I'll Remember

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2016
  • Opdateret: 16 apr. 2016
  • Status: Færdig
Sytten årige Ana Quintin har levet uden hendes forældre i snart tre år. Det har taget hårdt på hende, men det var aldrig noget hun sagde. Hun levede bare. Da Ana møder Harry Styles, så forsvinder følelsen af svigt i et kort øjeblik - men hvad gør hun den dag den kommer tilbage som en eksplosion?

15Likes
7Kommentarer
3886Visninger
AA

12. KAPITEL TI

Den trettende dag før forandringernes tid, stod jeg ude på pigernes badeværelse på Midway Ground, med hænderne på kanten af en af de beskidte vandhaner. Jeg havde, for en gang skyld, en af mine egne hættetrøjer på som jeg havde trukket op over hovedet. Min hud væskede endnu en gang, og jeg følte ikke, at jeg kunne tillade mig at gå rundt med det.

Det var kun klamt og ekstremt modbydeligt at se på.

Eller det følte jeg, så jeg forstod egentlig heller ikke hvorfor Harry Styles ville være min kæreste. Han kunne jo bare slå op, for vi havde kun været sammen i få minutter, før ulykken skete. Det virkede surrealistiske. Altså ulykken.

“Ana?” lød en uskyldig stemme, som kun kunne tilhøre én person jeg kendte. Rachel kom frem fra døren og så på mig med små øjne, som om hun var bange, for hvad hun ville se. “Hvad laver du herinde?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet og greb ud efter et stykke papir, og begyndte at duppe væsken af mit ansigt.

“Jeg kan ikke gå ud sådan. Og hvorfor ser du så bekymret ud?” spurgte jeg på en vis snerrende måde, og overhovedet ikke som jeg ville i virkeligheden have gjort. Det var ikke meningen, at jeg skulle lyde så hård i munden.

“Jones og jeg har snakket om Harry, hans opførsel i går og i dag. Han virker så fraværende, så vi besluttede os at jeg skulle finde dig og spørge. Hvis det altså er i orden med dig?” forklarede hun med en stemme fyldt med usikkerhed. Jeg vidste ikke hvad man burde sige i sådan en situation. Der er intet galt, eller, der er en masse galt. Hjælp mig. Jeg så på hende med et falsk smil, men det kunne hun ikke gennemskue - det kunne hun aldrig.

“Der er intet galt.” løj jeg og smed papiret ud. Jeg hev endnu et ud og dyppede det i vand fra hanen, hvorefter jeg duppede det på mit ansigt. Det virkede på en måde som desinficerende, bare mere som rensende og hundrede procent naturligt.

“Vil du med til time, eller bliver du herinde?” spurgte hun.

“Jeg bliver herinde, og ringer nok efter Elias.” Hun vidste godt hvem Elias var, men som min bror. Ikke plejebror. Hun nikkede og bakkede stilfærdigt tilbage, på vej ud af døren.

“Skal jeg finde Harry?” spurgte hun.

Hun laver squ’ da ikke andet end at spørge.

“Nej, det går. Gå du bare igen,” smilede jeg, og vendte mig mod spejlet igen. En uudholdelig følelse af at smadre spejlet, byggede sig op inde i mig, men jeg satte i stedet hænderne om vaskens porcelæns kant og trak vejret dybt.

En … to … tre … fire … om, og om igen. Jeg lukkede øjnene i noget tid, som kun føltes som få sekunder, men jeg vidste der var gået længere tid. Mit ene øje var begyndt at svie af hævelserne og betændelse fra det brændte, som påklædte min hud i en brændende rød farve.

“Ana Quintin?” lød en stille stemme, mens døren herind åbnede sig i en knirkende lyd og en høj skikkelse formede sig i døren, i en silhuet. Jeg kiggede væk fra døren og i et forsøg om at gemme mig bag hætten og mit hår. “Ana.” Denne gang var jeg stensikker på hvem det var.

“Harry, du må ikke være herinde.” afslog jeg.

“Jamen, jeg ved det ikke, Rachel kom ud og fortalte at du var herinde, og så sagde hun at det var en god idé at smutte ind til dig.” forklarede han nervøst bag mig. Jeg rystede på hovedet og tog hætten af, for at vise hvilken stor fejl jeg var.

Der var en lang pause imellem os, før jeg åbnede munden for at afbryde stilheden: “Kan du ikke se det, Harry?” spurgte jeg og bed mig i læben, for ikke at afslører den dirrende fornemmelse i hagen. Jeg ville ikke stå og græde foran ham.

“Hvad for noget, Ana Quintin?”
Og den måde han sagde det på, fik mig til at føle noget helt andet end for et mystisk trylleslag siden. Han lagde altid et typisk pres på mit navn, og sagde altid mit fulde navn. Det var virkelig forvirrede og trak mig kun længere ind i ham, på en måde.

“At jeg er et rod, et afskyelig monster, en forvirret og efterladt tøs!” råbte jeg, højere end forventet. Hans blik var lige så overrasket over mine ord, som jeg selv var. Han gik tæt på mig og skulle til at ligge armene om mig, men jeg skubbede ham væk og tog et skridt bagud. “Du fortjener mig ikke.”

“Jeg elsker dig.”

Alt stoppede i samme sekund som ordene forlod hans mund.

“D-det kan … Det kan du ikke!” svarede jeg forskrækket tilbage og trak hætten over hovedet igen, for at skjule de tårer som nu trillede ned af mine kinder. Salten sved på sårene. Han skulle lige til at gribe ud efter min arm, da jeg løber forbi ham, men jeg undvigere ham og løber ud af døren.

“Ana!” råbte han.

Han kunne ikke elske mig. Der var kun gået få dage i vores forhold, og det ville ødelægge mine planer fuldkommen. Han havde ingen grund til at elske mig, hvis han vidste hvad der foregik oppe i mit hoved. På min krop.

“ANA!”

Hans stemme afbrød mine tanker og jeg havde mest af alt, bare lyst til at stoppe op og vende mig om og kramme ham, men min krop løb videre. Den styrede sig selv tårerne trillede ned af mine ømme og blussende kinder

Mine hænder dykkede ned i mine baglommer og jeg hev min mobil op. Jeg fandt Elias’ nummer, mens jeg løb ihærdigt for at komme væk fra Harry Styles. Jeg kunne ikke holde til det mere. Jeg hørte stadig Harry råbe efter mig, det panikkede inden i mig da han kom tættere og tættere på, jo hvert sekund der gik.

Det Elias.” lød det i den anden ende af telefonen.

“Elias, vil du ikke komme at hente mig. Jeg kan ikke klare at være her længere,” græd jeg ind i mobilen. Jeg så mig ikke tilbage, men jeg kunne høre Harry var alt for tæt på, så han tydeligt kunne høre mig.

Hvad sker der?” spurgte han nervøst.

“Bare hent mig, please.” sagde jeg, som det sidste, og lagde på. Jeg var lige ved døren og skulle til at hive den op, da jeg mærker en hånd rundt om min arm. Jeg bliver vendt om, og jeg kan ikke hjælpe på det, men et skrig flyver ud af mig. Af ren forskrækkelse.

“Hvorfor, Ana Quintin?” spurgte han og så ned på mig. Jeg rystede på hovedet og nægtede at svare ham, for jeg ville bare bryde ud i gråd igen. Eller gå helt i spåner. “Svar mig,” sagde han bestemt, men der var intet som kunne få mig til at afslører noget. Ikke engang Finn Hardlynn.

“Hvad har jeg dog gjort?”

“Jeg er ligeglad med hvad de andre kalder dig, for de ved ikke hvad der skete. Det ved jeg, din kæreste. Mig, Harry Styles. Ham der elsker dig.”

“Please …”

Og sådan kørte ramsen, mens tårerne gled ned af mine kinder. Jeg sagde ikke et eneste ord, selvom lysten steg mere og mere. Det var så ubeskriveligt smertefuldt at se ham sådan, men jeg kunne ikke overgive mig.

“Ana Qui-”

Jeg rystede på hovedet og løb ud af døren, før han kunne nå at følge med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...