglad og overfladisk måde, som om det bare var det de havde ventet på. Han levede. Hazerael var en af de sidste der gik. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...