Ord

Eleanor elsker at læse. Hun har gennem hele sit liv altid søgt tilflugt i en bog, når hverdagen virkede lidt for grå, og hun havde brug for at komme lidt væk. Så da hun en aften vågner op i sin absolut yndlingsbog, 'Mørkets børns' univers, går hendes største drøm i opfyldelse. Men langsomt finder hun ud af, hun ikke har muligheden for at komme tilbage til sin egen verden, og det hele bliver ikke nemmere, da hun ved et uheld overtager hovedpersonen Mayas rolle i historien, hvilket ikke blot sætter hende i livsfare, men også får trukket hende ind i verden af trekantsdramaer, vampyrer og hemmeligheder, som hun før var vant til at se fra sidelinjen. // vinder af 3. pladsen i The Vampire Diaries-konkurrencen

4Likes
0Kommentarer
674Visninger
AA

6. Kapitel 6

Eleanor havde på fornemmelsen, hun brugte for meget tid foran døre. I hvert fald inden for det seneste døgn og i forhold til, hun hellere burde gave brugt det på at løbe byen rundt og kramme alle så hårdt, deres brækkede ribben ville være et evigt minde om hendes tilstedeværelse. Hun burde bestemt ikke have overtaget Mayas rolle og efterladt hende i sit hus, uvidende om, der var skrevet en bog om hende. 

På vejen tilbage fra byen havde Eleanor da også brugt oceaner af tid på at få sig selv overtalt til, at det havde været godt, hun aldrig havde banket på den dør. Nu slap Maya for at skulle svæve i livsfare og kunne fortsat leve i den tro, at et par løg var nok til at beskytte hende mod resten af verden. Hun skulle nu hellere ikke være fanget i et hæsblæsende trekantsdrama, der brutalt sluttede, da et af trekantens punkter døde og forvandlede det til et grundlinjedrama, og grundlinjer var og blev ikke så fulde af drama, afsluttede hun sin halvdårlige metafor. Og så behøvede Maya ikke komme sådan op at skændes med sin familie i sit forsøg på at få dem til at indse, Daniel og Samuel var gode nok. 

Alligevel blev Eleanors trang til at vende om for at kunne hamre på Mayas dør og falde desperat på knæ for at tigge hende om, at tage med hen til Dan og Sam større og større. Det havde sågar taget hende helt op til fem minutter at passere det dumme byskilt, da hun ikke kunne bære, hvordan det sagde på gensyn, når hun gik den ene vej, hvilket fik hende til at føle sig som en selvisk idiot. Men når hun så drejede rundt, syntes det 'velkommen' på den anden side at lyde alt for falskt og hult i hendes hoved, når Samuel og hans familie nu langt fra var velkomne. Så hun var endt med at trave frem og tilbage, frem og tilbage i en uendelighed. 

Til sidst var Eleanor blevet så rundforvirret, hun ikke længere vidste, hvad forskellen var på 'frem' og 'tilbage' og hun var endt med at gå videre til vampyreners hus. For at redde Samuel, havde hun sagt til sig selv og med udmattede ben taget endnu et skridt. Og selv da skoven var blevet en del hendes horisontlinje sammen med uhyggelige scenarier på hendes nethinde, havde hun blot behøvet forstillelse sig Sam gå op i askeflager, før hun var i stand til at fortsætte. 

Og nu stod hun så her. Foran døren, der gemte på fire vampyrer, der uden tvivl sad anspændte og håbede inderligt på, hun ville komme tilbage, mens de spekulerede på, hvad der havde fået hende til at løbe væk på den måde. Foran døren , hun for knap en time siden havde smækket i. 

Hun skævede op mod himlen og så solen titte frem mellem et par karakteriskiste vinterskyer. Den ene syntes at have en forbløffende lighed med et ulvehoved, selvom den i virkeligheden nok bare mindede om en udflydende vattotter og det blot var hendes fantasi som følte trang til at udforme den på denne kreative måde. Hun koncentrede sig hurtigt om solen i stedet. De kunne altså ikke komme ud til hende og hente hende ind. Det havde hun ellers brug for, da hun ikke var sikker på, hun nogensinde ville kunne få sine egne fingre til at lukke sig op det dørhåndtag og da slet ikke at åbne døren

For selvom Eleanor havde været så sikker på, hun var villig til at blive efterladt i en mørk skov med varulve som eneste selvskab, var hun det bestemt ikke længere. Tværtimod, hun havde aldrig været mere i tvivl. For selvom hun måske kunne undgå at begå de samme fejl, som Maya havde begået, men samtidig gøre alt det rigtige, hun gjorde, så hun kunne slippe levende ud af skoven den nat, skulle der nu stadig en stor portion held til oveni. 

Og hvad nu hvis, det var umuligt at undgå Samuels skæbne, og han nu bare ville ofre sig for hende i stedet for Maya, og smerten ville være tusind gange værre. Desuden - lige meget, hvor lidt Eleanor end ville indrømme det, var der stadig hendes egen verden at tænke på. Hun savnede ganske rigtigt sin rigtige famile, men som hun blev ved med at sige til sig selv, at nu havde hun endelig chancen for at være sammen med den familie, hun havde længstes efter i så mange år, og det ville måske være sundt for hende at lære og sætte pris på sin egen familie ved at være væk fra dem. 

Måske var alt dette virkelig bare en drøm, fangede Eleanor sig i at tænke, mens hun hævede sin hånd for anden en gang i dag. 

Men det var tanken om, hvor lidt hun ville have det til at være endnu en vrangforestilling fra hendes livlige fantasi, der fik hendes fingre til at gribe fat i dørhåndtaget. 

Hun kunne jo også altid sige nej til tjenesten, og hun behøvede ikke at tage beslutningen lige nu - Alexander havde jo ikke engang nået at blive færdig med at spørge hende. Måske ville de bare have hende til at vaske tøj eller slå græsset, og hendes bekymring havde været frugtesløs. 

Med en dyb indånding af den fiktive luft, åbnede Eleanor så stille som muligt døren, for at lukke den bag sig og træde ind i den halvmørke entre. Men trods hendes forsøg på at forhindre alt larm, kunne hun høre skridt inde i stuen, da hun burde have været klar over, at med vampyrers superhørelse, lød hun som en trampende elefant. 

Et øjeblik senere stod Samuel ganske rigtig ude i gangen, og bare hans tilstedeværelse var nok til at Eleanor, kunne hun høre ekkoet af alle de gange, alle hendes fire hjertekamre var brast sammen. Men han smilede så bredt, man forventede, han ville blive til aske, da det virkelig lignede selve solen havde sat sig til rette på hans læber. Hun skulle til at gengælde det, men inden hendes mundvige kunne nå at løsrive sig det mindste fra tyngdekraften, havde han trukket hende ind i et kram. 

Hun skulle til også at omfavne om ham og begrave sig i ham, som hun så mange gange havde begravet sig i de ord, han bestod af. Men der var stadig den lille del af hende, som insisterede på, hun skulle følge, hvad Maya havde gjordt, og ikke sætte pris på, at en næsten fuldkommen fremmed havde krammet hende. Så selvom han ikke var fremmed til hende, måtte hun alligevel tvinge sig selv til at stå  med armene stive langs siden og føle sig ganske lig et træ, så handlingslammet og groet fast til stedet, følte hun sig. 

I det mindste varede det ikke så længe, da Samuel hurtigt fik trukket sig tilbage, bevidst om, hvad han lige havde gjort. Det skyldbetyngede udtryk i hans ansigt var så komisk en indestængt latter boblede frem i hende, og hun begyndte at undre sig over, hvorfor det udtryk ikke også var beskrevet i bogen for at løsne stemingen lidt op. 

"Undskyld, jeg... er bare glad for, du kom tilbage," mumlede Sam til hende, mens han gestikulerede mod stuen med en snehvid hånd. Det var sikkert bare, fordi Eleanor havde læst Mørkets børn, men hun syntes nu, at kunne høre alle de følelser, der næsten klyngede sig til ordene i den sætning. Og i det øjeblik fortrød hun ikke sin beslutning om at gå tilbage til huset, da hun virkelig nød at se håbet glimte i hans øjne (som var meget mere mælkechokoladebrune end hans bror). Og den stilhed, som hun kunne høre inde fra stuen var også ladt med spænding, og hun vat næsten sikker på, de alle fire ville begynde at hyperventilere, hvis de ellers trak vejret. 

Ganske rigtigt, da Eleanor trådte ind i stuen, sad de der allesammen og kiggede på hende med blikke, der mindede hende forbløffende meget om det, hendes lillebror havde haft, da han skulle åbne gaver på sin seneste fødselsdag. Behændigt undgik hun det knirkende gulvbræt, hun vidste, var der og fortsatte videre frem, mens hun for hvert skridt, lod endnu en tvivlende tanke falde til jorden. Hun blev måske nød til at samle dem alle op senere, sågar få orden på dem. Og selvom hun skulle gå flere kilometer, hvis hun nogensinde skulle slippe af med dem alle, formåede hun alligevel at holde ryggen ret og ikke tænkte for meget, som hun gik frem, forberedt på det, hun snart ville blive spurgt om. 

"Så du kom tilbage," sagde Daniel ovre fra der ene armlæn af den sofa, som stod inde midt i stuen. 

Hun tog forsigtigt plads på det andet armlæn, mens hun halvt om halvt forventede, hun ville starte et jordskælv bare ved at sætte sig ned. 

"Ja. I må altså undskylde, hvordan jeg sådan løb væk, jeg må virkelig have gået halvt i søvne. Jeg tænkte ikke klart. Som sagt mistænker jeg jer ikke for kun at være ude efter mit blod" afsluttede hun sætningen, før det nåede at gå op for hende, de faktisk var ude efter hendes blod - dog ikke til at drikke.

"Nu har vi så chancen for at præsentere os. Jeg er Alexander, det er mine sønner Daniel og Samuel, og det er min kone Stella". Han smilede venligt, mens han pegede rundt på dem alle. Eleanor prøvede efter bedste evne at opføre sig som om, dette var nyt for hende. 

Og så begyndte Alexander ellers bare at tale, mens han fortalte Eleanor, hvad hun allerde vidste. Han var jævnligt afbrudt af enten Stella, som mindede ham på en detalje, han havde glemt, eller Samuel, som ikke kunne sidde i mere end tredive sekunder uden at kommer med en sarkastisk  kommentarer. Men selvom disse indskydelser tilsyneladende irriterede alle andre i rummet, fandt hun dem bare, som en rar afveksling fra det skræmmende og, de fik endda, de kuldegysninger, der aldrig var stoppet med at løbe maraton på hendes rygrad til at stoppe op for at få vejret.

For det var bestemt ikke nemt at skulle sidde og lytte til alt dette igen, og det hjalp ikke ligefrem på hendes beslutsomhed, at Alexander absolut skulle beskrive, hvordan varulve var meget stærkere, når det var fuldmåne, eller hvor mange ofrer, de havde tager. 

Så på et eller andet tidspunkt lod Eleanor sine tanker vandre lidt, når hun alligevel kendte hele monologen fra Mørkets børn, og da det havde været en af hendes yndlings passager, havde hun læst den så mange gange, hun burde overveje at få den tatoveret på bagsiden af sine øjenlåg, da hun alligevel kunne den udenad. Hun måtte nu indrømme, det ikke var hendes yndlings længere, når det var hende selv og ikke Maya, der sad balancerende på armlænet. 

Hun skuttede sig næsten umærkeligt, da hun fik mindet sig selv om, at alt omkring hende var fiktivt. Fiktivt, gentog hun for sig selv. Ikke virkeligt. Ikke muligt. Hun havde for længst brudt sit løfte til sig selv om ikke at spekulere på, hvordan dette kunne være muligt, og de udråbstegn hun først havde sat efter hver tanke, der involverde det, hun befandt sig i en bogs univers, var nu blevet erstattet af spørgsmålstegn. Hun var faktisk sikker på, at hvis man tog hendes hjerne ud af hende nu, ville den have form som et stort spørgsmålstegn. 

Hvordan var hun kommet herind? Kunne hun kommer ud igen? Var det virkeligt muligt for hende at ændre på historien? Og hvis ja, ville hendes eksemplar af Mørkets børn så også ændre handling? Skulle hun fortælle alle i denne by, de var fiktive? 

Eleanor havde ingen svar. Men i det mindste vidste hun en ting. At hun var villig til at sætte sit liv på spil, kæmpe mod varulve, og den forudbestemte handling for at få lov at blive her så længe spm muligt. 

Måske ville hun en dag også blive træt af denne verden og længtes tilbage til sin egen. Den dag var bare ikke kommet endnu, tænkte hun smilende, da hun i et kort øjeblik fik øjenkontakt med Sam. Det var der, det gik op for hende, at alle sad og stirrede på hende, afventende, og ingen læber længere bevægede sig

Eleanor tog en dyb indånding, af den luft, som smagte tusindvis gange bedre, end den hun havde brugt størstedelen af sit liv på at indånde i en anden verden. Hun kiggede hurtigt rundt i stuen, der føltes så meget, som hjemme, det ikke var til at bære. Et øjeblik lod hun øjnene hvile på de fore familiemedlemmer, som nu endelig havde chancen for at komme væk fra byen. Hun fangede sig selv i at spekulere på, om de mon ville blive, hvis det lykkedes hende at lade dit blod ramme stenen, som de havde gjort for Maya i Mørkets børn. 

Så åbnede hun munden. 

"Ja," sagde Eleanor. "Ja, jeg ville gøre det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...