Wedding Disaster.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2016
  • Opdateret: 17 mar. 2017
  • Status: Igang
Nytårsaften var den aften Louis bad Naomi om, at gifte sig med ham. Brylluppet står nu for dørene og Naomi ved straks hvem der skal være hendes brudepiger. En af dem bliver Quinn McLaren, Naomi’s gode veninde fra New York. Men Quinn er ikke ligefrem i bryllupshumøret, men prøver at skjule det for sin gode veninde. Desværre går intet som Quinn har planlagt, da Louis’ nye bedsteven Niall Horan skal være forlover og gamle minder bliver hurtigt revet op i. Louis’ nye bedsteven er nemlig en og samme mand, som droppede Quinn foran alteret to år forinden. Problemer opstår hurtigt og før nogle af dem ser sig om, er brylluppet ved at gå i opløsning. (OBS. Det her er 2’eren til ”Christmas Disaster”og jeg vil varmt anbefale at læse 1’eren først).

29Likes
103Kommentarer
28291Visninger
AA

19. Kapitel 18 - ”Niall kan godt hjælpe”

 


Jeg åbner langsomt mine øjne op, eller retter mit højre øje, da jeg mærker en hånd gribe fat i min og forsigtig kigger jeg til siden, så jeg kan se hvem denne person er.
Jeg sukker tungt, da det ikke er Naomi og det kunne jeg skam også føle, men derfor kunne det være end anden. Men i stedet er det blot Harry, som jeg slet ikke bryder mig om, eller gider snakke med.

Han har påført mig så mange smerter og denne smerte er den værste, mit øje gør stadig hammerende ondt. Bare at han kunne fine på at inviterer Eleanor, eller retter ringe efter hende, var ret så irriterende.

Eleanor var så led ved Naomi i går, også da Naomi gik og kaldte hende dramaqueen. Eleanor gav mig så også en voldsom sviner, fordi jeg bankede Harry og kom med, at jeg burde banke hende. Det var hende der var utro, ikke Harry.

Men det er jeg ligeglad med, Harry gjorde det værste en bedsteven kan gøre og jeg fortalte blankt til Eleanor, at jeg kun hader hende fordi hun sviner Naomi til, som langtfra fortjener det og hun har ret i at jeg aldrig slap Naomi.

Jeg undskyldte også for det og jeg ikke bebrejder hende i at være utro, selvom jeg havde et had til hende, lige efter det.
Faktisk gik det meget okay i går. Altså Eleanor hader mig fordi, at jeg faktisk aldrig slap Naomi fra tankerne og det at jeg fandt sammen med hende, sårede hende en smule. Men efter jeg skældte hende ud for, at svine Naomi til og mine babyer, kunne hun godt se, at jeg virkelig elsker Naomi.

Hun bad mig om at tilgive Harry, for Eleanor var den der gjorde fejlen. Men jeg sagde blankt til hende, at jeg ikke kan tilgive og slet ikke lige nu.
Alt denne snak forgik i mens Harry sov og jeg lige var vågnet op. Det endte dog med, at Eleanor tilgav mig og jeg tilgav hende, vi begge sagde det. Men fortsætte som venner, sker ikke lige foreløbig og jeg regner heller ikke med det.

 

”Kommer Naomi i dag?” Jeg kommer hurtigt ud af tankerne og kigger i mod Eleanor, som sidder over ved Harry, som selv er vågnet og har fingrene flettet sammen med Eleanor. 

”Jeg aner det ikke. Ellers kommer jeg forhåbentligt hjem snart.” Jeg vil lyve hvis jeg benægtede, at det gør hammerende ondt når jeg snakker, ikke mindst blinker med højre øje, selvom det er venstre øje der er skadet.

Ikke mindst gør mit hoved jo stadig pisse ondt og en hjernerystelse er svær at komme af med igen, når man først har fået end og når man ovn i har forstuvet venstre side ved øjet.

”Louis, jeg er virkelig ked af det med dit øje. J…” Mere når han ikke at sige, da han stopper sig selv og nærmest giver et snøft fra sig. Det får mig til at trykke på fjernbetjeningen, så sengen kommer helt op, i stedet for kun halvt.

”Jeg kaldte dig slapsvans og bøsse, som jeg ved er dine svage punkter.” Mumler jeg kort, i mens jeg lader mit øje hvile på ham. Selv kigger han hurtigt op og i mod mig, inden han giver mig et lille sørgmodigt blik.

”I burde ikke snakke for meget, I er begge skadet voldsomt. Specielt du er Louis og du skat, skal passe på med ikke at lade såret ryge op igen.” Bare lyden af Eleanor’s kærlige stemme til Harry, for mig ikke engang til at kaste op, inde min mund. Det gjorde det voldsomt i starten, men ikke mere og det har det ikke rigtig gjort, siden Naomi kom ind i mit liv.

 

 

Ligesom mine tanker ryger over på Naomi går døren op, hvor Naomi kommer ind og sammen med min mor. Jeg giver hende hurtigt et smil, bare for at berolige hende. Men mit smil hjælper ikke voldsomt meget.

Hendes øjne er helt røde, ikke mindst hævet op og man skal virkelig være dum, hvis man ikke kan se hun har grædt.

”Åh baby!” Siger jeg hurtig og strækker armene ud, hvilket Naomi hurtigt reagerer på. Hun kommer hurtigt hen til mig, inden hun kravler op i sengen til mig. Hun ligger hurtigt sit hoved på mit bryst og jeg selv ligger hurtigt armene om hende, i mens jeg aer hende.

”Babe, lig dig på siden og ikke maven” Mumler jeg ned i hendes hovedbund, hun gør hurtigt hvad jeg siger og ligger blot igen hendes hoved på mit bryst.

”Hej min dreng.” Selv mor ser ud som en der har grædt og som er fuld af bekymringer. Hun ser kort over i mod Eleanor og med et ret så skeptisk blik.

”Hej Mrs. Deakin.” Det er tydeligt Eleanor prøver, men mor ignorer hende blot, ligesom hun ignorer Harry, som også siger hej. Jeg har egentlig ikke noget i mod det, mor bestemmer selv hvad hun vil, selvom hun ikke behøver at være sur mere.

For hey, se hvem der ligger i mine arme. Min drømmepige. Den pige jeg altid har elsket og den pige som jeg har været så totalt forelsket i, siden jeg altid husker det. Hun er alt jeg behøver, hende og mine babyer.

 

”Hvordan har du det min dreng?” Mor sætter sig ned på stolen ved siden af sengen, hun ligger forsigtigt hendes hånd oven på min højre hånd, som stadig ligger omkring Naomi. Selv ligger min egen kæreste ved højre side. Så hun har jo ryggen til min mor og udsigten over til de to andre.

”Ikke godt, men kommer mig.” Jeg håber det i hvert fald inderst inde, at jeg kommer mig og gerne rigtig hurtigt. Det ville ikke se kønt ud, at mit øje er fuldkommen svulmet op, når jeg skal giftes og bryllupsbillederne bliver nok ikke kønne.

To måneder, mon ikke det når at forsvinde når vi kommer tættere på? Jeg håber det virkelig meget, netop fordi der skal tages billeder og de billeder vil betyde alt for Naomi. Vi skal jo helt sikkert have vores bryllupsbillede hængene.

”Jeg snakkede med Dr. Spencer, inden jeg kom ind og han siger du må komme hjem i dag. Du skal dog være under opsyn og slappe fuldkommen af. Det vil sige at sove og for at sikrer mig at det sker, kommer du hjem og er Louis.” Jeg sukker over mor, som virker ret overbeskyttende nu. Tror hun ikke at Niall kan passe mig eller hvad? Jeg er jo ikke et lille barn mere.

”Niall kan godt hjælpe.” Mumler jeg en smule, inden jeg vender mit øje ned på Naomi, som nærmest ser helt fredfyldt ud og med hendes tunge vejrtækning er det ret så tydeligt, Naomi er faldet i søvn.
De er endda næsten lige kommet, også er hun allerede faldet i søvn og det tegner sig jo ikke godt, for så har hun nok været meget vågen i nat. Ikke mindst er nok virkelig nervøs og ked af det, hvilket hun ikke skal være. For jeg klarer mig og det humør hun har fået, kan ungerne jo mærke.

 

Mor opdager tydeligt mit blik ned på Naomi, så hun rejser sig hurtigt op, inden hun fjerner dynen fra mig og ligger den over Naomi. Så godt den nu kan. Det jo ikke fordi at hospitalsdyner er særlig store og behagelig.

”Lauren har sagt, at hun har sovet ved Naomi i nat. Hun kunne slet ikke sove og græd sig nærmest i søvne, i mens Lauren måtte have armene om hende. Selv Michael sad ved siden af sengen, på en stol og bare kunne betragte dem begge.” Det gør ret ondt at hører, at Naomi slet ikke har kunnet sove og nærmest har grædt sig selv i søvne, i mens hendes forældre har siddet i rummet og bare overvåget hende.

Den eneste jeg kan give skylden for det, er mig selv. Jeg slog først, jeg stoppede ikke og Harry slog jo igen. Men jeg burde have stoppet det og ikke have fortsat.

”Jeg mener det Louis, jeg er virkelig ked af det.” Åbenbart sidder de og lytter derover, men det jo også lidt svært ikke at lytte, når vi er i et og samme rum. Så det må påvirke ham at høre, at Naomi ikke har lukket et øje.

”Louis, er der noget Harry og jeg kan gøre?” Jeg sukker tungt over dem og ser bare ned på Naomi i stedet, som jeg blot begynder at nusse.

”Jeg tror ikke I kan gøre noget.” Kommer der kort fra min mor af, inden hun ser ned på Naomi og derefter op på mig.

”Jeg tror jeg vil lade Jer være alene lidt og gå ned efter noget mad. Eleanor og Harry, måske I selv skulle få mad.” Harry kan jo sagtens gå hvis han vil, han må bare ikke komme hjem lige nu. Begge reagere dog på det mor siger, selvom mor egentlig ikke helt kan lide dem. Men de begge rejser sig dog og går med mor.

Harry har allerede fået sit eget tøj på, i mens jeg stadig ligger i hospitalstøj. Har jo ikke rigtig bevæget mig nogen steder. Har også haft en pose siddende ved siden af sengen, hvor mit tis ligesom ryger ned i, da jeg skal lige og slappe af.

 

 

Efter de andre gik, faldt jeg selv i søvn med armene omkring Naomi. Vi begge blev dog vækket efter en times tid, hvor Dr. Spencer sagde at jeg godt måtte komme hjem og det gjorde kun mig rigtig glad.

Jeg spurgte ham om han ikke kunne finde min mor, som ville befinde sig i kantinen og han gik skam også hurtigt, i mens nogle andre kom ind og fjernede det forskellige fra mig, så jeg kunne komme op af sengen og i mit eget tøj.

Jeg har nu ligger hjemme i min seng ved min mor, de sidste treogtyve minutter og med Naomi ved min side, som igen har set hoved på mit bryst og jeg mine arme om hende.

Min søster Daisy har været heroppe og givet mig noget koldt på øjet. Der skal jo være noget koldt på hele tiden, i hvert fald når jeg er vågen. Det mener Dr. Spender jo er bedst, altså Dr. Spencer Senior.

Jeg har dog fået piller, smerte stillende. Jeg skal også tage tre om dagen og jeg har fået en, hvis jeg får et virkelig slemt smerte anfald.

 

”Hvordan har du og ungerne det?” Min hånd nusser hende blidt ned langs siden, i mens jeg lader den anden hvile på hendes mave. Det er lige før jeg tror, at hendes mave er vokset de dage, hvor vi ikke har set hinanden. Den virker lidt større.

”Vi er okay.” Mumler hun stille, i mens hun selv nusser mig på min brystkasse.

”Du må slappe lidt mere af skat, så de ikke bliver påvirket.” Et suk kommer stille fra hende, inden hun løfter sig en smule op og kigger mig ned i mit øje.

”Det er svært, når alle ved at jeg venter tvillinger og netop har været over mig, specielt efter du røg på hospitalet.” Jeg ligger forsigtigt min hånd op til hendes kind og begynder at nusse hende blidt, inden jeg forsigtigt trækker hendes hoved ned til mig, så mine læber kan blive smedet sammen med hendes.

”Sov ved mig i nat, så kan Niall sove nede i stuen.” Ja mor lod mig jo ikke komme hjem til Niall, hun lod dog i stedet Niall komme herhjem og kunne være her, hvor han kunne hjælpe med at passe mig. De andre skal jo i skole og på arbejde, burde Niall også, men han har overraskende fået fri, fordi jeg trænger til pleje.

”Der er ikke noget jeg hellere vil. Quinn kommer dog hjem til mor og er, for jeg tager ikke hjem, ikke før du er okay igen.” Jeg smiler hurtigt over hende, inden jeg bare kysser hende igen og hun ligger sig hurtigt ned på siden igen.

Hendes hoved finder hurtigt vejen til mit bryst igen, inden hun griber fat i min venstre hånd og fletter vores finger sammen. Min egen hånd finder hurtigt vejen ned til hendes mave, i mens jeg bare lader mig nusse den.

 

*******************************************************************************************************


Så kom der et lille kapitel! :)

Rigtig god mandag alle sammen! :).

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...