Touché

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2016
  • Opdateret: 19 jul. 2016
  • Status: Færdig
Det er svært at være anderledes, men kan det være farligt?

1Likes
3Kommentarer
225Visninger

1. Touché

Det var lyden af vækkeurets kimen, der vækkede mig. Displayet viste, at klokken var halv seks. Jeg slukkede det, gik ud på badeværelset og så mig i spejlet. Mit korte lyse hår og mine klare blå øjne lyste i den klare afspejling. Jeg børstede hurtigt mine tænder og gik ind på mit værelse igen. Fister, min lille brune kanin, lå og sov i hjørnet af sit bur. Jeg havde fået ham i fødselsdagsgave for fem år siden, men nu var jeg seksten og alt for gammel til at have en kanin. Der var én, der kaldte nede fra stuen.

“Kom nu skat der er morgenmad!” Hendes stemme var syngende og hendes øjne lige så blå som mine. Min mor var nok et af de sødeste mennesker på jorden.

Med søvnige skridt gik jeg mod spisestuen. Der stod brød og pålæg på bordet, men jeg fandt bare et glas, fyldte det med juice og satte mig ned.

“Skal du ikke have noget at spise?” Hun lød bekymret.

“Nej, jeg har det fint, jeg er bare ikke sulten,” beroligede jeg hende.

Der gik en time, og så kunne jeg ikke vente mere. Jeg tog min taske og forsvandt ud af døren.

Den tomme skolegård var helt stille, ingen var kommet endnu. Klatrevæggene og gyngestativet var begge tomme. De ville være fulde af andenklasser om nogle timer. Under et skilt, på muren hvor der stod “RØGFRIT OMRÅDE -sundt miljø både ude og inde”, var der skodet tre cigaretter, og der lå en tom sammenkrøllet cigaretpakke. Jeg satte mig på en bænk, en blanding af fuglesang og vind i træerne lød om mig, som en symfoni. Det var et rart sted at sidde, tænkte jeg, men så lidt efter lidt gled mine øjne ,i og jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede af klokker, der ringede, ikke skolens , men kirkens. Jeg satte mig hurtigt op og så mig omkring. Der var ikke nogen, men da jeg så ned på mit ur, gik det op for mig, at det var, fordi de andre var gået ind. Jeg skyndte mig ind i fællessalen og stilte mig allerbagerst sammen med min klasse. En høj, tynd mand i sorte klæder kom op på scenen foran os. Han havde en mikrofon spændt fast om hovedet, og hans stemme lød klar ud over hele salen.

“Godmorgen kære børn. Lad os bede vores morgenbøn.”

Jeg så hen på mine klassekammerater, mange af dem hørte ikke efter. Et par af pigerne sad og snakkede, ingen lagde mærke til mig. Jeg var som usynlig.

 

Jeg sad på en bænk og så på de andre. Vi havde endelig fået fri fra verdens længste dansktime. Den kedelige sandhed om mit had til dansk var ordblindhed. Og hver gang jeg så i en bog hoppede bogstaverne og flygtede til alle sider. Mine forældre har aldrig villet indrømme, at jeg var ordblind, for de har jo det perfekte barn. Næsten da.

Døren ud til skolegården gik op, og jeg så derhen. Det var ham. Den smukkeste dreng på hele kloden. Det sorte hår glimtede i solen, og han stod der og lignede en engel. Jeg rejste mig op for at gå derover og sige hej, men det ville aldrig ske. Jeg blev altid helt stum, hvis han spurgte mig om noget eller bare gik forbi mig. Jeg stod bare der og fløj på min egen lille lyserøde sky. Men så så jeg ned og opdagede, at jeg faktisk fløj. Mine fødder dinglede et par centimeter over jorden. Og jeg så op i det grimmeste fjæs, fuld af bumser og en stor kartoffeltud, der var banket godt ind i hjernen på drengen. Han holdt godt fat i kraven på mig med hans groteske skinkearm.

“Hvad så Hunter, står du og tjekker nogle drenge ud? Du ved, hvad der sker, hvis du bare så meget som tænker på at få den op og stå på grund af en dreng. Så får du bøssebank

Flere af drengene bag ham grinede.

Bøssebank var noget Josef og hans slæng havde fundet på. Jeg rystede kraftigt på hovedet. Nej, jeg skulle slet ikke have bøssebank, for selv lærerne havde ikke noget imod det. De syntes, det faktisk var en kreativ ide som drengene havde fundet på. Og alle på hele skolen vidste selvfølgelig, at jeg var… homo som de kaldte det. De havde fortalt det til mine forældre, og nu gik jeg til uddrivelse hver søndag.

Klokken ringede, og Josef slap mig, men lige inden han gik ind, sagde han.

“Hvis du tror, du kan smitte mig med din klamme sygdom så…”

Så nåede han ikke længere, for Karsten vores matematiklærer kom ud og mindede os om, at skolen havde timer, man skulle komme til. Så fulgte vi efter ham.



 

“Hej alle sammen. Jeg har nogle gode nyheder til jer.”

Det var vores inspektør, der stod oppe ved katederet. Det var ellers sjældent, hun kom ned til vores klasse.

“I får en ny pige i klassen.” Hendes stemme var fuld af kunstig spænding.

En pige kom ind ad døren. Hun havde lyst krøllet hår og var ikke særlig høj, hendes øjne var grønne, og hun havde lavt markerede kindben.

“Sig velkommen til Sophie.” Sophie smilede til os alle sammen, og der var et eller andet ved hende. Pludselig rakte Marie hånden op og sagde:

“Kan du ikke fortælle os noget om dig selv?”  

“Jo, gør du det Sophie,” sagde den høje skoleinspektør, der var glad for, at hun så slap for at være her. Så hun vendte sig om og gik mod døren.

“Okay. Jeg hedder Sophie, og jeg er 14 år. Jeg bor alene i et rækkehus med min mor…”

Længere nåede hun ikke før hun blev afbrudt.

“Er din far da død?” Det var Marie igen.

Der gik et øjeblik, før Sophie så ud til at forstå, hvad hun havde spurgt om.

“Nej, jeg har aldrig kendt min far, han forlod min mor, da han fandt ud af, at hun var gravid. De blev aldrig gift.”

Der var stille meget længe, før nogen sagde noget. Og den der brød tavsheden, var selvfølgelig Marie.

“Så du er altså født, uden at dine forældre er blevet gift?”

Sophie nikkede.

“Så du er en horeunge?” Marie fnisede sammen med et par andre piger.

Vores lærer hørte, det og grinede med. Sophie blev helt stiv og så direkte ned i jorden.

“Men det er jo forbudt.” Nu var det Kim, der talte.

Jeg kunne ikke lade være. Det her var min chance for at få skubbet opmærksomheden over på hende. Jeg tog en dyb indånding. Og så råbte jeg.

“Du er ikke noget rigtigt menneske, du er forkert”. Klassen brød ud i latter.

Det var en god følelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...