Pagten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 12 mar. 2016
  • Status: Igang
Magda starter på sit nye kollegie, efter fem år hvor hun har siddet på sit værelse. Hun håber på at kunne starte forfra og lægge fortiden bag sig, men det skal vise sig at det ikke kan blive så let alligevel. Flere hundrede års magi har lagt sig på Magda og hendes forhistorier, som gør hendes skoledage på kollegiet lidt mere kompliceret.

Følg med i denne novelle for at få en oplevelse af ægte kærlighed, troskab og krig.

1Likes
4Kommentarer
301Visninger
AA

1. En ny begyndelse

Min mor sætter mig af på kollegiet. Hun synes det var på tide jeg kom videre. Nu har jeg opholdt mig hjemme i landsbyen i fem år. Det var på tide at jeg ligger fortiden bag mig og får en uddannelse. Jeg lukker bildøren og siger farvel til min mor. Jeg vender mig om og kigger op mod kollegiet. Det er anderledes end grundskolen. Der ligger små bygninger overalt, og der er skilte over hver dør. Hovedbygningen står i centrum og er den største bygning man kan se fra parkeringspladsen. Nogle bygninger er ældre end andre. Der går både mennesker, fauner og magikere rundt imellem bygningerne. Jeg er selv en magiker og er nu i gang med mit femte år af træningen.  Min mor har sagt at det her kollgie var godt for mig, for det var her Tristan gik. Ihvertfald inden han døde.

 

Det var fem år siden han døde. Vi boede i samme landsby og legede tit sammen som små. Efter årerne gik, fik vi følelser for hinanden og vi blev kærester. Men den dag han kom og sagde at han skulle i krig, blev jeg så ked af det. Vi snakkede sammen om, hvor længe han ville være væk, og han sagde at han ikke vidste det. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre med vores forhold. Vi snakkede rigtig længe om det. Vi lavede en pagt. En pagt om at vi skulle være sammen for evigt, uanset hvad der skete.  Det var svært at sige farvel, da han skulle afsted, men vi vidste, at uanset hvad, så ville vi altid være sammen. Han blev sendt ud i krig i en alder af 15 år. Ravnefolket havde erklæret krig mod vores landsdel, og der skulle alle af det mandlige køn over 14 år sendes ud i krig. Jeg ville stå for at hjælpe de tilskadekommet personer i barakken uden for landsbyen. En dag hvor jeg kom derud, så jeg en flok unge drenge ligge på nogle bårer med et hvidt lagen over hovedet. Jeg fik øje på et par velkendte sko der stak ud af lagnet. Det var Tristans. Han var blevet ramt af an magisk ildkugle i brystet, og var såret. De sagde at han havde kravlet hel vejen fra Ravnefolkets base for at se mig, men han døde da han kom ind i barakken. Jeg gik fuldkommen kold og kunne ikke gøre noget. Mine forældre gjorde alt for at jeg kunne få det bedre, men der var intet de kunne gøre. Jeg sad hver dag, hele dagen inde på mit værelse i hytten og kiggede ind i væggen. Min mor overtog mine arbejdstimer jeg skulle udføre hver dag. Jeg kunne ikke arbejde, jeg kunne ikke gå i skole. Jeg droppede ud af grundskolen i magikunskab, fire måneder inden jeg havde færdiggjort hele studiet.  Det eneste jeg kunne gøre var at sidde på mit værelse og tænke på Tristan.

 

Men nu er jeg startet på kollegie.  Badrama’s Kollegie. Efter fem år. Det er en ny start for mig, og jeg er klar til at komme videre.  Jeg begynder at gå ind mod hovedbygningen. Jeg skal have tjekket ind hos sekretæren på hovedkontoret inden solen går ned. Jeg mærker en vind ramme min kind og jeg får en træng til at vende mig om jeg kigge. Jeg stopper op og kigger tilbage. Der er ingenting at se, så jeg går videre, men jeg havde stadig en sær følelse af at nogen kiggede på mig. 

Da jeg kommer ind på hovedkontoret får jeg at vide at jeg skal gå hen til ”indtjekningskassen”, som ligger lidt nede af gangen. Der hænger mange billeder af de mange års skoleelever der har gået her. Da jeg går forbi billedet af skoleelever fra 2011, kigger jeg væk. Jeg ved at Tristan er derpå. Det giver mig en knude i maven og jeg fælder en lille tåre. Jeg kommer hen til indtjekningskassen og ser at det er en faun der sidder bag disken. Jeg bliver fascineret af faunens horn. De var lange og snoet. Det er kun de ældre faune der kan få så lange horn. Men faune kan også blive flere hundrede år gammel.

”Må jeg bede om dit navn.” siger faunen til mig. Jeg falder ud af mine egne tanker, blinker et par gange og siger:

”Ja, jeg hedder Magdaline Coleman.”

”Magdaline, Magdaline…” siger faunen, imens han går en liste igennem. ”Aha! Her er du. Du skal bo på værelse 201 i Venstrefløjsbygningen. Her får du en nøgle til værelset og et kort over kollegiet, så du kan finde rundt, indtil du kender stedet. Velkommen til Badrama’s kollegiet.” siger han og giver mig et lille smil. Det må  være hårdt for ham at skulle sidde der hele dagen, uden at må holde en pause. Han ser træt ud.

”Tak.” siger jeg og går ud.

Når jeg kommer ud ser jeg en pæl med flere skilte på, som viser vej. På et af skiltene står der ”Venstrefløjsbygning”. Jeg følger vejen indtil jeg når en sti der går igennem en skov. Jeg bliver forvirret. Det kan da ikke passe at jeg skal igennem en mørk skov for at komme hen til den bygning mit værelse ligger i. Jeg finder kortet frem. Jeg finder hurtigt det sted på kortet, hvor der står ”Venstrefløjen”. Det er rigtig nok. Jeg skal igennem skoven. Jeg folder kortet sammen og begynder at gå. Jeg når lidt ind i skoven, og der bliver hurtigt mørkt. Træernes kroner er så tætte at der ikke kommer en eneste solstråle igennem.  Jeg når ind midt i skoven, da jeg igen føler at nogen kigger på mig. Jeg vender mig om, men der er intet at se. Der begynder at komme paniske tanker i mit hoved. Hvad nu hvis jeg bliver forfulgt af en kriger fra Ravnefolket, og at han har tænkt sig at dræbe mig? Jeg begynder at trække vejret hurtigere og begynder at løbe. Jeg spurter igennem skoven og ud på stien, indtil jeg når Venstrefløjsbygningen. Jeg skynder mig ind af døren og op af trappen, da jeg så står foran værelse nummer 201. Der er noget der gør at jeg ikke kan få mig selv til at gå derind. Der hænger en seddel ved siden af døren. Der står hvilke elever der har boet på værelset de sidste ti år. Der er et bestemt navn jeg får øje på. Han boede her for seks år siden. Jeg kan ikke få øjnene fra navnet. Det står der bare som om det var meningen at det her skulle ske. Tristan. Hvorfor er jeg kommet til at bo på hans gamle kollegieværelse? Jeg finder nøglen i min jakkelomme og låser døren op. Det lyder ikke til der er nogen derinde. Jeg tager fat i håndtaget og åbner døren. Jeg kommer ind i en mennesketom gang. Det er meget gammeldags med mørkebrune træmøbler og vægge bedækket med gammeldags tapet. Der er tre døre på hver sin side og en dør nede for enden af gangen. Jeg åbner dørene en efter en, for at se hvad der er derinde. I det ene rum på højre side er der badeværelse. Et lille et, men praktisk indbygget. I det næste rum på højre side er der køkken og spisested.  Det sidste rum er et soveværelse. Alle rummene på venstre side af gangen er også soveværelser. De er alle sammen mennesketomme, men derudover meget rode af ting og sager. Nogle af værelserne var fyldt til randen med tøj og sko. I et af de værelser på venstre side var der en tom seng, tre tomme hylder i en reol og en tom vindueskarm. Det må være til mig. Jeg går derind og lægger min taske på sengen og kigger rundt. Den anden seng i den anden ende af værelset er fyldt op med ting. Dynen ligger hulter til bulter på sengen og puden er havnet på gulvet. Jeg tager min jakke af og går ud på gangen. Jeg fortsætter ned til enden af gangen, hen til døren. Jeg åbner den stille og går ind. Det første jeg får øje på er en stor hjørnesofa i den ene ende. Det er et 90-vinklet rum, så jeg kan ikke se hvad der er bag muren. Jeg hører noget ovre fra hjørnet af. Jeg begynder igen at gå i panik. Jeg trækker min tryllestav ud af lommen, klar til at kaste en besværgelse for at lamme personen. Jeg går langsom om hjørnet og får så øje på nogle ben. De står og tripper. Jeg hæver tryllestaven og går helt om hjørnet. Så kommer der et kæmpe råb fra en flok piger lige i hovedet. Jeg hæver min tryllestav over hovedet og skal lige til at sige en lammelsesbesværgelse, da jeg ser syv piger stå med festhatte på hovedet og kage i hånden. De bliver forskrækket da de ser mig med min tryllestav, klar til kamp.

”Wow! Det var ikke meningen vi ville skramme dig.” siger en af pigerne.

”Undskyld. Jeg troede bare der var nogle Ravnefolk herinde.” siger jeg og sænker tryllestaven.

”Hah! De Ravnefolk kan ikke komme herind. Her er der sikkert.”

Jeg putter min tryllestav i lommen og smiler.

”Nå, men velkommen til Venstrefløjbygningen. Jeg hedder Marlene og er lederen for denne beboelsesbygning.” siger Marlene og klapper mig på skulderen. Marlene er en pige med kort, lilla hår. Hun er ikke særlig høj og har en blå trøje på, hvor der står ”Death is nice.” Jeg kunne ikke lade være med at grine af hendes trøje. De andre piger kommer også hen til mig og nogen af dem giver mig endda et kram. ”Velkommen Magdaline.” lyder det hist og her.

”Bare kald mig Magda.” siger jeg til dem.

”Okay, hej Magda!” siger de alle.

En anden pige tager mig i hånden. Hun er en høj pige med langt lyst hår. På hendes ene halvdel af ansigtet går der et langt bredt ar.  Hun må have været ude i kamp. Jeg hører blandt de andre piger at hun hedder Eve. Eve fører mig ned af gangen og ind på det værelse jeg havde sat mine ting. Da hun ser tingene på min seng, vender hun sig hurtigt rundt, så jeg far hendes hår i hovedet og råber:

”Hvem har sat deres ting på Magdas seng?”

”Ikke mig.” lyder det hist og her.

”Det er mine ting.” siger jeg til hende.

”Når, undskyld Magda! Det vidste jeg ikke. Men det her er din seng, som du nu allerede ved. Vi håber alle du falder godt til. Vi vil gøre vores bedste for at få dig til at føle dig hjemme.”

”Mange tak.” siger jeg og smiler.

”Og ved du hvem der har boet på det er værelse før? Tristan Jones! Ham der gik i krig som 15-årig. Han er en stor helt for den her bygning”.  Siger hun. Jeg mærker et sug i maven da hun nævner hans navn. Jeg har ikke hørt nogen sige hans navn i flere år. Jeg har kun tænkt hans navn i mit hoved flere tusinde gange om dagen i fem år.

”Det ved jeg. Han var min kæreste.” siger jeg og kigger ned i gulvet. Jeg håbede lige på at starte på kollegiet, uden at han fulgte med, men den gik nok ikke mere. Han havde trods alt selv boet på dette kollegie, og også i denne bygning. Det undrer mig lidt at jeg er blevet sat på det kollegieværelse som han havde boet på for seks år siden. Som om han har noget med det at gøre.

”Åh. Det er jeg ked af.” svarer Eve ”Det vidste jeg ikke.”

Jeg svarer hende ikke men giver hende et lille trist smil. Jeg går hen til min taske og begynder at pakke ud. Det der ligger øverst da jeg åbner min taske, er min bog med besværgelser.

”Nå så du er magiker?” siger Eve for at skifte emne.

”Ja, det er jeg.”

”Hvor langt er du kommet i træningen?”

”Jeg starter på med mit femte år.”

”Wow!” Eve laver store øjne. ”Så er du jo næsten fuldført din træning! Du mangler bare de næste to år her på kollegiet!” hun tager min tryllestav op fra sengen og nærstuderer den.

”Pas på! Den er utrolig kraftig.” siger jeg til hende. Hun ligger tryllestaven forsigtigt ned på sengen. Jeg griner af hende. ”Så kraftig er den heller ikke.” Hun kigger alvorligt på mig, men da hun ser mig grine, begynder hun også at grine.

”Det er for resten mig du deler værelse med.” siger hun. ”Det er mig der roder sådan. Det skal du ikke tage dig af.” hun går over til sin seng og smider sig i den.

”Du må gøre hvad du vil med din del af værelset, så længe det bliver der.”

”Selvfølgelig.” siger jeg.

Efter jeg har pakket min taske ud, sætter jeg mig i sengen og finder min rygsæk frem.  Jeg kigger rundt på værelset, for at få et indtryk af det. Værelset er ret moderne i forhold til resten af bygningen. Der er hvide vægge og lyst trægulv. På Eves side af værelset hænger der plakater og billeder over det hele. På min side er der helt tomt, udover den opslagstavle, hvor der hænger et skema over vores moduler på. Jeg går min rygsæk igennem for at finde det billede af mig og Tristan, som jeg har gemt for mig selv. Jeg tager en tegnestift fra opslagstavlen og hæfter billedet fast på væggen over sengen. Jeg kigger på billedet i lang tid. Det er faktisk længe siden jeg har taget billedet frem og kigget på det. Nu indser jeg, hvor unge vi var dengang billedet blev taget. Jeg kigger på det længe, inden jeg begynder at pakke resten af tasken ud. Jeg stiller mine ting omhyggeligt og overskueligt på hylderne, og mit tøj ligger jeg pænt ind i skabet. Jeg havde ikke taget særlig meget tøj med, og mit tøj er heller ikke så moderne som de andre pigers tøj, men jeg var ligeglad. Jeg kan godt lide min tøjstil, som den er. Efter jeg har pakket mit tøj ud, tager jeg mit nattøj og min tandbørste og går ud og børster tænder. Jeg er træt efter en lang tur til kollegiet, og alle de nye indtryk og sanser kan hurtigt blive for meget på en dag. Imens jeg står og børster tænder, ser jeg på mig selv i spejlet. Mit hår ligner en uredt bunke brune dreadlocks. Noget af håret stritter ud til alle sider, imens resten hænger ned af skuldrene. Nogle af dreadlocksne er tykkere end andre, men jeg har heller ikke haft interesse for at få dem til at se pæne ud. Min mørkeblå t-shirt ser ud til at være alt for stor til mig. Ærmerne går ned til albuerne og trøjen slutter næsten nede ved knæene. Lige over brystet står der med sløret skrift: ”Badrama’s Kollegie.” Det var en trøje Tristan havde givet mig for mange år siden, men jeg har ikke kunnet nænne at smide den ud. Før i tiden havde jeg den altid på, men nu bruger jeg den kun som nattrøje. Den er dejlig at sove i for, uanset hvor gammel den bliver og hvor tit den bliver vasket, så vil hans duft altid sidde i trøjen. Jeg spytter tandpastaen ud i vasken og går i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...