Pagten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2016
  • Opdateret: 12 mar. 2016
  • Status: Igang
Magda starter på sit nye kollegie, efter fem år hvor hun har siddet på sit værelse. Hun håber på at kunne starte forfra og lægge fortiden bag sig, men det skal vise sig at det ikke kan blive så let alligevel. Flere hundrede års magi har lagt sig på Magda og hendes forhistorier, som gør hendes skoledage på kollegiet lidt mere kompliceret.

Følg med i denne novelle for at få en oplevelse af ægte kærlighed, troskab og krig.

1Likes
4Kommentarer
336Visninger
AA

2. Besværgelsen

Der er en flot natur. Træerne er høje og slanke, og foran mig løber der en mandlig skikkelse. Jeg griner og løber op til ham. Han finder hurtigt ud af at jeg er ved at indhente ham, så han sætter farten op. Han ved godt at jeg sagtens kan løbe fra ham, men han forsøger alligevel at løbe fra mig. Jeg sætter farten op endnu engang. Vinden blæser mig i hovedet og mine ben syrer til. Det er ikke en ubehagelig følelse. Den er nu mere befriende. Alle følelser og tanker forsvinder, det eneste man fokuserer på er sin krop der bevæger sig igennem skoven. Jeg lukker øjnene et øjeblik, trækker vejret dybt ind, åbner øjnene igen og sætter i spurt. Jeg kommer tætter og tætter på ham. Jeg kan se han er ved at være træt, for han sætter farten ned. Til sidst stopper han op og falder ned på knæ. Jeg kommer op til ham og sætter mig ved ham. Han vender hovedet mod mig. Så utrolig flot han er. Mørkebrunt hår, næsten sort. Flotte store brune øjne og store læber. Han læner sig frem mod mig og kysser mig. Kysset er langt og blidt. Han åbner langsomt munden og jeg kan mærke hans tunge røre min. Han tager armene rundt om mig og vi vælter om på græsset. Men noget forandrer sig. Sollyset i skoven forsvinder og der kommer en kraftig kold vind. Jeg rejser mig op og kigger rundt. Alt er mørkt og træerne er visnet. Jeg hører en lyd oppe fra de visne grene. Det er en skrappen, som kun kommer fra en bestemt fugl. Ravne. Jeg rejser mig op og vil løbe, men på en eller anden måde kan jeg ikke flytte mig. Mine fødder er som forstenet fast til jorden. Jeg prøver at kalde på hjælp, men der kommer ikke en lyd ud af min mund. Pludselig hører jeg et skrig bag mig og jeg vender hurtigt hovedet. Ravnefolket har taget ham og er ved at føre ham ind i den tætte skov af visne træer. Jeg prøver at skrige og denne gang kommer der lyd ud. ”TRISTAN!!”

 

Jeg vågner op med et sæt. Alle pigerne har kredset sig rundt om min seng. Jeg tager mig til hovedet og sætter mig op.

”Er du okay Magda?” spørger Eve. Alle kigger på mig med et uroligt ansigtsudtryk. Marlene rækker mig et glas vand. Jeg tager imod det og drikker det hele på to slurke.

”Jeg er okay. Det var bare et af mine marridt.” siger jeg.

”Vi hørte dig skrige og kom så hurtigt vi kunne. Er du sikker på du er okay?”

”Det er sødt af jer, men jeg har det fint.” siger jeg og rejser mig op. Pigerne gør plads til jeg kan komme forbi. Jeg går ud på badeværelset, fylder mit glas op med vand og drikker det igen i to slurke. Jeg kigger på mig selv i spejlet. Sorte rande under øjnene og let blå læber. Typisk, nu igen. Jeg har aldrig haft et marridt om Tristan siden han døde. Jeg åbner for vandhanen og plasker lidt vand i hovedet. Det er iskoldt vand, så jeg skynder mig at tage håndklædet og tørrer mig. Det er dejlig opfriskende at plaske lidt vand i hovedet. Specielt når man har mange tanker kørende.

Jeg forstår ikke, hvorfor de her marridt er vendt tilbage. Det er så længe siden jeg sidst har haft et marridt som det her. Jeg tager et hårbånd og binder mit hår i en hestehale. Jeg håber på at en skoledag vil få tankerne et andet sted hen.

Jeg åbner døren og går ud. Jeg kommer ind på værelset og kigger på skemaet over dagens skoletimer. Skønt, jeg skal have magikunstskab i første modul. Det er altid med til at få mine tanker et andet sted. Jeg finder min taske frem og pakker mine magibøger. Jeg er altid glad når jeg skal have magikunstskab. Jeg har altid været bedre end de andre. Magien har ligget i familien i mange generationer. Både min mor og far er magikere, men i den landsby jeg boede i, var magi ikke tilladt, så mine forældre måtte spare penge sammen til at kunne sende mig ind til storbyen og få undervisning i magi. Det var nogle lange køreturer i hestevogn, for at komme ind til byen, men det var det værd. Mine forældre ville mig det bedste indenfor magien, fordi de ikke selv følte de fik deres nødvendige undervisning i det til at holde det ved lige. Så nu står det til mig at føre generationen videre.

Jeg kigger op på uret, som hænger over døren, og ser at klokken snart er ni. Mit første modul starter om femten minutter. Jeg skynder mig at proppe de sidste ting i min taske. Jeg tager det første par bukser i mit skab ud og tager dem på. Jeg glemmer alt om at skifte trøje, så jeg tager afsted i min nattrøje. Jeg tager sko på, smækker tasken på ryggen og løber ud af døren.

 

Selvom magi er mit yndlingsfag, føler jeg alligevel at timen går langsomt. Alt undervisningen forgår i bogen, og vi får ikke lov til at øve det i praksis. Jeg vælger at sidde bagerst i klassen, så jeg ikke vil få for meget opmærksomhed fra de andre, men alligevel føler jeg at alle kigger på mig. Marlene fra  går også i klassen og har valgt at sidde ved siden af mig, så hun kunne give de andre elever ”det onde blik” når de kiggede på mig. Vores lærer, Frk. Mangock kommer gående forbi os, op mod tavlen.

”Okay alle sammen. Jeg vil nu bede jer om at slå op på side 495 i jeres magibog.” siger hun og stiller sig op bag sit podie. ”Frk. Coleman. Vil du være sød at læse op fra linje 34?”

Jeg får et chok da hun nævner mit navn. Jeg rømmer mig og begynder at læse højt.

”At opbygge en forevig pagt.” begynder jeg. ”At opbygge en pagt, der skal vare for evigt kræver stor kærlighed til den person man vil lave pagten med. Man skal have tillid til at pagten aldrig må blive brugt. Man skal tage hinanden i hånden, sidde tæt og trykke panden ind mod hinandens. Derefter skal man sige de hellige ord: ”Pagten vil vare for evigt, og vi vil aldrig bryde pagten.” For at kunne udføre besværgelsen skal der mindst være en magiker til stede. For at bryde besværgelsen skal man….”

”Mange tak Frk. Coleman.” afbryder Mangock. ”Nu vil jeg gerne bede dig om at komme herop.”

Jeg kigger over på Marlene. Hun nikker til mig og mimer: ”Du kan godt.” Jeg rejser mig og går langsomt op mod tavlen. Jeg kommer derop og Frk. Mangock tager fat i mine skuldrene og vender mig om med front mod de andre.

”Nu vil jeg gerne have at vi to skal prøve at vise de andre, hvordan man laver en pagt.” siger Frk. Mangock. ”Jeg rykker lige pulten til side her, og så vil jeg bede dig om at sætte dig på gulvet.” Mangock tager pulten og løfter den til side. Så kommer hun hen til mig og sætter sig tæt på mig. Hun tager mig i hænderne og trykker sin pande ind mod mig.

”Her kan I se, hvordan man skal sidde for at lave en pagt. Nu siger vi ikke besværgelsen, for at være på den sikre side at vi ikke laver en pagt. Det kan være rigtig farligt, hvis man bare prøver det her for sjov. Det kan ske at man laver en pagt der indeholder meget ondskab, og det vil vi helst ikke have.” siger Frk. Mangock og rejser sig igen. ”Mange tak til Frk. Coleman, for hjælpen.”

Jeg går ned til min plads og sætter mig ned.

”Nu vil jeg fortælle jer, hvordan man bryder en pagt der ikke skulle have været lavet.” siger Mangock, men bliver afbrudt af skoleklokken som ringer. ”Nå, det må vi tage en anden dag. Tak for i dag alle sammen.”

Vi begynder alle at pakke vores bøger sammen. Der er kun ti minutter til næste modul, og det ligger i den anden ende af bygningen. Jeg rejser mig op og tager min taske. Jeg har en mærkelig følelse efter den her time. Besværgelsen sidder fast i mit hoved.

 

”Hvorfor skal du afsted?” græder jeg ind i hans brystkasse. ”Det er ikke fair.”

Tristan løfter mit hoved og kigger mig ind i øjnene.

”Jeg bliver nød til det. Men bare rolig. Der vil ikke ske mig noget.” siger han til mig og smiler. Jeg fælder en tåre og klamrer mig ind til ham.

”Men hvad så, hvis der sker dig noget? Kan jeg stole på at jeg vil se dig igen?” siger jeg.

”Selvfølgelig kan du det.” Han lægger armene rundt om mig og hviler sit hoved på mit.

Vi sidder længe sådan. Jeg kan ikke lade være med at græde, og jeg kan mærke på Tristan at han også var ked af det.

”Der er måske noget vi kan gøre for at vi vil finde tilbage til hinanden uanset hvad.” siger han. Jeg løfter hovedet og kigger op på ham.

”Hvad?” siger jeg.

”En evig pagt besværgelse.” siger han og smiler til mig. ”Vi kunne lave en pagt om at vi altid vil finde tilbage til hinanden, uanset hvad der sker.”

Jeg sidder længe og tænker over det. Jeg kan godt huske jeg havde læst om at lave en pagt i min magibog. Jeg er lidt skeptisk med det i starten, men bløder lidt op. Jeg vil gøre alt for at kunne være sammen med Tristan. Jeg kigger op på ham og nikker stille. Han smiler til mig og sætter sig i skrædderstilling foran mig. Jeg finder min magibog frem og slår op på siden med besværgelsen. Jeg guider Tristan igennem punkterne i bogen.

”Okay, nu skal vi sige højt, hvad pagten skal bygges op på. og derefter skal vi sige: ”Pagten vil vare for evigt og vi vil aldrig bryde den.” siger jeg.

Vi sætter vores pander mod hinanden, tager hinandens hænder og siger i kor:

”Vi laver denne pagt, for altid at kunne finde tilbage til hinanden, uanset hvad der sker.”

Til sidst siger vi besværgelsens sidste ord og pludselig mærker vi en stærk vind imellem vores kroppe. Det er ikke koldt og ubehageligt, men dejlig varm. Det giver et sug i maven og det føles som om vi svæver over jorden. Et kraftigt lys danner sig imellem os. Det bliver større og større og blænder os, så vi bliver nød til at lukke øjnene. Suset i maven bliver kraftigere, men på et sekund stopper det. Vi falder ned til jorden igen og den varme luft og lyset forsvinder. Vi åbner øjnene og kigger på hinanden. Der har ikke forandret sig noget ved os, og vi kan ikke føle nogen forskel.

 

Jeg går ned af gangen og fortsætter. Alle de andre elever er gået i forvejen, så jeg er alene. Men igen føler jeg det som om der er nogen bag mig. Jeg gider ikke kigge, for jeg ved at det bare er paranoia der stiger mig til hovedet. Jeg fortsætter med at gå. Panikken kommer mod mig med et skub, og jeg sætter farten op. Lige pludselig kan jeg høre en stemme, og jeg tror det er nogen der går bag mig. Jeg kigger tilbage, men der er ikke nogen.

”Magda.” lyder der en hvisken. Jeg kigger rundt, men der er helt tom for mennesker. Jeg mærker en hånd på min skulder. Jeg går i panik og løber hen til min klasse. Jeg åbner døren og smækker den bag mig. Jeg står et stykke tid ved døren for at få pulsen til at falde. Så hører jeg en hosten bag mig og jeg vender mig hurtigt om. Timen er allerede startet og alle folk sidder på deres plads og kigger på mig med store øjne.

”U-u-undskyld. Det er jeg ked af.” får jeg fremstammet til læreren som står oppe ved tavlen og  kigger på mig. Jeg skynder mig hen på en tom plads og finder mine bøger frem.  Alle holder øje med mig imens jeg finder mine bøger frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...