Daughter and granddaughter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2016
  • Opdateret: 21 jun. 2016
  • Status: Igang
Clarissa Fairchild er en helt normal skolepige, indtil hun en dag får et brev fra Hogwarts. I syv år har Clarissa boet ved Fairchild-familien. Hendes liv ændres, da hun starter på Hogwarts for troldmænd og hekse. Der vil hun få venner og måske fjender. Hun vil finde ud af sandheden om hende og hendes familie. Men hvordan vil hun reagere, når hun finder ud af, hvor hun oprindeligt stammer fra?

5Likes
22Kommentarer
1630Visninger
AA

6. Den forvirrende situation

Clarissa POV

Mange ting er sket i dag, men der én ting jeg ikke kan komme over - uheldet i hospitalsfløjen. Det var det eneste jeg rigtig kunne tænke på, mens vi gik på gangen tilbage til vores kollegie. Jeg tror næppe Pansy har andet på tankerne, da jeg ved hvor meget hun kan lide ham. Men hun ved jo godt, at jeg ikke tænker sådan om ham. Vi nåede hen til vores kollegiets indgang. Der skal siges en form for kode, før man kan komme ind til opholdsstuen. Indgangen til vores kollegie var en stenvæg. “Fuldblods” sagde Crabbe til stenvæggen.

 

*Tidsspring til forsvar mod mørkets kræfter*
 

På vej ind i det lokale, hvor vi skal have time. Kunne jeg se, at de havde sat et slags langt bord op. Med et virkelig grimt tæppe. Alle de andre elever var blevet dirigeret hen til bordet, og stå langs, på hver sin side, med det. Vi må vist stå som vi vil, da mange står og snakker med nogen, som ikke er fra deres eget kollegie. Hermione og de andre er allerede kommet. Jeg kan da gå hen til dem, og snakke. Jeg begyndte at gå hen i mod dem og kom nærmere, men i det jeg nærmede mig dem - blev der taget fat i min arm og hevet væk fra dem. Det var Draco, som havde taget fat i mig. “Hvad vil du nu?” sagde jeg, da jeg vendte mig imod ham og hæv min arm til mig. “Du havde da ikke tænkt dig, at gå hen til sådan nogle taber?” sagde Draco og kiggede på mig. Det var som om der ikke havde sket noget i hospital fløjen. “Og hvis jeg havde, hvad ville du så gøre ved det?” Sagde jeg. Draco kiggede bare på mig med hans blå/grønne øjne. Vores lærer gik op på en form for “scenen” - Glitterik Smørhår hed han. Han var ikke en af mine yndlingslærer. Professor Snape var her også. Gad vide, hvad han laver her i denne lektion, han er jo vores eliksir lærer. Så det er ret mærkeligt.

“Vi skal i dag lære og forsvare os selv mod en besværgelse, som kommer fra modstanderen.” forklarede Smørhår. “Jeg har fået en frivillig, som vil demonstrere med mig - Professor Snape” fortsatte han. Professor Snape kom langsomt frem mellem alle eleverne -  bagerst og op på scenen.

Lærerne bukke for hinanden og gå ned til hver sin ende, hvor de vendte sig om mod hinanden, og professor Snape var den hurtigste med at kaste den første besværgelse. Glitterik blev ramt. Han har åbenbart ikke styr på, hvornår man skal forsvare sig selv mod en besværgelse. Han fløj direkte tilbage til ende af ‘scenen’, hvoraf der kom en latter fra alle elever.

Og det var ham, som var berømt? Men for hvad helt nøjagtigt? For at være virkelig ringe til at forsvare sig selv mod besværgelser?

Professor Smørhår blev enig med professor Snape at hive to elever op på denne såkaldte scene. De to “heldige” elever blev en fra Slytherin og en anden fra Gryffindor. Draco og Harry. Harry gik lige så stille op på scenen. Hvor imod Draco holdte fast i min arm. Enten så havde han ikke hørt, at der blev kaldt på ham og Harry ellers også var han syg i dag. Jeg vendte mit ansigt mod Dracos hoved. “Draco!” sagde jeg dog lidt hårdt. Draco vendte sit ansigt imod mit. Han så forundret på mig. “Professor Snape har kaldt dig op på scenen” Draco virkede overrasket. Han slap min arm og gik op på scenen, hvor han mødte Harry og professor Smørhår. 

Draco og Harry gik i hver deres ende og gjorde det samme som Professor Snape og Smørhår. Bukkede for hinanden. Draco var hurtigst til at kaste en besværgelse. Det var ikke en bestemt besværgelse, som skyder en bagude. Selve besværgelsen forvandlede sig til et dyr. En slange. “Interessant..” sagde jeg til mig selv med en stille stemme.“Hvorfor er det der lige interessant?” jeg snakkede åbenbart ikke lavt nok, da der var en, der havde hørt mig sige det. Jeg vendte mig om for at se hvem, der havde svaret på det. Men personen var ingen steder at se. Måske var det bare min fantasi, der spillede løs. Jeg vendte min fokus tilbage op mod slangen, Harry og Draco. “Tror du jeg er et menneske? Jeg er lige foran dig.” Der var stemmen igen. Men det var lidt mærkeligt denne gang. Jeg kiggede op mod scenen. Det var slangen, der havde snakket til mig. Den havde fjernet sit fokus fra Harry til mig. Det var en meget fascinerende slange. Mindede meget om min egen slange, Nigina. Jeg var meget chokeret over, at slangen havde dens fokus på mig. Men interessant, at jeg nu også snakker med slanger! Men det burde jeg haft set komme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...