Unforgettable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2016
  • Opdateret: 11 dec. 2017
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
324Visninger
AA

1. Chapter I

 

Chapter I
 

    ”Kan I så huske den gang i sommerhuset?
Grinede Daniella og puttede sig længere ind mod Oliver. Han kyssede hende kort på håret og kiggede mod ilden på bålstedet.
    ”Hahaha, ja, var det ikke der Oliver sked i søen?
Joanah grinede kort og kiggede op mod Oliver. Han blushede, og puttede sit ansigt på Daniellas hoved. Hun kiggede op på han og grinede:
    ”Fy for satan!” 
Hun vendte så hoved mod Joanah og gav hende et ”den-var-go’”-blik. Joanah smillede tilbage til Daniella og sagde:
    ”Hva’ så med dengang til skolefesten? Var det nogle gode kager, Dani?
Daniella havde forædt sig så meget i kagebordet til skoleballet, at hun måtte gå før festen sluttede af frygt for at kjolen skulle sprække. Joanah havde fulgt hende hjem den nat, så Daniella ikke ville få et panik anfald hvis kjolen flækkede på vejen. 

 

Joanah grinede og kiggede op mod Eliot, for at se om han også grinede. Det gjorde han. Det gjorde Oliver også, men Daniella sad bare og kiggede på bålet.
    ”Var den for hård?” sagde Joanah med alvor i stemmen. Havde det ramt Daniella? Havde Daniella en eller anden spiseforstyrrelse, hun ikke havde fortalt om? 

    ”Nej, nej, det er bare… Kan I huske den aften på havnen?
Joanah stivnede. Hun kunne mærke at Eliot også var helt anspændt i kroppen, den krop hun lå opad. Smilet på Olivers ansigt var fuldstændigt forsvundet på et sekund. Daniella flyttede sig væk fra Olivers favn. Hun rejste sig og begyndte at rode i bålet. Oliver sad bomstille. Han havde stadig armene i luften, som han havde holdt om Daniella.

Joanah kigge op på Eliot, som holdt om hende. Han kiggede på hende, men sagde intet.
    ”Ja… Det kan jeg.
Joanahs stemme rystede.
    "Det kan jeg i hvert fald huske,
Oliver kiggede op mod Daniella, som havde et tomt blik i øjnene. Hun ragede i de varme gløder med en kæp. Ilden blussede kort op da en vind kom sussende forbi. Gløderne der trillede rundt mellem hinanden var ildrøde. Daniella holdt løst om kæppen, så det så ud som om hun var ved at tabe den.
    ”Og jeg glemmer det aldrig,” afsluttede Joanah.

 

De havde alle fire været på havnen den aften. Eller… Alle fem, var de jo. De havde lavet et bål på stranden, taget tæpper og en frugtkurv med. Spillede guitar og ristede skumfiduser. Alt var ligesom på film. Bare fem teenagere der holdt en lille bålfest på stranden.

Ikke andet? Nej, ikke andet. Eller det skulle alle andre i hvert fald tro. Hvis folk fik at vide hvad der faktisk skete den aften, ville det køre helt af sporet. De ville blive kaldt mordere, komme i fængsel og måske endda i isolation. Hvis folk fik sandheden at vide, ville de misforstå. De ville tro, de var syge i skallen. Men det var de måske også.

 

Joanah åndede ud så der kom en sky ud af munden på hende.
De havde aldrig rigtig talt om den nat efter det skete. De havde talt om den nat flere dage før det skete. De havde glædet sig til at hygge sig sammen under stjernehimmelen. Men de havde aldrig kunnet forestille sig, at det ville tage den drejning, det gjorde. Men da natten var ovre var det som om den var gemt væk. For altid.
Joanah ville da heller ikke tænke på det, men... Ville det ikke være godt for dem alle sammen at få det snakket i gennem?

 

Oliver rømmede sig.
    ”Jeg skal sgu pis’!” 
Et lille grin klistrede sig fast på Joanahs læber. Oliver rejste sig og gik over mod den åbne terrassedør.
Daniella tog kæppen ud af de varme gløder og lagde den på bænken ved siden af sig. Den var helt forkullet i spidsen, der havde været inde i ilden de sidste på minutter. Hun satte sig hurtigt, bandt armene rundt om sine ben og kiggede ned mod ilden, som nu kun var gløder.

    ”Hvorfor har vi aldrig snakket om den aften?
Sagde hun kort som om hun havde læst Joanahs tanker. Joanah rystede bare ved tanken om det der skete.
    ”Jeg tænkte lige på det samme,
Sagde Eliot, som holdt et let greb om Joanahs skuldre. Hun lettede sig lidt op så hun kunne se ind i hans græsgrønne øjne.
    ”Også mig…
sagde hun og kiggede undrende frem og tilbage mellem Daniella og Eliot.
    ”Ej, man må altså ikke joke om det her!
Joanah gled ud af Eliots arme og rejste sig op.
    ”Det må man ikke!
    ”Det er ikke nogen joke?
Sagde Daniella bedrøvet og kiggede forvirret op på Joanah.
    "Jeg ville aldrig joke om det her.
Hun rettede sig op og kiggede forbigående på ilden.
    ”I sagde da den nat, at vi aldrig skulle snakke om det igen…” 
Tøvede Joanah før Daniella afbrød hende med hård stemme:
    ”Men ting ændre sig, Joanah! Tid heler og jeg føler mig hel nok nu til, at vi tale om det!
Man kunne mærke usikkerheden i hendes stemme helt tydeligt. Hun var vist ikke helt sikker på om hun faktisk ville snakke om det. Daniella var måske klar, Eliot var måske klar, måske var Oliver endda klar, men det var Joanah ikke. De andre havde det slet ikke som hende. Det var ikke dem, der havde ødelagt den nat. Det var ikke dem, der stod med skyldfølelse tilbage på havnen. Det var ikke dem, der slog Lillian ihjel. Det var Joanah.

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

To be continued...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...