What to Expect

Asia er en helt normal kvinde på 23 år. Hun arbejder i sin fars bilreparation, og har sin egen lejlighed i central Boston. Men da hun bytter blinddate med hendes veninde, bliver hendes verden vendt på hovedet.
Alting forandrer sig, og hun kommer ud for fare, som ingen kan beskrive. Hun får nye venner og fjender, men skal passe på med hvem, hun kan stole på. Hun må spille en farlig rolle i et voldsomt magt spil mellem to anonyme herskere.

2Likes
1Kommentarer
360Visninger
AA

10. En hemmelig dør

”Kan jeg spørge hvad vi laver ved et folkebibliotek? ” Parkeringspladsen var halvt fyldt med biler, selvom bilerne nok tilhørte folkene i biografen ved siden af. Himlen var grå, og matchede asfalten.

”Indgangen til basen burde være der inde. ” Han pegede på biblioteket og begyndte at gå over mod det. Jeg skyndte mig efter ham, desværre havde jeg stadig mine højhælede, fordi i al forvirringen havde jeg glemt løbeskoene i supermarkedet.

Der var dødstille inde på biblioteket. Ben trak en seddel op af lommen og kiggede på den, mens han vinkede mig tættere på.

”Vi skal finde bogen med det her nummer, den burde være nede i arkiverne, kom. ” Han gik hen mod en lille elevator, der ikke så ud til at kunne holde mere end en person af gangen.

Reolerne var høje, og man kunne flytte på nogen af dem.

”ah456, ah457, ah458, ah459! Her er den. ” Han trak en bog ud af reolen og studerede den nøje.

”Og hvad har du så tænkt dig at gøre med den? ” Det lød nedværdigende, og han så på mig, som om jeg var dum.

”Vi går op og giver den til bibliotekaren ved skranken, og beder hende om at holde den til klokken 13:42 i morgen, derefter giver hun os en nøgle, som vi kan bruge på døren der. ” Han pegede på en lysegrå dør for enden af bogreolgangen. Det hele blev sagt som en selvfølge, og han skulle til at gå hen mod elevatoren igen, da jeg stoppede ham.

”Inden der sker alt mulig andet, bliver jeg nødt til at sige noget til dig. Du sagde… ” Han stoppede, mig før jeg nåede at sige mere.

”Jeg hørte dig godt i går, jeg er virkelig ked af, at jeg bare faldt i søvn. Jeg er ikke sikker på, hvad der skete, men det må du altså undskylde. Hvis jeg havde vidst det så… ” Jeg trak ham ned til mig og vores læber mødtes, jeg var ikke engang sikker på om han var sindssyg, men alligevel var jeg forelsket i ham, jeg måtte være sindssyg. Jeg ville trække mig væk, men han holdt fast, det fik ham til at grine.

”Jeg giver ikke slip. ” Mumlede han, jeg kyssede ham en sidste gang, men trak så ansigtet væk og hviskede: ”Jeg troede vi skulle finde en nøgle. ” Han så ud til at være ligeglad.

”Hvilken nøgle? ” Han var synet helt hen. Jeg grinede igen og svarede: ”Kan du huske mission, på flugt, basen, Joshua ringer der en klokke? ” Slukøret trak han også hovedet væk.

”Nå ja den mission. ” Men han holdt mig stadig i hånden. En rigtig romatikker tænkte jeg og fulgte med. Vi gjorde det, som Ben havde sagt, og det virkede. Nøglen så gammel ud, men den passede til døren, han gav mig et sidste kys, inden han trak ned i håndtaget, og døren åbnede sig. En kort gang førte ud til noget, der lignede et kontrolrum. Ben trak mig med ind, og jeg gik forsigtigt med, en mand fik øje på os og udbrød:

”Agent Johnson hvad laver du her? ” Han var rundmavet og så ud til at være omkring du fyrre.

”Generel Jeffery jeg kunne spørge det samme. ” Ben lød overrasket, jeg havde ingen ide om, hvad der foregik.

”Det er godt at se dig, hvor har du været? Jeg fik besked om, at du blev opdaget under undercover og forsvandt, men… ” Han afbrød sig selv, da han opdagede mig.

”Og hvem er så denne unge dame? ” Spørgsmålet havde en underlig klang, og jeg tog hårdere fat i Benjamins hånd.

”Det er en lang historie, men hvad sker der her? Jeg har aldrig før hørt om denne base, er den ny? ” Han trådte forbi generalen ind i kontrolrummet, hvor der sad mange mennesker ved computere og tastede. Jeffery fulgte efter os og begyndte at snakke, så jeg langt fra kunne følge med, derfor fokuserede jeg på skærmene i stedet for. Der var noget forskelligt på hver skærm, en af dem viste en masse tal, på en anden var der en statistik eller noget, en af skærmene viste noget fra et overvågningskamera, der overvågede døren, vi lige var gået ind ad. Min tinding begyndte at dunke, og mit udsyn blev flosset i siderne.

”Ben. ” Hviskede jeg og trak ham stille i ærmet, men han reagerede ikke. Jeg prøvede igen, men han hørte mig ikke. De flossede sider blev til tåge som gled ind over mii blik.

”Ben jeg kan ikke se noget. ” Prøvede jeg igen, men stadig ingen reaktion. De begyndte at gå, og jeg blev nødt til at følge med, det gik nogenlunde til at starte med, det var let at føle sig frem. Jeg skulle bare… BANG! Noget ramte mig, og jeg faldt bagover mod jorden, chokket fik mig til at slippe taget i Benjamin. Han var hurtigt nede ved mig og tjekke, om jeg var okay.

”Jeg sagde jo, at jeg ikke kunne se noget. ” Han udstødte et kort ”Ha” men blev så alvorlig.

”Har i en hospitals fløj eller sådan noget? Hun blev skudt i går, jeg tror måske det er det. ” Jeg var ret sikker på, at han spurgte generalen, som hjalp mig med at komme op og stå.

”Ja selvfølgelig følg mig. ”

Jeg blev sat på en briks og fik at vide, at der snart ville komme nogen. Alt var stadig slørret, men jeg kunne mærke Bens hånd i min. Der kom nogen ind i rummet, det var ligesom at være tilbage i supermarkedet. Ingen sagde noget, men der blev stukket en nål i min arm, også var der nogen, der sagde noget.

”Har hun spist noget i dag? ” Spørgsmålet var rettet mod Benjamin.

”Nej det har hun ikke. ” Manden rejste sig op og sagde: ” Så er det hvad jeg troede, hun har for lavt blodsukker, hvis du henter noget at spise i cafeteriet, er hun på benene om 10 minutter. ” Han rejste sig også og kyssede mig på panden.

”Jeg er tilbage lige om lidt lad være med at gå. ” Hviskede han og gik ud af døren, lægen var også forsvundet.

”Pokkers jeg havde ellers lige tænkt mig at gå en tur. ” Mumlede jeg, men der var ingen til at høre mig, og det gjorde mig bare endnu mere håbløs til mode. Her lugtede underligt, der lød skridt på gangen, men de gik forbi døren. Langsomt lagde jeg mig på briksen, og tog hænderne op for øjnene. Min ståltråd skulle stadig være i tre dage mere, men den var allerede løs i den ene side. Måske havde Gia haft ret, jeg burde ikke røre ved det. Alting tog pokkers lang tid, når man ikke kunne se, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Endelig var han tilbage, og jeg satte mig op. Han førte mig hånd hen til en dåse sodavand, som tømte samt en sandwich og en pose vingummibjørne. Lige så stille fik jeg synet igen, men der var stadig en summen i baghovedet.

”Det er jeg altså virkelig ked af. ” Fik jeg fremstammet. ”Ham generalen må tro, at jeg er skør eller sådan noget. ” Sukkede jeg, mit hovedet dunkede stadig, og jeg tog hånden op for at mærke om det var en bule fra faldet. Jeg kiggede over på Ben, som bare sad og smilede. Gud hvor var det dog irriterende! Hvorfor kom intet bag på ham?

”Stop det. ” Sagde jeg og skubbede til ham, jeg var stadig omtåget, så min hånd snittede kun hans arm. Fuck! Grundlaget forsvandt under mig, og øjeblikket efter lå jeg på gulvet.

”Er… Du… Okay…? ” Hvert ord blev afbrudt af et halvkvalt grin, han trak mig op og satte mig på briksen igen. Jeg tog hænderne op for øjnene og sukkede: ”Mange tak.” Jeg følte mig så klodset, og det gik op for mig, at Ben næsten blev nødt til at tale sandt. Jeg mener alt det her så jo rigtig nok ud, og ham generalen havde kaldt ham for agent Johnson. Fuck! Jeg havde ikke rigtig haft tid til at overskue situationen, men det her var fandeme sygt. Tanken om at tage hjem virkede lige pludselig, som en god ide.

”Hvornår kan jeg tage hjem? ” Og det gik op for mig, at det var det jeg ville. Jeg tog hænderne væk fra øjnene og så på ham, han virkede chokeret over spørgsmålet, men sagde ikke noget.  Oh shit, jeg havde lige fucket det op, havde jeg ikke? Jeg ville tage det tilbage eller sige noget, så han ville glemme det.

”Altså Joshua er stadig derude, men officielt er du ikke længere i min varetægt, så jeg kan spørge generalen. ” Han rejste sig op for at gå ud, jeg ville gå med, men da jeg rejste mig op snurrede alting rundt, og jeg blev nødt til at sætte mig igen.

”Vent lidt. Undskyld det var ikke sådan, jeg mente det. ” Jeg prøvede igen at rejse mig, og denne gang lykkedes det. Men to skridt efter landede jeg på gulvet igen, Ben skulle til at hjælpe, men jeg rystede på hovedet og kom op ved hjælp af en bordstolpe.

”Jeg siger det selv, bare vis mig vejen. ” Sagde jeg og slog hånden ud mod gangen, selvom jeg gerne ville virke selvstændig, blev jeg nødt til at støtte mig op af ham.

Vi var nået halvvejs ned ad gangen, da der lød et stor brag, et hav af mænd stormede ind i kontrolrummet. Der blev råbt og skreget, Ben tog hårdt fat i min arm og trak mig tilbage. Vi løb gennem lange gang, men lyden af råb var over alt folk løb omkring os, midt i råbene lød der pludselig skud. Vi endte ved en dør, der lignede den vi var kommet ind ad, på den anden side var bibliotek. Mine ben var begyndt at summe, og mit hoved dunkede som før, jeg snublede og faldt men kom på benene lige efter. Jeg kunne se udgangen, men han stoppede mig.

”Det skal nok gå. ” Hviskede han og kyssede mig. Hvad lavede han? Vi skulle hurtigt ud.

”Ja selvfølgelige skal det nok gå, kom nu! ” Nu var det min tur til at trække ham mod døren.

Vi var nåede ud, men omkring os stod der en halv cirkel af mænd, og det var først nu jeg opdagede, hvad der stod på deres tøjet. For det her var ikke Joshuas mænd, der stod med fede bogstaver F.B.I. Hvad fanden?! Nogen trak Benjamin væk fra mig, og hvid klædte mænd kom styrtende hen til mig. Nogen i baggrunden råbet:

”Det er hende Asia Martinez, hun passer til beskrivelsen. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...