tankefyldte sider

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2016
  • Opdateret: 10 feb. 2016
  • Status: Igang
Kære Dagbog.
Dette er min fortælling om, hvordan alting kan ændre sig, af én enkelt forkert beslutning.


Deltager i 'Kære Dagbog'-konkurrencen.

2Likes
8Kommentarer
427Visninger
AA

1. 31/01/16

 

Kære Dagbog,

Jeg fik dig af min mor, hun havde været en tur i IKEA, og ville købe en lille ting med hjem til mig.

Det er to uger siden at du blev lagt her, på mit skrivebord, men det er først nu, at jeg har taget mig sammen til at skrive i dig.

Lige nu er du lyseblå, en rigtig pastel-lyseblå, men jeg tænker at jeg vil dekorere dig, så du passer bedre til mig.

Jeg tror i hvert fald at jeg ville føle mig mere tilpas med at skrive mine aller dybeste hemmeligheder i dig, hvis du passer bedre til mig.

Jeg har nemlig en masse dybe hemmeligheder, som jeg aldrig nogensinde kan dele med andre, end dem som selv optrådte i dem.

For eksempel var der den ene gang sidste år, hvor det hele var blevet for vildt, og jeg var blevet for fuld til at tage min kærestes og mit forhold seriøst længere, så jeg var ham utro med en af hans bedste venner.

Min kæreste har mange venner, det har jeg ikke. Derfor kan jeg jo ikke miste ham, det kan du godt se ikke, Kære Dagbog?

I hvert fald, jeg kan allerede nu mærke, at jeg ikke er så godt til det her dagbog-pjat, for jeg har allerede løjet to gange, og jeg har ikke engang skrevet en hel side i dig.

1. Det er egentlig ikke noget nyt, at jeg var min kæreste utro sidste år. Det er sket mange gange, med den samme fyr.

Indtil jeg delte det med dig, har det bare været min og fyrens lille hemmelighed.

2. Sidste gang det skete var ikke sidste år, i hvert fald ikke sådan rigtigt. Det var nytårsaften, lige da klokken slog tolv – for hvis jeg skal være utro, kan jeg jo lige så godt køre det helt ud, ikke?

I enhver anden dagbog ville det nok være nu, at man ville begynde at skrive om sin kæreste, men det kommer ikke til at ske i denne her. Faktisk er der heller ikke så meget at sige, om vores forhold.

Vi har aldrig de der dybe samtaler, eller de der dates på fancy restauranter.

Vores forhold kan jeg faktisk bare beskrive i en sætning: Vi er sammen, fordi vi er de populære.

Nå, det havde du ikke regnet med? At jeg var en af de populære i skolen? Nej, det tænkte jeg nok.

Grunden til at du ikke havde regnet med det, Kære Dagbog, er faktisk ret simpel; jeg skrev til at starte med, at du var pastel-lyseblå og at jeg derfor ville ændre dig, så du passede mere til mig, men er pastel-lyseblå ikke en farve jeg burde kunne lide – hvis ikke elske -, siden jeg er en populær pige? Og så skrev jeg jo også, at jeg ikke har særlig mange venner, hvilket stempler mig som en outsider med det samme.

Men sagen er den, at den dybere mening, altså hvis man læser virkelig godt mellem linjerne, er, at jeg går i pastelfarver året rundt, hele tiden, men jeg vil egentlig hellere gå i sort, brun, mørkeblå - men sådan noget gør de populære ikke.

Og jeg har en masse mennesker omkring mig hele tiden, som forsøger at gå i takt med mig, for at se seje ud, men jeg har ikke nogen rigtige venner. Nogen som ville følge mig gennem ild og vand, og alt det der.

Nu tænker du sikkert, jamen hvorfor lader du så ikke bare vær med at opføre dig som en populær? Det skal jeg sige dig: Fra da jeg startede her på skolen har jeg altid villet være populær, fordi det så fantastisk ud, det kender man vel godt, ikke? At ville være populær. Følelsen af at have magt over de andre, følelsen af respekt.. Og at man altid har en plads i kantinen.

Nu er jeg så bare en af de få der faktisk opnåede det at blive populær, og det er slet ikke så perfekt som det ser ud.

 

XOXO R.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...