I used to be a 'pretty girl'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2016
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Igang
Historien handler om Emma, som kort sagt har et 'perfekt' liv.
Pludselig falder alting fra hinanden, og hvad gør man når man aldrig har prøvet at stå på egne ben?

1Likes
0Kommentarer
79Visninger

1. "MAYA!"

”MAYA! PAS PÅ! ”Lyden af hylende bremser og vores skrig fyldte luften. Jeg bremsede hårdt op og kastede panisk min cykel fra mig. ”MAYA!” Skreg jeg hæst med tårerne løbende ned af mine kinder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, stod bare forvirret og kikkede ned på den krøllede blå cykel og Mayas livløse krop. ”Maya!” Hviskede jeg denne gang endnu mere hæst. Tårerne løb ned af mine kinder og lavede en våd plet på min røde trøje.

Mayas trøje var revet i stykker og den var helt mørkerød af blod. De store blå bogstaver som ellers plejede at signalere ordet ’Bestie’ var nu endt i en stor, brun plet af mudder og blod.

”Den minder mig og dig.” havde Maya altid sagt med et stort smil, når jeg 3. dag i træk spurgte hvorfor hun igen havde den trøje på. Hun havde det smukkeste smil jeg kendte, Hendes kridt hvide tænder glimtede, og hendes øjne smilede om kap med hendes røde læber.

Jeg vendte igen tilbage til virkeligheden da jeg hørte en bildør smække. Jeg kikkede op og så en ung dame stå ved siden af den sølvgrå bil. Hun så forskrækket ud, ”Jeg…” stammede hun, men fik ikke sagt mere.                       ”HVAD HAR DU GJORT?” råbte jeg vredt. Jeg rejste mig og gik med målrettede skridt hen mod hende.             ”HUN VAR MIN BEDSTE VENINDE!” jeg knyttede mine hænder og stirrede hende vredt i øjnene. ”SE PÅ DET!” Jeg råbte stadig, men tårerne blev ved med at løbe. ”SE PÅ DET!” gentog jeg, denne gang højere og hårdere. Den unge dame så både skræmt og overrasket ud, men tog i mod min ordre og vendte langsomt hovedet ned mod ulykken. ”HUN VAR MIN BEDSTE VENINDE!” Jeg nærmest skreg ind i hovedet på hende og lod næsten ikke mærke til en lille tåre som langsomt trillede ned af hendes kind. Hun turde ikke andet end at holde fast i mit lynende blik.           ”DU HAR SLÅET HENDE IHJELD!” min stemme begyndte at ryste, men jeg råbte stadig. -inderst inde vidste jeg godt at jeg ikke havde nogen grund til at råbe af hende, og egentlig var jeg slet ikke vred. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg kunne ikke forstå, at hun var væk, min ’bedste veninde’, som havde været der for mig gennem alt, og jeg havde ikke muligheden for at gøre noget.

Endelig gav jeg slip, lod tårerne strømme ned ad mine kinder og faldt hulkende sammen på den kolde asfalt.

 

Jeg kunne høre den tudende lyd af ambulancer komme tættere og stoppe da den endelig nåede frem. En af ambulancefolkene kom og hjalp mig på benene; ”Er du kommet til skade?” spurgte han og ventede på et svar. ”Hvad hedder du?”

Jeg sagde ingenting, kikkede bare på ham som om han lige så godt kunne gå. Mine ellers altid smilende øjne var nu kolde og tomme. De var helt røde af gråd og var begyndt at gøre ondt, men jeg lagde ikke mærke til det. Det eneste der fyldte mit hoved, var billedet af Mayas cykel ramme bilen og hendes livløse krop lande på jorden. ”Kom.” sagde manden fra ambulancen venligt og hjalp mig ind i ambulancen. ”Vi tager dig med til hospitalet og får dig tjekket.” Han smilede og satte sig så ned på ved siden af mig.

Ambulancen begyndte at køre, mit blik hvilede på den bulede sølvgrå bil, som det hele forsvandt længere og længere væk.  Jeg lukkede øjnene, og lyden af vores skrig og hylende bremser fyldte mine ører, men den sidste tåre jeg havde i mig, langsomt trillede ned af min kind.

 

                                                                                                                                                 

-Dette kapitel blev ikke så langt, da det er er kort fortælling om noget der er sket. :)
Jeg håber ikke kun lide det!!

-Moogaard

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...