Be here

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 5 feb. 2016
  • Status: Igang
et lille eventyr jeg vil tage dig med ind i mit liv, du vil kende noget mere om mig, men måske vil du også selv lære noget af den.
det min første historie, så undskyld hvis den ikke er så professionel

1Likes
0Kommentarer
173Visninger

1. My life

Et liv med stress, forpligtelser til veninder eller familien, blandet følelser med smerte eller glæde?
Følelsen af, hvor er du henne i din egen krop, vide hvem du selv er når du er adaptiv barn?

Tænk at et brud med sin kæreste kunne kaste en ud i alt det her jeg er i lige nu?

Jeg er indlagt på psykiatrisk afdeling og har været her i 2 dage nu, begrundelse....tja...jeg prøvet

at begå selvmord.

Lad mig fortælle dig lidt mere så du bedre kan forstå hvad det har handlet om, hvad der sker

og måske også lidt hvorfor?

At være et barn fra et børnehjem man har været opvokset på siden man var 1 et halvt til 3 et halvt,

hvor der efter skulle lære den kultur for at kunne prikke hul på sit ny liv, den nye lille chance for du kan gøre noget anderledes end dine bilogiske forældre kunne, der lære man altså virkelig mange ting på bare så kort tid.

Jeg fik et andet ansvar for mig selv, mindre kærlighed og opvokset i et andet miljø end et dansk barn.

 

Jeg blev ældre, kom på sygehuset da jeg var 8 år for at få stukket noget væske der gjorde at jeg ikke vil udvikle mig for hurtigt i forhold til andre, jeg blev målt og vejet, og var det der startet min anoreksi da jeg var 12.

jeg blev en udstød da jeg var i den alder, min klasse beskyldte mig for at nogen sindssyge ting, som jeg som mig, ikke ville kunne få mig selv til.

Det år fandt jeg ud af de mennesker der vil en noget, og virkelig elsker en så højt at man skulle tror det var løgn, jeg have også min første kæreste det år....men ja...det fucket helt op.

Efter jeg kæmpet i to år. en mod 18 elever. fandt jeg ud af det var sjover bare have venner,det var med til at gøre mit syn mere klart på de forskellige ting i livet

...men...

jeg havet stadig ønsket om at dø.

 

Da jeg blev 13, var jeg mere en del af den ''store klasse'' jeg kunne præsentere mig bedre for de andre og stå mere frem i lyset for vise at jeg stadig var her.

Jeg har aldrig været pigen der med i den store gruppe, jeg har faktisk næsten altid gået min egen vej og haft en veninde der støttet mig i det hele, vi var bare dem der holdt sig lidt til siden, og det var også fint nok for så kunne man se på side linjen hvordan man måske har været, se de forskellige problemer der vokset i den klasse og alt det.

 

Jeg fyldte så 14, ikke lige det store men det var fint nok at blive lidt ældre.

Jeg var fast besluttet om hvad det var jeg ville i mit liv, hvor jeg vil bedre udvikle min uddannelse og alt der nu ligger i at skulle planlægge sin fremtid med karrieren.

Havet været i Spanien i sommerferien, og kun brugt min ferie på at være sammen med min venner og ligesom fokuser mig mest om det.

Det gjorde så også at jeg følte jeg kendte mere til mig selv. De forskellige bitte små ting man snakket om gjorde en større indtryk på mig, opdagelser der ligesom formet mig mere.

Jeg har aldrig rigtig fatte hvad det egentlig er der sker med mig og det her liv...alt er så besværligt men så alligevel ikke...ja...typiske teenager liv...

jeg tror aldrig, at jeg har følt den glæde og kærlighed om mine veninder så meget som jeg gjorder i det år.

Jeg fik nye venner og beholdte de ''gamle'' og nu er det bare en stor klump som skulle forstille at være min vennekreds, nogen gange elsker man bare tanken om hvor stor en ''familie'' det er, men man kan godt blive grundigt træt af dem nogen andre gange.

 jeg har altid haft min bedste veninde som mit støtte træ siden 2 klasse, der startet hun. I starten var vi okay venner, det stoppe så lidt, jo vi snakket sammen men bare ikke ligeså meget sammen fordi jeg var ''bedste veninde'' med en anden og i ved vel hvor barnlig man var den gang, og sådan var det også her.

Den dag i dag er hun min bedste veninde jeg ikke kan se en dag uden, jeg elsker og holder af hende som noget jeg ikke kan beskrive og hun er der når det helt fuckt.

Det der med at elske og holde af nogen kan forvolde dig ud i noget som du ikke kan fortså har magt.

Selvom jeg ikke kendte min mor elsket jeg hende, men hende mistet jeg.

Selvom prøvet være en del af den klasse jeg elsket, blev jeg ''udstødt''.

Selvom jeg ikke mødte min adaptiv mormor elsket jeg hende, men hun døde.

Selvom jeg virkelig elsket min kæreste, mistet jeg ham og er nu her.

Fordi jeg er her, har det ikke ens betydning med at det hans skyld, det var kun det han gjorder der gav det sidste skub så jeg kunne falde ud over kanten.

Nu for du lige starten.

Ja... som du sikkert har regnet ud havet jeg en kæreste, vi mødte hinanden i skolen da jeg begyndte at have engelsk i hans klasse, vi blev så side makker og efter flere engelsk timer var vi altid side makker og lærte hinanden mere at kende efter hånden.

En dag hvor vi så havet termins prøve beslutte han at vi skulle hænge ud efter skole, så det gjorder vi.

Vi lært hinanden bedre at kende privat, og efter som den ene dag efter den anden var vi altid sammen efter skole uden nogen viste det, så det sådan en virkelig klassisk romantiker.

Men...ja...han spurgte mig så face to face om et forhold og jeg var med på det, i starten viste ingen det, men der gik knap nok 4 dage også viste hele skolen det, selvfølgelig.

Vi havet så været sammen i 2 måneder og næsten en uge men selvfølgelig med en smule tvivl om det her kunne blive ved.

Vi var til galla, hele dagen havet vi kysset og krammet og været os selv. Jeg havet været til frisøren og ordnet håret til aften og alt det, glædet mig selvfølgelig som en hver anden pige ville.

Jeg fik danset og havet det utroligt hyggeligt med mine venner og fik danset tæt med min kæreste som man nogen gange ser i film, tro mig, jeg havet aldrig mærket mit hjerte banke så meget, jeg følte mig utroligt lykkelig og kunne ikke drømme om noget andet bedre.

Vi stod så uden for og festen var ved at slutte, vi holdt hinanden i hænderne og kigget på hinanden og jeg elsket at kig dybt ind i hans blå skinnende øjne, der var en tryghed over dem.

Jeg husker stadig ordene, de bliver ved med at køre rundt i mit hovedet om, og om igen.

''jeg tror jeg slår op, jeg føler bare ikke det er det samme'' med en hvisken stemme siger han.

Jeg var blank, gloet på ham som havet han aldrig sagt det, ''undskyld'' siger han så og jeg bliver ved med at glo på ham og til sidste får presset ''det okay, det helt okay'' ud af munden på mig selv.

Vreden...ja... den vokset inden i mig med 1000 spørgsmål.

Jeg holdt min vrede og min smerte inde til festen var slutte og da jeg endelig var hjemme, og der...lige der brød helvede løs. Jeg grad så det gjorder ondt, jeg elsket ham jo, og vil have fortalt ham alt så jeg måske ikke havet mistet ham på den måde...min smerte blev for stor, jeg ville have noget der kunne overvinde det, så jeg skar dybe, lange sår i min egen hud, men selv det kunne ikke sammenlignes med det jeg følte...min bedste veninde kom så dagen efter og trøste mig, dagen efter den var jeg sammen med hende igen, den gange med en anden fra min klasse og en der som en søster for mig, da vi ligner hinanden mener folk, og vores forhold til hinanden er som søstre...

men jeg var omringet af dem jeg elsket, vi fik grædt, vist smerte og omringet hinanden med en hel masse kærlighed og jeg kunne ikke være mere taknemlig for de var der for mig.

Men min aften, den gik ikke som man ville have en søndag skulle være, tankerne blev større om de forskellige ting, som mennesker jeg havet miste, hvor de ting i mit liv.....hvorfor skulle det lige være mig der blev udsat for dem...havet jeg ikke kæmpet nok?

Jeg kunne ikke klare det mere, jeg var ud på mit badeværelse, kigget på et billede af mig der var 3 år...hvordan kunne jeg gå fra at være den lille pige til det jeg er nu?

Mit første forsøg gik ikke så godt, jeg fik et blåt øje men jeg var ikke død i nu...

vi skulle spise, efter maden gik jeg der ud igen, kunne ikke fortælle min forældre hvad min plan var.

Jeg græd den sidste tåre, skrevet ''jeg elsker dig'' til de mennesker jeg vil have en sidste afsked med.

 

…........................................også hang jeg mig …............................................

 

mere husker jeg ikke, kun smerten af jeg ikke kunne få vejret, det flimret for min øjne og det hele blev mørkt, slukket som når man slukker lyset på en stik kontakt.

 

Du tænker sikkert hvordan kunne du finde på det, hvad med de mennesker du ville efterlade

jeg havet tanken om at det ville blive hårdt for dem, og nej jeg ønsker dem ikke smerte overhovedet.

 

Men jeg ønsket mig fred i min sjæl.

 

Jeg ønsket at komme op til min mor, slukke for det der pinte mig...

jeg følte ikke at jeg fortjente at kæmpe flere kampe for det ville mit selvværd og hjerte ikke kunne klare.

Jeg var bare træt af det hele skulle gentage sig, jeg ville ikke leve med en smerte der bliver ved med at komme, og ja der mange mennesker der har det på samme måde, men jeg valgte bare ikke at udsætte mig for det mere.

 

Jeg fik vide at det var min bror der fandt mig...det gør ondt at tænke jeg har udsat ham for det, for det var noget han ikke fortjente at opleve...

 

Der havet været helikopter, politi og ambulance, hele byen viste det men ikke hvorfor de var der.

Jeg blev så kørt til Køge sygehus, hvor på vejen vågnet jeg i ambulancen.

De fik tjekket de forskellige dele på sygehuset og jeg havet inte taget skade andet end det blå øje, et par mærker på min hals og ømhed i den ene side af kroppen.

Der efter blev jeg kørt her til, den psykiatriske afdeling, ja det lyder sgu ret voldsomt, men det var det jo også på en måde.

Jeg ankom cirka 00:28 om natten mens du lå og sov...eller de fleste gjorder...

jeg blev sat på den lukket afdeling, som har en begrænsning for hvor meget rumfang jeg har,

fx jeg må ikke gå tur med personalet eller alene, når vi spiser sidder vi i det rumfang vi har fået og ikke med de andre (vi er cirka 30 indlagt her) osv.

der kun 3 veninder der ved jeg er her, ellers er der ingen...når jo selvfølgelig også min mor,far og bror.

Jeg må ikke få besøg i nu af veninderne, det vel også okay men det har det med at blive hurtigt kedeligt.

Jeg sidder tilbage, stadig tænker over hvad det er jeg ville i livet, tanken om jeg kunne havet været død, det gør mig ondt at det ikke lykkes så jeg ikke skal gå igennem alt det her.

Men som man siger 'for enden af tunnelen er der lys' på måde tror jeg ikke på det, men bliver nød til at give det et forsøg for min og mine med menneskers skyld.

 

Så kom dagen, jeg fik vide at jeg måske kan blive udskrevet i morgen hvis min forældre ville kunne klare at få mig tilbage.

Det lidt mærkeligt at tænke på, for jeg har ikke lavet en skid her, men alligevel har jeg lært noget.

Jeg har mærket efter i mig selv og ved jeg ville savne det her sted, for jeg slap fra alt det der dræbte mig i min hverdag.

De små ting der bare pillet mig ned styk for styk, nu skal jeg finde en måde at kunne leve med det men så jeg også selv kan klare det.

Jeg skal ikke længere være i min lille sikre område....hvor længe ville jeg kunne stå sådan.....

de mennesker jeg har mødt her, har bare vist mig at der mere i verden end jeg troet.

Jeg har stor respekt for det her sted, for personalt der udsætter sig selv i hverdagen men fordi de virkelig elsker deres arbejde.

Den kærlighed der bliver dannet i mellem patienterne, og med nogen af arbejderne.

Det at vi faktisk kan bruge hinanden til så meget. prøv det før du siger du ikke vil det.

 

Det var et lille eventyr fra min side, et eventyr jeg håber du har forstået lidt af, luk dig ikke selv inde fordi livet bliver for tungt til dig, kæmp videre når du ved at du kan få hjælp som støtte til at kæmpe videre, gør det for min skyld. Græd men lov mig du bliver her i verden!

-Madhavi

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...