Elisabeth

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2016
  • Opdateret: 4 feb. 2016
  • Status: Færdig
En drøm som nu realiseres. En novelle om tillid og venskab.

0Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. Elisabeth

Jeg befandt mig på et slot, sammen med min mor, far, lillebror, mine bedsteforældre og en guide, som viste os rundt på slottet. Vi var der et par dage, og vi overnattede på selve slottet. Slottet havde seks etager og vi skulle besøge hver etage. Hver etage havde et personligt spøgelse som opholdt sig kun på den etage. Guiden sagde at vi skulle besøge hver etage og høre om, hvorfor personen døde her og blev til et spøgelse.  

De første dage tog guiden os op på de øverste etager og fortalte os noget om den kultur der var dengang slottet blev bygget og hvordan spøgelserne døde her. På vej op til de øverste etager gik vi forbi anden etage, hvor der var et mandligt spøgelse som kunne høres over hele etagen. Guiden fortalte os at vi også skulle ned og besøge ham. Det havde jeg ikke lyst til, for jeg syntes han lød meget uhyggelig. Ved tredje etage som vi passerede, var der musik og en lille pige som sang, men vi kunne ikke se den lille pige. Guiden fortalte at vi også skulle besøge hende.

Dagen gik og næste dag kom hurtigt. Guiden fortalte at vi skulle op og besøge den lille pige. Vi kom op på etagen, og guiden bad os om at være stille, fordi den lille pige nemt blev skræmt, og når hun blev skræmt ville hun blive usynlig.  Vi sætter os stille ned i en sofa, som står op af en væg. Væggen var dækket til med spejle. Ved siden af sofaen var døren der førte ind til den lille piges værelse. Guiden fortalte os at vi alle, én efter én, kom ind og snakke med hende. Min mor gik ind først. Der gik ikke land tid, før hun var ude igen. Hun fortalte at hun ikke kunne få øje på nogen.

Det blev min tur. Jeg gik hen til døren og guiden fortalte mig, hvad jeg skulle gøre og hvordan. Jeg skulle fortælle mit navn og hvad jeg godt kunne lide at lave. Jeg gik ind i rummet. Jeg stod først og kiggede lidt rundt. Jeg tænkte at jeg ville fortælle hende at jeg godt kunne lide at hoppe, for så ville hun syntes jeg var sjov. Så fortalte jeg, at jeg hed Julie og jeg kunne godt lide at hoppe. Så begyndte jeg at hoppe på stedet. Jeg stod og hoppede i et stykke tid.  Det gjaldt om at få den lille pige til at føle sig tryg, så hun kom til syne. Efter lidt tid kom den lille pige til syne. Hun stod foran mig og smilede til mig. Så begyndte hun også at hoppe rundt, sammen med mig.

Vi begyndte at snakke sammen, og vi brugte meget tid på, at fortælle hinanden om de tider vi levede i. Hun kom fra omkring 1600-tallet og jeg var fra 2016, så der var en stor forskel. Jeg fortalte hende om biler. Dengang hun levede var der jo ikke nogen biler. Hun blev fascineret over min mobil, som jeg fiskede op af lommen, for at vise et billede af en bil. Hun tog min mobil ud af hænderne på mig, og vendte og drejede den. Hun kom til at trykke på et spil, som hun blev forskrækket af og smed telefonen tilbage til mig. Jeg grinede. Jeg viste hende hvordan spillet fungerede, men da hun selv prøvede at spille, kunne hun ikke finde ud af det.

Efter noget tid, spurgte jeg hende om den mand, som skreg nede på anden etage. Hun sagde at de kalder ham for ”Harald” og at han var en meget sur og gnaven mand. Jeg fortalte hende, at vi skulle ned og besøge ham den næste dag, men at jeg hellere vil komme herop igen. Det sagde hun at, det måtte jeg gerne. Hun sagde også til mig, at hun aldrig har haft en ven som mig, og at hun var glad for, at have mødt mig.

Jeg blev glad for det hun sagde og ville give hende et kram. Jeg turde ikke give hende et kram. Jeg var bange for, at hvis jeg rørte ved hende, ville jeg bare gå igennem hende. Jeg lagde forsigtig en hånd på hendes skulder, og jeg blev glad da jeg mærkede en fast skulder under mine fingre. Jeg gav hinanden et kram.  

Min mor kaldte inde ved siden af. Hun sagde at jeg havde siddet sammen med den lille pige i næsten 4 timer. Lige inden jeg gik, fik jeg en ide. Jeg spurgte den lille pige, om hun ikke ville skrive noget ned på et stykke papir. Jeg tænkte, at det ville være sjovt at se, om det hun skrev, stadig ville stå der, når jeg var gået væk fra hende.

Hun havde en rigtig flot håndskrift, og hun skrev at hun var glad for at have lært mig at kende, og om hvor meget jeg betød for hende. Neden under teksten, havde hun skrevet sin underskrift med snørklede bogstaver. ”Elisabeth” stod der. Elisabeth fulgte med mig ud af værelset, men lige så snart hun havde trådt over dørtærsklen, var hun usynlig igen. Hun kunne kun være synlig når hun var inde på sit værelse, fordi det var det rum hun døde i og var forbundet til. Ingen af os kunne se hende mere. Men jeg kunne mærke at hun var der. Jeg fortalte dem alle om brevet, Elisabeth havde skrevet til mig, og om ”Harald, det skrigende spøgelse på 3. etage.” Jeg viste dem alle sammen brevet fra Elisabeth, og ganske vidst! Elisabeths snørklede håndskrift stod stadig på papiret.

Jeg kunne mærke noget koldt på min hånd, og jeg vidste det var Elisabeth, som holdte mig i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...