Wedding Disaster.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2016
  • Opdateret: 17 mar. 2017
  • Status: Igang
Nytårsaften var den aften Louis bad Naomi om, at gifte sig med ham. Brylluppet står nu for dørene og Naomi ved straks hvem der skal være hendes brudepiger. En af dem bliver Quinn McLaren, Naomi’s gode veninde fra New York. Men Quinn er ikke ligefrem i bryllupshumøret, men prøver at skjule det for sin gode veninde. Desværre går intet som Quinn har planlagt, da Louis’ nye bedsteven Niall Horan skal være forlover og gamle minder bliver hurtigt revet op i. Louis’ nye bedsteven er nemlig en og samme mand, som droppede Quinn foran alteret to år forinden. Problemer opstår hurtigt og før nogle af dem ser sig om, er brylluppet ved at gå i opløsning. (OBS. Det her er 2’eren til ”Christmas Disaster”og jeg vil varmt anbefale at læse 1’eren først).

29Likes
103Kommentarer
28315Visninger
AA

21. Kapitel 20 - ”Men du græder jo.”

 


Endnu et skænderi har fundet sted, denne gang var det under forlovelses festen. Kagen som vi skulle have til dessert, ligger nu udover det hele på gulvet og bruden er ikke særlig glad, hun er derimod pisse vred.

Gommen er dog så heller ikke særlig glad, eftersom Naomi har valgt at smide sin ring og skride, for nok er nok, åbenbart.

Louis valgte dog også lige at fortælle mig, at ham og jeg langtfra var færdig, så jeg kan nok forvente bank. Han er dog løbet efter Naomi, imens han tydeligt havde tårer i øjnene. Selv Quinn er skredet efter hende.

Naomi valgte direkte at sige, at alt var slut, at hun ikke gad mere og hun gad ikke se på Quinn mere, eller mig. Det var der her jeg frygtede skulle ske.

I starten glædet jeg mig så meget til deres bryllup, men da jeg så hvem brudepigen var, gik alt bare i så for mig og fortiden dukkede op. Hendes hjerte er stadig knust, men det er mit også.

 

 

Mine øjne rammer på spejlet foran mig, hvor mine øjne straks rammer mine egne øjne, eftersom jeg ser mig selv i spejlet. Jeg tager en dybindånding, da nervøsiteten strømmer sig ind over mig, aldrig har jeg været så nervøs før, aldrig.

Jeg ser på min bror, som dukker op bag mig og som forsigtigt ligger sin hånd på min skulder. Hans mund bevæger sig, men jeg hører ikke hans ord. Jeg fokuserer bare på spejlet og slipset som endnu ikke er bundet.

Mine hænder er svedig, det mærkes tydeligt og det er ret så ubehageligt, at jeg kan være så nervøs, for noget jeg selv har valgt. Hvordan kan man overhovedet være nervøs? Det ligner slet ikke mig, jeg vil blot grine akavet og det ville være det.

 

”Niall, hører du hvad jeg siger?” Først nu trænger min brors stemme i gennem til mig. Jeg nikker blot med hovedet, selvom jeg egentlig ikke har hørt, hvad han har sagt. Det ser også ud til, at Greg også godt ved, at jeg slet ikke har hørt hans ord.

”Lad mig binde dit slips, det skal nok gå.”  Jeg besvarer ham ikke og jeg drejer mig skam heller ikke om, dog drejer Greg mig rundt og griber fat i kraven på skjorten, som han bukker op. Han ligger roligt slipset fint på plads, inden han bare begynder at binde det og derefter sætter kraven på plads.

”Tænk det er i dag min bror skal giftes.” Han sender sit velkendte smil, som altid plejer at berolige mig og gøre mig i godt humør, men smilet virker ikke i dag.

 

De sidste par dage har været forfærdelige og samtalen jeg overhørte for få dage siden, gør ikke tingene meget bedre.

Jeg burde ikke have lyttet til samtalen, i mellem min forlovede og min svigermor, jeg burde egentlig bare have været gået i seng, som jeg sagde at jeg ville. Men jeg vendte tilbage til stuen, blot for at give hende endnu et godnat kys.

”Niall, er du okay? Du ser helt syg ud?” Min vejrtrækning bliver pludselig tung og meget hurtig, hvilket hurtigt får Greg til at løsne slipset og løbe ud af værelset, sikkert efter vand til mig.
Jeg glider blot ned på gulvet, imens nervøsiteten blot bliver værre og værre, samt vejrtrækningen, jeg føler virkelig i dette øjeblik, at jeg er på vej til at dø.
Med rystende hænderne flår jeg bare min skjorte op, eller de to øverste knapper. En hosten finder også ret hurtigt vej til mig og varmen stiger mig hurtigt op til hovedet. Jeg føler at jeg koger, at jeg virkelig er på renden til at smelte.

 

”Her lillebror.” Jeg mærker ikke engang min bror er kommet tilbage i rummet, jeg mærker bare en vandflaske som bliver placeret ved min mund og en hånd der ligger sig bag mit hoved. Greg burde også være vant til det, eftersom han har Theo, som engang ikke selv kunne holde sin flaske og sit eget hoved.

”Det er helt normalt at være nervøs, det var jeg også den gang. Dog ikke så nervøs. Men det skal nok gå Nialler! Hun elsker dig.” Bare min brors tale hjælper ikke, måske heller ikke smart at sige, at han ikke var så nervøs som jeg er nu. Men det er Greg i en nøddeskal.

”Bare træk vejret stille og roligt, vi har masser af tid.”
”Femogtyve minutter.” Selvom Greg prøver at gøre det så lavt, som han overhovedet kan og kun til sig selv, så lykkes det ikke for ham. Jeg hører tydeligt hans mumlen og det gør kun nervøsiteten værre.


 

 

Jeg mærker hurtigt en klump i halsen, da minderne fra to år forinden dukker op. En da jeg virkelig gerne vil slette, ikke mindst gerne vil kunne ændrer. Men det kan jeg ikke og jeg knuste en piges hjerte.

Jeg ville mere end gerne fortælle Louis sandheden, ikke at jeg har løjet for ham, for det har jeg ikke, da emnet aldrig har været oppe. Men det er en ting jeg ikke kan sige, jeg vil ikke ødelægge ham og Naomi’s bryllup.

Men det er allerede for sent, jeg har allerede ødelagt det, men jeg var ikke alene om det, Quinn var en del af skylden og ikke kun mig. Men alligevel er jeg bare den, som bliver stående tilbage og ser ned på kagen, som bare ligger på gulvet.

Jeg løber ikke engang efter dem, jeg gør ikke engang noget for, at redde det her rod. Jeg gør faktisk ingen ting, det er en ting jeg er så god til. Jeg gør intet.

Jeg stikker primært af fra det hele, for det netop hvad jeg er god til, at stikke af. Med halen i mellem benene.

 

Jeg føler mig virkelig som jordens største nar, den største kujon ever. Hvis jeg bare… det er lige meget, intet kan ændrer min handling for to år siden, intet.

Men jeg troede, at jeg gjorde noget godt, at jeg ofrede min kærlighed for, at hun kunne få sine drømme og sine ønsker. Men først nu kan jeg se det, at jeg var en kujon, jeg var bange og jeg ville ikke ødelægge hendes drømme.

 

 

Med nervøse skridt, går jeg ned af kirkegulvet og med øjnene placeret i mod jorden. Greg’s hånd ligger på min ryg, i mens han bare får mig skubbet frem ad og sørger for jeg ikke vælter. Han er fantastisk.

”Niall, træk vejret lidt.” Hans latter høres tydeligt ude foran mit ene ører og jeg kan ikke helt undgå at grine akavet, inden jeg bare stiller mig på min plads.

Først nu, opdager jeg alle de mennesker som sidder i kirken og de nervøse nerver, som var nogen lunde kommet kontrol over, bliver pludselig slemme og jeg føler endnu engang, at jeg skal til at dø.

”Niall, ro på. Jeg er her og jeg griber dig hvis du falder, du skal ikke hvis du ikke vil.” Mit hoved vender sig i mod min bror, som blot ser ind i mine øjne og med ret så alvorlige øjne.
”Du skal ikke gøre noget, hvis du ikke føler dig klar til det.”

 

Jeg når ikke at besvarer min bror, som direkte siger at det er okay, at jeg bare forsvinder og forlader hende. Men det kan jeg da ikke bare? Det er da ikke okay? Er det?
Døren indtil kirken går nemlig op og brude pigerne giver sig hurtigt til syne. Det hele får min mave til at slå koldbøtter, på en ret så forfærdelig måde og endnu engang føler jeg, at jeg skal dø. Greg’s højre hånd lander på min ryg, i mens han blot bare nusser mig beroligende.

”Niall, du kan nå det endnu, at løbe ud og sige du ikke kan.” Men der tager min bror fejl, for den velkendte kirkemelodi går i gang og pludselig går Quinn om af kirkegulvet, sammen med hendes far.

Alt inde i mig går fuldkommen i stå. Hun ser smuk ud, mere end noget andet. Den kjole passer hende utroligt godt, det skulle være hendes bedstemors. Så vidt jeg havde forstået rigtigt, bare blevet syet lidt om.

Tårerne finder skam også vej til mine kinder, om det er synet af hende, eller af den nervøsitet som baner sig vej, aner jeg ikke.

 

Greg puffer mig forsigtigt frem, hvor jeg blot går lidt ned af trinet og tager i mod Quinn, hvor hendes far straks beder mig om, at passe på hende. Det giver mig en ubehagelig følelse i maven, en virkelig dårlig følelse.

Jeg sender blot Quinn et stille smil, inden jeg går op til alteret med hende. Egentlig følger jeg ikke med i noget som helst, jeg hører dog når vi skal sidde ned og sangene der bliver sunget, går bare ind af det ene ører og ud af det andet.

 

”Niall, du skal op og stå.” Bliver der hurtigt hvisket ude foran mit øre, hvor min bror skubber til mig. Det får mig skam også til, at rejse mig op. Jeg tager blot forsigtigt fat i hendes hænder, eller det er mere hende, som griber fat i mine.

Hendes øjne smiler nærmest helt lykkeligt til mig, imens jeg kan ane en nervøsitet ved hende og det gør mig ikke mere tilpas. Jo mere præsten snakker om vores liv, vores forhold og hvad han nu ellers engang siger, så det som om, at alt inde i mig stopper.

 

”Derfor tilspørger jeg dig Niall Horan, vil du tage Quinn Mclaren til ægte?” Jeg mærker pludselig alle øjne på mig, som hurtigt får mig til at trække vejret tungt. Jeg kigger ikke engang på Quinn, det kan jeg ikke.
Pludselig slipper mine hænder hendes og inden jeg når at se mig om, så har jeg sat i løb mod døren til kirken. Jeg hører godt alle de gips og min bror som råber mit navn, men jeg stopper ikke op. Jeg har brug for luft, jeg må ud herfra.

Jeg kan ikke, jeg kan ikke lade hende glemme sin drøm, bare på grund af mig. Hvilken mand vil jeg ikke være? Hvilken bedsteven ville jeg ikke være? Det kan jeg ikke. Quinn vil være model, det er det hun skal blive, jeg skal ikke stå i vejen og stoppe hende fra det, det kan jeg ikke.

 

 

”Niall?” Jeg ryger hurtigt ud af endnu et flash back. Mine øjne rammer straks på Louis, som pludselig står foran mig. Han har tårer i øjnene, det er tydeligt at se, selvom jeg knap kan se noget selv.

”Men du græder jo.” Jeg tørrer bare hurtigt mine øjne, inden jeg ser helt trist på min bedsteven, som ligeså ser helt trist på mig.

”Det er bedst jeg forsvinder, jeg kan ikke ødelægge endnu end piges store dag. Farvel Louis.” Med tårerne som falder ned af kinderne, styrter jeg bare ud af dette forsamlingshus, inden jeg bare løber i mod min bil.

Endnu engang med halen i mellem benene og endnu engang med søgen efter min bil. Endnu engang forlader jeg en person, hvor personen har mest behov for mig og har ønsket mig der. Jeg er en kujon, jeg er intet andet.

 

*******************************************************************************************************


Så skete det efter tyve kapitler, så fik I endelig Niall's synsvinkel på det hele!
Han ville ikke lade Quinn opgive hendes drøm! Og man kan jo sige, takket være ham, så fik hun jobbet.

Kan Niall blive ekstra nuttet?
Hvorfor mon Louis dukker op, med tårer på kinderne?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...