tankefyldte sider

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2016
  • Opdateret: 10 feb. 2016
  • Status: Igang
Kære Dagbog.
Dette er min fortælling om, hvordan alting kan ændre sig, af én enkelt forkert beslutning.


Deltager i 'Kære Dagbog'-konkurrencen.

2Likes
8Kommentarer
521Visninger
AA

7. 10/2/16

Kære Dagbog,

 

Wauw, jeg er godt nok ikke særlig god til at skrive dagbog. Jeg havde ikke engang travlt i går, og alligevel fik jeg ikke skrevet i dig.

Nå, men jeg har tænkt over det, og jeg tror, at jeg vil skrive om da jeg gik fra Kæresten, for der er alligevel ikke sket noget usædvanligt i dag, som jeg ville kunne fortælle dig i stedet for.

Jeg havde jo bestemt mig for, at det skulle være nu, at jeg ville slå op med ham, så jeg havde undgået ham hele dagen, hvilket jeg tror han synes var meget mærkeligt – han havde sikkert allerede der, en mistanke om hvad der ville ske.

Vi havde ikke nogen timer sammen den dag, så det var ikke så svært.

Klokken blev langt om længe fire, og jeg skyndte mig hjem, så der ikke var nogen – hverken mine bitches eller Kæresten (more like X-Kæresten) – som ville følge efter mig.

Efter et stykke tid, udfyldt med brusebad, lektier, som jeg alligevel ikke kunne koncentrere mig om, og en masse smalltalk med min far (en mand med få ord), tog jeg mig endelig sammen og kørte hjem til ham.

Jeg kan stadig huske følelsen af, at min mave trak sig sammen, som om alle verdens sommerfugle havde slået lejr i min mave. Gud, hvor var jeg nervøs.

Men alligevel formåede jeg lige akkurat at få min gang til at se lige så selvsikker og stolt ud, som den altid gjorde.

Jeg kæmpede et kort sekund med at få min vejrtrækning på plads, før jeg bankede på døren.

Han åbnede ved første slag – han havde nok set min bil køre i retning mod hans hus.

Han inviterede mig indenfor, men jeg takkede nej og sagde, at der bare lige var noget jeg skulle ud med.

''Jeg ved godt hvad du vil sige.'' havde han sagt, og så havde jeg kigget spørgende op på ham. Han havde sagt, at han godt vidste at jeg ville holde en pause. Jeg havde ikke kunnet lade vær med at fnise en smule, selvom jeg overhovedet ikke synes det var en sjov situation at være i, så ved ikke lige hvad der skete. Måske var det bare fordi han tog fejl...

''Nej.. Faktisk havde jeg tænkt, at vi ikke bare skulle holde en pause, men...'' Jeg kan huske at jeg havde holdt en kort pause, fordi tårerne var begyndt at presse sig på. ''Jeg slår op med dig, Kæresten.''

Jeg havde ikke kigget ham i øjnene da jeg sagde det, nærmere alle andre steder end i hans øjne, så kunne ikke se hans ansigtsudtryk, men jeg kunne se hvordan han knugede sine hænder og lå armene over kors.

Han havde spurgt hvorfor, og jeg havde ikke sagt sandheden. Jeg havde sagt at vi var vokset fra hinanden, at det var mig og ikke ham osv. osv.

Men han havde bare grint hånligt og sagt tørt ''Der er en anden, er der ikke?'', og jeg havde nikket og sagt, at det havde der været i lang tid. Mange.

Så kiggede jeg ham endelig i øjnene: han var rasende.

Jeg kan tydeligt huske de sidste sætninger, som han nærmest spyttede ud på mig, så hele nabolaget kunne følge med i hvad der foregik: ''SÅ HVAD ER DET DU SIGER, HVA? AT DU HAR VÆRET I SENG MED ANDRE, ALT I MENS DU HAR GÅET OG LADET SOM INGENTING I SÅ LANG TID? HVA?! ER DET, DET DU SIGER TIL MIG?'' Så havde han taget en dyb indånding, stadig kigget rasende på mig, alt i mens jeg stod og flæbede som en lille møgunge. ''For så må du gerne gå nu. Lige nu. Jeg er færdig med dig.'' Han havde lagt stor vægt på den sidste sætning.

Jeg havde bare nikket og løbet tilbage mod bilen. Heldigvis var jeg kommet langt nok væk til at han ikke kunne ramme mig, da han begyndte at smide med potteplanter og hvad han ellers kunne finde i deres rodede forhave.

Jeg var ikke stoppet op for at kigge på ham, en sidste gang den dag, for han var på vej ned mod mig, så jeg blev nødt til bare at hoppe ind i bilen og køre væk.

Flot, nu græder jeg igen, og det er bare ved at skrive om det.

Jeg bliver nødt til at stoppe her, Kære Dagbog, men nu har jeg også endelig fortalt det – det føles rart at komme ud med det, til nogen (eller nok mere noget).

X-Kæresten kommer jeg nok ikke til at høre fra lige foreløbig. 

 

XOXO R.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...