Daughter and granddaughter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2016
  • Opdateret: 21 jun. 2016
  • Status: Igang
Clarissa Fairchild er en helt normal skolepige, indtil hun en dag får et brev fra Hogwarts. I syv år har Clarissa boet ved Fairchild-familien. Hendes liv ændres, da hun starter på Hogwarts for troldmænd og hekse. Der vil hun få venner og måske fjender. Hun vil finde ud af sandheden om hende og hendes familie. Men hvordan vil hun reagere, når hun finder ud af, hvor hun oprindeligt stammer fra?

5Likes
22Kommentarer
1526Visninger
AA

1. Ny begyndelse

 

Clarissa POV
Jeg vågnede ved, at min adoptivfar brasede ind på mit værelse – han var sur. ”Du har sovet længe nok nu, unge dame. ” sagde Phergus Fairchild. Man kunne høre deres møg forkælede børn grine ovenpå. Jeg valgte at stå op for at slippe for hans klageri. Jeg skyndte mig ovenpå, hvor jeg fandt dem stirrende og ventende på deres morgenmad og kaffe.


Jeg havde altid drømt, at jeg en skønne dag ville rejse væk fra dem. Tage et sted hen, hvor man ikke var anderledes. Tilbage i min egen verden, skyndte jeg mig at lave deres morgenmad og kaffen. Og så var der kun en ting tilbage, som jeg afskyer mest – deres usle kryb af en kat, Philep. Den manglede det ene ben og det andet øje. Også var den også stædig, når det kom til mad – den skal have sit helt specielle mad – fisk, der har lagt i over en halv time i frø-tudse slim. Jeg gik ud i gården, hvor dens mad lagde. Men der var intet mad til den, da var ingen, som havde lagt dens fisk i frø-tudse slim. Så den kunne ikke få noget. ”Philep kan ikke få noget mad!” råbte jeg. ”Hvorfor ikke det?”  Blev der råbt tilbage. Jeg gik tilbage ind. ”Fordi dens fisk ikke var langt i frø-tudse slimet.” Ligeglad som alt. Katten var sikkert sur resten af dagen. Jeg fandt nogle fisk til den, som jeg lagde ude i gården så de var klar til i morgen.

 

Jeg kunne høre, at Phergus råbte. Jeg skyndte mig at gå indenfor for at se, hvad han råbte sådan for. ”Veroni, posten er her og der er et brev til dig, min skat.” Han blev helt overraskede, da han kiggede det hele igennem. ”Der er dog også et brev til Kitty, Kee og......Clarissa.” Sagde han samtidigt med, at han kiggede op. Han lagde brevet til mig på køkkenbordet og gav Kitty, Veroni og Kee deres breve. ”Det er fra vores skoler” sagde Kitty og Kee samtidigt. Jeg kiggede længe på det og kunne godt se, at det var fra min skole, men jeg ventede med at åbne det. ”Skal du ikke åbne dit brev?” spurgte Veroni. Jeg rystede på mit hoved. ”Jeg åbner det senere.” Hvad nyttede det at svare, de var da ligeglade.

 

*Nogle timer senere*

 

Jeg gik ned på mit værelse, hvor jeg åbner mit brev. Det var brevet jeg havde ventet længe på at ankomme, nemlig brevet fra Hogwarts.


I brevet står der:


Kære Clarissa Fairchild,

Vi er hermed glade for at kunne meddele dig, at du er blevet optaget på Hogwarts for Troldmænd og Hekse.
Vi meddeler dig, at du starter her på søndag, hvor du skal med Hogwarts Express ved perron 9 3/4 - toget kl. 14.00.

Magiske hilsner

Rektor Albus Dumbledore.”

 

Jeg var overlykkelig – hvilket fik mig til at skrige af glæde. Ikke fordi jeg skulle på Hogwarts, men fordi jeg slap for min adoptivfamilie. Jeg løb ovenpå og fortalte dem, at jeg var kommet ind på den skole eg havde søgt på for leden; en skole for personer med specielle behov -  som faktisk var en løgn. ”Vi er glade på dine vegne, Clarissa” Veroni snakkede denne gang til mig. ”Så kan du komme det samme sted hen som din far.” Det var første gange tvillingerne nogensinde havde snakket til mig og første gang min far var blevet nævnt.

 

Min far var, og vil altid være, en stor troldmand. Han døde i en ung alder af 24 år, fire år efter jeg kom ind i billedet.  Min mor forlod mig kort tid efter, da hun mente det var et for stort tab. Hun afleverede mig på et børnehjem for forældreløse muggle-fødte børn. Min nuværende familie er alle sammen muggler.

 

*Tidsspring til søndag - togstationen*

 

På togstationen fumlede jeg rundt mellem muggle-mennesker og jeg kunne bare ikke finde mit tog. Jeg havde under en halvanden time tilbage. ”Jeg er fortabt! ” Troede jeg. ”Er du faret vild, pigebarn? ” Jeg drejede rundt på hælende. Hvor jeg mødte en mand med langt blondt hår, grønne øjne og han var iført sort tøj med en stok. Og ved hans side var der er en dreng, han lignede ham meget, så jeg anså ham som hans søn – blondt hår, blå/grønne øjne og omkring min alder. ”Ja, det er jeg desværre.” svarede jeg mens jeg kiggede i alle andre retninger i stedet for direkte på ham. ”Hvilket tog skal du med? ” Denne gang var det drengen, der svarede. ”De ligner magikere eller manden gør i hvert fald, så det skader vel ikke at fortælle dem det.” tænkte jeg. ”Hogwarts Express - toget ved perron 9 3/4” De begyndte at grine. ”Okay måske var de ikke magikere, alligevel” sagde jeg med en stille stemme til mig selv. ”Jo det er vi skam! ” sagde manden. Jeg var chokeret over at, han hørte, hvad jeg sagde. ”Du er faktisk gået forkert, det ligger i den anden side af stationen. ” Sagde han. ”Men hvis du skal med toget, så kan du jo lige så godt følge med os” sagde manden. Jeg gik med, da de var mit sidste håb. ”Jeg hedder for resten Lucius Malfoy, men du kan kalde mig Lucius.” sagde Lucius. ”Og drengen her, er min søn Draco Malfoy.” Jeg kiggede på Draco og nikkede.

 

Vi begyndte så endelig at bevæge os mod perronen. ”Hvad hedder du så? Du må da have et navn” Spurgte Draco. Jeg gik helt i baglås, da jeg ikke vidste om jeg skulle fortælle mit sande navn – eftersom jeg ikke anede om de var til at stole på. ”Øhm… Clarissa Fairchild, men I kan bare kalde mig for Val” sagde jeg endeligt. ”Okay Clari… Val” Vi stoppede brat op. Jeg kiggede forundrende rundt, for at se hvorfor. Vi var stødt på to drenge, som Draco tydeligvis kendte. To drenge. Den ene lidt buttet og den anden meget buttet. Jeg stod og studerede dem længe før det gik op for mig, at de stod alle tre og stirrede på mig. ”Hvem er hun! ” spurgte den meget buttede dreng. "En pige, som ikke kan finde vejen til toget og vi..." svarede Draco, som blev afbrudt af Lucius. ”Kom! Vi skal nå toget” Vi gik videre, hvor efter et par minutters tid stoppede vi ved en mur.

 

Så er vi her! ” sagde Lucius. ”Hvem vil først? ” De kiggede alle sammen på mig. ”Hvorfor går Clarissa ikke først? ” ”Hvor skal jeg lige præcis gå hen? ” spurgte jeg. ”I gennem muren” svarede Lucius. ”Draco vil du vise Clarissa, hvordan? ” Draco tog sin vogn og løb mod muren efterfulgt af hans venner, hvor de gik lige igennem. ”Så er det vores tur” Lucius tog sin ene hånd om på min ryg og den anden på min vogn, og løb mod muren. Imens vi løb mod muren, kunne jeg ikke tænke på andet end toget jeg skulle med. Da vi så endelig kom igennem, fjernede Lucius hånden fra min ryg og slap min vogn og gik hen til Draco. I det mindste nåede jeg perronen i tide. Jeg fulgte efter de andre hen til toget vi skulle med for at komme til Hogwarts. Vi fandt toget og fik afleveret bagagen. Inden jeg gik ind i toget gik jeg hen til Lucius ”Tak for hjælpen, Lucius” sagde jeg med et smil.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...