Le Cendrillon - 2016 udgave.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2016
  • Opdateret: 1 feb. 2016
  • Status: Igang
Det er sjovt, sådan som ens skæbne pludselig kan ændre sig.

0Likes
0Kommentarer
79Visninger

1. 1

Kapitel 1.

 

''Askepot! Kan du så komme her!'' Jeg vågnede af min hidsige stedmors råben som kunne høres i hele huset, også nede ved mit lille værelse for enden af gangen.

Jeg åbnede søvnigt øjnene og tjekkede uret på mit sengebord. 07:15 – det var er kvarter siden at jeg skulle have været oppe og klar med morgenmad på sengen, men ikke til mig selv, i stedet til mine favorit personer – min rædsomme stedfamilie.

Jeg rullede med øjnene, selvom der ikke var nogen til at kunne blive provokeret af det, og væmmedes ved tanken om at blive kaldt 'Askepot' resten af mit sørgelige liv. Jeg var døbt Madeline, og var også blevet kaldt det af alle mine venner og alle andre jeg kendte, endda også min stedfamilie, indtil min far døde. Efter det havde jeg hverken familie eller tid til at blive ved med at have venner, så der var alligevel ikke nogen tilbage til at kalde mig Madeline.

Jeg rystede alle de deprimerende tanker væk, prøvede at huske på, at jeg jo stadig havde en chance for pludselig en dag at vågne op i et smukt kongerige, hvor jeg havde tjenere som gjorde ting for mig. I stedet var jeg slave for nogen, som jeg ikke engang var rigtig i familie med.

Jeg samlede mit lyse hår op i en stram knold, og løb ned ad gangen, ned til min råbende stedmor. Den lille familie bestod af min stedmor, Lady Tremaine, som altid havde været ondskabsfuld og hele hendes familie var meget gammeldags, hvilket også var grunden til hendes navn, og så var der mine to stedsøstre, Frederikke og Matilde, som altid havde opført sig så umodent og modbydeligt mod mig.

Min far giftede sig med Lady Tremaine, en måned efter at de begyndte at ses, hvilket var meget tidligt, men jeg vidste godt at grunden til det, mest var fordi at han tænkte (efter jeg havde en periode hvor det begyndte at gå ned ad bakke for mig i skolen), at det dårlige arbejde i skolen måtte være af den grund, at jeg havde brug for moderlig omsorg.

Men grunden til det var egentlig bare, at jeg ikke havde haft tid siden han begyndte at ses med Lady Tremaine, fordi hele den måned havde været fyldt med daglige nedladende bemærkninger og konstante drillerier fra hendes døtre, som havde fået alting til at køre rundt i hovedet på mig, også i skolen.

En dag havde de spændt ben for mig da jeg gik igennem vores stue, på vej ind på mit værelse, og jeg var faldt ned ved siden af vores brændeovn, og derfra opstod navnet Askepot, hvilket så bare havde hængt ved.

I starten havde de kaldt mig det i al hemmelighed; hvisket det til mig hver gang de havde mulighed for det og råbt det til mig foran alle i skolegården, og alle andre offentlige steder vi alle tre var, uden forældrene, så jeg blev til grin.

Men efter min fars død, var Lady Tremaine også kommet med på joken, og de kaldte mig det konstant, hver gang var det som om jeg skulle kaste op.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg gik ind i min stedmors værelse.

''Hvad kan jeg gøre for dig?'' Jeg fik det til at lyde en smule mere surt end hvad der var meningen, hvilket nok også var derfor at hun med det samme virkede endnu mere sur på mig end normalt, hvilket ikke burde være muligt.

Jeg gik hen til enden af hendes seng, hvor hun lå og lavede absolut ingenting.

Det kom ikke som en stor overraskelse.

''Først skal du vaske alt tøjet her,'' oplyste hun og pegede på en stor vasketøjskurv, ''og så skal du gå ned til bageren og købe noget brød og du skal have brødet gjort klar til at blive spist af dine søstre og mig, inden klokken 10. Derefter kan du lægge alt tøjet sammen, så det kan komme ind i skabet.''

Jeg pustede lidt hår væk fra ansigtet, og skrev det hele ned i en gammel blok, som jeg fik af min far, inden han døde. Han døde af uhelbredelig kræft i hjernen, da jeg kun var 9 år, og han stadig var i sin bedste alder på 39. Det gjorde stadig ondt at tænke på det, hvilket også var derfor jeg prøvede at skubbe tanken væk.

Nu var jeg forældreløs.

Min mor døde allerede kort efter min fødsel. Det havde aldrig rigtig gjort mig noget, da jeg aldrig havde kendt hende, og heller aldrig havde prøvet på at få information om hende ud fra min far, da jeg aldrig havde haft lyst til at vide hvordan hun havde været, af frygt for at det så måske ville såre mig at jeg aldrig havde kendt hende. Men jeg havde altid været sikker på at hun havde været en fantastisk kvinde, for min far kom sig aldrig rigtig over hendes død.

''Okay.'' Denne gang sørgede jeg for, ikke at lyde sur.

Jeg satte en tot hår fast bag øret med en hårnål, og tog vasketøjskurven (som jeg nok lige skal pege ud var fyldt med deres tøj og ikke mit), og bar den ud til et stort vaskehus med vasketøjsmaskiner, tørretumblere og alt det der, som lå på den anden side af vejen.

Efter at have vasket, kunne jeg høre en stor klapsalve.

Jeg gik ud af bygningen, så jeg kunne se hvad der foregik.

Klapsalven kom fra en stor gruppe mennesker, da e lang, dyr bil, var på vej igennem landet. Jeg vidste med sikkerhed, at det var vores kongefamilie der sad derinde.

Forkælede mennesker, var altid min første tanke når de passerede landet.

Jeg nåede lige at se dronningen og kongen. De sad der i deres fine, dyre tøj og så snakkede med hinanden, i mens de så skeptisk på verdenen udenfor.

Jeg havde en leg kørende med mig selv, som gik ud på, at jeg forestillede mig hvad de sagde, der inde i deres egen lille verden.

Samtalen i dag, forløb sådan her:

Dronningen: Gud, se hr. Konge (jeg kunne ikke lige huske deres navne i øjeblikket)! Der er en verden udenfor vores slotsmure! Det havde jeg helt glemt . Ak ja, det er jo også så lang tid siden at vi har kørt igennem landet, bare for at blære os og tvære ud i, at vi tjener penge på ikke at lave noget.

Kongen: Det er du såmænd ikke den eneste der havde glemt, fru Dronning. Se hvor kære de ser ud, sådan som de holder en pause fra deres hårde arbejde, bare for at klappe og smile til os, når vi kommer kørende her, i vores lange og dyre bil!

Jeg stod og kørte samtalen langt ud inde i mit hoved, og havde det rigtig sjovt med det, da mine tanker blev afbrudt af to skingrende stemmer.

''Askepo-o-ooot, skal du ikke arbejde?''

Jeg overvejede at lade som om jeg ikke hørte kommentarerne, men alligevel blev jeg til sidst enig med mig selv om, at det nok ikke ville være den bedste idé at ignorere dem.

Jeg vendte mig langsomt om og sukkede.

Mine to stedsøstre, Frederikke og Matilde, var desværre stået op .Mine yndlings dage, var de dage, hvor de alle tre sov helt til middag, hvilket desværre var meget få gange om året. og de var allerede i fuld gang med at torturere mig.

Jeg nøjedes med at nikke kort, og så gik jeg ellers i fuld gang med at skrubbe og skrubbe på deres tøj – jeg håbede næsten at der ved et 'uheld' ville gå hul på det meste.

Så ville jeg lade vær med at fortælle dem det og håbe på at de ikke selv ville bemærke, så jeg kunne gå rundt og more mig over det.

Jeg kiggede skjult hen på dem.

Så godt som alle piger på vores alder – omkring de 16 og 18 – forgudede simpelthen prinsen, på nær mig.

Hvilket betød, at da jeg hørte bilen stoppe og så dronningen og kongen stige ud af bilen, kunne jeg med det samme overvære Frederikke og Matilde i fuld gang med at prøve at få snøret en autograf ud af dem, og derefter meget energiske over, at de havde fået skrevet autografer på begge deres overarme, på trods af at dronningen og kongen blot havde stået og været meget afvisende overfor dem.

Godt nok kunne jeg ikke lide Frederikke og Matilde, men det frustrerede mig stadigvæk, at dronningen og kongen opførte sig så unfair mod alle – at de kunne stå og være så iskolde og rulle med øjnene, lige overfor nogen der forgudede dem, eller under alle omstændigheder forgudede deres søn.

Jeg vaskede frustrationen væk, indtil de igen var væk, og alle gik tilbage til deres arbejde.

Jeg tørrede sved af panden med baghånden og på grund af det, formåede jeg lige at få fat i, at klokken var ved at være mange.

Jeg lagde alt hvad jeg havde i hænderne fra mig, og småløb ned til byen.

Der var kun én bager i hele byen som lå et stykke væk, men jeg havde ikke noget imod en gåtur.

Det var starten af sommerferien, hvilket godt nok ikke gjorde så stor en forskel for mig, som stadig skulle arbejde på trods af at det var ferie, men jeg nød at se alle de glade små børn nyde at der var skolefri. Jeg elskede at kigge på dem, når de legede og indåndede den lune sommerluft.

Nogle drenge på min alder spillede fodbold ude på gaden i bar overkrop. De kiggede hurtigt på mig, og et kort sekund troede jeg at jeg så et par stykker af dem smile småflirtende til mig... Jeg rystede på hovedet. De var bare drenge, og jeg havde nok bare brug for positiv opmærksomhed.

Jeg ankom til den lille bager, der lå ved siden af en café med en velkendt duft. Jeg lukkede øjnene og indsnusede duften. Den bragte et smil frem på mit ansigt. Chokolade. Min far ville have elsket den duft.

Jeg hørte den velkendte lyd af en klokke, da jeg gik ind ad døren til bageren – jeg havde ellers stået og overvejet om jeg skulle droppe det hele, og i stedet tage ind på caféen og få en chokoladefyldt croissant. Men det vidste jeg godt at jeg aldrig ville kunne få mig selv til. Hvad ville min stedmor så ikke også gøre ved mig, når det hele så brændte på, og jeg til den tid havde så lidt stolthed tilbage, at jeg kom kravlende tilbage til hende?

Så havde jeg rystet hovedet af mig selv. Madeline, hvorfor skal du også tænke sådan over alting? Prøv at vær lidt sej, bare for en gangs skyld.

Men på trods af diskussionen med mig selv, stod jeg jo alligevel her, i bageren. Ikke på den velduftende café.

En ung pige stod bag disken og tyggede tyggegummi.

Jeg vidste hvilket brød jeg skulle købe, selvom min stedmor ikke havde nævnt det, da hun udtrykkeligt informerede mig om, at hun kun ville sige hvilket brød hun ville have én gang, og så måtte jeg bare huske det. Og det gjorde jeg, hvilket jeg stadig godt kunne være bare en smule stolt over.

''Jeg vil godt have det der, tak.'' Jeg smilede til pigen og pegede på et stort gulerodsbrød. Hun nikkede.

Jeg hørte igen klokken, og lyden af døren gå i bag mig.

På vejen hjem var der igen nogle unge piger der råbte og klappede. Jeg himlede med øjnene og fortsat hjemturen.

Mit had til kongefamilien kom fra en historie min far havde fortalt, om engang hvor han havde arbejdet hos dem, hvor de i bund og grund havde virket fuldstændigt ligeglade med deres arbejdere. Der var nemlig engang, hvor han var faldet på trappen, på vej op til prinsen med et brev, og så havde dronningen været gal over at brevet var blevet revet itu, selvom min far alligevel kunne huske beskeden i hovedet, og beskeden jo ikke engang var til hende, men hun følte åbenbart stadigvæk at det var hendes pligt, at råbe af min undskyldende far.

Det var selvfølgelig mange år siden at han havde fortalt det, men fortællingen havde sættet sig fast i mit hoved, og jeg kunne ikke rigtig komme mig over den.

Pludselig hørte jeg galoperende hove fra en hest bag mig, og da jeg kiggede tilbage og så en hvid hest komme glidende imod mig, begyndte mit hjerte også at galopere. Jeg stivnede af skræk, stod der som forstenet, kunne kun tænke på at det var nu – nu ville mit liv ende. Min vejrtrækning blev hurtigere, jeg blev helt klam og svedig og jeg så hele mit liv passere revy. Jeg klemte øjnene sammen, ventede bare på smerten. Men den kom aldrig.

Jeg åbnede øjnene, fornemmede en hurtig bevægelse. Mit hoved var forvirret, og det var svært at finde hoved og hale i hvad der foregik.

En dreng hoppede ned fra hesten, skubbede mig ud i kanten af vejen, ud i grøften, og landede oven på mig. Lyden af hestens hove forsvandt hurtigt ind i en skov, og det eneste jeg kunne se var et par mørkebrune øjne som stirrede ind i mine øjne med et nysgerrigt og stadig en smule hektisk blik.

''Hej,'' sagde han og forsøgte at give mig hånd, mens vi begge lå der uden at have styr på os selv. Jeg drejede om på maven, men mine ben var stadig fuldstændig stive, de ville ikke rejse mig op.

Der gik et sekund før jeg kunne tænke klart, et sekund før jeg kunne se, hvem det egentlig var, som jo faktisk lige havde reddet mit liv.

Jeg hævede mine øjenbryn.

Helt rolig, efter den utrolige heltegerning, lå prinsen foran mig og smilede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...