I Skovens Dybe Stille Ro


0Likes
0Kommentarer
82Visninger
AA

1. I Skovens Dybe Stille Ro

Lugten af røg svøbte sig om ham. Træet knitrede og flammerne gnistrede i det tiltagende tusmørke. Han åndede ud og en sky af damp strakte sig og fortog sig ud i intetheden. Sommeren var for længst ovre og selvom sneen endnu ikke havde foretaget sin ankomst, havde kulden i hvert fald. Han gik rundt om bålet og slog kuskeslag for at få lidt varme i sine halvfrosne hænder. Selvom han havde vanter i sin rygsæk, fandt han dem endnu ikke nødvendige; de ville bare være en forhindring og være i vejen når han skulle i gang med at stege vildtet. Han satte sig på den træstub han havde sat base ved og hostede en enkelt gang. Han ville gerne ryge sig en smøg, men han ville ikke have nikotin-lugt på fingrene og risikere at kødet kom til at få en bismag af den bitre substans. Han sad og stirrede ind i bålet og tænkte tilbage til morgenen og på dagen han havde været igennem.

Han var kørt tidligt hjemmefra den morgen, for at gå på jagt. Der var mest liv ude på de tidlige morgentimer og det ville ikke være besværligt at få nedlagt et bytte inden alt for længe. Hvis han ikke kunne få noget skudt fra morgenstunden, vidste han at der ville være liv igen lige inden natten trængte sig på. Han kørte i egne tanker det meste af vejen og vågnede op igen, lige inden han nåede heden hvor han plejede at parkere landroveren. Det duede ikke at køre vognen helt op til trægrænsen. De stakkels dyr ville blive helt kulrede og være helt umulige hvis de hørte lyden af en motor så tæt på deres vante omgivelser. De ville enten søge langt ind i skoven eller helt i dækning, så man ikke ville kunne se dem på noget tidspunkt og hvis de gjorde det, ville en jagttur jo være meningsløs.

Han parkerede landroveren og fik samlet sit grej; hat, ammunition, proviant til en god gåtur, vanter, solbriller og hans øjesten, en Tikka T3 GRS. Den bedste riffel man kunne få for penge. I hvert fald ifølge manden der solgte den til ham i første omgang. Han var blevet utroligt glad for våbnet. Det lange glatte løb, der skinnede i de tidlige morgensolstråler og den smukke, glatlakerede skæfte, der var så utroligt afbalanceret at han nærmest følte det som om de gik i ét, når han først lagde an til sigte. Som om geværet blev en naturlig forlængelse af hans egen arm. Han ramte aldrig forbi når han først havde udset sig et bytte.

Han begyndte at gå mod skoven med lange, men forsigtige skridt. Han spejdede ud over heden for måske at fange sig et blik af et muligt bytte. De søgte altid mod skoven på dette tidspunkt af døgnet og somme tider lyste de klart op, mod den græsfyldte hede, der strakte sig over flere kvadratkilometer jord. Lige først så han ikke noget, men efterhånden gik det op for ham, at den skygge der forholdt sig et par hundrede meter til venstre for ham, ikke blot var en græsknold som han først havde troet, men et væsen i bevægelse. Han forsatte mod skoven, nu så langt nede mod græsset at dyret ikke kunne se ham, håbede han. Det handlede om ikke at drage konklusioner i sådanne situationer. Så de dig, ville de straks løbe i den anden retning. Måske jage andet vildt med sig, så det ville være umuligt at få noget i sigte. Han holdt løbende øje med byttet. Det virkede ikke som om det havde set ham og han forsatte ind mellem de første træer i skoven. Herfra iagttog han det spæde væsen. Det var en hun, en ung hun, som virkede en smule fortabt ude på den store hede. Hun nærmede sig skovgrænsen med små forsigtige skridt og det kløede i hans fingre efter at få lov til at ligge et rent skud ind, direkte i hjertet på hende, men det måtte vente. Han måtte finde det helt rigtige tidspunkt, måske endda følge hende lidt henad dagen, for måske at finde mere end én. Hun måtte helt klart tilhøre en flok, så ung som hun var. Når man fandt så ungt et dyr som hende, kunne man aldrig vide om resten af flokken var i nærheden, og hvis de var, skulle man tage sig i agt. Mange af dem blev aggressive når man sådan angreb en fra flokken, mens andre stak af, i frygt for at lide samme skæbne. Han så hende forsvinde ind mellem træerne længere henne, men så ingen andre følge samme vej. Måske de var spredt ud i området og holdt sig på afstand af hinanden? Eller måske var hun alene ude, denne årle morgenstund og var simpelthen bare ude og udforske på egne ben.

Han begyndte stille at gå i den retning han havde set hende forsvinde ind mellem de brune stammer og grønne blade, men da han nåede til stedet hvor han mente hun var forsvundet, var hun ingen steder at finde. Han vendte sig mod skovens dyb og begav sig afsted, nærmest listende, i jagten på dette himmelsmukke kræ. Han gik længe. Solens position ændrede sig med tiden og den flyttede sig langsomt hen over himmellegemet. Hans åndedrat var roligt, men som solen strakte sig over den sidste del af himlen, faldt temperaturen og dampskyerne stod ud af hans mund. Han havde billedet af dyret for sit indre; Hendes silhuet havde brændt sig fast på nethinden og for hver gang han blinkede fremstod billedet af hende tydeligere. Lange slanke ben, en yndefuld krop med smukke kurver. Et fornemt brystparti hvor han ville placere en kugle der ville få hende til at falde til jorden. Hele hans krop sitrede ved denne tanke og han følte sig tæt på udødelig; en følelse han altid fik i kroppen når han var så tæt på et mål. En følelse der altid dukkede op, når det var han der blev herre over liv og død hos et andet væsen. Dyrets liv var i hans hænder, det var op til ham om dette kreatur skulle leve til at se næste morgens solopgang eller om lyset i dets øjne skulle slukkes for evigt.
Midt i disse tanker hørte han nogle grene knække, et par meter til højre for sig. Han dukkede sig ned i skjul og tittede ud mellem grenene på den busk han havde søgt skygge bag. Der var hun jo.

Tættere på var hun endnu smukkere end hun havde set ud på heden. Lyset, der nu faldt ned gennem træernes grene, spillede i hendes øjne, der lyste med et nysgerrigt skær. Han betragtede hende, mens hans åndedrat langsomt blev hurtigere og hurtigere. Han var opstemt og nu skulle det snart være. Han ladede sin riffel, med én patron. Ét skud, én chance. Sådan var reglerne.

Han lagde hælen mod skulderen og kiggede i sigtet, hvor han så dette smukke, guddommelige væsen stå, helt uskyldigt og uvidende. Han afsikrede våbnet og trak vejret dybt ind. Alt stod stille. Der var kun ham og hende.
Som han åndede ud trykkede han pegefingeren mod aftrækkeren og skød.

Hun faldt til jorden med et afdæmpet bump, hun lå stille og han vidste at hun var død.
Han lod hånden med riflen falde ned langs siden og trådte frem fra busken hvorfra han havde skudt hende. Langsomt bevægede han sig hen mod hende, med hjertet bankende i brystet af ren adrenalin. Han følte sig høj, som på stoffer. Han følte sig lykkelig, nærmest euforisk. Han havde ramt hende.
Han nåede hen til hende. De lange slanke ben lå udstrakt fra hendes formede krop, hendes lange slanke hals der ikke længere strakte sig nysgerrigt rundt, hendes øjne der ikke længere lyste med et livligt glimt. Hendes brystkasse, der havde hævet og sænket sig med en rolig rytme var nu stille og hun ville ikke se næste morgens solopgang.
Det lange blonde hår indrammede hendes smalle ansigt og det lyserøde fleece-pandebånd der skjulte hendes pande bevidnede om hendes ungdommelighed.

Hun var død. Han havde taget hendes liv. Hun var blot et andet dyr, et nyt trofæ.
Fuglene sang ikke længere.
Det var som om skoven holdt vejret, som han selv havde gjort det da han trykkede på aftrækkeren.
Blodet bredte sig i mosset under hende, det sugede det til sig som vand. Det var ovre.
I skovens dybe stille ro, blev endnu et bytte nedlagt.

Han stod og kiggede ind i flammerne der nu var så store at de oplyste et enormt område omkring ham. Henne i skyggerne, hvor lyset knap kunne nå, lå hun. Nøgen. Lyset spillede i hendes døde øjne, som var hun i live endnu, men det vidste han hun ikke var.
Han stod med det lyserøde pandebånd i hånden og klemte det et øjeblik. Den euforiske følelse var væk og var nu blevet erstattet med en anden, mere dyrisk følelse. Sult. Han smed pandebåndet på bålet, hvor det brændbare stof hurtigt opløstes af flammerne og vendte sig mod den døde kvinde. Han satte sig på knæ ved siden af hendes smukke, langbenede krop og kærtegnede hende langs kravebenet.

Så bøjede han sig ned og begravede tænderne dybt i hendes hals.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...