Ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2016
  • Opdateret: 14 feb. 2016
  • Status: Færdig
Eleanor elsker at læse. Hun har gennem hele sit liv altid søgt tilflugt i en bog, når hverdagen virkede lidt for grå, og hun havde brug for at komme lidt væk. Så da hun en aften vågner op i sin absolut yndlingsbog, 'Mørkets børns' univers, går hendes største drøm i opfyldelse. Men langsomt finder hun ud af, hun ikke har muligheden for at komme tilbage til sin egen verden, og det hele bliver ikke nemmere, da hun ved et uheld overtager hovedpersonen Mayas rolle i historien, hvilket ikke blot sætter hende i livsfare, men også får trukket hende ind i verden af trekantsdramaer, vampyrer og hemmeligheder, som hun før var vant til at se fra sidelinjen. // vinder af 3. pladsen i The Vampire Diaries-konkurrencen

4Likes
0Kommentarer
603Visninger
AA

1. Kapitel 1

Eleanor var ikke den største tilhænger af virkeligheden. Nej, bestemt ikke. Hun kunne næsten ikke foredrage sin formålsløse hverdag, som kun virkede mere og mere grå for hver dag, der slæbte sig afsted. Hun ligefrem hadede, hvordan man aldrig kunne være sikker på, at der i denne virkelighed ikke fandtes det mindste spor af det 'mere' mellem himmel og jord, som hun ellers ville gøre alt for at opdage, ej heller et eneste menneske, der ikke gik hundrede af på dusinet. Så det var vel naturligt, at hun følte, at det eneste, der kunne få hende til at svinge sine ben ud over sengekanten hver morgen, var bøger. De bøger, der gav hende muligheden for at drukne sig selv i  ord, så hun glemte, hvordan man trak vejret, mens hun for hver side blev mere og mere isoleret for omverdenen, som hun langsomt forsvandt ind i en anden virklighed, der virkede uendeligt meget mere tiltrækkende end hendes egen. 

For det var sådan Eleanor følte sig hjemme. Omgivet af fiktive karakterer, der syntes mere virkelige end de mennesker, hun kunne passere ude på gaden, og sågar hendes egen familie. Det kunne godt være, at de måske kun var fantasifostre, som var opstået i en tilfældig persons hoved og så tvunget brutalt ind i et alternativ univers, fuldkommen afhængig af hvilke ord, den pågældende forfatter lod dryppe fra sine fingrespidser og ned på tastaturet, men for Eleanor, var de af kød og blod.

 Hun havde uden tvivl tilbragt mere tid sammen med de fiktive end de virkelige, hvilket hun dybest set ikke havde noget i mod, trods at dette medvirkede i, at hun lige så godt kunne få tatoveret nogle sorte skygger under øjnene, da de alligevel altid prægede hendes blege hud, grundet hendes uheldige vane med at sidde oppe til langt ud på natten for lige at færdigøre endnu en bog. Det var også et under, hun ikke blev nødt til at bruge briller, da hun ellers altid havde gættet på, hendes øjne havde brugt så lang tid fokuseret på alle de små blæklatter, hun burde have udviklet en nærsynethed. På den anden side, måske var hun nærsynet og havde bare ikke opdaget det, da hun alligevel sjældent løftede blikket fra bøgerne. 

Lige nu var ingen undtagelse. Hun lå krøllet sammen på sin uredte seng og lod blikket glide over siderne i sin absolutte yndlingsbog 'Mørkets børn'. Et lille smil hvilede på hendes læber, som hun slugte sætning efter sætning, så hendes øjne farede frem og tilbage i deres huler, så hurtigt, de fleste ikke ville tro på, hun formåede at tyde et eneste ord. Men sådan læste Eleanor bare. Med bogen knuget så hårdt mellem sine fingre, at hendes knoer kom til at ligne snedækkede bjerge i et vinterlandskab, og ansigtet så tæt på siderne, at hun delte ind- og udåndinger med bogens karakterer. Hun behøvede ganske vist ikke at være så spændt på, hvad der skete længere, når hun læste 'Mørkets børn' , da hun efterhånden kunne den udenad efter så mange gennemlæsninger. Hendes eksemplar af den var ved at falde fra hinanden, med sin ryg, der var knækket et utal steder, og siderne, der var fyldt med pletter af noget, Eleanor ikke var helt sikker på, hun havde lyst til at vide, hvad var.  

Men trods de uendeligt mange gange, hun havde læst den, følte hun sig stadig lige så opslugt af den ved denne genlæsning som den allerførste gang, hun havde åbnet den. Desuden nød hun, at alt ved den virkede så velkendt nu, og hvordan den syntes at blive tykkere for hver gang, hun læste den, da minderne om alle de andre gange, hun havde siddet med netop denne bog i hånden nu klyngedede sig til eksemplaret, så den også bar præg af hendes egne oplevede blandt siderne.

Og det var ikke engang fordi den var så speciel, eller skilte sig ud fra alle de andre ungdomsbøger. Den handeler blot om pigen Maya, som kom fra en overtroisk famile, der hele hendes liv havde fortalt hende, at i det hus i udkanten af deres by, boede der en familie af vampyrer, blodtørstige uhyrer, børn af mørket, og at hun skulle holde sig langt væk fra dem. Men så stødte Maya en aften ind i den ene halvdel af tvillingeparret fra familien, Daniel, og hun måtte snart erkendte på trods af sin families advarsler om at holde sig væk, at Daniel langt fra er så slem, som hun havde troet. Og langsomt som historien skred frem, blev Maya så trukket dybere og dybere ind i vampyrsamfundet og faldt også for Samuel den anden tvilling. Men Samuel dør, og gjorde en ende på trekantsdramaet, hvilket gang på gang resulterede i, at  Eleanors lille boghjerte blev flået ud fra hendes bryst, med sådan en brutalitet, det ikke burde være muligt for noget så harmløst for en masse papir at forårsage den slags skader. 

Og det var denne handling, som havde ædt hendes tid, som hun havde læst den igen og igen, og trukket sig mere og mere ind i selv, mens hendes bogsamling voksede langt op til skyerne og tilbage igen i hendes desperate forsøg for at finde en bog, der kunne måle sig med 'Mørkets børn'. En bog, som kunne få hendes stemmebånd til at blive slidt op af hulk, som det var blevet, da Samuel døde, en bog, som kunne få et lille glimt af glæde til at danse i hendes pupiller, så de ikke mindede helt så meget om sorte huller, hvis blot hun tænkte om bogen, en bog, som var nok til at få hende til at blive oppe hele natten for at læse, mens hun bekæmpede trangen til at lade sine øjenlåg falde i. 

Men et eller sted på sin jagt, blev hun tvunget til at stoppe op for at erkende, at ingen bog besad så meget som en gnist af Mørkets børns magi, og det var nu derfor, hun næsten udelukkende genlæste den. Ikke fordi hun havde noget i mod at være så afhængig af en enkel bog for at kunne holde sit liv ud, tværtimod. Hun fandt det måske lidt ironisk, hvordan hun tusind gange hellere ville leve i en verden med blodsugende mennesker end i sin egen verden, men der var ingen grund til at ændre på dette.

For hvis nogen gav hende lov til at leve videre i Mayas univers, men aldrig gense sit eget, ville hun uden et sekunds tøven tage i mod tilbuddet, hvis ikke hun var eksploderet af glæde inden da. Hun ville selvfølgelig komme til at savne sin forældre, og lillebror, samt sit lille værelse, hvor der ikke var plads til at svinge med armene uden at ramme en af de mange bogreoler. Og måske også stunder som denne, hvor alle andre i lejligheden sov, så de eneste lyde, der nåede hendes øregange var hendes elskede knitren af papir mod papir, når hun bladrede i sin bog, samt de svage  åndedræt fra resten af familen gennem væggene, der om muligt var tyndere end bogens sider. Hendes gardiner var ikke trukket for, så hun var i stand til at skimte den blæksorte nattehimmel udenfor, der var fyldt med funklende stjerner, tilsyneladende drysset tilfældigt ud over den sorte flade. 

Så  var Eleanor i stand til for et kort øjeblik at glemme, hun skulle op i morgen, og ikke for altid kunne blive i et andet univers, da hendes eget ville trække hende tilbage, så snart hun kiggede op fra bogen, så hun-  selvom hun allerde lå ned - ville hun blive væltet omkuld af erkendelsen af, det hele var fiktion. For det behøvede hun ikke at tænkte på nu, besluttede hun sig for, mens hun med en sløv bevægelse løftede sin ene hånd for at bide i sin venstre lillefingernegl - en vane, hun havde adopteret fra Maya. Hun havde efterhånden gjort dette så meget, at netop denne negl var blevet forvandlet til et stort rod af flossede kanter, men hun havde ikke tænkt sig at stoppe, da det at dele vaner med Maya, fik hende til at føle sig lidt tættere på Maya, Dan og Sam. 

Med et suk,  indså hun pludselig,  at hun endnu en gang nærmede sig slutningen, hvor Samuel døde, som han heroisk nok ofrede sig for Maya, og Eleanor vidste ikke helt, om hun endnu en gang var klar til at lide druknedøden i sin egen private sø af tårer og elendighed, når hun igen skulle genopleve hans dødsscene. Hun havde efterhånden lært, det ikke nyttede at gøre sig forhåbninger om, at slutningen på mystisk vis havde ændret sig siden sidst, og Maya endte med hendes yndlingskarakterer, i stedet for Daniel, som var lidt for urealistisk perfekt for hendes smag med sine chokoladebrune øjne og alle sine kærlighedsdigte til Maya.  

Et gab gennemrystede hele hendes krop, med samme kræft som et jordskælv, hvilket fik hende til at indse, det var på tide at lægge sig til at sove. Desuden var hendes synsfelt blevet så sløret, hun måtte knibe øjnene sammen til smalle sprækker for overhovedet at kune læse, så det var nok bedst at stoppe. Hun lukkede med en kraftanstrengelse bogen i, uden at bekymre sig om et bogmærke, rakte hånden ud for at slukke læselampen, så halvmørket på hendes værelse nu blev erstattet med et mørke, der havde været komplet, hvis det ikke var for den blege skive af en måne udenfor vinduet.

Og før Eleanor vidste af det, var hun faldet i søvn med bogen knuget hårdt ind til brystet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...