What to Expect

Asia er en helt normal kvinde på 23 år. Hun arbejder i sin fars bilreparation, og har sin egen lejlighed i central Boston. Men da hun bytter blinddate med hendes veninde, bliver hendes verden vendt på hovedet.
Alting forandrer sig, og hun kommer ud for fare, som ingen kan beskrive. Hun får nye venner og fjender, men skal passe på med hvem, hun kan stole på. Hun må spille en farlig rolle i et voldsomt magt spil mellem to anonyme herskere.

2Likes
1Kommentarer
375Visninger
AA

13. Kapitel 13

Min mave knurrede, og de farvestrålende varer på hylderne så endnu mere tillokkende ud, jeg havde stået her i fem minutter nu, hvor blev han af? Så lang tid kunne det altså ikke tage at hente en liter mælk. Igen protesterede min mave sig, jeg havde heller ikke fået noget at spise siden morgenmad, og nu var klokken altså otte. Det var også hans ide at tage på vandretur, og selvfølgelig skulle vi fare vild op til flere gange. Pludselig blev alting sort og en stemme hviskede i mit øre:

”Gæt hvem. ” Det killede, og jeg trak mine skuldre op til ørene, han kyssede mig på halsen, men jeg tog et skridt væk fra ham.

”Hvorfor tog det så lang tid? ” Mukkede jeg. ”Jeg er viiildt sulten! ” Han lagde armene om livet på mig og smilede, når vi stod sådan så højdeforeskellen lige pludselig meget større ud.

”Undskyld min telefon ringede og jeg… ” Jeg sukkede og afbrød ham.

”Seriøst? Ikke igen du har fået alt for mange opkald på det seneste, de kan ikke blive ved med at sende dig alle mulige steder han. Jeg vil også have dig, fortæl dem at din mor er syg eller at jeg er blevet kørt ned af en bil… eller at elektriciteten er gået i din lejlighed og alt i din fryser er smeltet. ” Jeg lød ynkelig, men det var ikke fair. Han havde ikke lavet andet end at være på arbejde i de sidste par måneder. Det var som om, at lige så snart vi havde det godt sammen, så skulle han gå.

”Jeg sagde ikke noget om det var fra arbejde… Okay det var det, men jeg er tilbage i morgen, det lover jeg. ” Normalt varede hans opgaver to til tre dage, men de ringede tit to gange om ugen.

”Hvornår tager du af sted? Kan vi nå at spise aftensmad? ” Han så på mig med et medlidende blik og lavede en grimasse, der talte for sig selv.

”Undskyld, men jeg bliver nødt til at gå, jeg kan køre dig hjem. ” Langsomt tog han ansigtet ned til mig og trykkede sine læber mod mine.

”Okay. ” Mumlede jeg, men vendte mig så hurtigt om. ”Så skal jeg altså finde noget is. ” Han grinede og fulgte efter.

Der var stille i lejligheden, Scarlett var hos sine forældre sammen med hendes nye kæreste, det var ikke så tit hun tog én med hjem for at introducere, så det måtte være ret seriøst. Jeg havde også mødt ham, han virkede flink og meget rolig i forhold til hende. Varerne satte jeg på køkkenbordet og fandt redskaber frem til madlavning, stilheden var omsluttende og ensomheden skar i hjertet, normalt havde jeg det fint med at være alene men siden Ben havde det været anderledes. Min telefon ringede.

”Hey. ” Baggrundsstøjen tydede på, at han stadig sad i bilen.

”Hej hvor er du? ” Dumt spørgsmål I know men jeg ville .

”Stadig i bilen jeg skal helt til Philmont, New York, men heldigvis har de booket et fly. ” Han lød træt og jeg kunne også godt mærke, at jeg havde brugt hele dagen ude. Det var for resten også underligt, at han var så specifik om, hvor han skulle hen.   

”Ok… Sagde du ikke, at du ville være tilbage i morgen? Kan du nå det? ”

”Jeg lover det her bliver den sidste gang, og jeg skal nok nå hjem. ”

”Det sagde du også sidste gang, men ingen af tingene endte med at blive sande. ” Jeg var oprigtigt sur, men skulle jeg være sur på ham eller på hans chef? Det var frustrerende, et irriteret støn undslap mig, og jeg havde lyst til at smide med et eller andet.

”Prøv at høre når jeg kommer hjem, kan du være hos mig et par dage. Ingen opringninger ingen andre bare dig og mig, vi kan side på sofaen og se Game of Thrones hele dagen, vi kan gøre lige hvad du har lyst til. ” Han prøvede virkelig at opmuntre mig, og det lykkedes også nogenlunde, der var stadig noget, men jeg valgte at ignorer det.

”Det der med at være spion er faktisk et fantastisk dække over en affære, har du tænkt over det? ” Han grinede i den anden ende af røret, men svarede så.

”Det kan du godt have ret i, men så er det bare dét, at jeg ikke ville kunne finde en bedre kæreste end dig i hele universet. ” Sætningen lød barnlig, men jeg nød hvert et ord.

”Jeg smutter nu, ellers for jeg ikke noget at spise i dag. ” Vi sagde farvel, og jeg begyndte på maden.

 

Den afdæmpede lyd af bilvasken og reparatørerne var hjemlig, og lugten af det lille kontor virkede så bekendt. Døren bag mig gik op og en lav lettere buttet mand trådte ind.

”Hvad laver du her. ” Han satte sig på den anden side af bordet og smilede stort til mig. Han var blevet helt trist, da jeg sagde op men havde forstået, at jeg var nødt til at gøre noget selv. 

”Jeg kom vist bare for at sige hej! Butikken har lukket i dag, Scarlett er stadig hjemme hos hendes nye kæreste og Ben er på konference med hans arbejde. ” Det trak i mundvigen på ham, da jeg nævnte Ben. Min far havde mødt ham et par gang nu, og først havde han været lidt tilbageholdene, efter et stykke tid, men efter han havde mødt Benjamin havde han hvisket noget om, at jeg havde forhøjet min standard. Desværre havde jeg grinet lidt for højt, og Ben havde spurgt hvad der var galt. Mine brødre havde endnu ikke mødt ham, og jeg var bange for, at de ville drille ham. For selvom Benjamin var fejlfri, kunne han godt være lidt naiv i forhold til det der med at møde min familie og venner.

 

Det kolde stengulv føltes rart mod mine fødder, de lange bukseben nåede ned om fødderne på mig og slæbte hen ad gulvet. Jeg havde næsten boet i hans lejlighed de sidste tre måneder, den var meget stilfuld og nok også ret dyr. Jeg slangede mig med min dyne i den store læder sofa foran fjernsynet og trykkede på tændknappen, og et billede af en savanne dukkede op. Der var et eller andet med Benjamin og Animal Planet, mine øjne blev tungere, og jeg kiggede på klokken, den var kun ni. Hurtigt rejste jeg mig op og gik ud i køkkenet for at lave en kop kaffe, jeg blev nødt til at holde mig vågen, Benjamin kom om en halv time. Der gik en halv time, derefter en time, to timer og til sidste tre timer! Hvor blev han af?! Nu gad jeg altså ikke mere, så kunne han bare komme til tiden, jeg lagde mig til rette i sofaen og lukkede øjnene. Der gik ikke mere en et minut før jeg faldt i søvn.

Krash! Bum! Hurtigt kom jeg op og sidde, hoveddøren til venstre for mig stod på vid gab, og Benjamin lå på gulvet med blod ud over det hele. Det var for mørkt til at jeg kunne se alt hvad der foregik, og han havde vist ikke opdaget mig endnu hvilket var klart, for han kæmpede stadig for at komme på benene igen. Selvom jeg for alt i verden ville hjælpe var der noget, der holdt mig tilbage, hvad tænkte jeg dog på? HJÆLP! Han var endelig kommet på benene selvom det så ud til at han skulle til at falde bagover igen, så jeg skyndte mig over for at hjælpe. Han virkede overrasket over at se mig, noget uformeligt kom ud af munden på ham, og han strittede lidt imod.

”Hold nu mund. ” Jeg satte ham på en stol i køkkenet for at få bedre lys, derefter skyndte jeg mig ud på badeværelset og fandt hans førstehjælp set. Det var utroligt hvad Ben havde af underlige ting, men hans kollektion af førstehjælp var slående. Der var underlige metalstumper og rør, som var lidt af et mysterium, men jeg tænkte, at det nok var bedst, hvis jeg ikke vidste, hvad de blev brugt til. Hurtigt samlede jeg tingene som skulle bruges, Benjamin havde lært mig meget om førstehjælp og selvforsvar, han havde endda prøvet at lære mig at skyde. Dér havde jeg dog stoppet ham, jeg havde det fint uden et våben, usikkerheden om jeg havde dræbt en mand hjemsøgte mig stadig. Da jeg kom ind i køkkenet kæmpede Ben med at holde sig oprejst i stolen, hvor langt var han mon gået med de skudhuller? Jeg vidste at han kunne klare det meste, og tanken om at jeg ikke havde været her skræmte mig.

”Hey! Du må ikke sove nu, slug de her” Jeg ruskede i ham og tvang et par piller ned i halsen på ham. Det var klart at han prøvede for at bevare bevidstheden, men øjnene gled alligevel i et par gange. Trøjen blev klippet over og to huller med blod fossende ud af dem kom til syne, jeg tørrede det værste blod væk, men der kom bare mere blod ud. Shit! Det her var alvorligt, Fuck! Fuck! Fuck! Jeg tog en dyb indånding og tog sprit flasken.

”Her bid i det her. ” Jeg stoppede et viskestykke i munden på ham og hældte sprit over skudhullet i en tynde stråle. Det gav et sæt i ham, og alle muskler spændtes i kroppen på ham, nu sov han ikke længere. Men han havde prøvet det før, så det tog kun et par sekunder, før han havde fået styr på sig selv. Nu skulle jeg så pille kuglen ud af ham… Argh for helvede! Kom nu tag dig sammen! Det er ikke dig der er blevet skudt! Roligt fik jeg kuglen ud og lagt den i glas skålen, nu skulle det bare klipses sammen, det kunne jeg godt klare.

”Pres det her mod det andet sår. ” Jeg holdt en klump stof op foran ham, og han tog imod den, jeg vidste godt, at han nok ikke kunne det mere end et minut, men det var bedre end ikke noget. Det der med at klipse var desværre ikke en af mine spidskompetencer, og de tynde metal klammer kom lidt for langt ind i kødet og kom til at se lidt skæv ud, men det var okay. Det skulle bare holde, til vi var nået hen til kontoret, der var der nogen som kunne sy det rigtigt. Jeg gentog proceduren på det andet hul og gav mig derefter til at lede efter flere sår, men der var ikke andet end skrammer. Benjamin var begyndt at komme til sig selv, og jeg tænkte at der måtte være sket noget mere end, at han var blevet skudt, for han var helt ude af den.

”Hvor skal vi hen? ” Han så forvirret på mig, kunne han ikke bare tie stille og gå ind i den skide elevator.

”Hvor tror du selv? Du har hele tiden sagt, at hvis der skete noget, skulle vi hente hjælp ved hovedkontoret. ” Jeg lænede ham op af væggen i den kolde metalboks, og det gik op for mig, at jeg stadig havde mine natbukser og undertrøje på. Elevatoren sneglede sig ned og jeg stod uroligt og pillede ved bilnøglerne.

”Hvad skete der? Hvem var det? Er de stadig efter dig? ” Han så på mig og rettede sig op ved at støtte sin hånd op af væggen. Han så ikke for godt ud, men der var noget der var vendt tilbage som ikke havde været der for et  par minutter siden.

”Jeg var halvvejs hjemme, da jeg lagde mærke til en bil, den havde fulgt mig lige siden lufthavnen, så jeg stoppede ved en tankstation for at se, om de faktisk skyggede mig. ” Der var et øjebliks stilhed, den blev afbrudt af et højt DING, og dørene gled op. Ben blev selvfølgelig nødt til at støtte sig op af mig, og med lidt besvær fik jeg ham ud til bilen. Det lød næsten, som om motoren spandt, da jeg drejede nøglen i tændingen, jeg blev lidt nervøs, for hvordan fanden kørte man sådan en bil? Der var knapper og lys alle steder, og selvom jeg havde kørekort brugte jeg det ikke, for jeg boede jo midt inde i byen, der var metroen og en bil var alt for dyr. Det lykkedes dog at få kørt den ud af parkeringskælderen og et godt stykke ned ad vejen. Ben havde det åbenbart godt nok til at irettesætte mig gang på gang, selvom det var for sjov, gik han mig alligevel på nerverne.  

”Hold mund jeg koncerter mig! ” Han havde gentagende gange drillet mig med min alt for omhyggelige signalering. Han grinede bare af mig og lænede sig frem for at kysse mig, men skudsåret i hans arm forhindrede ham, og han faldt bandende tilbage i siddet. Denne gang var det min tur til at grine, og han mumlede noget om, hvor langsomt jeg kørte, og at det ville tage os timer at nå frem, hvis jeg ikke satte farten lidt op.

 

Rummet havde hvide vægge og var kvadratisk, der stod en grå briks i midten af rummet, og metalskabe hang på væggene. Jeg sad på en høj taburet op af væggen og så på Benjamin, der sad på briksen og ømmede sig. En høj mørk håret kvinde kom ind i rummet og kiggede først på ham og derefter på mig. Hun tog den cardigan, jeg havde givet ham, af og kiggede nærmere på sårene. Uden et ord fandt hun en lille saks frem og klippede hægterne over, hvor hun derefter rensede hullerne og satte nye stænk i. Et orange glas med piller blev udvekslet, og så var hun væk igen. Spioner er vist ikke den snaksommelige type.

”Må jeg få resten af historien? ” Han løftede et øjenbryn men nikkede så.

”Jeg fik ret… de skyggede mig, men jeg er ikke sikker på, hvem de arbejdede for. ” Han så ned i sine hænder og gned dem mod hinanden. Der var en knugende fornemmelse i maven, der voksede hver gang, jeg tænkte på, hvad Benjamin egentlig lavede på hans missioner. Også stolede jeg heller ikke på, at det var alt, der blev nødt til at være noget mere bag. Det kunne godt være, at jeg havde en kæreste der arbejdede for en hemmelig spionorden, men jeg var fandeme dårlig til at regne hemmeligheder ud.

Der var stille i bilen på vej hjem, også oppe i lejligheden sagde vi ikke noget til hinanden, Ben satte sig i sofaen, mens jeg ryttede tingene op fra køkken bordet. Stilheden skar i huden på mig, vreden boblede inde i mig, men jeg var ikke sikker på, hvad eller hvem der gjorde mig så sur. Hidsigt proppede jeg bandagen ned i kasse, mens Ben sad og stirrede ud i luften, i min frustration kom jeg til at skubbe glasskålen med skudende på gulvet, så glasskårene sprang til alle sider. Det var, som om noget sagde klik inde i mig, og det hele ramlede sammen.

”Nu er det nok! ” Jeg slog hænderne i bordet, så glasset skar ind i min hud, irriteret flåede jeg det lille stykke skål ud af min hån og lagde et hviskestykke om den.  

”Bare giv mig en chance til, næste gang kører jeg direkte til kontoret. Jeg ved godt, at du ikke kan lide at blive involveret i det her. Bare giv mig en chance til jeg beder dig. ” Han var hurtigt henne ved mig og tog om mine skuldre, jeg tog forvirret et skridt tilbage, for det havde intet at gøre med, hvad jeg ville snakke om.

”Hvad? Nej, det er ikke det, selvfølgelig vil jeg hjælpe dig. Jeg er bare træt af alt det her generelt, jeg orker ikke flere hemmeligheder eller opkald. Selvfølgelig er det ikke rart at hjælpe dig med skudsår og sådan, men jeg har fundet mig i, at det er dit job. Det jeg mente var bare, at jeg ville have en pause fra alt det her, og ikke kun for dit arbejde, jeg vil have en pause fra det hele, hvor det kun er os to. Nu har vi været sammen i snart et halvt år, og der sker hele tiden noget, synes du ikke at vi mangler noget tid alene? ”  Der var stille i et stykke tid, så trak han mig ind til sig og knugede så hårdt, at det tog pusten fra mig.

”Jo, selvfølgelig kan vi det. ” Han trak mig ud igen men kun for at trække mig ind til et kys i stedet for. ”Jeg troede seriøst, at du skulle til at slå op med mig der. ”Grinede han stille, kommentaren kom bag på mig, og jeg stoppede.

”Hvorfor det? ” Jeg trak hovedet væk for at se på ham, han stoppede også.

”Det ved jeg ikke, du har været så meget igennem, siden vi mødte hinanden. ” Han tog igen hænderne om livet på mig, men jeg strittede imod.

”Men… ” Længere nåede jeg ikke, før han afbrød mig: ”Hold nu mund og lyt. ” Selvom ordene måske var hårde, mumlede han det blidt i mit øre og tvang mig til at se på ham.

”Jeg elsker dig okay, og jeg er ligeglad med alt det andet, så længe jeg har dig. ” Jeg gav ham et mener-du-virkelig-det-blik, og han nikkede. Den knugende fornemmelse blev afbrudt af en sprydlen og boblen, der startede helt nede i maven og langsomt bevægede sig op til hjertet. Det kunne ikke være bedre, og jeg slog armene omkring hans hals for at kysse ham tilbage, men vi blev afbrudt af en bimlende lys fra hans telefon. Intet skete, han tog ikke engang notits af den, det eneste han koncentrerede sig om var mig, hvilket var ret så perfekt.

Lyset strømmede ind ad de store panorama vinduer og oplyste hele rummet, dynen var stor og utrolig blød. Intet kunne få mig til at forlade denne seng, jeg ville bo under dynen og bare dovne hele dagen. Langsomt åbnede jeg øjnene og så til venstre for mig, men den anden side af sengen var tom. Hvor var han? Men jeg fik hurtigt svar på mit spørgsmål, for pludselig stod Ben fuldt på klædt og med jakken over armen. Det var ikke lige som på film, hvor alle agenterne går rundt i jakkesæt, desuden var han ikke altid på missioner, noget af det var også papir arbejde. Han var gået af Joshuas’ sag, da vi var blevet kærester. Og selvom jeg vidste, at han løj, når han sagde, at det var sjovere med mindre opgaver og korte sager. Det ville gøre ham mere end lykkelig at blive sat tilbage på sagen, men han havde gået af for min sikkerhed, (eller sådan noget).

”Hvor skal du hen? ” Jeg kendte svaret og vreden kom frem igen, og jeg satte mig op for at se ham i øjnene. Langsomt kom han hen og satte sig ved siden af mig, men jeg rejste mig op.

”Jeg bliver nødt til at tage ind, de har brug for mig. ” Jeg fnøs den sætning, havde jeg hørt én gang for meget, selv han nok talte sandt.

”Hvorfor gør du det her?! ” Nu råbte jeg, og han virkede overrasket. ”Jeg troede vi havde en aftale… Nej, ved du hvad der rigtigt irriterer mig? ” Han rejste sig også med et fuldkommen lamslået blik i øjnene, som om han ikke troede på det, jeg sagde. ”Det mest irriterende er, at du lover så meget. Er du klar over hvor mange gange du har sagt, at vi kunne tage en pause fra det hele? Du behandler mig som et lille barn! Et dumt lille barn, der skal skjules fra sandheden. ” Jeg havde været vred så længe. ”Tror du måske, at jeg ikke kan klare sandheden? Alle de her løgne må stoppe, jeg ved, at du hader det her liv. Vi ser perfekte ud udefra, men hvis du bare graver en lille smule… ” Jeg stoppede mig selv, for det lød sindssygt, hvad fanden snakkede jeg om? ”Vi har brug for en pause, men jeg tror det er bedst hvis vi holder den pause hver for sig. ” Det gav et sug i maven på mig, da ordene slap ud, men det var for sent nu. Jeg vendte mig om og skulle til at gå, men opdagede at det eneste jeg havde på var en lidt for stor t-shirt.

”Jeg har tænkt mig at tage et bad, og du burde nok gå imens, ellers bliver det bare akavet for os begge. ” Sætningen lød forfærdelig, og det eneste jeg kunne gøre var at vende om og forsvinde.

Min mave knurrede, og de farvestrålende varer på hylderne så endnu mere tillokkende ud, jeg havde stået her i fem minutter nu, hvor blev han af? Så lang tid kunne det altså ikke tage at hente en liter mælk. Igen protesterede min mave sig, jeg havde heller ikke fået noget at spise siden morgenmad, og nu var klokken altså otte. Det var også hans ide at tage på vandretur, og selvfølgelig skulle vi fare vild op til flere gange. Pludselig blev alting sort og en stemme hviskede i mit øre:

”Gæt hvem. ” Det killede, og jeg trak mine skuldre op til ørene, han kyssede mig på halsen, men jeg tog et skridt væk fra ham.

”Hvorfor tog det så lang tid? ” Mukkede jeg. ”Jeg er viiildt sulten! ” Han lagde armene om livet på mig og smilede, når vi stod sådan så højdeforeskellen lige pludselig meget større ud.

”Undskyld min telefon ringede og jeg… ” Jeg sukkede og afbrød ham.

”Seriøst? Ikke igen du har fået alt for mange opkald på det seneste, de kan ikke blive ved med at sende dig alle mulige steder han. Jeg vil også have dig, fortæl dem at din mor er syg eller at jeg er blevet kørt ned af en bil… eller at elektriciteten er gået i din lejlighed og alt i din fryser er smeltet. ” Jeg lød ynkelig, men det var ikke fair. Han havde ikke lavet andet end at være på arbejde i de sidste par måneder. Det var som om, at lige så snart vi havde det godt sammen, så skulle han gå.

”Jeg sagde ikke noget om det var fra arbejde… Okay det var det, men jeg er tilbage i morgen, det lover jeg. ” Normalt varede hans opgaver to til tre dage, men de ringede tit to gange om ugen.

”Hvornår tager du af sted? Kan vi nå at spise aftensmad? ” Han så på mig med et medlidende blik og lavede en grimasse, der talte for sig selv.

”Undskyld, men jeg bliver nødt til at gå, jeg kan køre dig hjem. ” Langsomt tog han ansigtet ned til mig og trykkede sine læber mod mine.

”Okay. ” Mumlede jeg, men vendte mig så hurtigt om. ”Så skal jeg altså finde noget is. ” Han grinede og fulgte efter.

Der var stille i lejligheden, Scarlett var hos sine forældre sammen med hendes nye kæreste, det var ikke så tit hun tog én med hjem for at introducere, så det måtte være ret seriøst. Jeg havde også mødt ham, han virkede flink og meget rolig i forhold til hende. Varerne satte jeg på køkkenbordet og fandt redskaber frem til madlavning, stilheden var omsluttende og ensomheden skar i hjertet, normalt havde jeg det fint med at være alene men siden Ben havde det været anderledes. Min telefon ringede.

”Hey. ” Baggrundsstøjen tydede på, at han stadig sad i bilen.

”Hej hvor er du? ” Dumt spørgsmål I know men jeg ville .

”Stadig i bilen jeg skal helt til Philmont, New York, men heldigvis har de booket et fly. ” Han lød træt og jeg kunne også godt mærke, at jeg havde brugt hele dagen ude. Det var for resten også underligt, at han var så specifik om, hvor han skulle hen.   

”Ok… Sagde du ikke, at du ville være tilbage i morgen? Kan du nå det? ”

”Jeg lover det her bliver den sidste gang, og jeg skal nok nå hjem. ”

”Det sagde du også sidste gang, men ingen af tingene endte med at blive sande. ” Jeg var oprigtigt sur, men skulle jeg være sur på ham eller på hans chef? Det var frustrerende, et irriteret støn undslap mig, og jeg havde lyst til at smide med et eller andet.

”Prøv at høre når jeg kommer hjem, kan du være hos mig et par dage. Ingen opringninger ingen andre bare dig og mig, vi kan side på sofaen og se Game of Thrones hele dagen, vi kan gøre lige hvad du har lyst til. ” Han prøvede virkelig at opmuntre mig, og det lykkedes også nogenlunde, der var stadig noget, men jeg valgte at ignorer det.

”Det der med at være spion er faktisk et fantastisk dække over en affære, har du tænkt over det? ” Han grinede i den anden ende af røret, men svarede så.

”Det kan du godt have ret i, men så er det bare dét, at jeg ikke ville kunne finde en bedre kæreste end dig i hele universet. ” Sætningen lød barnlig, men jeg nød hvert et ord.

”Jeg smutter nu, ellers for jeg ikke noget at spise i dag. ” Vi sagde farvel, og jeg begyndte på maden.

 

Den afdæmpede lyd af bilvasken og reparatørerne var hjemlig, og lugten af det lille kontor virkede så bekendt. Døren bag mig gik op og en lav lettere buttet mand trådte ind.

”Hvad laver du her. ” Han satte sig på den anden side af bordet og smilede stort til mig. Han var blevet helt trist, da jeg sagde op men havde forstået, at jeg var nødt til at gøre noget selv. 

”Jeg kom vist bare for at sige hej! Butikken har lukket i dag, Scarlett er stadig hjemme hos hendes nye kæreste og Ben er på konference med hans arbejde. ” Det trak i mundvigen på ham, da jeg nævnte Ben. Min far havde mødt ham et par gang nu, og først havde han været lidt tilbageholdene, efter et stykke tid, men efter han havde mødt Benjamin havde han hvisket noget om, at jeg havde forhøjet min standard. Desværre havde jeg grinet lidt for højt, og Ben havde spurgt hvad der var galt. Mine brødre havde endnu ikke mødt ham, og jeg var bange for, at de ville drille ham. For selvom Benjamin var fejlfri, kunne han godt være lidt naiv i forhold til det der med at møde min familie og venner.

 

Det kolde stengulv føltes rart mod mine fødder, de lange bukseben nåede ned om fødderne på mig og slæbte hen ad gulvet. Jeg havde næsten boet i hans lejlighed de sidste tre måneder, den var meget stilfuld og nok også ret dyr. Jeg slangede mig med min dyne i den store læder sofa foran fjernsynet og trykkede på tændknappen, og et billede af en savanne dukkede op. Der var et eller andet med Benjamin og Animal Planet, mine øjne blev tungere, og jeg kiggede på klokken, den var kun ni. Hurtigt rejste jeg mig op og gik ud i køkkenet for at lave en kop kaffe, jeg blev nødt til at holde mig vågen, Benjamin kom om en halv time. Der gik en halv time, derefter en time, to timer og til sidste tre timer! Hvor blev han af?! Nu gad jeg altså ikke mere, så kunne han bare komme til tiden, jeg lagde mig til rette i sofaen og lukkede øjnene. Der gik ikke mere en et minut før jeg faldt i søvn.

Krash! Bum! Hurtigt kom jeg op og sidde, hoveddøren til venstre for mig stod på vid gab, og Benjamin lå på gulvet med blod ud over det hele. Det var for mørkt til at jeg kunne se alt hvad der foregik, og han havde vist ikke opdaget mig endnu hvilket var klart, for han kæmpede stadig for at komme på benene igen. Selvom jeg for alt i verden ville hjælpe var der noget, der holdt mig tilbage, hvad tænkte jeg dog på? HJÆLP! Han var endelig kommet på benene selvom det så ud til at han skulle til at falde bagover igen, så jeg skyndte mig over for at hjælpe. Han virkede overrasket over at se mig, noget uformeligt kom ud af munden på ham, og han strittede lidt imod.

”Hold nu mund. ” Jeg satte ham på en stol i køkkenet for at få bedre lys, derefter skyndte jeg mig ud på badeværelset og fandt hans førstehjælp set. Det var utroligt hvad Ben havde af underlige ting, men hans kollektion af førstehjælp var slående. Der var underlige metalstumper og rør, som var lidt af et mysterium, men jeg tænkte, at det nok var bedst, hvis jeg ikke vidste, hvad de blev brugt til. Hurtigt samlede jeg tingene som skulle bruges, Benjamin havde lært mig meget om førstehjælp og selvforsvar, han havde endda prøvet at lære mig at skyde. Dér havde jeg dog stoppet ham, jeg havde det fint uden et våben, usikkerheden om jeg havde dræbt en mand hjemsøgte mig stadig. Da jeg kom ind i køkkenet kæmpede Ben med at holde sig oprejst i stolen, hvor langt var han mon gået med de skudhuller? Jeg vidste at han kunne klare det meste, og tanken om at jeg ikke havde været her skræmte mig.

”Hey! Du må ikke sove nu, slug de her” Jeg ruskede i ham og tvang et par piller ned i halsen på ham. Det var klart at han prøvede for at bevare bevidstheden, men øjnene gled alligevel i et par gange. Trøjen blev klippet over og to huller med blod fossende ud af dem kom til syne, jeg tørrede det værste blod væk, men der kom bare mere blod ud. Shit! Det her var alvorligt, Fuck! Fuck! Fuck! Jeg tog en dyb indånding og tog sprit flasken.

”Her bid i det her. ” Jeg stoppede et viskestykke i munden på ham og hældte sprit over skudhullet i en tynde stråle. Det gav et sæt i ham, og alle muskler spændtes i kroppen på ham, nu sov han ikke længere. Men han havde prøvet det før, så det tog kun et par sekunder, før han havde fået styr på sig selv. Nu skulle jeg så pille kuglen ud af ham… Argh for helvede! Kom nu tag dig sammen! Det er ikke dig der er blevet skudt! Roligt fik jeg kuglen ud og lagt den i glas skålen, nu skulle det bare klipses sammen, det kunne jeg godt klare.

”Pres det her mod det andet sår. ” Jeg holdt en klump stof op foran ham, og han tog imod den, jeg vidste godt, at han nok ikke kunne det mere end et minut, men det var bedre end ikke noget. Det der med at klipse var desværre ikke en af mine spidskompetencer, og de tynde metal klammer kom lidt for langt ind i kødet og kom til at se lidt skæv ud, men det var okay. Det skulle bare holde, til vi var nået hen til kontoret, der var der nogen som kunne sy det rigtigt. Jeg gentog proceduren på det andet hul og gav mig derefter til at lede efter flere sår, men der var ikke andet end skrammer. Benjamin var begyndt at komme til sig selv, og jeg tænkte at der måtte være sket noget mere end, at han var blevet skudt, for han var helt ude af den.

”Hvor skal vi hen? ” Han så forvirret på mig, kunne han ikke bare tie stille og gå ind i den skide elevator.

”Hvor tror du selv? Du har hele tiden sagt, at hvis der skete noget, skulle vi hente hjælp ved hovedkontoret. ” Jeg lænede ham op af væggen i den kolde metalboks, og det gik op for mig, at jeg stadig havde mine natbukser og undertrøje på. Elevatoren sneglede sig ned og jeg stod uroligt og pillede ved bilnøglerne.

”Hvad skete der? Hvem var det? Er de stadig efter dig? ” Han så på mig og rettede sig op ved at støtte sin hånd op af væggen. Han så ikke for godt ud, men der var noget der var vendt tilbage som ikke havde været der for et  par minutter siden.

”Jeg var halvvejs hjemme, da jeg lagde mærke til en bil, den havde fulgt mig lige siden lufthavnen, så jeg stoppede ved en tankstation for at se, om de faktisk skyggede mig. ” Der var et øjebliks stilhed, den blev afbrudt af et højt DING, og dørene gled op. Ben blev selvfølgelig nødt til at støtte sig op af mig, og med lidt besvær fik jeg ham ud til bilen. Det lød næsten, som om motoren spandt, da jeg drejede nøglen i tændingen, jeg blev lidt nervøs, for hvordan fanden kørte man sådan en bil? Der var knapper og lys alle steder, og selvom jeg havde kørekort brugte jeg det ikke, for jeg boede jo midt inde i byen, der var metroen og en bil var alt for dyr. Det lykkedes dog at få kørt den ud af parkeringskælderen og et godt stykke ned ad vejen. Ben havde det åbenbart godt nok til at irettesætte mig gang på gang, selvom det var for sjov, gik han mig alligevel på nerverne.  

”Hold mund jeg koncerter mig! ” Han havde gentagende gange drillet mig med min alt for omhyggelige signalering. Han grinede bare af mig og lænede sig frem for at kysse mig, men skudsåret i hans arm forhindrede ham, og han faldt bandende tilbage i siddet. Denne gang var det min tur til at grine, og han mumlede noget om, hvor langsomt jeg kørte, og at det ville tage os timer at nå frem, hvis jeg ikke satte farten lidt op.

 

Rummet havde hvide vægge og var kvadratisk, der stod en grå briks i midten af rummet, og metalskabe hang på væggene. Jeg sad på en høj taburet op af væggen og så på Benjamin, der sad på briksen og ømmede sig. En høj mørk håret kvinde kom ind i rummet og kiggede først på ham og derefter på mig. Hun tog den cardigan, jeg havde givet ham, af og kiggede nærmere på sårene. Uden et ord fandt hun en lille saks frem og klippede hægterne over, hvor hun derefter rensede hullerne og satte nye stænk i. Et orange glas med piller blev udvekslet, og så var hun væk igen. Spioner er vist ikke den snaksommelige type.

”Må jeg få resten af historien? ” Han løftede et øjenbryn men nikkede så.

”Jeg fik ret… de skyggede mig, men jeg er ikke sikker på, hvem de arbejdede for. ” Han så ned i sine hænder og gned dem mod hinanden. Der var en knugende fornemmelse i maven, der voksede hver gang, jeg tænkte på, hvad Benjamin egentlig lavede på hans missioner. Også stolede jeg heller ikke på, at det var alt, der blev nødt til at være noget mere bag. Det kunne godt være, at jeg havde en kæreste der arbejdede for en hemmelig spionorden, men jeg var fandeme dårlig til at regne hemmeligheder ud.

Der var stille i bilen på vej hjem, også oppe i lejligheden sagde vi ikke noget til hinanden, Ben satte sig i sofaen, mens jeg ryttede tingene op fra køkken bordet. Stilheden skar i huden på mig, vreden boblede inde i mig, men jeg var ikke sikker på, hvad eller hvem der gjorde mig så sur. Hidsigt proppede jeg bandagen ned i kasse, mens Ben sad og stirrede ud i luften, i min frustration kom jeg til at skubbe glasskålen med skudende på gulvet, så glasskårene sprang til alle sider. Det var, som om noget sagde klik inde i mig, og det hele ramlede sammen.

”Nu er det nok! ” Jeg slog hænderne i bordet, så glasset skar ind i min hud, irriteret flåede jeg det lille stykke skål ud af min hån og lagde et hviskestykke om den.  

”Bare giv mig en chance til, næste gang kører jeg direkte til kontoret. Jeg ved godt, at du ikke kan lide at blive involveret i det her. Bare giv mig en chance til jeg beder dig. ” Han var hurtigt henne ved mig og tog om mine skuldre, jeg tog forvirret et skridt tilbage, for det havde intet at gøre med, hvad jeg ville snakke om.

”Hvad? Nej, det er ikke det, selvfølgelig vil jeg hjælpe dig. Jeg er bare træt af alt det her generelt, jeg orker ikke flere hemmeligheder eller opkald. Selvfølgelig er det ikke rart at hjælpe dig med skudsår og sådan, men jeg har fundet mig i, at det er dit job. Det jeg mente var bare, at jeg ville have en pause fra alt det her, og ikke kun for dit arbejde, jeg vil have en pause fra det hele, hvor det kun er os to. Nu har vi været sammen i snart et halvt år, og der sker hele tiden noget, synes du ikke at vi mangler noget tid alene? ”  Der var stille i et stykke tid, så trak han mig ind til sig og knugede så hårdt, at det tog pusten fra mig.

”Jo, selvfølgelig kan vi det. ” Han trak mig ud igen men kun for at trække mig ind til et kys i stedet for. ”Jeg troede seriøst, at du skulle til at slå op med mig der. ”Grinede han stille, kommentaren kom bag på mig, og jeg stoppede.

”Hvorfor det? ” Jeg trak hovedet væk for at se på ham, han stoppede også.

”Det ved jeg ikke, du har været så meget igennem, siden vi mødte hinanden. ” Han tog igen hænderne om livet på mig, men jeg strittede imod.

”Men… ” Længere nåede jeg ikke, før han afbrød mig: ”Hold nu mund og lyt. ” Selvom ordene måske var hårde, mumlede han det blidt i mit øre og tvang mig til at se på ham.

”Jeg elsker dig okay, og jeg er ligeglad med alt det andet, så længe jeg har dig. ” Jeg gav ham et mener-du-virkelig-det-blik, og han nikkede. Den knugende fornemmelse blev afbrudt af en sprydlen og boblen, der startede helt nede i maven og langsomt bevægede sig op til hjertet. Det kunne ikke være bedre, og jeg slog armene omkring hans hals for at kysse ham tilbage, men vi blev afbrudt af en bimlende lys fra hans telefon. Intet skete, han tog ikke engang notits af den, det eneste han koncentrerede sig om var mig, hvilket var ret så perfekt.

Lyset strømmede ind ad de store panorama vinduer og oplyste hele rummet, dynen var stor og utrolig blød. Intet kunne få mig til at forlade denne seng, jeg ville bo under dynen og bare dovne hele dagen. Langsomt åbnede jeg øjnene og så til venstre for mig, men den anden side af sengen var tom. Hvor var han? Men jeg fik hurtigt svar på mit spørgsmål, for pludselig stod Ben fuldt på klædt og med jakken over armen. Det var ikke lige som på film, hvor alle agenterne går rundt i jakkesæt, desuden var han ikke altid på missioner, noget af det var også papir arbejde. Han var gået af Joshuas’ sag, da vi var blevet kærester. Og selvom jeg vidste, at han løj, når han sagde, at det var sjovere med mindre opgaver og korte sager. Det ville gøre ham mere end lykkelig at blive sat tilbage på sagen, men han havde gået af for min sikkerhed, (eller sådan noget).

”Hvor skal du hen? ” Jeg kendte svaret og vreden kom frem igen, og jeg satte mig op for at se ham i øjnene. Langsomt kom han hen og satte sig ved siden af mig, men jeg rejste mig op.

”Jeg bliver nødt til at tage ind, de har brug for mig. ” Jeg fnøs den sætning, havde jeg hørt én gang for meget, selv han nok talte sandt.

”Hvorfor gør du det her?! ” Nu råbte jeg, og han virkede overrasket. ”Jeg troede vi havde en aftale… Nej, ved du hvad der rigtigt irriterer mig? ” Han rejste sig også med et fuldkommen lamslået blik i øjnene, som om han ikke troede på det, jeg sagde. ”Det mest irriterende er, at du lover så meget. Er du klar over hvor mange gange du har sagt, at vi kunne tage en pause fra det hele? Du behandler mig som et lille barn! Et dumt lille barn, der skal skjules fra sandheden. ” Jeg havde været vred så længe. ”Tror du måske, at jeg ikke kan klare sandheden? Alle de her løgne må stoppe, jeg ved, at du hader det her liv. Vi ser perfekte ud udefra, men hvis du bare graver en lille smule… ” Jeg stoppede mig selv, for det lød sindssygt, hvad fanden snakkede jeg om? ”Vi har brug for en pause, men jeg tror det er bedst hvis vi holder den pause hver for sig. ” Det gav et sug i maven på mig, da ordene slap ud, men det var for sent nu. Jeg vendte mig om og skulle til at gå, men opdagede at det eneste jeg havde på var en lidt for stor t-shirt.

”Jeg har tænkt mig at tage et bad, og du burde nok gå imens, ellers bliver det bare akavet for os begge. ” Sætningen lød forfærdelig, og det eneste jeg kunne gøre var at vende om og forsvinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...