Glemsel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2016
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Igang
Athena har hele livet fået at vide, den by hun bor i, er den sidste i verden, og alt andet spor af civilisationen har udslettet sig selv. Men da hun en dag går ud af den dør, som fører om på den anden side af den mur, som omkranser byen, opdager hun, at hendes by blot er en ud af mange, og regeringen blot har holdt dem adskilt ved at lade alle leve på en løgn.
Men da hendes viden bliver opdaget, bliver hun og hendes familie truet på livet, hvis ikke hun indvilger i at slette sin egen hukommelse. Problemet er bare, at Athena ikke kan få sig selv til det. I stedet gør hun alt for at lade som om, hun ikke længere er i bessidelse af sine minder, mens regeringen overflytter hende til en anden by - uvidende om, at hendes hukommelse stadig er intakt. Men det efterlader Athena med det skæbnesvangre valg om, hvorvidt hun skal afsløre sin viden eller ej. //bidrag til Allegiant-konkurrencen, valgmulighed 3

6Likes
3Kommentarer
589Visninger

2. 1

Det sværeste var de tomme øjne. Athena havde bestemt ikke forventet at netop dette skulle blive den største udfordring ud af alle de ting, hun var tvunget til at gøre for at tilpasse sig sin nye hverdag, men alligevel var det nu det,  hun kæmpede mest med. For det at huske på, altid at have et lidt fraværende udtryk i øjnene, som om hun prøvede at komme i tanke om noget, der lå netop uden for rækkevidde, overgik næsten hendes evner inden for skuespil, som i forvejen ikke havde været specielt store. Det var derfor, tanken om, hvordan hun resten af livet blev nødt til at gemme sig bag en facade af glasagtige blikke virkede så pinefuld og gav hende mest lyst til blot at krølle sig sammen til en lille kugle og synke til bunds i sin egen sø af elendighed.

Athena sukkede. Et af de der suk, hvor man får  på fornemmelsen, det var mere end bare luft, som kom over ens læber, men også lidt af den livstræthed, som lige nu fyldte hende. Selvom hun lå i sin seng på sit nye værelse med døren samt øjnene lukkede, følte hun sig alligevel overvåget og tvunget til at bære det tomme blik - selv inde bag øjenlågene. Det bekymrede hende faktisk lidt, hun end ikke kunne finde tryghed i den rødlige farve og de lysende pletter på bagsiden af øjenlågene længere. Men der var nu så mange ting, der bekymrede hende for tiden, konkluderede hun med endnu et suk. 

Hun blev tvunget til at åbne sine øjne igen, da de ubehagelige billeder fra fortiden begyndte at vælde op på hendes nethinde igen. Men det viste sig hurtigt, at selvom hendes synsfelt nu fyldtes af de deprimerende få møbler på hendes værelser, kunne der ikke distrahere hende fra minderne. I en uvilkårlig bevægelse rakte hun ud for at røre ved det bløde sted på sin hals med det yderste af sine fingrespidser. Hun syntes stadig at kunne mærke, præcis hvor hun havde placeret sprøjtens spids - noget, der ikke ville gå væk lige foreløbig. Bare det at tænke på det var nok til at få, isninger til at brede sig fra halsen og ud til resten af kroppen, så gåsehuden rejste sig som et ekstra hudlag på hendes spinkle arme. 

Så gik det op for Athena, hvor uforsigtig af hende det havde været at røre ved sin hals på den eftertænksomme måde, hun lige havde gjort. Regeringen kunne meget vel have et overvågningskamera eller to placeret herinde, og hun ville bestemt ikke risikere, de begyndte at få nogen mistanke. 

Hun fjernede hurtigt hånden igen, mens hun forsøgte at modstå trangen til at løfte hovedet for at sende et paranoidt blik i rummet på jagt efter de kameraer, der fulgte alle hendes bevægelser.  I stedet nøjedes hun med at sætte sig op på sengekanten i håbet, om hun ville føle sig lidt mindre magtesløs, når hun ikke længere lå ned. Dette formåede dog kun, at få de tvivlende tanker fra fortiden til at vende tilbage med sådan en kraft, hun næsten blev væltet omkuld på sengen - igen. 

Athena tog sig opgivende til hovedet, som var hendes berøring nok til at få den begyndende hovedpine til at forsvinde. Hun vidste dog alt for godt, dette ikke var tilfældet!0, så derfor rejste hun sig op - forsigtig med ikke at lave nogen lyde, der kunne påkalde sig hendes plejefamiliens opmærksomhed. 

De var i forvejen alt for bekymrede for hende. Ikke at man kunne bebrejde dem, de troede trods alt, hun stadig var dybt traumatiseret over den bilulykke, der havde dræbt hendes forældre og stjålet hendes minder. Men i det mindste havde hun en undskyldning for at være så elendigt til mode, så de ikke fik svært ved at tro på den forklaring, regeringen havde bildt dem ind. Problemet var bare, det også var meningen hun selv skulle tro på den, hvilket hun sikkert også havde gjort, hvis hun ikke stadig var i besiddelse af sin forbandede hukommelse, som kunne forsikre hende om det modsatte. 

Sandheden var nu vare tusind gange værre, og hun kunne aldrig se den i øjnene uden at lade sit blik flakke lidt, mens koldsveden piblede ned af hendes pande, som prøvede selv hendes sved at flygte fra den krop, der var tynget under vægten af sådan en hemmelighed. 

Det var svært for hende at beslutte sig for, om hun virkelig var glad for, at hun var gået ud gennem den dør netop den dag. Når hun tænkte tilbage i øjeblikke som dette, forbandede hun sig selv langt væk for at have gjort det og have ignorerede det store, gule adgang forbudt skilt, der ellers havde brændt hendes øjenæbler til aske, så neongult var det. For så ville hun stadig være hos sin familie i sin egen by, lykkeligt uvidende om alle se lag af løgne, hendes tilværelse havde været bygget på. Og så ville de løgne aldrig være brast sammen, og hun ville aldrig lære, hvor let hele hendes liv kunne have faldet til  jorden med det gigantiske brag, som stadig rungede i hendes ører. 

Men på den anden side var hun nogle gange taknemmelig for sin egen dumdristighed den nat. For nu vidste hun det og blev ikke længere holdt for nar. Det var nu svært at forestille sig, hun engang havde været lige så naiv, som sin plejefamilie, som resten af byen og verden tilsyneladende. Og i øjeblikke, når hun var ude at gå på gaden og kunne se muren tårne sig op i det fjerne, var hun glad form hun kendte til de hemmeligheder, der lå bag - i modsætning til alle de andre, der passerede hende på fortovet. Det var dem, som gjorde alt for ikke at se på muren, dem som havde et frygtsomt glimt i øjnene, hvis deres blik endelig skulle komme til at strejfe den, fordi de tænkte på den ødelagte verden udenfor, dem som var taknemmelig for, deres forfædre havde været immune over for den dødelige virus, som åbenbart udslettede resten af menneskeheden. 

Det var også svært for Athena at forestille dig, hvordan hun engang selv havde troet blindt på den løgn. For alt det der, om at de var den sidste rest af menneskeheden, hvis forfædre havde overlevet den menneskeskabte virus, som havde dræbt resten af befolkingen, fordi de var de stærkeste i racen ,var simpelthen for godt til at være sandt, og Athena var lige ved at sige, at selv hun kunne finde på en bedre løgnhistorie, der kunne formå at holde byer adskilt i så mange år. Men selv hvis det havde været den mest gennemtænkte løgnhistorie nogensinde, ville hun stadig være lige så irriteret over den, som hun var nu. Eller ordet irriteret kunne langt fra dække, den absolutte vrede, som stadig blussede op i hendes årer i ny og næ, som selv regeringens trusler  ikke var nok til at slukke. Det var derfor, hun ikke havde trykket den sprøjte i bund. 

Det gik op for Athena, hun stadig stod ubeslutsomt på gulvet, da det var svært at vælge, om hun blot skulle trave hvileløst frem og tilbage i værelset eller gå nedenunder og møde plejefamiliens bekymrede blikke, der gav hende følelsen af at blive kvalt langsomt. Og da ingen af mulighederne virkede specielt tiltrækkende, tyede hun til noget helt tredje. Hun begyndte at snurre rundt. 

Uden at have nogen ide om hvorfor,  denne bizarre trang lige pludselig havde overvældet hende, stillede hun sig midt på gulvet og begyndte virkelig at snurre rundt ved at sparke af med den ene fod og holde balancen med den anden. Men så snart hun var kommet igang føltes det som det helt rigtige at gøre. 

For nu forvandles hendes værelse til et stort virvar af farver, der ikke længere helt hang sammen og var til at skelne fra hinanden, mens hendes hår rev sig fri fra hestehalen og begyndte at piske løs om hendes ansigt så man fik på fornemmelsen, hendes hår fyldte hele verden. Hun blev ved og ved med at sætte farten op, indtil ingenting længere hang rigtig sammen, og hendes hjerne blev så rundtosset, intet gav mening længere, hvilket endelig fik frigivet hendes følelse,  af at verden var reduceret til kaos. Hun strakte armene ud uden at være bange for at ramme noget, hvilket månede hende om dengang, hun som lille havde gjort præcis det samme og følt sig som en fornem balletdanser. Det fik et lille glimt af glæde til at boble op i hendes bryst og løsne lidt op for den  knude af ængstelse, der ellers syntes at være flyttet permanent ind i hende.

Athena ligefrem smilede, da hun nåede til det punkt, hvor hun vidste, at  når hun engang stoppede, ville hun være så svimmel,  hun ville dejse om på gulvet som som en kludedukke, hvis snore brutalt blev klippet over. Dette smil forduftede dog hurtigt, da selv når alting snurrede, forhindrede det ikke de forbandede tanker i at komme tilbage, og få hende til at overveje, om det var det rigtige valg ikke at slette sin hukommelse. 

For nu skulle hun bruge resten af sit liv på at frygte, det blev opdaget, hun vidste, verden stadig vrimlede med liv, for så vidste hun godt, at de ville gøre alvor af deres trusler og dræbe hende og hendes familie på stedet med det samme kolde glimt i øjnene, som de havde haft, da hun kom tilbage gennem døren - fuldkommen overvældet -  og de stod og ventede på hende. 

Men da hun havde stået der, alene i det klinisk hvide rum med sprøjten i hånden, havde hun bare ikke  kunne få sig selv til det, og havde fået sig nødsaget til at lade væsken sive lige så stille ud på gulvet - i stedet for ind i hendes årer, hvor serummet ville have tyvstjålet mindet om, hvordan hun havde set by efter by brede sig for hendes fødder, som hun havde stået der - uden for muren, men også de tusindvis af andre minder, som hun så omhyggeligt havde opbygget gennem sit liv, de minder, der gjorde hende til den, hun var. 

Og Athena ville ikke kunne bære at miste sig selv og endnu en gang blive indfanget af regeringens spind af løgne, når hun endelig var sluppet fri. Nu måtte hun så betale prisen for den beslutning. 

Og så gik døren op bag hende, og hun stoppede brat med at snurre rundt, så svimmelheden fik hende til at styrte sammen på jorden

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...