Glemsel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2016
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Igang
Athena har hele livet fået at vide, den by hun bor i, er den sidste i verden, og alt andet spor af civilisationen har udslettet sig selv. Men da hun en dag går ud af den dør, som fører om på den anden side af den mur, som omkranser byen, opdager hun, at hendes by blot er en ud af mange, og regeringen blot har holdt dem adskilt ved at lade alle leve på en løgn.
Men da hendes viden bliver opdaget, bliver hun og hendes familie truet på livet, hvis ikke hun indvilger i at slette sin egen hukommelse. Problemet er bare, at Athena ikke kan få sig selv til det. I stedet gør hun alt for at lade som om, hun ikke længere er i bessidelse af sine minder, mens regeringen overflytter hende til en anden by - uvidende om, at hendes hukommelse stadig er intakt. Men det efterlader Athena med det skæbnesvangre valg om, hvorvidt hun skal afsløre sin viden eller ej. //bidrag til Allegiant-konkurrencen, valgmulighed 3

6Likes
3Kommentarer
590Visninger

6. 5

Moren - Regine -  havde stadig ikke set Athena, da hun havde for travlt med at stirre intenst ned på sine egne fødder. De var som altid i ført høje hæle, som klikkede mod det våde fortov, så Athena endnu en gang måtte beundre sin mor for ikke at falde i dem, da de virkelig var så høje, man skulle tro, hun tog dem på for at kunne mærke, hvordan det var at gå med hovedet oppe ved de grå vinterskyer. Men selvom det var latterligt fodtøj at have på en vinteraften, kunne hun ikke lade være med at smile svagt, da det var så uendeligt dejligt at se en velkendt skikkelse komme gående i de stadig ukendte omgivelser. 

Faktisk så dejligt, hun næsten glemte, hvor hun var. Hendes læber var allerede i gang ned at forme ordet 'mor' for at få kvinden til at stoppe, og det var kun med nød og næppe, hun nåede at beherske sig. For Athena burde ikke kunne genkende sin egen mor. Denne kvinde burde ikke skulle sig ud fra mængden, men kun være en af de mennesker, man passerede på gaden og fik fornemmelsen af, den eneste grund til, de var der, var for at fylde verden ud med deres grå tøj og sammenbidte miner. 

Men hvorfor var hun her? Hun var i en anden by, en anden by, end den hun blev født i, hvilket måtte sige, hun vidste det. Så selvom Athena var klar over, det var bedst, de hver især blev på deres eget fortov og liv, blev hun nødt til at gøre noget, da hun ville komme til at fortryde det, hvis hun lod hende gå forbi. Hun havde bare brug for at høre hendes stemme, bildte hun sig selv ind, mens hun gik over gaden uden at bekymre sig om at se sig for. Kvinden havde stadig ikke opdaget hende, hvilket nok til dels skyldes, at støvregnen havde udviklet sig til rigtig regn, så lyden af dråberne, der ramte jorden var så højlydt, det skyllede lyden af hendes skridt væk, som hun nåede det andet fortov. 

Og uden at tænke det mere igennem, satte Athena tempoet op, indtil hun var få skridt bag kvinden.  I tankerne gennemgik hun hurtigt hvilke dødelige konsekvenser, det kunne få at skabe ko takt til en kvinde, hun ikke burde kende, en kvinde, der kendte til noget, hun ikke burde. Men før hun kunne nå at stoppe dem, strømmede ordene ud af hendes mund, så hun endnu en gang kunne forbande sin tunge langt væk, for hvor impulsiv den var. 

"Undskyld mig - men kender jeg dig?" spurgte hun sin mor. Hun prøvede desperat at undertrykke den ironiske undertone, men det endte med, at ironien ligefrem dryppede af hendes stemme, som regndråberne gjorde det fra himlen. For trods alt, her stod hun og spurgte sin egen mor, om de kendte hinanden. Men det var nu det bedste, hun kunne sige, da hun havde hørt, at slettede minder nogle gange kunne dukke op til overfladen igen, og hvis nogen så dem, ville de forhåbentlig bare tro, Athena kun havde en svag erindring om at have set kvinden før - ikke andet. Det føltes nu stadig forkert at være så forsigtig med, hvad hun sagde omkring sin egen mor. Athena vidste bare, der var noget grueligt galt, når moren var her af alle steder. 

Kvinden vendte sig forskrækket om med et ansigt så blegt, det lignede regnen havde skyllet alle farverne væk og ladet dem løbe ud i en eller anden kloak. Men det var nu ikk hendes hudfarve, Athena kiggede på. Det var hendes øjne, der havde samme isblå nuance som hendes egne. For i det øjeblik dukkede et glimt af genkendelse op, men kun den slags genkendelse, som når man ser en person, der har været forsvundet fra ens liv i årtier. Der var intet spor af de minder fra dengang, de havde været en familie, ej heller noget tegn på hun vidste, at de blå øjne, hun stirrede ind i var et spejl af hendes egne. Og selv denne genkendelse forduftede snart og efterlod hendes øjne som noget, der var så fremmede som aldrig før. 

"Det er jeg bange for, du ikke gør" svarede hendes mor langsomt, som overvejede hun hvert ord med omhu. Men den tøvende måde, hun havde sagt sætningen på, fortalte Athena noget ganske andet. Hun vidste, hvem hun var, og hun vidste, hun ikke burde have nogle minder om hende. Alligevel måtte Athena gispe efter luft i et kort åndedrag, da Regine lige havde slået den ud af hende på sådan en måde, der fik hende til at nægte nogensinde at kalde Regine for mor igen. 

For hun kunne da ikke bare have det fint med, at regeringen havde taget hendes datter fra hende. Hun spillede ligefrem med! Og desuden kendte Regine til hemmeligheden, da hun havde rejst mellem byer og tydeligvis stadig var i besiddelse af alle sine minder. Tankerne fløj rundt inde i Athena, og hun blev nødt til at lægge en hånd mod den lygtepæl, de stod under, som for at mærke, verden bestod af andet end hende og hendes forvirring. Det var næsten mere sandsynligt, at kvinden foran hende var Regines ukendte enæggede tvilling, der boede her, end at det vat hende selv. Til sidst formåede hun endelig at få ord over sine læber.

"Det er jeg altså ret så sikker på, jeg gør. Du virker virkelig bekendt," sagde Athena og gjorde sit bedste for ikke at virke så mistænkelig, som hun følte sig. 

Men Regine rystede blot på hovedet som svar, en bevægelse, der fik Athena til at ønske, lygtepælen ikke var der til at oplyse den, da den virkede så mekanisk, hun var overrasket over, hendes stemme ikke havde lydt metallisk og robotagtigt. 

Hun var så optaget af, hvor unaturlige og stive Regines bevægelser så ud, hun først ikke lagde mærke til, hun gjorde mine til at gå videre.

"Hov, vent," sagde hun en tand for desperat. "Måske kender jeg din datter fra skolen eller sådan noget. Har du en datter?" Athena var godt klar over, hun bevægede sig ud på usikker grund nu, og det havde endda været særdeles dumt af hende at nævne skolen, da hun ikke havde været i skole siden "bilulykken". Men i det mindste stoppede kvinden nu op igen og sendte hende et undrende blik. 

"Nej - jeg har ingen datter," svarede hun, hvilket fik Athenas hjertemuskel tik at trække sig sammen, som prøvede den at få hendes hjerte til at eksplodere i bittesmå stumper, hun aldrig ville kunne samle i gen. Det krævede alle hendes kræfter ikke at bryde sammen lige der midt på gaden, samt at beholde det tomme blik i sine øjne. 

"Jeg må altså finde ud af, hvor jeg kender dig fra. Ellers kan jeg bare ikke sove i nat. Så... hvor arbejder du? " Den påtagede munterhed i hendes stemme lød falsk, men hun havde bare brug for at holde samtalen i gang, så hun lidt endnu kunne blive ved med at høre Regines -sin mors -stemme. 

"Jeg arbejder hos regeringen," smilede hun, som om intet var galt. Men denne sætning var nok til at få Athena til at træde adskillige skridt bagud, indtil chokket til sidst også fik lammet hendes ben, så hun blev til den statue hugget i forvirring, som hun følte sig som. 

Regine arbejdede ikke for regeringen. Hun arbejdede som skolelærer. Ganske vist havde Athena aldrig besøgt hendes arbejdsplads, men hun havde tit hørt hende brokke sig til sin mand om sine elever, hvor mange timer hun skulle arbejde, og hendes fingre havde sågar altid været farvet lidt af kridtstøv. Athena havde ikke tal på hvor mange gange, hun med et suk havde tørret de kridthåndtryk, Regine efterlod rundt omkring i huset, når hun kom hjem fra arbejde, væk. 

Men var det virkelig en løgn? Ligesom så meget andet? En virkelig veludført løgn? Eller løj Regine nu? Spørgsmålene svirrede rundt i hendes hoved, kolliderede med hinanden med høje brag for så at fortsætte rundt, indtil Athena begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hvorvidt, himlen var blå, og græsset grønt. Men trods alt, hvis hun arbejdede ved regeringen, kunne det være en forklaring på, hvorfor hun vidste, Athena ikke burde huske hende, og hvorfor hun lod som om, hun heller ikke huskede det hende. Eller måske blev Regine tvunget, kunne hun ikke lade være med at håbe på. Måske var hendes mor et sted bag de isblå øjne, hun var bare gået i vinterhi, men ville snart komme tilbage uden at være en del af regeringens hemmeliggørelse . 

"Hvor længe har du så arbejdet hos regeringen," fik Athena endelig frem efter at have afgjort med sig selv, at det måtte være et af de vigtigste spørgsmål at stille lige nu. Ordene snublede over hendes underlæbe på vej ud, så det var et under, at Regine overhovedet forstod hende

"Øhm, i 15 år," svarede kvinden forsigtigt - tydeligvis bange for, at det hun sagde skulle fremkalde endnu endnu en reaktion hos Athena. Men det var yderst svært, da den ene halvdel af hende havde mest lyst til at springe på Regine, flå i hende og forlange, hun fortalte hende alt og hjalp hende med at finde forskellen sandhed og løgn, mens den anden allerhelst ville falde på knæ for at rive jorden op, så hun kunne falde ned i sit eget lille hul, dybt nede, hvor ingen løgne kunne nå hende gennem jordlagene over hende, så hun kunne glemme alt andet, - sådan som hun burde.

Men ingen af disse ting virkede mulige så det endte med hun bare stod og stirrede vantro på Regine. 15 år, det var hele hendes levetid. Havde hendes mor virkelig kendt til hemmeligheden over dem alle i de år? Og havde hun endda været med til at sørge for den vedblev hemmelig for resten af verden? Var hun virkelig så passioneret omkring sit arbejde, hun ville give slip på sin egen datter, tusind gange lettere, end hun havde givet slip på papiret til drengen? 

Hvor mange var mere involveret i det? Deres naboer? Den mand, som netop nu trak gardinerne for i bygningen på den anden side af gaden?  Havde det alligevel ikke været så ukendt, som hun havde troet? 

Athena pressede begge dine hænder hårdt mod tindingerne i et forsøg på at lukke verden ude, da hendes hoved ellers snart ville eksplodere, hvis det fik mere information. Hun kunne allerde nu se, hvordan hjernemassen ville efterlade spor på de grå vægge, mens hendes øjenæbler ville trille ned af gaden. 

Regine stod bare og betragtede hende med stigende uro. De var snart nået langt forbi det punkt, hvor hendes handlinger kunne bortforklares som forvirring, når kun mindet om de slettede minder stadig spøgede hos hende. 

"Jeg må hellere se at komme videre," mumlede kvinden så. Hun skyndte sig væk og snart var selv ekkoet af hendes høje hæle mod fortovet forsvundet, kvalt af regnen. 

Og Athena stod efterladt tilbage og følte sig så alene som nogensinde før, mens hun betragtede sin mor gå sin vej uden videre. 

Hun så sig ikke engang tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...