Huset på Blåbærhaven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2016
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Færdig
||Bidrag til konkurrencen "Kan du skrive, så vi får gåsehud" valgmulighed 1||
På vej hjem fra filmaften vil Hannah vise veninderne sit mod. Hun går forbi det forladte hus med spøgelset, der hjemsøger alle, som ikke opfører sig, som de skal... Eller som ikke tror på spøgelser. Og det gør Hannah ikke.

0Likes
0Kommentarer
105Visninger

1. 🌑

Mørket omringede Hannah, mens hun langsomt spadserede hen ad gaden. Lyset og latteren fra Sofies hus var forlængst forsvundet, og kun hendes egne skridt kunne høres. En smule lys fra et par gamle gadelygter i siden af den tomme vej viste hende vejen hjem som det eneste. Det var svært at finde vej i det mørke og stille kvarter, men vejen havde hun gået masser af gange, så hun skulle nok finde hjem, sagde hun til sig selv. Hun var ikke bange for at gå alene i mørket, det var derfor, hun valgte at gå selv som eneste. Hun skulle vise dem sit mod!
Pludselig stoppede vejen brat, da hun havde gået opslugt i sine egne tanker. Nu stod hun ved enden af to høje mure, som mødte hinanden på et hjørne. På hendes højre side var en halvvissen hæk med et stort hul midt i. På den anden side af hækken kunne hun skimte en mørk bygning.
Hun gik langsomt et skridt tættere på hækken, så hun kunne se ind gennem hullet. Det var et gammelt, stort hus, som tydeligvis var ubeboet. Der hang spindelvæv i vinduerne, hvor man kunne se igennem, at huset var meget tomt og mørkt. Et par sten var faldet af taget og havde lavet små huller rundt omkring, så en flagermus kunne flyve ind og ud.
Hannah kom i det øjeblik i tanke om, hvad Clara havde fortalt.

”Har I nogensinde set det gamle, forladte hus, der ligger for enden af Blåbærhaven?” Havde hun spurgt Hannah og resten af pigerne. De havde nikket og afventet hendes uhyggelige fortsættelse.
”Det siges, at der bor et spøgelse derinde, som opsøger alle dem, der er imod spøgelser eller ikke tror på dem.” Hun havde gjort stemmen og blikket uhyggeligt og forsøgt at skræmme dem. Nogle piger så ud til at være hoppet på den, mens andre, inklusive Hannah blot havde grint ad historien.
”Der findes jo ikke spøgelser,” havde hun kedeligt sagt, men Clara spillede videre.
”Hvis du ikke tror på spøgelserne, vil de komme efter dig,” 

Hun så igen på huset, og i et splitsekund så det nu ud til, at en skikkelse stirrede på hende og efterfølgende fløj ud af et vindue over mod hende.
”Så stopper du,” hviskede hun til sig selv og vendte sig for at gå. Hun havde været så modig over for de andre piger, da de alle havde sagt, de ikke troede på, at hun turde gå den vej hjem alene. Spøgelser var jo også bare en skrøne!
Hendes små ben skulle til at vandre tilbage, men hun blev pludselig voldsomt i tvivl. Var det nu også den vej, hun kom fra? Elller var der den modsatte side? Så det sådan ud, hvor  hun kom fra? Det kunne være, at der alligevel var nogle efter hende.
Med ét blev der helt mørkt. Hendes første tanke var, at gadelygten var gået ud. Men så så Hannah to røde cirkler, der glødede foran hende. To glødende øjne omgivet af mørke. Den dunkle skikkelse rejste sig få centimeter fra hende. Hun ville skrige, men hendes stemme blev kvalt i skikkelsens tunge mørke. Hun ville løbe, men den blokerede hendes vej. De røde øjne brændte sig ind i hendes. Kom tættere på. Tættere på.
 ”Nu har den mig,” indså Hannah. Hendes øjne hoppede rundt på den tomme gade og ledte desperat efter et smuthul, men resten af hendes krop var frosset fast. Hvis der så var et smuthul, ville hun ikke kunne flygte.
Hun kunne fornemme skikkelsen helt op ad hende. Det var ikke til at mærke dens arm op ad kroppen, men hun vidste, den var der. Øjnene låste hendes blik fast med en hviskende stemme: ”Min pige, kom til mig, min pige,” Nu kunne armen mærkes på hendes. Den tog fat om hende efterfulgt af den anden. Hun ville flytte blikket, men det var låst fast til de to, glødende øjne. Igen hviskede stemmen. Denne gang var det utydeligt, men blev endnu en gang efterfulgt af ”Min pige.”
Nu havde skikkelsen et fast greb om hende. Panikken samlede sig helt nede i hendes mave og boblede op gennem kroppen. Den sneglede sig gennem hendes arme og sprang helt ud i fingerspidserne og tæerne. I næste øjeblik løftede hendes arm op og slog ud i luften efter den usynlige. I et simpelt øjeblik løsnede grebet sig, men det var lige præcis nok til, at Hannah vred sig fri og hendes ellers helt stive ben spurtede ned ad gaden. Skikkelsen kunne fornemmes flyve op fra krogen  og sætte efter hende. 
Hun blev ved med at løbe. Hun løb og løb uden at vide, hvor hun løb hen. Hun skulle bare væk fra den uhyggelige skikkelse. Den blev dog kun ved med at komme tættere og tættere på. 
Desperat forsøgte hun at sætte farten op, men de stakkels ben kunne ikke løbe hurtigere uden at falde sammen. Bag hende nærmere de røde øjne sig fortsat. 
Det var stadig ikke til at se, hvor hun befandt sig. Alt lignede hinanden, og ingen steder var dér, hun var kommet fra eller skulle hen. Hun måtte søge i en fart, mens hun hurtigt blev indhentet af skikkelsen, som snart var over hende.
Med et hårdt puf i ryggen og et højt skrig bankede hun hovedet i asfalten. Gråden havde kæmpet sig op gennem hendes hals, og det var hulkende af angst, hun prøvede at komme på benene. Dog forgæves. Det var, som var der sten på hendes ryg, og hun kunne ingen vegne komme.
En sidste gang nåede hun at se sig om i panik, før hendes hoved igen ramte asfalten, og alt sortnede.

🕸🌑🕸

Hannah satte sig brat op med et skrig. Hendes hoved snurrede, og alt var uklart. De røde øjne sad dog fast i hendes hukommelse. Men hvor var hun, og hvor var de nu?
Hendes blik faldt hen over lokalet. Først efter at havde ladet det køre et par gange frem og tilbage, gik det op for hende, at det var hendes skrivebord, hendes fjernsyn, hendes gulvtæppe, og hun sad i sin seng under sin egen dyne. Lettet lukkede hun øjnene i og pustede ud. 
”Heldigt, at det bare var et mareridt,” sagde hun til sig selv og åbnede øjnene igen. Det første hendes blik mødte var et par røde, glødende øjne lige foran hende.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...