I'll Remember

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2016
  • Opdateret: 16 apr. 2016
  • Status: Færdig
Sytten årige Ana Quintin har levet uden hendes forældre i snart tre år. Det har taget hårdt på hende, men det var aldrig noget hun sagde. Hun levede bare. Da Ana møder Harry Styles, så forsvinder følelsen af svigt i et kort øjeblik - men hvad gør hun den dag den kommer tilbage som en eksplosion?

15Likes
7Kommentarer
3873Visninger
AA

9. KAPITEL SYV

Dan kørte mig i skole, for han vidste ikke om jeg en dag kunne bryde sammen igen. Elias og Julian havde sladret til dem, om mit udbrud, så både Claudia og Dan besluttede at jeg ikke måtte køre i skole længere. Jeg skulle blive kørt. Ihvertfald i et stykke tid.

Jeg havde min blomstersamling i min taske i dag, men det var kun som en trøst for at jeg kom tættere og tættere på treårsdagen og en beroligelse for ængsteligheden ved at troppe op i skole med en halvtreds procent brændt krop.

Henne ved indgangen til anden årgangs eleverne stod Harry Styles i en polo trøje og et par cowboybukser. Typisk Harry Styles.

Jeg følte Dan spændte alle muskler i hans krop ved synet af manden som åbenbart gjorde skade på mig - for han var jo også bilen der sprængte i luften og den som antændte det hele, og slet ikke manden der prøvede at få os alle i sikkerhed - vel?

“Jeg er ikke glad for ham Styles der,” fastslog han. “Det ved du godt, ikke også?” Jeg nikkede bare, selvom jeg ikke rigtig lyttede på hans brok. Han dømte virkelig bogen på omslaget denne gang. Det var fint nok at han ellers godt kunne komme med en kommentar eller lignende, men at han ikke troede på hvad nogen af os sagde - det var for meget.

“Han forårsagede jo skade på dig og-”

Det gjorde han altså ikke!

“- han står bare deroppe og smiler som en lalleglad idiot.”

Alt jeg gjorde var at ignorer Dan, for det kunne han bare ikke mene. Han kunne virkelig bare stikke sin meninger langt op i hans eget rektum.

“Nå,” sagde han lavmælt, da han endelig forstod jeg ikke gad og høre mere på ham. “Du må have en god dag. Jeg henter dig når du får fri,” sagde han og gled blikket hen på mig. Jeg kneb mine læber sammen for ikke at komme med en spydig bemærkning - hvilket jeg tit gjorde hvis jeg var irriteret - og nikkede.
Da jeg var kommet ud af bilen og Dan var kørt væk fra parkeringspladsen, vendte jeg hælen om mod indgangen. Den lette brise landede som et penselstrøg mod mit ansigt, men alligevel skød smerten igen frem i det brændte. Jeg havde ikke nogen forbinding på ansigtet, for det havde mest brug for luft. Åbenbart.

Jeg løftede min hånd op til kinden og rørte let ved huden. Jeg bandede utallige ord mens jeg bevægede mig op til min kæreste. Jeg hev billedet af ham stå og vente ind i min hukommelse, så jeg forhåbentlig aldrig ville glemme det.

“Åh gud, Ana Quintin!” gispede han og løb hen til mig, da han så mit ansigt tydeligt nok. Han lagde armene forsigtigt omkring mig og knugede stille min krop ind til sin egen. “Jeg har virkelig dårlig samvittighed, men jeg turde ikke komme fordi Dan va-”

“Det er altså helt okay. Det var alligevel godt, at du ikke var der. Det var en ren og skær lorte søndag.” sagde jeg og viftede med hånden i vejret, for at skifte emne. Jeg kiggede rundt om mig for at finde Rachel eller Jones - de havde faktisk ingen anelse om hvad der var sket.

Vi var bare de personer som hang ud i skoletiden, men knap nok havde set hinanden uden for skolens grund. Jo, Rachel og Jones så hinanden i ny og næ.

“Jeg tror de er allerede gået indenfor. Skal jeg følge dig ind?” spurgte han og rakte hans hånd ud som en rigtig gentleman. Jeg rystede på hovedet, men han insisterede og tog fat i min hånd. Vi forsvandt indenfor og blikkene landede på os.

“What the-”

“Woah, Ana Quintin. Der er vist nogle som har-”

 

Jeg besluttede mig for at lukke deres kommentarer ud af mit hoved. Det kunne hurtigt blive for meget for mig, lige i øjeblikket. Harry Styles lagde armen om mig og ledte os hen til matematik lokalet. Heldigvis havde jeg det sammen med Harry.

Jeg var ikke psykisk stabil nok til at klare i dag alene.

 

Og som undervisningen skred frem, kom der mere og mere opmærksomhed mod mig. Det var som om at de trætte morgen hoveder ikke fattede matematikken alligevel og fandt noget andet at fokusere på. De vidste bare ikke hvor meget jeg hadet det, selvom jeg ikke så tilbage på dem. Jeg prøvede at gemme mit hoved, men hvor end jeg så hen var der endnu et blik. Harry Styles greb min hånd under mit bord - vi sad ved siden af hinanden denne dag.






 

Harry Styles var ikke kommet tilbage fra hans toiletbesøg i matematik, så jeg stod til at skulle gå alene ud i gangen. Jeg pakkede mine bøger sammen og smed mit penalhus bagefter ned i tasken. Jeg trak min hætte på hættetrøjen Harry havde lånt mig i starten af timen op over hovedet, for at få følelse af sikkerhed tilbage igen.

Og jeg forsvandt ud i gangen. Ned af den og næsten til biblioteket, idet jeg hører en kommentar fra en af de andre elever.

“Var det en hed weekend eller hva’?” efterfulgt af en masse grin fra en gruppe og high fives. Jeg bed mig i læben, for ikke at råbe af dem og knugede tasken længere ind til mig, mens jeg så ned i jorden.

“Ana Quintin, jeg spurgte dig om noget.” afbrød stemmen igen. Jeg så ikke tilbage, men koncentrerede mig bare om at komme væk. Min hætte blev revet ned fra mit hoved og min krop blev skubbet op af væggen med et brag. Jeg mødte nogle isblå øjne, som gav et gys ned af min krop.

“Jeg har hørt nogen snakke om at du er blevet en Styles nu.” grinte han og kastede et ondskabsfuldt blik i hovedet på mig. Hans øjne studerede det brændte hud i mit ansigt, som var let hævet og knaldrødt.

“Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret.

“Jeg kan squ’ ik’ forstå ham Harold der. At han vil være sammen med sådan en afbrændt tøs,” sagde han og slog sit hoved tilbage i et triumferende grin. Jeg mærkede tårerne samle sig i randen af mine øjne. Jeg skubbede drengen væk fra mig i et forsøg og pludselig blev der stille på gangen.

Jeg gætter på at de aldrig har set et pige slå ham fra sig, tænkte jeg og rettede hætten op på mit hoved igen, hvorefter jeg forlod gruppen af idioter og gik ned mod biblioteket hvor Rachel og Jones altid sad i pausen.

 

Jeg fortalte dem hele historien om hvorfor jeg så hæslig ud, men ikke om hvad der lige skete ude på gangen. Jeg vidste det var ligeglade, og jeg bare var en type som de hang ud med, får at jeg ikke skulle føle mig dårlig tilpas. Det lyste efterhånden i deres øjne.

Jeg har bare været for bange til at indse det før nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...