Dagbog - Tanker om alt og intet 2016

Jeg tænker for meget. Eller det tænker jeg i hvert fald, at jeg gør. Om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke. Jeg har en passion for musik. Og for at betragte mennesker. Men jeg forstår hverken det ene eller det andet til fulde. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil kunne få gjort rede på alle mine tanker, men jeg vil prøve. Og jeg vil dele det med jer, for jo flere tanker, jeg tænker, jo flere hober der sig op, og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre ved dem. Jeg har brug for at snakke om det, men vil ikke snakke om det, da... ja. Nogle gange tænker jeg, at det, jeg tænker, ikke er helt normalt.
Bedøm selv.

0Likes
0Kommentarer
492Visninger
AA

6. 7. Februar

Nu kommer jeg til nogle af de tanker, jeg normalt ikke indvier andre i. Det er jo også derfor, jeg har oprettet en ny profil, brugt et helt tilfældigt navn og kun lagt denne movella op. Fordi disse tanker egentlig er nogle, jeg gerne vil dele, men jeg vil ikke dele dem med dem i min omgangskreds, for jeg ved virkelig ikke, hvordan de vil blive taget. Eller rettere, hvordan jeg vil blive set på derefter. 

Jeg ved ikke, hvornår jeg startede med at tænke sådan. For ikke mere end et år siden var jeg en af de der håbløse romantikere, der læste en bog og med det samme ville ønske at en lignende kærlighedshistorie ville ske for mig. Jeg tog endda en quiz omkring noget fandom relateret og under "Derylium" (en bog af Lauren Oliver) var jeg blevet bestemt som uncured. Fint. Det betød jo, at jeg stadig troede på kærligheden (det er ca. det bogen handler om, uncured er dem, der tror på den ægte kærlighed, mens cured er dem, der er blevet 'hjernevasket' til at tro, at det ikke findes)(det var et sidespring). 

Nå, men i hvert fald, da jeg så tog samme test for omkring en måned siden, blev jeg stemplet som cured. Og jeg accepterede det. Og forstod også hvorfor. 

På det sidste har jeg nemlig fået den indstilling til kærlighed, at det egentlig ikke findes. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er naturvidenskabelig, eller fordi tankerne om døden skræmmer mig og jeg bliver nødt til at have et eller andet rationelt at tænke over, men i hvert fald er jeg noget frem til den konklusion, at der ikke findes en eneste ene. Selvfølgelig kan der opstå kærlighed mellem to mennesker, og jeg siger ikke, at jeg er en kold skid, men jeg er blevet overbevist om, at der ikke kun findes en kærlighed for alle. Og for den sags skyld at det er den ægte. 

For egentlig er vi jo bare dyr. Jeg ved ikke, om det ligger i generne eller instinkterne, for jeg har trods alt kun haft biologi C, men det der grundlæggende bygger på vores valg af partner er, om det er en, vi mener kan føre slægten videre. Når jeg eksempelvis på gaden ser en fyr, hvor jeg tænker: "Hmmm, han ser da godt ud", så er det egentlig ikke det, jeg tænker, men nærmere at det ville være en god partner til at føre min slægt videre. "Det er nogle gode gener", er nærmere den præcise oversættelse for fascinationen af andres udseende, og på en måde giver disse tanker meget mening for mig og på en måde skræmmer de mig virkelig.

For hvad er vi egentlig uden tanken om den eneste ene? Altså, jeg vil indrømme, at jeg nok er blevet noget mere rolig siden den tanke bundfældede sig. Som hele denne movella jo tyder på, så er jeg normalt ikke en, der deler mine tanker med andre, men ærligt, så er jeg bange for at vælge forkert. Altså som i at hvis der nu kun fandtes en eneste ene, hvad så hvis jeg valgte den forkerte eneste ene? Hvad hvis det ikke var den person, der faktisk var min eneste ene? Derfor beroliger det mig, at det ikke er sådan. For jeg skal ikke frygte at vælge forkert, for der findes ikke nødvendigvis én eneste ene, men måske flere? Og så kan jeg jo godt tillade mig at vælge forkert i første omgang uden at det får fatale konsekvenser?   

Jeg ved ikke, om noget af det her gav mening, men min pointe er, at jeg ikke tror på den eneste ene. Jeg tror på fascination og begær og tro, men jeg tror ikke på at den ægte kærlighed kun kan findes hos et bestemt menneske. Og jeg ved ikke, om det siger noget om, hvor rationelt jeg tænker eller hvor sindssyg jeg er ved at blive, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg bestemmer jo ikke over mine tanker?

-E

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...