Dagbog - Tanker om alt og intet 2016

Jeg tænker for meget. Eller det tænker jeg i hvert fald, at jeg gør. Om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke. Jeg har en passion for musik. Og for at betragte mennesker. Men jeg forstår hverken det ene eller det andet til fulde. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil kunne få gjort rede på alle mine tanker, men jeg vil prøve. Og jeg vil dele det med jer, for jo flere tanker, jeg tænker, jo flere hober der sig op, og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre ved dem. Jeg har brug for at snakke om det, men vil ikke snakke om det, da... ja. Nogle gange tænker jeg, at det, jeg tænker, ikke er helt normalt. Bedøm selv.

0Likes
0Kommentarer
417Visninger
AA

1. 1. Februar

Jeg har længe overvejet at lave en dagbog. Altså herinde. På ingen måde derhjemme i en lille fin bog, for der ved jeg ikke, hvem der kan finde den. Er det ikke underligt egentlig? Jeg har ingen problemer med at smide tankerne herind, ud på det store internet, hvor alle kan se det, for det jeg er bange for er, at min omgangskreds skal finde dem. Af en eller anden grund er jeg bange for lige præcis det. For tænk nu, hvad der ville ske, hvis folk vidste for meget om mig. Det er ikke fordi jeg lever på en løgn, og jeg er bange for at sige min mening, og normalt er jeg ikke bange for, hvad folk egentlig tænker om mig. Men lige på det her punkt er jeg bange for at blive dømt. For det her er ikke bare min tøjstil, eller mine interesser. Det er mine dybeste tanker om alt og intet, om livet og om døden, om mennesker omkring mig og mennesker generelt. Om bøger, om fysik, om kærlighed, om passende opførsel. Om normer. Specielt om normer. For hvor kommer normerne egentlig fra?

Det er klart et emne, jeg nok kommer meget ind på. Men lad mig starte dagbogen med et spørgsmål, der har været mine tanker nær de sidste par dage: 

Hvordan er det acceptabelt at te sig offentligt?

Ja, det er jo spørgsmålet. I folkeskolen fik jeg at vide, at jeg ikke var social nok, og at det var noget, jeg skulle arbejde på. Men hvorfor skulle jeg være mere social, når jeg ikke kunne forstå, hvad der var så godt ved alt det med at være social? Med tiden har jeg dog lært, at det nok er meget godt. Men for at vende tilbage til spørgsmålet, hvordan kan det være, at der så er sat grænser for, hvordan man kan opføre sig offentligt? Nogle gange, når jeg går ned ad gaden med mine høretelefoner på, trommer jeg rytmen mod mine ben, og nynner lidt for mig selv. Egentlig har jeg mest lyst til at følge musikken, leve musikken og bevæge mig til den, skråle højt, men... Jeg ved jo godt, at det ikke er acceptabelt at gøre det. Men hvorfor er det nu ikke det? Er det fordi det irriterer andre omkring en? Jeg ved det ikke. Det er det nok. Det giver egentlig meget mening. Men alligevel. Oprøreren i mig, vil ikke blive standset af sådanne grænser. 

Jeg tabte tråden, da jeg kiggede mig omkring på værelset. Regndråberne ligger mod den mørke rude og nu er jeg ved at lade denne dagbog blive en indledning til en fortælling. Måske en fortælling, jeg en dag vil fortælle. Men ikke i dag. 

- E

P.S. Af rent princip nægter jeg at rette disse tanker igennem, for de er skrevet i nuet og hvis jeg begynder at rette igennem begynder jeg at tvivle og det vil jeg helst ikke. Tvivl kan sætte en stopper for det meste... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...